Here comes forever - {Ross Lynch fanfic}

Ross Lynch og hans band R5, er i Newcastle, hvor de holder koncert, en ganske normal koncert ligesom mange andre. Ross elsker det, og giver alt hvad han har - men da han får øje på en pige nede i publikum bliver han fortryllet, og tænker ligepludselig ikke på andet, selvom det er en sjældenhed at han bliver virkelig interesseret i piger. Da pigen, Cathy ikke viser den største interesse for ham efter koncerten, bliver han noget lignende besat af den her skønne pige. De har 4 dage i Newcastle - og Ross har ikke tænkt sig at lade Cathy forsvinde. Da han først får kontakt til den her pige, indser hun også selv, at det er kærlighed ved første blik - Men Cathy er psykisk syg og har et forfærdeligt temperament. Sammentidig viser Ross en side af sig selv, som Cathy ikke er begejstret for - og den dag han jager hende ind i en mørk skov, er hun angst for at han vil gøre hende fortræd.

15Likes
17Kommentarer
3011Visninger
AA

14. ♦ Cathy ♦

Wow hvor er i seje! 10 likes & 4 favoritlister! Tak for den gode respons, glad for at i kan li' den! :D

Angsten slår alt for hurtigt ind over mig, og får den berusende følelse af hans kys til at forsvinde. Han kyssede mig! Hvorfor kyssede han mig? Jeg ser op på ham, og bliver igen forvirret, over hvem jeg er og hvad jeg laver her, da jeg mærker hans arme omkring mig, og de sidste minutters følelser skyller ind over mig, og jeg bliver overvældet. Frygt, smerte, forvirring, vrede kaster sig over mig i en stor kaskade – men på samme tid bliver jeg budt velkommen af nogle varme følelser, der på en måde minder mig lidt om kysset – Hvad er det nu mine forældre kalder dem? Forelskelse, glæde, og tryghed, blander sig med de andre følelser, i mit hoved.

,, Hvad er alt det her, Ross?” Jeg ser op på ham med et forvildet blik.

Han rynker brynene og ser ned på mig med et forsigtigt smil. ,, Hvad er hvad?”

,, Alt det her.. Den her måde, jeg har det på!” Jeg skubber mildt til hans brystkasse, tvinger ham til at slippe mig for at jeg kan gå et par skridt tilbage.

,, Jeg forstår det ikke!” Jeg køre en hånd gennem håret og ser på ham. ,, Hvorfor har jeg været vred? Hvorfor har jeg været bange?”

,, Vil du ikke nok fortælle mig det, Ross?” Jeg ser bedende på ham, og betragter hans blik, der er .. tomt, på en måde.

,, Hvorfor husker jeg hvem du er, hvorfor husker jeg at du kyssede mig – Hvorfor husker jeg ikke det der skete inden?”

Han betragter mig, og skal til at åbne munden, da en stemme i mit hoved giver sig til kende, og pludselig er mindet om Ross også væk.

Hvem er han? Hvad laver du her?

Jeg vender mig rundt, og lukker øjnene.

,, Cathy?”

Hans stemme er så mild, så beroligende – den giver mig med det samme lyst til at springe ham om halsen, fortælle ham at han aldrig må lade mig gå – men hvem er han?

,, Hvem er du?”

Stemmen der kommer fra mig, er ikke min. Den er vred, forvirret, og alt for kold – hvorfor er jeg sådan her? Jeg åbner mine øjne igen og ser frem for mig.

,, Cathy nej – du .. du må ikke glemme!” – Hans stemme er blevet desperat. Hvorfor er den det? Jeg mærker fodtrin, og jeg vender mig rundt, stirre på den blonde dreng der står foran mig. ,, Cathy, se på mig! Du må ikke glemme!”

Han er så bekendt.. Og alligevel så forfærdelig fremmed! Og alligevel står han, med et desperat blik i sine brune øjne, og beder mig om ikke at glemme. Glemme hvad?

,, Jeg ønsker ikke at glemme..” mumler stemmen igen – en rumlen i mit bryst fortæller at den kommer fra mig – men den lyder ikke som min egen! Hvorfor føles det som om at jeg er fanget i mit hoved?

,, Jeg ved ikke hvem du er.. Men du har ret. Jeg må ikke glemme.. Jeg ønsker ikke at glemme.” Jeg ser på ham, forvirret, mens at jeg ser det desperate blik i hans øjne vokse sig større, ser hans arme der rækker ud efter mig, ligeså desperat som blikket i hans øjne.

,, Hvem er du?” gentager jeg igen, og træder tilbage fra hans åbne arme.

,, Ross. Kan du ikke huske?” Det desperate blik ændres, bliver til et såret udtryk.

Af en eller anden grund er det som om at jeg ikke høre ham.

,, hvem er du?” Denne gang kommer det som en hvisken fra de sammentrukne læber, da han træder tættere på. Jeg skubber mod hans bryst – Ross, som han jo åbenbart hedder.

,, Cathy nej- du.. du må ikke!” Han bliver stående da jeg skubber til ham, og det irritere mig, og jeg skubber igen.

,, Je-” Jeg forsøger at sige noget, da en mørk stemme afbryder.

,, Cathy? Hvad sker der her? Hvem er ham der?”

Drengen og jeg vender hoveder på samme tid – der står en person jeg genkender. Chris.

Nogle få billeder flyver rundt i mit hoved – et billede af en pilleæske, et ur hvor der står to personer og kigger på.

,, Du har glemt at tage din medicin Cathy.” Hans stemme er kold, og jeg kan i baggrunden høre drengen Ross’ knurre lavt. ,, Hvem er du?” Spørger han koldt.

,, Jeg er Cathys storebror.” svare han roligt, uden at vige blikket fra mig. ,, Cathy, du skal med hjem. Du har ikke taget din medicin, du er ustabil.”

Jeg ryster på hovedet, da han rækker ud, og tager et fast greb om mit håndled. ,, Nej! Jeg skal ikke have noget! Ikke noget du giver mig! Giv slip!” Jeg piver og træder tilbage, hvilket kun resultere at han tager fastere om mit håndled.

,, Lad  hende være – hvis ikke hun vil med, så skal hun ikke.” Ross ser på Chris, og jeg nikker. ,, Lyt til hvad han siger! ”

Chris sender Ross et hårdt blik.

,, Hun er syg – hun er ustabil i forvejen. Hvis ikke hun får sin medicin, kan du slet ikke regne med hende! Hun skulle have været hjemme for flere timer siden!”

Jeg siger intet, for et sted ved jeg at det er rigtigt.

,, Så lad mig tage med. Lad mig tage hende.” Han ser bedende på Chris, som efter et par sekunder nikker.

,, Bær hende, ellers vil hun gøre alt for at slippe væk.”

VENT HVAD?!’

Jeg ser ondt på Chris , og begynder og gå, da jeg mærker et par stærke arme om mig, inden jeg får mig vredet ret mig, så ligger jeg i armene på denne her Ross.

Flot. Sikke en skideballe der venter dig når du kommer hjem, alt for sent, og så med en verdensstjerne på slæb. Mine egne tanker griner, ved synet af Ross. 

 

Langt kapitel til jer, på 968 ord! :P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...