Den Tavse Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 14 apr. 2015
  • Status: Igang
Vi er i år 2089, og menneskene kender til de overnaturlige, og prøver at bekæmpe dem, og de overnaturlige kæmper ikke kun mod menneskerne, men også mod hinanden. menneskerne og formskifterne er ved at uddø, og englene er allerede uddøet. Eller det tror man. Pigen Lilje er menneske, og bor hos en vampyr og en af de sidste formskifter, som fandt hende da hun var lille. Men Lilje har hemmeligheder, som kun hun ved.

2Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

1. Lilje

I en by, hvis navn er glemt, blev en lille pige født. Menneskeheden var ved at uddø, så den lille pige var mere end velkommen i den her syge verden, hvor der findes unaturlige væsner, man ikke kendte til for 4 år siden. Det er en hård, kold og ond verden den lille pige blev født ind i. Og desværre overlevede hun den ikke. Men det gjorde en anden pige der også blev født den nat, de overnaturlige angreb byen på.

"De kommer!" blev der råbt, fra den anden side af døren, som førte ud til gaden. Ind i huset sad der en mor og far med et nyfødt barn, og de vidste begge, at hvis det barn skulle overleve, skulle de væk med det samme. Så de viklede et tæppe om barnet, og flygtede ud af døren, hvor de overnaturlige allerede var inde i byen. De løb ned af gaden, væk fra de overnaturlige og væk fra det hjem de havde levet i, og som de havde håbet at deres datter også skulle opleve at bo i. Men de vidste, at det her var det sidste de så til deres hjem.

Da de var nået et godt stykke væk fra byen, turde de endelig at stoppe med at løbe, og gik. De havde ingen ide om hvor de var på vej hen, det eneste de tænkte på var at komme væk.

De havde gået i lang tid nu, og var ved at blive udmattede, men de ville ikke stoppe op, for selvom at de var nået langt væk fra byen, var det stadig ikke sikkert. Så de blev ved med at gå, til de til sidst faldt om af udmattelse, og først der turde de at sove. Det var moren, der vågnede op først, da solen skinnede på hendes ansigt, og det var først da hun kom ud af den drømmene tilsand, at hun så at, hende og hendes mand ikke var alene. Hun skyndte sig at vægge manden, der først så forvirret på hende, men så også fik øje på den engel, der stod og iagttaget dem.   

Manden skyndte sig op, med næverne foran sig klar til at kæmpe for sin kone og datters liv. Men konen rejste sig op, og lage sin hånd på mandens arm, for at få ham til at sænke dem. Hun havde set englen i øjne, og der var intet ondt i dem. Det her var en engel, en god engel. Sidste gang hun så en var for 2 år siden, og hun havde troet at det var den sidste. Men det var det ikke. Hun var så lykkelig over at se denne gode engel, at hun svingede armene om englen. Englen blev overasket, og vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Så da konen slap sit tag, og gik tilbage, stod englen stivnet og med et overasket ansigts udtryk. Konen gik hen til der hvor hende og hendes mand havde sovet, og tog den lille sovende pige op, og gik så tilbage til sin mand. "Vi skal til at videre," sagde hun til sin mand. Han nikkede, tog sin kones hånd, og skulle til at gå videre.

Men fik kun taget et skridt, før en anden engel landede foran ham. Denne engel var ikke som den anden, denne her havde mord i øjne, og dens øjne var vendt mod barnet. faren der staks opdaget det, skubbede konen, med barnet i sine arme, til siden, og blev i stedt ramt af det sværd, den onde engel før havde siddende i et bælte rundt om livet. Konen skyndte sig over til sin mand, der lå ubevægelig på jorden, og mens tårerne stillede ned af hendes kinder og ramte mandens pande, lænede hun sig frem af, og kyssede ham på panden. Vel vidne om at hun først vil se ham igen på den anden side. Så kiggede hun over på den onde engel der hævede sit svær endnu en gang, og da det susede gennem luften, dejede moren hovedet, og ventede på at sværdet ville ramme hende og hendes datter. Men sværdet kom ikke, så da hun skulle til at kigge på den onde engel igen, kunne hun ikke, for foran hende stod den anden engel, med den onde der hang slapt over den med et sværd gennem maven. Den gode engel satte sit sværd tilbage på sin plads i bæltet, det var først nu at moren lå mærke til det. Englen vendte sig om, og så på hende. "Er du okay?" Spurte englen, med en smuk stemme, der lød så harmonisk, at hun næsten glemt at der var krig i verden.

"Je- jeg er okay" stammede hun.

"Hvad med din datter?" spurgte han. 

"Der er ikke sket hende noget." svarede hun.

Han nikkede, og kiggede på den lille pige, der lå i morens arme. Pigen havde åbnet sine øjne, og kigge tilbage på ham med øjne så blå som himlen. "Hvad hedder du?" spurgte moren.

"Noah," svarede englen.

Mere nåde han ikke at sige, før de blev omringet af overnaturlige, englen trak sit sværd igen, men vidste at han ikke kunne klare dem alle. Bag ham skrig moren pludselig, Noah vendte sig om mod hende, og skulle til at hugge sit sværd mod den af de overnaturlige, der havde nærmet sig. Men for sent moren lå nede på jorden, mens det blødte fra hendes skulder, hun kiggede op på Noah med et bedende udtryk i øjne. "Jeg beder dig, beskyt min datter," sagde hun med en grødet stemme. Han kiggede bare på hende, mens hun rakte barnet op til ham, og sagde: "Vil du ikke nok tage mit barn, efterlade mig her, og redde mit barn?" Han tog barnet, og sagde: "Jeg lover at beskytte dit barn, og jeg vil holde mit ord, lige meget hvad." Han holdte barnet ind til sig, foldede sine vinger ud, og lige før han lettede spurgte han: "hvad hedder hun?"

"Lilje" svarede moren, og lukkede sine øjne for sidste gang, og den sidste lyd hun hørte var de engle vinger, der bragte hendes barn i sikkerhed.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...