maja

det er ikke fordi, at hun har friendzoned mig. jeg har nok nærmere girlfriendzoned hende. | mit andet bidrag til "what if"-konkurrencen.

44Likes
41Kommentarer
994Visninger

2. maja

 

 

 

Første gang jeg møder hende, holder hun i hånd med en ældre fyr. Hendes øjne er lyse, fyldt med liv, og de funkler af glæde og tilfredsstillelse, da han trækker hende ind i et kys. Jeg står på den anden side af vejen sammen med nogle venner, og de råber og vinker til hende. Hun vrister sig fri af kysset, og vinker energisk til os. Hun siger noget til fyren, og slipper hans hånd for at krydse gaden. Hun er lille og fin, sådan en type man har lyst til at grine sammen med.

Det er først om aftenen, med slukket lys og levende tanker, at det går op for mig, at det er sket; hendes lille væsen, med et bredt og klart smil, der når selv de mest hærdede og kolde hjerter, har brændemærket mig. Måske var det hendes hånd, der med en høflig gestus gled så perfekt ind i min, eller hendes øjne, varme og livlige, der lyste op som hun grinende præsenterede sig. Det kan også være hendes krop, svøbt ind i stramme bukser og stor frakke, der stjal mit åndedrag. Jeg kan i hvert fald ikke trække vejret.

Vi er sammen nogle dage efter. På hendes intiativ. Det forsætter; hun ringer, vi skriver, vi tager på café. Vi tager også til fest sammen. Vi krammer. Vi griner. Som venner. Kun som venner.

Jeg ved, at hun bedst kan lide at kysse mørkhårede drenge med chokoladefarvede øjne og varme hænder. Dem der ved, hvad det handler om. Dem der har prøvet det før. Problemet er bare, at jeg bedre kan lide at blive hjemme. Og at høj musik, mange mennesker, svedne kroppe og nærkontakt skræmmer mig.

Jeg kan lade som om. Jeg kan lade som om det intet betyder for mig, sende hende et smil og et venskabeligt klap på armen, når hun fortæller hvem hun kyssede til festen.

Hun har en stor T-shirt på, og fortæller endnu engang om ham fyren hun har mødt. Han er høj, har for en gangs skyld ikke mørkt hår og han kysser hende altid på panden. Jeg har slettet hans navn fra min hukommelse, men de få gange hun har kysset mig, har hendes læber smagt af hans. Vi er ikke noget specielt. Det er ingen nyhed, at hun spiller på flere heste. Mange endda. Så er hun jo den eneste, der kan vinde løbet.

Vi tager i Tivoli. Hun holder mig i hånden, får mig til at bruge penge på en stor, lyserød bamse til hende. Hun kysser min kind, fjerner candyflosh fra min mundvig. Læner sig op ad min skulder, driller mig. Jeg bliver ved med at tro, at hun endelig har indset at jeg er den rette. I en karrusel hvisker hun pludselig til mig:

"Jeg tror, jeg er forelsket!" Jeg spørger i hvem og hvordan han er, holder vejret og forsøger at lade som om, at det er mig hun snakker om. Hun siger, at han er anderledes. At han elsker hende. At han synger i badet. At hans yndlings farve er grøn. Min yndlings farve er orange. Jeg spørger, om hun elsker ham.

"Det er ikke det væsentlige," påstår hun, og smiler sødt til mig. Og jeg glemmer hurtigt hvad jeg spurgte hende om. I bilen på vej hjem ringer han. Hun griner og hvisker hemmelighedsfuldt ind i telefonen. Jeg bider min tunge til blods.

Hun stiger ud af bilen, uden så meget som et "vi ses". Smækker bare døren, og forsvinder ind i huset. Der gør ondt. På vej hjem kører jeg i Blockbuster og lejer en film. Pigen bag disken smiler til mig, og spørger for sjov om det er til et knust hjerte. Jeg nikker, og hun ryster på hovedet med et trist smil.

"Piger.. De er ikke til at stole på." Hun hedder Natalie, og har vagter i weekenden og hver onsdag. Første gang vi kysser, rødmer hun, og siger at hun ikke er særlig god til det med drenge. Jeg kysser hende bare igen.

 

På vores første date tager hun en rød kjole på.

"Du ser fantastisk ud," siger jeg, og tager hendes hånd. Hun har bløde hænder, og i dag smager hendes læber  af passionsfrugt og mango. På restauranten bestiller hun salat, og forklarer at hun er vegetar. Jeg kan godt lide det nervøse glimt i hendes øjne, når hun kigger ned på min hånd, der ligger halvvejs over mod hendes.

Da jeg kommer hjem, smider jeg mig i sofaen. Min mor mærker på min pande, og undersøger mit drømmende blik.

