Here comes forever - {Ross Lynch fanfic}

Ross Lynch og hans band R5, er i Newcastle, hvor de holder koncert, en ganske normal koncert ligesom mange andre. Ross elsker det, og giver alt hvad han har - men da han får øje på en pige nede i publikum bliver han fortryllet, og tænker ligepludselig ikke på andet, selvom det er en sjældenhed at han bliver virkelig interesseret i piger. Da pigen, Cathy ikke viser den største interesse for ham efter koncerten, bliver han noget lignende besat af den her skønne pige. De har 4 dage i Newcastle - og Ross har ikke tænkt sig at lade Cathy forsvinde. Da han først får kontakt til den her pige, indser hun også selv, at det er kærlighed ved første blik - Men Cathy er psykisk syg og har et forfærdeligt temperament. Sammentidig viser Ross en side af sig selv, som Cathy ikke er begejstret for - og den dag han jager hende ind i en mørk skov, er hun angst for at han vil gøre hende fortræd.

15Likes
17Kommentarer
3001Visninger
AA

18. ♦ Ross ♦

Ved at teksten på billedet mangler, men er ikke på min egen com.

Here Comes Forever

Ross Lynch.

 

Savnet af hende ligger der stadig da jeg vågner op, i den luksuriøse seng på mit hotelværelse morgenen efter. Klokken viser 8:15 denne gang – på trods af at jeg kom sent hjem, kom sent i seng, har jeg alligevel formået at stå tidligt op – eller, i hvert fald vågne tidligt. Det er da det samme, er det ikke?

Jeg sukker og sætter mig op og læner ryggen mod væggen der føles behageligt kold mod min bare ryg, mens at jeg lukker øjnene i. Hvorfor gik jeg derfra?

Et smil trækker i min mundvige da jeg husker. Vi sad så længe, i hendes seng og snakkede. Jeg lover, vi snakkede kun, med hendes hoved i mit skød. Overraskende nok, var hun interesseret i at høre om mig, om mit liv. Om hvordan mit liv var, inden jeg blev kendt – og om jeg nogensinde savnede det. Klokken var langt over midnat da jeg fik lov til at spørge ind om hende. Det var dog ikke meget jeg fik ud af hende, da hendes far kom brasende ind, og sagde at nu blev jeg simpelthen nød til at gå – deres datter skulle jo have hendes søvn.

Jeg husker stadig hendes blik – ganske vidst havde hun smilet da jeg kyssede hende farvel, men blikket i hendes øjne var ikke til at tage det mindste fejl af. Hun ville ikke have at jeg gik, for hun var bange for at jeg ikke vil komme igen. Men jeg husker også angsten fra hendes blik – angsten for at jeg lader hende alene med hendes forældre, med medicinen. Med sygdommen.

,, Jeg føler mig hel, når du er her Ross. Som om, at jeg er ligesom alle andre..”  

Jeg ved godt at det er fordi jeg ikke behandler hende som en syg, at hun siger det.  Da hun sagde det, havde jeg smilet og kysset hende på panden og fortalt at hun var hel. Men nu, siddende alene i hotelværelset, kører tankerne rundt i mit hoved.  Vreden over hvordan andre behandler hende, sidder stadig i mig, da jeg husker hendes ord fra tidligere.

,, Jeg er den pige man skæver til, og venter på at hun får sit næste flip.”

,, Jeg er ikke den pige mn forelsker sig i. Jeg er den pige man holder sig fra.”

Hvor meget har hun mon været igennem? Hun nægtede at fortælle mig mere da jeg spurgte ind til det i aftes. Tanken om den måde hendes familie behandler hende på, får mit blod til at koge.

,, Hvis du trøster hende nu, vil hun aldrig tage pillerne.”

De vil ikke trøste hende, før hun har taget al sin medicin. De roser hende ikke, de tvinger hende igennem det, selvom de kan se at hun lider noget så meget. Godt nok ja, medicinen havde fået hende til at falde til ro, hjælpe hende med at huske. Men, var smerten det værd? Jeg er sikker, hvis ikke hun havde fået sin medicin, kunne jeg godt have fået hende til at huske, uden at hun skulle lide så meget. De bestak hende, til at tage hendes piller, med hårfarve – hvad har de ellers bestukket hende med?

Der var tomt i vores hotel-suite da jeg kom hjem – jeg tror også klokken var omkring 1. De havde ikke manglet mig, ellers ville de da have skrevet eller ringet til mig ikke? Jeg havde ikke tænkt over det, var bare gået i seng. Alligevel gik der timer, inden jeg fik det mindste søvn.

Der lyder et par bank på døren, og jeg vågner op fra mine tanker.

,, Ross?” Jeg rynker brynene, det lyder ikke normalt at Rydel skulle være så forsigtig.

,, Kom ind.” Jeg smiler og rækker ud efter en ren t-shirt da jeg har rejst mig fra sengen.

Jeg har kun lige fået trukket t-shirten over hovedet, da hele flokken kommer ind på værelset, og jeg rækker ud efter et par jeans.

Jeg ser på dem med et hævet øjenbryn.

,, Okay, alle 5 medlemmer af R5 er her – hvad sker der?” Rocky ser på mig med et hårdt blik.

Jeg fnyser, og ser på dem, helt rolig.

,, Hvad skulle der være sket?” Svare jeg roligt og hopper i jeans’ne.

,, Du var ude til over midnat, og ikke et kvæk hørte vi fra dig!” Hyler Rydel op, og jeg griner af hende.

,, Og? I har ikke ringet eller skrevet. Jeg troede i var ligeglade.” Jeg trækker på skuldrene, og griner.

,, Ud med det! Hvad skete der?” Riker ser på mig, og jeg griner igen.

,, Ikke andet ,end at jeg .. fik set og hørt en masse.. ” Jeg sætter mig på sengen og køre en hånd igennem håret.

Ellington ser på mig, og ser så på de andre. ,, Hvad?”

,, Hun er syg.. Altså, alvorligt syg.. Hun er psykisk syg – hun glemmer, ikke kun episoder men også personer og følelser ..  Hendes familie giver hende medicin der gør hende ondt.. De bestikker hende, for at hun vil tage det.” Jeg sukker  og ser op.

,, Jeg vil ikke lade hende blive der.. Men jeg kan jo ikke tage hende med?”

Riker ser på mig, og sætter sig på sengen ved min side. ,,Det er noget rod.”

,, Jeg kan jo ikke lade hende blive! I så hende ikke. I hørte hende ikke skrige, i hørte hende ikke bede mig om hjælp inden de tvang hendes medicin i hende.” Jeg hører desperationen i min stemme og gemmer hovedet i mine hænder.

Rydel ser på mig, og jeg forventer den sædvanlige ” Ross er hårdt ramt” kommentar – men den kommer aldrig. ,, Vi må finde en måde at tage hende med.” Siger hun pludselig.

,, Hvad med at vi møder hende? Lad os se hvordan hende..” Rocky ser på mig, et kort øjeblik, tænker sig om. ,, Cathy er. Lad os se, hvad Ross er faldet for.”

De andre stemmer enig og jeg ser på dem. Hvad skulle jeg gøre uden dem? Vi har 2 dage – og jeg har ikke tænkt mig at lade hende blive her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...