Den Tavse Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 14 apr. 2015
  • Status: Igang
Vi er i år 2089, og menneskene kender til de overnaturlige, og prøver at bekæmpe dem, og de overnaturlige kæmper ikke kun mod menneskerne, men også mod hinanden. menneskerne og formskifterne er ved at uddø, og englene er allerede uddøet. Eller det tror man. Pigen Lilje er menneske, og bor hos en vampyr og en af de sidste formskifter, som fandt hende da hun var lille. Men Lilje har hemmeligheder, som kun hun ved.

2Likes
0Kommentarer
233Visninger
AA

2. De fremmede

Mit navn er Lilje, jeg er 9 år, og bor sammen med en engel, der hedder Noah. Jeg har lyst hår ligesom Noah, mit er bare længer, og så har jeg blå øjne, Noah har grønne øjne. Vi bor i en skov, der ligger midt ude i ingenting. Noah har opfostret mig, han er lidt som en bror for mig, bortset fra at han ikke er min bror. Min far og mor døde dagen efter jeg blev født, de døde begrund af den krig, der snart har været i verden i 13 år. Jeg hader den krig, det er dens skyld, at min forælder døde, og det er dens skyld, at jeg bor ude i en skov, og ikke har nogen venner, det er også dens skyld, at Noah har lavet så mange regler.

Den første regel er, at jeg ikke må forlade skoven uden Noah.

Den anden er, at når vi er ude i byen, skal jeg blive hos Noah.

Den tredje er, at det kun er Noah, der må snakke med de overnaturlige.

Den fjerde er, at hvis der kommer nogen overnaturlige ud til vores hus, SKAL jeg gemme mig... 

"Hvad skriver du?" Jeg kiggede mig over skulderen, og så Noah, der stod og kiggede på det jeg havde skrevet. Jeg skyndte mig, at klappe bogen sammen. "Du må ikke se det! meningen med en dagbog er jo, at det kun er mig, der ved hvad der står i den, " sagde jeg, mens jeg kigge på ham. Han kiggede fra bogen, hen til mig, og smilede til mig. "Okay, men skal du så ikke også gemme den?" spurgte han. Jeg nikkede. "Så smut ind, og gem den, hvis du er færdig med at skrive," sagde han. Jeg nikkede igen, og gik ind på mit værelse. Mit værelse var ikke særligt stort, men jeg havde heller ikke brug for så meget plads. Min seng stod i den ene ende af værelset, med en masse barmser oven på, Mit skab stod ved siden af døren, så man kunne ikke smække døren ind i væggen. Jeg har forsøgt, men hver gang rammer jeg bare skabet. Jeg kiggede lidt rundt i mit værelse, hvor vil være det bedste sted at gemme den? Ikke oven på skabet, for der vil jeg ikke kunne få fat i den igen. Efter lidt tid blev jeg enig med mig selv om, at det ville være bedst, at gemme den under puden, så jeg lage den der, og gik ud af værelset.

"Sådan nu har jeg gemt den," sagde jeg glad.

"godt, skal jeg så gå ind, og se om jeg kan finde den?" spurgte Noah, der nu stod henne i køkkenet, der var forbundet med stuen, så det var et slags køkken-all-rum. "Nej!" sagde jeg, og skulede til ham, mens han bare grinede af mig, hvilked bare gjord at jeg kiggede endnu mere ondt på ham. "okay, men gå lige ind, og skift tøj, så tager vi ned til byen," sagde han. Jeg kiggede ned på min pyjamas, den var blå, og så var der ænder hist og her. "Hvad er der nu galt med min pyjamas?" spurgte jeg, og kiggede over på ham. "Man har ikke nattøj på i byen," svarede han. Jeg sukkede, og gik igen ind på mit værelse.

Da jeg var kommet i noget tøj, som bestod af et par bukser, og en trøje med en lille killing på, gik jeg ud igen, Noah stod ikke i køkkenet mere, så jeg gik ned af gangen, der førte til mit, og Noahs værelser, og gik ind af døren der førte ind til hans værelse, men der var han heller ikke, så jeg gik tilbage til køkken-all-rummet igen, og ventede at han kom fra hvor han nu end var. Til sidst mistede jeg tålmodigheden, og skulle til at gå udenfor, for at se om han var der et sted. Men før jeg fik åbnede døren, hørte jeg nogen stemmer, hvad jeg kunne høre, ville jeg tro, at der var tre stemmer, den ene var Noahs, og resten var fremmede.