"Åh gud, du jo forelsket!" Min far kommer ind, og de står og holder om hinanden. De står og stråler, og jeg fundere over, hvordan man kan holde et andet menneske ud i ti år.

"Du er en god fyr," min far roder i mit hår, og går ind for at se TV. Det ved jeg, tænker jeg.

Natalie kommer forbi en aften, vi ser film i stuen, og hun lægger hovedet på min skulder. Jeg kan godt lide, at hun har en personlighed, der fylder noget. Hun er livlig, hun snakker, hun deler.

 

 

To uger efter ringer det på døren. Hendes kinder er våde. Hun græder og græder. Spørger hvorfor hun altid er så dum, hvorfor hun altid stoler på de forkerte. Jeg holder om hende, lader hende ligge i min seng mens jeg laver varm kakao.

Hun snakker uafbrudt; om hvordan hun tjekkede hans mobil, og fandt en pige i hans kontakter. Han kaldte hende skat, forklarer hun grædefærdigt. Han spurgte, om de ikke snart skulle ses igen. Jeg holder om hende, giver hende ret i alt, og putter hende, da hun endelig falder til ro.

Hendes far henter hende næste morgen. Min mor klapper mig på skulderen og siger: "Du er sådan en god ven. Gid der var flere som dig." Oppe på værelset skriger jeg ned i en pude.

Hun ringer ikke efter det. På Facebook er de stadig kærester.

 

Natalie har fået fredagsvagter, og jeg begynder at hænge nede ved hende igen. Hun er sjov, sød, spørger mig om ting. Hun har savnet mig, siger hun. Hun fortæller, at skriver noveller. Jeg viser hende et af mine digte. "Rus" hedder det. Hun fortæller mig at det er godt. Natalie gør mig glad, og jeg føler mig værdsat.

Det er mig, der spørger. Natalie græder næsten af glæde, og kaster sig om halsen på mig. Hendes sweater er blød og dufter af hjem og kaffe.

 

"Vi to," hun læner sig hen over disken, og kigger diskret tilbage mod baglokalet. Det er fredag, og jeg er kommet for at hente hende."Vi to," siger hun igen, "vi skulle tage til fest i aften,"

Jeg har ikke været til fest i lang tid. Jeg har ikke særlig mange venner, og dem jeg har, invitere mig ikke med til deres fester.

Natalie hiver mig med ud på dansegulvet, og vi står og svajer i mængden. Hun smiler og griner, og hvisker søde ting i mit øre. Min mave bobler og jeg kan ikke kontrollere mit smil.

Og det er der jeg ser hende. Hun står sammen med Drengen - skabelonen på hendes drømmefyr: Mørkhåret med skægstubbe, ældre end hende, høj og med en skarp kæbelinje. Hans hånd kravler ned over hendes krop som en stor edderkop - sulten og agrresivt. Hun griner, puffer ham væk og retter på sin kjole.

Jeg vender ansigtet væk, og kigger i stedet for på Natalie, der snor sig omkring mig. Hun er smuk og glad, og mine blodårer bliver fyldt med elektricitet så snart hendes hånd tager min.

"Jeg skal lige på toilettet - gider du finde noget af drikke imens?" Jeg nikker, og hun forsvinder ud i det forvredne kaos omkring os.

På vej mod baren støder jeg ind i Ham. Han puffer sig vej gennem gæsterne, og undskylder også, da han slår mig ud af kurs, med et hårdt stød.

Hans øjne er slørrede, og hans knoer er blodige. Mit hjerte begynder at hamre, og jeg skifter retning. Hun sidder ude i baggården; en hånd på kinden, en hånd over munden, i et forsøg på at kvæle hulket.

Hun kigger hen på mig, og krymber sammen.

"Kom, jeg hjælper dig hjem,"

"Jeg har det fint,"

"Kom nu," jeg træder hen til hende, og lægger en hånd under hendes albue for at hjælpe hende op.

"Ved du hvad du skal? Du skal skride ud af mit liv!" Hun river armen til sig, og fjerne hånden fra sin kind. Den er rød, og der løber en stribe blod ned over hendes kæbelinje. "Du er så pisse belastende og klæbrig - tror du ikke godt jeg ved, at du er totalt væk i mig? Jeg har bare brug for en ven, for satan! En enkel ven!" Hun skubber mig væk, og krammer sig selv.

Jeg kan ikke gøre noget. Hendes blik er et stort stormvejr, og jeg kan mærke hvordan tornadoen river mig væk fra hende. Hun har ikke brug for mig. Det har hun aldrig haft.

 

Så da hun en sen torsdag nat ringer, og grædefærdigt spørger om, hvorfor jeg ikke elsker hende, svarer jeg hende med grin, og det ærligste jeg i hele mit liv har sagt.

"Jamen Maja, alle elsker dig jo!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...