Here comes forever - {Ross Lynch fanfic}

Ross Lynch og hans band R5, er i Newcastle, hvor de holder koncert, en ganske normal koncert ligesom mange andre. Ross elsker det, og giver alt hvad han har - men da han får øje på en pige nede i publikum bliver han fortryllet, og tænker ligepludselig ikke på andet, selvom det er en sjældenhed at han bliver virkelig interesseret i piger. Da pigen, Cathy ikke viser den største interesse for ham efter koncerten, bliver han noget lignende besat af den her skønne pige. De har 4 dage i Newcastle - og Ross har ikke tænkt sig at lade Cathy forsvinde. Da han først får kontakt til den her pige, indser hun også selv, at det er kærlighed ved første blik - Men Cathy er psykisk syg og har et forfærdeligt temperament. Sammentidig viser Ross en side af sig selv, som Cathy ikke er begejstret for - og den dag han jager hende ind i en mørk skov, er hun angst for at han vil gøre hende fortræd.

15Likes
17Kommentarer
3017Visninger
AA

10. ♦ Cathy ♦

Han følger efter mig..  Jeg kigger mig over skulderen, med en person for øje den her gang. Han følger stadig efter mig.. Hvorfor følger han efter mig?! Panikken spreder sig allerede, og jeg forlænger mine skridt. Hans bløde stemme hviler stadig i mit hoved, og jeg kunne lytte til den hele dagen - alligevel er den noget af det der skræmmer mig allermest. Hvad er det han vil mig?

Jeg burde være glad, udnytte enhver mulighed for at tilbringe tid med ham, han er jo en stor stjerne - og jeg ville jo få opmærksomhed af det. Men jeg frygter det - frygter hvad han bringer med sig af syge stoddere. Jeg kan mærke at jeg psykisk mangler min hættetrøje at gemme mig i, og jeg køre forvirret en hånd igennem det blonde hår, mens at jeg går. Igen ser jeg tilbage - jo, han er der ihvertfald stadig, følger stadig efter mig. Jeg går ind af døren til storcentret og jeg ved allerede at han kun er få skridt bag mig. Jeg trækker vejret dybt, og sætter farten op, men falder i min hast over noget der ligger på jorden - og klodset som jeg er, ender jeg på maven foran alle folk i storcentret - foran Ross.

Jeg klynker, og tvinger mig selv op at sidde. ,, Cathy? Er du okay?" Stemmen er bekendt, og da jeg åbner øjnene, sidder Ross på hug overfor mig, og betragter mig lidt. ,, Ja det er jeg.. Jeg troede du forstod mit budskab igår?" Jeg vrisser af ham og tvinger mig op og stå, med smerter i det ene ben.

,, Cathy, please! Lad mig.. Giv mig en chance, kom nu? bare én?" Jeg sukker og ender med at overgive mig. ,, Fint.. Men ikke her." Jeg holder lidt om mig selv, og ser væk fra hans alt for håbefulde blik, for jeg ved hvad det ender med - at han render skrigende væk som enhver anden fyr der har lagt an på mig.

,, Lad mig vise dig et sted i parken - Rydel fortalte mig om det." Han smiler stort og rækker ud efter mig, og jeg kommer med en pivelyd, og gemmer hænderne bag ryggen. Han ser såret på mig og trækker hånden til sig, men lader ikke blikket påvirke. ,, Fint. Du fører an. " Jeg smiler venligt, og går efter ham, samme vej tilbage ud af storcentret.

Vi går et par minutter i stilhed, da alt pludselig forsvinder for mig. ,, Hvor er jeg?" Jeg ser rundt, mens jeg går, da jeg får øje på fyren ved min side - den meget lækre, men meget fremmede fyr. ,, Og.. hvem er du?!" Jeg panikker, og stopper op. Drengen ser på mig, og stopper ligeledes. ,, Cathy, jeg er Ross.. Ross Lynch. Du er i Newcastle - dit hjem. Vi skulle til parken , husker du?" Han ser uforstående på mig, og jeg ryster på hovedet. ,, Jeg kender dig ikke! Hvad vil du mig?!" Jeg hæver stemmen og bakker tilbage fra ham.

Han ser såret på mig, og jeg mærker skyldfølelsen melde sig. ,, Hvorfor .. Hvorfor ser du sådan på mig?" Jeg rynker brynene og ser ned af mig selv, og op på ham igen. ,, Har jeg såret dig?" Jeg bider mig i underlæben, og forstår ikke rigtig noget. ,, Jeg.. vil ikke såre dig.. Jeg ønsker ikke at såre dig". Jeg er ærlig, da jeg ser  på ham. ,, Du må ikke se sådan på mig, lad være!" Jeg piver, specielt da han ser væk fra mig.

,, Cathy, hvorfor opføre du dig nu sådan?"

Han ser igen på mig, med samme forvirrede og sårede blik i ansigtet. ,, Ross.. Jeg .." - Hov, vent Ross? hvor kom det navn fra? ,, Lad være med at tænke på det.. Hvor skulle vi hen?" Den sidste halve time dukker op i mit hoved igen, og jeg forsøger at smile overbevisende, da vi går igen, mod parken. Men jeg glemmer ikke det sårede blik i hans øjne - det er der nemlig stadig. Og et eller andet sted, ved jeg det er sandt, når jeg siger jeg ikke vil såre ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...