Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2543Visninger
AA

6. Tilgivelse

Jeg tænkte meget over det der var sket, den dag. Næste morgen, var det hele bare som før. Som var intet sket. Det fik mig kun til at hade ham mere.

Og da jeg kom hjem ... skete det uventede, men alligevel meget forventet. Jeg var nået til punkt, hvor jeg stempelthen havde fået nok. Nok af at han behandlede mig på denne her måde. Han havde ingen ret til at behandle mig sådan. Ingen overhoved.

Og hvis han ikke havde fatte det, måtte jeg fortælle ham det ... personligt. Det var den eneste måde det ville stå klart for ham. Den eneste måde jeg kunne befri mig selv for alle de tanker, som fylde i mit hoved. Den eneste måde ... vi kunne få orden i det her rod.

Hvis det gik godt, havde vi måske stadig en chance sammen. Men den chance var lille, så lille at den næsten var utænkelig. Og hvis det gik dårligt ... ville Gabriel og jeg ikke engang være venner længere.

 

Jeg stod udenfor Gabriels lejelighed. Jeg var meget usikker på det her, men jeg havde intet valg. Hvis jeg ikke tog kontakt til ham nu, så skete det aldrig. Jeg havde knap nok fået mod til dette.

Jeg tog en dyb indånding og bankede uroligt på døren. Pludselig virkede det hele som en dårlig idé. Jeg vende mig om for at gå, da døren blev låst op og åbnet.

"Irina." lød Gabriels stemme.

Han stemme lød overrasket og begejstret. Jeg vende mig usikkert om. Jeg havde fortrudt at jeg bankede på. Jeg skulle bare ignorer ham, ligesom han ignorerede mig.

Han var iført set nattøj. Det gik jeg i hvert fald ud fra, for bukserne og hans t-shirt sad meget løst og afslappet på ham.

"Hvad laver du her?" spurgte han nysgerrig.

Efter alt det der var sket, hvordan kunne han så stadig være så rolig. Jeg mener, hvad nu hvis rektoren kom forbi, så mistede han jo sit dyrebare job. Det job som betød så meget for ham.

"Jeg ... øh jeg..."

Ja jeg kom her for at forklare dig, hvordan jeg har det med at du bare ignorer mig på denne her måde. Og bare er fuldstændig ligeglad med mig. Men nu er jeg alt for bange til at sige det. Det virkede alt for pinligt.

"Kom da ind." tilbød han høfligt.

Jeg stod og så på ham i et kort øjeblik, men gik så ind forbi ham. Han lukkede døren efter mig.

"Hvad i al verden laver du her, skulle du ikke sove nu?"

Min vrede kom langsomt tilbage til mig. Jeg vende mig om og så vredt på ham. Hans smil blegnede. Og sjovt nok havde jeg forventet at hans ansigt skulle blive trist igen, men nej, i stedet for så han meget irriteret ud.

"Hvis den eneste grund til at du er her, er for at være sådan. Så må jeg bede dig om at gå."

Jeg kunne ikke lade være med at beundre hans høflighed, især fordi jeg vidste hvordan han blev. Normalt ville han bande helt vildt. Det undrede mig lidt, hvorfor han ikke gjorde.

Jeg løftede mit hoved lidt, så min næse røg en tand op i luften. Ligesom en møg forkælet snob. Jeg skulle lige til at tage i dørhåndtaget, da en bankede på. Gabriel træk mig væk fra døren og så ud af spionhulet.

"Juuhuu, Gabriel!" lød en lystig stemme "Det mig Johanna. Jeg undre mig over, hvorfor du ikke har svaret på mine beskeder."

Og jeg svæver, jeg har aldrig set Gabriel på den måde før. En blanding af væmmelse og frygt. Ingen tvivl om at der ville gå tid, før jeg kunne gå.

Gabriel så rædselsslagen på mig. Fuck, Johanna har før set mig, til Gabriels timer.

"Jeg gik dig en tyver, for at gemme dig i skabet på mit soveværelse." hviskede Gabriel.

"Halvtreds." hviskede jeg og lagde armene overkors.

"Ikke tale om. Femogtyve." 

"Joh..."

Jeg skulle til at råbe Johannas navn, men Gabriel nåede at holde mig for munden.

"Fint." hviskede han "Du får en halvtredser, når kællingen er gået."

Når kællingen er gået? Hadede han Johanna. Men ... men det gav slet ikke nogen mening, hvorfor var han så på date med hende. Jeg nikkede og gik stille men hurtigt ind på hans soveværelse. Og lukkede kun døren lidt på klem, så jeg kunne høre hvad de snakkede om.

Jeg var ikke andet end lige nået ind i skabet, da Gabriel åbnede døren og man kunne høre Johannas begejstrede stemme.

