Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2561Visninger
AA

8. Navne problemer

"Mor, kan du ikke lige hente far. Øh Gabriel og jeg har noget at fortælle jer."

Min stemme lød hæs og den knækkede også over en smule. Jeg var virkelig nervøs, for at fortælle mine forældre om graviditeten. Og selvom de ikke vidste det endnu, så kendte jeg allerede til reaktionen. Jeg sad og Gabriel i hænderne, det beroligede mig en smule.

Min mor ville sukker og tænke på, da hun blev gravid med mig, i en aldre af 17. Og min far ... ville eksplodere. Begynde at råbe og sikkert også smide Gabriel ud. Altså kun hvis han kunne komme forbi mig, et stædigt æsel.

Okay måske ville han ikke smide Gabriel ud, mere skille ham ud. Men alligevel vil han begynde med abort eller bortadoption. Og det ville aldrig ske, punktum! 

Gabriel havde en gang forslået bortadoption, men da jeg så stille ham spørgsmålet: "Ville du give dit eget kød og blod væk, til nogle fremmede som du ikke engang kender?" talte han ikke mere om det.

Min mor kom ind i stuen og lidt efter min far. Min mor så nysgerrig og rolig på Gabriel og mig, mens min far så træt ud. Shit! Han var træt, hans reaktion ville bestemt ikke blive god.

"Ømm vi har noget ..."

Gabriel afbrød mig "Du!" rettede han.

"Nå undskyld, jeg har noget jeg vil fortælle jer."

End til videre lød min stemme nogenlunde rolig. Men det ville ikke blive ved. Jeg åbnede min mund for at forsætte, da min far overraskende nok afbrød mig.

"Hvis du har friet til min datter, kan du godt skride af helved til." sagde min far meget vredt.

Gabriel og jeg stirrede mundlamme på ham. Og min mor så opgivende på ham. 

"Michael, jeg tror ikke det var det hun skulle til at sige." sagde min mor og sende ham det klassiske lad-være-med-at-tro-du-kender-svaret blik.

Min far kløede sig lidt i nakken, flov over at havde taget fejl. Ja det skete et par gange for ham.

Begge mine forældre så på mig igen. Mit hjerte begyndte at galopere afsted. Jeg var så nervøs. Gabriel gav min ene hånd et kærligt klem. Jeg tog en dyb indånding. Der var ikke andet at gøre, end at sige det lige ud. Og det nu eller aldrig.

"Jeg er gravid."

Der skete det forventede og det uventede. Min mor så på mig med åben mund, hun vidste hverken hvad hun skulle sige eller gøre. Men det varede kun i et kort øjeblik, kort tid efter åndende hun tungt ud. Og så på mig med et blik jeg ikke kendte. Hun så ikke skuffet ud, mere som om hun så sig selv i spejlet.

Min far derimod, tog det på en helt anden måde. Han så måbende på mig i et kort øjeblik, hvor han så derefter kiggede over på Gabriel. Og hans måben blev med et erstattet med vrede og foragt. Sådan havde han aldrig set på Gabriel, ikke en eneste gang.

"Ud med dig." sagde han til Gabriel.

Jeg skulle til at åbne min mund, for at svare ham igen, men så kom min mor mig i forkøbet.

"Michael, lad drengen være." sagde hun "Det er ligeså meget hans skyld, som hende."

Min far åbnede munden for at protestere, men så afbrød min mor ham.

"Tænk på hvordan vi fik Irina." sagde hun.

Det fik ham til at tie og satte sig ned igen.

Det tog en del tid, men med tålmodighed og stædighed kom man langt. Og til sidst fik Gabriel og jeg overbevist mine forældre, om at beholde barnet.

Min mor forstod mig til punkt og prikke, mens min far var lidt mere afvisende. Han var ikke så tryg ved idéen. Plus så var han meget urolig for mig.

"I ved godt, hvor stort et ansvar det er, ik'?" spurgte han.

Gabriel og jeg nikkede på samme tid. Der var bare ikke noget at gøre ved det. Det var vores egen skyld og vores egen fejl. Og den eneste måde man kunne rette op på den, var ved at tage sin straf.

Men hvor slemt kan et lille barn være? Hvis man nu bare tager sig kærligt af det, beskytter det, elsker det og lader det vokse op, i en hård med retfærdig levestil. 

Når man så på mine forældre, så det ikke længere ud til, at det var en straf.

 

"Hvad synes du, Christopher eller Robert?" spurgte jeg.