"Jeg har jo sagt det, Der er ingen mennesker her," hørte jeg Noah sige.

"Så du bor herude helt alene?" spurgte en af de fremmede, med en hård og kold stemme.

"Ja."

"Og hvorfor dog det?" spurgte en anden stemme, knap så hård, men lige så kold.

"Fordi jeg ville væk fra den krig, og herude hærger krigen ikke," svarede Noah.

"Så har du vel ikke noget imod, at inviter os inden for?" Sagde den første stemme.

"Jo, det har jeg faktisk, da det her er mit hjem, og jeg flyttede herud for at være alene," svarede Noah koldt tilbage.

Pludselig smækkede døren op, og først der kom jeg i tanke om at jeg skulle i skjul, men nu var det for sent, manden der havde smække døren op, stod og så på mig. Han havde mørkt hår, og røde øjne. En vampyr. Noah kom styrtene ind af døren, han fik med det samme øje på mig. I det samme skulle vampyren til at gå til angreb på mig, men Noah kastede sig frem, og greb vampyren om halsen. Men så kom den anden stemme ind, som tilhørte en varulv.

"Løb Lilje!" råbte Noah, der gik to sekunder før min hjerne vågnede, og så løb jeg. Jeg løb ud af døren, men var tæt på at blive fanget af varulven, hvis det ikke var fordi, at den i netop det sekund jeg løb forbi, valgte at skifte form, så ved jeg ikke, hvad der ville være sket med mig. Men det var også lige meget, for jeg var kommet forbi den, og jeg skulle i hvert fald ikke fanges. Så nu løb jeg alt det jeg kunne, væk fra den ulv, der var lige efter mig. Jeg løb mellem træerne, som både virkede som mine venner, men også fjender lige nu. Da jeg havde løbet i noget, der havde følt som flere minutter, var jeg både udmattet og forpustet, men jeg forsatte.

Efter noget der havde føles som en evighed, stoppede jeg. Det føles som om der var ild i mine lunger, og mine ben som havde jeg løbet dem i smadder. Jeg spurgte engang Noah, om man kunne løbe sine ben i smadder, det mente han ikke at man kunne, men jeg er ikke så sikker. Det var først nu jeg lå mærke til hvor jeg var, jeg var nået til en lille bæk, der snoede sig gennem skoven, mig og Noah kom nogen gang her ud, fordi at der altid er så fredeligt. Jeg kravlede op i det nærmeste og nemmeste træ, jeg fandt, for at se hvor på himlen solen hang. Noah lærte mig som mindre årige, at ved at se hvor på solen hang på himlen, så kunne jeg nogenlunde se hvad tid det var på dagen. Lige nu hang den nogenlunde midt på himlen, så det var omkring middags tid. Da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle lave, kravlede jeg ned igen, og tog lidt at drikke fra bækken. Noah havde sagt at det var en kilde, og dem kunne man godt drikke fra. Bagefter satte jeg mig op af et træ, og lidt efter sov jeg.

Jeg vågnede med et sæt, jeg ved ikke rigtig hvad der vækkede mig, indtil jeg så de gyldne øjne, der kiggede på mig. Jeg skyndte mig, at klatre op af træet, så det ikke kunne få fat i mig. En gren knækkede, da jeg tog fat i den, og jeg faldt. Men jeg ramte ikke jorden, for der var en der havde grebet mig, og jeg kiggede lige ind i nogen gyldne øjne. 

Jeg græd, tænk nu hvis det var en af dem, der havde været ved vores hus. Jeg blev ved med at græde, også selv om han tyssede på mig.

"Så, så, ikke græde det er okay, jeg gør dig ikke noget," sagde han.

Men det hjalp ikke, jeg blev ved med at græd, fordi jeg også først nu så den skygge, der stod og kiggede på mig lidt derfra. Da jeg så den vidste jeg, at det var Noah. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...