"Oh Gabriel hej." sagde hun sukkersødt "Nu kom jeg vel ikke til at vække dig, vel?"

"Nej nej, jeg var skam oppe." forklarede Gabriel.

"Nå det var da godt."

Hun begyndte at tage sine sko af, men hun snakkede løst.

"For jeg var lige i nærheden og så var det at jeg tænkt, hmm hvorfor ikke kigge forbi Gabriel."

"Det var dejligt at du kunne komme, men..."

Hun afbrød ham "Ja var det ikke. Og prøv lige at forstille dig, jeg har slet ikke fået et eneste svar på mine beskeder. Selvfølgelig er jeg sikker på at du har svaret på dem, men de bare ikke er kommet igennem. Det sker jo."

Jeg kunne høre hende fodtrin, da hun gik ned af gangen. Hun satte virkelig hælene hårdt i jorden, når hun gik. Jeg hørte døren til soveværelset gå op og stivende. Dog var skabet lukket, men jeg kunne se ud gennem sprækken. 

Jeg holdt vejret, da jeg så Johanna komme forbi. Det sjove var, at jeg vidste det hele ville gå udover Gabriel, men ... jeg kunne alligevel ikke lade være med at være bange. Gabriel stod i døren, han så ud som om, at han kunne kvæle sig selv. Eller Johanna.

"Skulle du til at sove?" spurgte hun som var det en overraskelse for hende.

Helt ærligt, kunne hun ikke bare sige, skal vi ikke havde sex sammen. For det har jeg virkelig lyst til, især fordi jeg er så disparat efter en god fyr.

"Ja det skulle jeg faktisk, så hvis du ville være så venlig at gå nu." sagde Gabriel sammenbidt.

Hans høflig var helt forsvundet. Han bandede stadig ik', hvorfor bandede han ik'. Det gjorde han altid på sådanne tidspunkter. Johanna så meget overrasket på ham. Men hun havde da heldigvis forstået, hvad Gabriel mente. Han mente ikke kun gå, men at de ikke ville få noget sammen.

Jeg så Johanna som gik ud af værelset. De talte ikke sammen. Ikke engang da døren smækkede. Det eneste man hørte derefter, var Gabriel som sukkede lettet. Som havde han holdt vejret. Jeg blev forskrækket, da han bankede for skabsdøren. Jeg havde slet ikke hørt ham komme.

"Irina, du kan godt komme ud nu." sagde han mildt.

Jeg fik skubbet døren op, men det der med når man siddet mast sammen i et skab, ja så falder ens ben i søvn. Gabriel kiggede mærkeligt på mig, da jeg forsøgte at løfte mig op.

"Mine ben sover." forklarede jeg og opgav.

Gabriel tog fat under mine armhuler og løftede mig op og ud af skabet. Men selvom jeg kom ud, så sov mine ben jo stadig. Jeg vaklede lidt, da Gabriel slap mig. Jeg var også ved at falde, hvis ikke det var fordi han tog fat i min arm og hjalp mig ind i stuen.

"Så snart du er i stand til at gå, så er det ud." sagde han alvorligt.

Jeg så ud af vinduet, gav ham den kolde skuldre som han havde givet mig. Han satte sig på sofaen overfor mig. Og sådan sad vi i noget tid, ingen øjenkontakt og ingen af os som talte til hinanden. Kun stilheden.

 

"Du ved godt at du lige har afvist chancen, for at få noget." sagde jeg og så på ham igen.

"Ja og? Hun er en led møgsæk som snakker uafbrudt." fortalte Gabriel "Jeg skal satme ik' op i hende."

Jeg kom til at le. Normalt ville Gabriel ikke sige nej til sex. Hvis bare personen havde en lækker krop, var det fint med ham. Men okay, hvis det så også var en led møgsæk som han sagde, så ville han hellere dø.

Hans ansigt forandrede sig, da jeg lo. Han så trist, men også alvorlig ud nu. 

"Det var virkelig ikke min mening at gøre dig så ked af det, især fordi jeg elsker dig." begyndte han "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg elsker virkelig det job."

På ingen tid, havde både samtalen og stemningen ændret sig. Mit leende smil på læberne blegnede og nu så jeg næsten lige så trist ud, som ham. Jeg så ned på mine hænder i et kort øjeblik. Men så rejste jeg mig op.

"Der kan man bare se, mine ben sover ikke mere." sagde jeg "Så jeg må hvis hellere gå nu."

Hvad var der dog galt med mig? I det han havde sagt "... jeg elsker dig" var det som om mit hjerte gik i stå, i et kort øjeblik. Og det næste begyndte det at banke helt vildt. Jeg elskede ham virkelig, men ... kunne jeg tilgive ham. Jeg gik ud i gangen, Gabriel var lige bag mig.

