It's hard to forget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er syv dage siden i dag. Syv meget lange dage siden jeg lagde mine arme rundt om Joy's varme hals for allersidste gang. Det er slet ikke det samme mere nu hvor han er væk. Og det bliver heller aldrig det samme igen. Aldrig.

0Likes
0Kommentarer
162Visninger

1. Aldrig

Det er syv dage siden i dag. Syv meget lange dage siden, jeg lagde armene om Joy's varme hals for allersidste gang. Jeg forstår stadig ikke at han er væk. Ham der har været der for mig de sidste 4 år, når ingen andre var der. Jeg rakte hånden ud i luften, og lod den glide langsomt ned ad, med håndryggen mod mig selv. Jeg kunne stadig mærke hans bløde pels mod min hånd. Måske var han her stadig? Måske var han kommet tilbage, og stod lige her foran mig?. Jeg løftede hovedet, og kiggede rundt. Hvad er det jeg siger, selvfølgelig er han ikke kommet tilbage. Det er jo umuligt. Han vil være væk foraltid. Jeg rejste mig fra sengen, og gik stille hen over det lyse trægulv, og stoppede op lidt fra væggen ved siden af døren. Mit blik landede på det store billede midt på væggen. Det forestillede mig og Joy på en mark i solnedgangen sidste sommer. Det var en tradition vi havde. Vi skulle se solnedgangen sammen hver sommer. Det slog mig pludselig at jeg aldrig ville komme til at opleve det igen. Jeg lod fingeren følge billedets øverste kant, mens en tåre tillod sig at vandre stille ned af min kind. Jeg lod mit blik glide hen over alle billederne, hvilket fik tårene til at nærmest løbe ned af min kind. Der var så mange minder. Jeg satte mig stille ned i sengen igen, fandt min computer, og begyndte at skrive. Jeg er en af de typer der har det bedst med at skrive sine tanker, og følelser ned. ''Joy'' begyndte jeg, mens tårene stadig løb om kap ned af mine kinder. ''Hvor skal jeg starte? Jeg savner dig så ubeskriveligt meget. Det er så svært at forstå at jeg aldrig kommer til at se dig igen. Jeg elsker dig.. Det er latterligt det her, du var jo bare en sølle hest. Men, alligevel ikke. Du var så meget mere end ''Bare'' en hest. Du var min bedste ven. Det er svært at forstå, da du aldrig sagde et ord til mig. Du var bare så speciel. Den måde du var på, de ting du gjorde. Det var det jeg faldt for. At et sølle dyr kan betyde så meget, er helt ufatteligt. Det er en helt speciel følelse, som skal opleves før man kan tro på det.'' Jeg læste det hele igennem et par gange, og trykkede derefter på GEM. Jeg tørrede mine øjne med bagsiden af min hånd. Jeg traskede derefter ned af trappen, gennem stuen og ud i køkkenet. Jeg var alene hjemme, hvilket også var fint nok, da jeg trængte til at være lidt alene. Jeg smed en fryse pizza i ovnen, og tog et glas faxe kondi. Hvor er jeg dog uhøflig, at jeg sådan bare glemmer at præsentere mig selv. Jo. Jeg hedder Adrena, som faktisk er et andet ord for Joy, ret sjovt. Min mor siger at det var derfor jeg fik sådan et godt forhold til ham, men det tro jeg nu ikke på. Jeg er 17 år, og bor i Hudson, som ligger i New Jersey, hvor min mor også er fra. Min far er fra Spanien. Så det vil altså sige at jeg er halv Spanioler, hedder det ikke det? Som i nok allerede har regnet ud, så elsker jeg heste, og har haft med dem at gøre lige siden jeg var helt lille, da min mor havde hest både før og efter jeg kom til verden. Jeg fik min første part for 4 år siden, nemlig Joy. Jeg elskede ham utrolig meget allerede den første dag. Men for et halvt år siden, fik han konstateret kræft i lungen, hvilket er utrolig sjældent for en hest. Og ja, så for syv dage siden kom dylægen, og Joy trak vejret for sidste gang. Så kender i da lidt af min historie. Min mobil vibrerede over fra køkkenbordet. En sms fra Chasper var netop landet. Jeg begyndte automatisk at smile, og skyndte mig at åbne den. ''Hey søde! Hva så? <3'' Jeg skyndte mig hurtigt at svare ham. ''Chiller helt alene her hjemme <3 Hvad med dig?'' Jeg trykkede SEND, og smed mobilen fra mig, i samme øjeblik som uret ringede. Forresten så er Chasper min flirt. Ja, hans navn staves faktisk med Ch. Og det er der altså en grund til. Hans forældre synes nemlig at man kan høre et H når man siger hans navn. De har faktisk lidt ret, nu man tænker over det. Nå. Men altså, jeg har aldrig mødt Chasper, da han bor en time væk, kun skrevet med ham et godt stykke tid efterhånden. Men jeg må indrømme at jeg elsker ham lidt. Jeg havde næsten spist op, da Chasper svarede.

''Lyder nedern. Bare jeg kunne komme og underholde dig! <3 :)''

''Ja! Kunne være så hyggeligt <3''

Jeg sendte beskeden, og satte derefter min tallerken i opvaskeren, og smed mig på sofaen. Jeg kom til at tænke på Joy. Jeg havde en underlig følelse i kroppen. Det er ikke det samme mere nu hvor han er væk. Det bliver aldrig det samme igen. Aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...