Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2563Visninger
AA

10. Min lille familie

Jeg blev udskrevet den næste dag. Lægen havde sagt, at så snart jeg var udsovet, kunne jeg tage hjem. Morgan havde det fint. En sund og rask dreng.

Godt nok havde jeg ikke forventet en dreng, mere en pige. Men det var lige meget. Jeg var glad for Morgan. Han lignede meget sin far i ansigtet. Gabriel kunne i hvert fald ikke sige, at det ikke var hans søn. For man kunne se det på deres ansigter.

Dog havde han fået mine brune øjne. Han havde sikkert også fået noget af min personlighed, for jeg var meget en drengede pige.

 

Morgan viste sig at være en nogenlunde nem baby. I hvert fald ikke fra mig. Jeg havde altid fået af vide, at jeg var en meget besværlig unge. Hvorimod Gabriel var nem, som baby.

Dog var Morgan ikke altid så tålmodig. Når han ville have mad, så var det nu. Når han ville have skiftet ble, så var det nu. Og lad os ikke glemme, når han ville lege ... så han bedende på en.

Det to første var altid min opgave, især maden for Gabriel kunne jo ikke amme. Men bleerne kunne han nu godt hjælpe med en gang i mellem. Men hver gang Morgan trængte til en ny ble, så havde Gabriel noget papir arbejde, som skulle gøres. Også skulle han nok tage opvasken. Og for hver gang rystede jeg opgivende på hoved.

Men det med at lege med ham, det var der slet ingen problemer i. Altså for at være ærlig, kunne man godt sige, at Gabriel var mere Morgans legekammerat end hans far. Sikke en far at ha'.

Dog var livet med Morgan ikke kun fyldt med positive ting. F.eks. når han begyndte at græde om natten. Som regel var det mig, som tog sig af det. Fordi Gabriel jo havde arbejde at tænke på. Men om weekenderne var mest Gabriel.

Sommetider var der også nogle få perioder, hvor Morgan ikke ville tage sin middagslur, hvilket også fik ham til at græde.

Heldigvis passede mine eller Gabriels forældre en gang mellem Morgan. Og det elskede ham. Mest min far. Det med at min far var blevet bedstefar, det varmede hans hjerte. Og gjorde mig lykkelig. For han så slet ikke skævt til Gabriel længere, ikke det mindste.

 

Dog var det også nogle ting som jeg lidt ked af. Det var nemlig kun vores forældre og fælles venner, som måtte se ham. Ikke engang Mathilde måtte se ham. Pga. han lignede Gabriel så meget. Også fordi ingen måtte vide, hvem faren var.

I starten tænkte jeg ikke så meget over det, end til jeg faktisk opdagede, at jeg var nød til at droppe næsten alle mine venner fra gymnasiet. Jeg var ikke typen som droppede folk. Men hvis jeg blev ved med at have kontakt til dem, ville de jo før eller siden finde ud af det med mig og Gabriel. Og ... ja... ingen af os vidste rigtig hvad det kunne fører til.

Det var meget hårdt for mig. At skubbe venner væk, som jeg havde haft, i de sidste tre år. Men der var intet at gøre ved det. Morgan var født. Og han skulle vokse op sammen med hans biologiske mor og far. Også selvom det betød at vi mistede nogle venner af det.

 

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...