Jeg tog fat om håndtaget, men det var som om min krop kæmpede imod mig. For i stedet for at åbne døren, blev jeg bare stående og havde fat i håndtaget. Jeg vidste ikke hvad jeg ville, eller hvad jeg skulle gøre. Jeg mærkede Gabriel som omfavnede mig bagfra. Jeg tog fat i hans arme som var om mig, og sådan stod vi lidt.

"Jeg synes du bad mig om at gå." sagde jeg stille.

Jeg mærkede hans læber i mit hår. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg kunne vel godt tilgive ham. Især fordi han sagde undskyld og anerkendte sine fejl.

Jeg slap hans arme og vende mig om mod ham. På samme tid mødte vores læber hinanden. Gabriel holdt fat min hofte, mens jeg havde mine arme om halsen på ham, og stod på tær. Kysset var dybt. Og jeg tænkte ikke rigtig over tid eller sted. Det var som om tiden gik i stå.

Dog ved jeg stadig ikke helt hvordan det gik til. Det ene øjeblik var der bare et fredeligt kys og det næste bliver jeg mast op af hoveddøren, mens han begynder at kærtegne og kysse mig lidenskabeligt.

Indeni mig var der noget som sagde "Stop!", "Lade være!" og "Det ender galt!". Men jeg lyttede ikke til det. I stedet for nød jeg det han gjorde, med det realsultet at pludselig var i hans seng. Hvor det kun udviklede sig endnu mere.

Normalt er jeg ikke typen, som bare går til den. Men jeg har kendt Gabriel så længe, vi har haft en affærer længe. Og vores affærer har kun udviklet sig, med tiden.

Men der var nu en ting jeg måtte sige om Gabriel, der var fyrer som var gode i sengen også var der ham, som var lidenskabelig.

 

Jeg åbnede mine øjne, solen skinnede og blinde mig lidt. Jeg satte mig op. Jeg var stadig træt, som havde jeg næsten ikke sovet. Først nu gik op for mig at jeg var ikke hjemme. Og vigtigst af alt, jeg havde ikke noget tøj på.

Jeg kiggede forvirret rundt, end til jeg fandt mit tøj i en dynge på gulvet. Jeg strakte mig og lod mine finger glide gennem mit hår, før jeg rejste mig op og gik hen til dyngen. Jeg tog mine trusser, min bh og min top på. Mine bukser og hættetrøje kunne blive liggende lidt.

Jeg gik ud i gangen og fik øje på Gabriel i stuen. Han sad og læste nogle opgaver igennem. Han havde sine læsebriller på. Det var sjældent jeg så ham med sine læsebriller. Han havde altid hadet dem, men alligevel havde han brug for dem. Og det havde han haft siden han var tretten.

Jeg gik med stille skridt ind i stuen. Jeg ville ikke forstyre ham, jeg ville ind i køkkenet og få mig noget morgenmad. Gabriel så op og tog brillerne af. Jeg stoppede op mit i rummet.

"Sovet godt?" spurgte han.

Han lød meget frisk. Han så også ud til at være frisk, han havde sikkert sovet godt. Hvorimod jeg bare var vågnet og stadig var træt. Jeg nikkede og gik hen til ham.

Han tog fat i min hånd, da jeg stod ved siden af ham. Jeg kom til at klø mit ene øje med den anden hånd, fordi jeg var så træt.

"Hvad laver du?" spurgte jeg stille.

Jeg talte næsten så stille, at man næsten skulle tro at jeg hviskede.

"Retter skoleopgave." sagde han "Hvordan kan du stadig være træt? Du har sovet i næsten ti timer."

Jeg kom til at le "Det ved jeg ik'."

Han skubbede sig lidt væk fra bordet, så jeg kunne sidde på hans skød. Jeg satte mig ned på hans skød, og puttede mig ind til hans brystkasse. Han var dejlig varm. Han holdt sin ene arm omkring mig, så jeg ikke skulle bekymre mig om at vælte ned. Mens han anden arm lå på mit lår.

"Fy." sagde jeg træt.

Han lignede et kæmpe spørgsmål tegn. 

"Fingerne væk fra mine områder." forklarede jeg.

Han lo "Det er kun dit lår."

"Det kan godt være." sagde jeg stædigt.

"Du havde da intet imod det igår." sagde han og smilede skævt.

Jeg skubbede hans ansigt væk med hånden. Han lo bare af mig. Men sådan var han bare. Ja det også elskede han at drille mig. Man kunne godt sige, at da vi var små, var vi lidt ligesom bror og søster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...