"Ingen af delene." svarede Gabriel.

Jeg stregede de to navne fra listen.Gabriel og jeg var meget uenige med drengenavnene. Og vi havde snart diskoteret drengenavne i over to måneder. 

Jeg var omkring fjerde måned nu og man var begyndt, at kunne se at jeg var gravid. Drengene fra min skole kiggede meget forvirrende på mig, når de lagde mærke til min mave.

Og de snobbede og såkaldte "perfekte"-piger, var begyndte at sige at jeg var luder. Ja sikkert, de havde været i seng med over tolv forskellige personer, men det var mig som var luder. Verden var så forvirrende.

Heldigvis var der ingen som havde mistanke om, at det var Gabriel som faren. Jeg havde fortalt nogen, at det var min gamle ekskæreste Zack. Dog håbede jeg bare så inderligt på, ingen tog kontakt til Zack, for så var jeg virkelig på røven. Men på den anden side, så havde ingen (indklosiv mig) haft kontakt med ham, siden niende klasse.

Vi havde fundet to pigenavne, Thea og Rosa. Dog var vi stadig meget usikre på, hvilket et vi skulle bruge. Men Gabriel og jeg blev dog enige om, at vente med at afgøre det, end til fødslen.

Der var dog hele fem måneder tilbage. Og hvis der var en ting, som jeg ikke glædede mig til, så var det fødslen. Det ville komme til at gøre nas.

"Hvad så med Justin?" forslog jeg.

"Satme nej!" udbrød Gabriel "Min dreng skal ikke opkaldes efter Justin bæver!"

Jeg kom sådan til jeg le. Enlig var det ikke for at opkalde barnet efter Justin Bieber, jeg synes bare navnet Justin var sødt. Pludselig gik det op for Gabriel, at jeg slet ikke havde ment det på den måde. Han fik lidt røde kinder og jeg var næsten ved at dø af grin.

 

Gabriel holde ind til siden. Jeg skulle til lægen og havde taget en blodprøve, en af ulemperne ved at være gravid.

"Du skriver når det over, okay?"

Jeg nikkede og tog en dyb indånding. Jeg hadede nåle. De gav ikke andet end smerte. Men jeg var nød til det, for det var blandt andet for at tjekke, hvordan barnet havde det. Jeg kyssede Gabriel på kinden og steg ud af hans Mercedes.

Jeg tog elevatoren op, for jeg kunne ikke holde til at gå så meget. Det var ulempen ved at være svag og ikke trænede. Man fik hurtigere ondt i ryggen, når man var gravid.

Heldigvis var der ikke så mange mennesker, da jeg kom op. Så der gik ikke mere end nogle minutter, før det var min tur.

Jeg holde vejret og så ud af vinduet. Udenfor vinduet kunne man se trafikken og ... Av! Jeg mærkede nålen. Men forsøgte ignorere det. Der var et lyskrys udenfor. Rødt lys imod den nordlige retning og grønt lys i den vestlige.

Så var det ovre. Og om nogle få dage ville jeg få at vide, om der var noget galt med mig. Om jeg var sund og rask, som altid.

Jeg skrev beskeden til Gabriel som jeg havde lovet. Og ventede på at han holde udenfor. Jeg havde fået lov af sekretæren, at sidde og vente til mit lift kom.

Gabriel svarede mig og jeg rejste mig op. Jeg tog elevationren ned igen, og lige udenfor døren holdt den røde Mercedes med Gabriel på forsedet. Jeg steg ind i bilen og spænde mig fast.

"Hvordan gik det?" spurgte han og svingede ud på vejen igen.

"Du ved, bange for nålen, kigger væk."

"Jeg fatter dig ikke, når jeg skal stikkes eller have taget en blodprøve, mærker jeg ikke noget." lo han.

Jeg rystede på hoved. Han stoppede, der var rødt lys. Jeg lænede mig tilbage og glædede mig til at komme hjem, og få mig et dejligt langt bad.

"Jeg ved det." sagde Gabriel pludseligt og afbrød min tankegang. "Morgan."

"Morgan? Hvor kom det fra?" spurgte jeg forvirret.

Han rystede på hoved og trak på skuldrene. Lyset blev grønt og han slap bremsen.

"Morgan." mumlede jeg stille for mig selv.

Morgan var ikke et navn, som man hørte så tit i Danmark. Det passede meget mere til England. Men alligevel var der noget ved navnet, som jeg godt kunne lide. Det var specielt, fordi der ikke var så mange i Danmark som hed det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...