Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2562Visninger
AA

4. Kun elev

I det det hele begynder at bliver så godt, kommer reglen frem mellem lærer og elever, og ødelægger det hele. Gabriel er den lidt forsigtige og beskyttende type. Ikke at det var dårligt, men ... det gjorde ham bare bekymret for sit omdømme, og arbejde. Især når han ikke andet end lige havde fået det.

På den side forstod jeg ham godt. Jeg var hans elev og jeg skulle ikke blive andet. Men i stedet for at ignorer mig og skubbe mig væk fra sig, lade som om han ikke kendte mig, mere end at jeg var hans elev. Det gjorde ondt... meget ondt. Det var som om en kniv blev stykket gennem mit hjerte, bare for hver gang jeg så ham.

Han knuste mig langsomt. Og det værste ved det, var nok at han ikke selv var klar over det. Jeg begyndte at få det dårligt, så snart han bare var i nærheden. Det lignede mig ikke at få det sådan. Måske var det nok fordi, at Gabriel også var min ven. Og havde været det, så langt tilbage jeg kunne huske.

Sådan stod det på i lidt over en måned. Jeg begyndte også mere og mere at snakke med min veninde Mathilde. Jeg havde helt glemt hende i den første uge, efter Gabriel startede som vores nye engelsklærer.

Det hjælp lidt, at snakke med en anden person. Men jeg kunne stadig ikke helt, få talt om mine virkelige følelser. For talte jeg bare det mindste om Gabriel ... ja for det første fik jeg det værre, men jeg ville også ødelægge hans gode ry.

Og selvom jeg var meget ked af det, og også lidt sur på ham. Så kunne det ikke falde mig ind, at sige det til nogen. Det ville ikke gøre noget af det bedre.

 

Timen sluttede, jeg pakkede langsomt mine ting sammen, ked af det og træt. Lige ville jeg bare gerne hjem og gemme mit hoved i min hovedpude. Og bliver der til min mor kom hjem. Derefter ville jeg gå igang med lektierne, spise aftensmad, måske tage et varmt bad og på hoved i seng.

Jeg fik øje på praktikanten Johanna. Som kom ind af døren. Hun havde ikke været her så længe, men der var ikke så mange, som brød sig om hende. Faktisk kun drengene, men kun fordi hun havde den krop, som alle drengene gik og drømte om.

Hun gik hen til Gabriel. Hun gik som en model, som man fik lyst til at skyde ned fra catworken. Hun havde gået ind til næsten hver dag, når Gabriels lektioner var slut. Man kunne tydeligt se hvor meget hun charmede sig ind på ham. Den billige lu... Nej, sådan var jeg ikke og det ville det aldrig blive.

Hun stod og snakkede med Gabriel. Et af hendes forsøge på at få ham, til at invitere hende ud. Hun måtte da snart fatte at han ikke var indteresseret. Men selvom jeg godt vidste at han ikke var indteresseret i hende, irriterede det mig stadig. At se dem samme, se dem le samme ... bare se dem tale sammen.

Det lignede mig ikke at blive jalous. Og da slet ikke på en praktikant, som ikke havde den mindste chance. Men det gjorde jeg.

Specielt fordi hun var så køn som hun var. Hun havde langt koldt blondt hår, en models krop med solbrun hud og fantastisk smukke grønne øjne. Ikke nok med det, så var hun klog. Smuk og klog, det stort set alle drenge går efter.

Også er der mig... Hende brunetten, som næsten aldrig sætte sit hår op. Med det samme farvet brune øjne. Jeg gør ikke rigtig noget ud af mig selv, og selv hvis jeg gjorde ville jeg alligevel ikke være pæn...

 

Jeg lå oppe på mit værelse med den ene høretelefon i mit venstre øre. Hvorfor skulle mor også invitere Gabriel og hans forældre til middag? Det kunne også bare være lige meget, for hun skulle bruge en hær for at få mig ned. Jeg kunne altid bare en toast, en god gang når de var taget hjem.

Jeg sad på facebook og skrev sammen med Mathilde. Jeg havde ikke rigtig snakket med hende her på det sidste, specielt når jeg blev mere og mere vred, irriteret og såret for hver dag der gik. Det drev mig til vanvid!

Jeg kunne høre Malene og Thomas, som lige var ankommet. Det var i hvert fald meget tydeligt på min mors stemme. Malene og Thomas var rigtig gode venner med mine forældre. Og det havde de været i meget lang tid. Tro det lidt har været et ønske for dem, at Gabriel og jeg skulle finde sammen. Men synd for dem, for Gabriel var ikke længere indteresseret.

"Irina! Kom ned og sig goddag!" råbte min mor efter mig.

Jeg tog den anden høretelefon i øret, skruede lidt højere op for musikken, så det så ud som om jeg ikke havde hørt hende.

Mathilde loggede af Facebook. Og eftersom jeg ikke lige var i humør til at skrive sammen med nogle andre, gav jeg mig til at lave mine lektier. Det lignede mig ikke helt at lave lektier på en fredag aften, men det gjorde jeg.

Først nu, lagde jeg mærke til hvor meget jeg havde forandret mig, på det sidste. Alt sammen på grund af at Gabriel ignorere mig.

Min mor kom ind af døren. Jeg tog mine høretelefoner ud og kiggede forvirret på hende, selvom jeg godt vidste hvad det var hun ville.

"Irina kom ned og hils på Malene og Thomas." sagde hun mild.

Jeg nikkede.

 

Gabriel kom for sent. Hip hurra for mig. Det gjorde at jeg kunne være rolig og normal overfor Malene og Thomas. Det var jo trods alt ikke deres skyld, at jeg var hadede Gabriel.

Malene havde forandret sig lidt. Hun var blevet mere rolig og afslappet, end dengang Gabriel havde sat sig for at rejse til Florida, for at studere. Hvor i mod Thomas ... ja Thomas var den samme som før. En voksen mand, med en barnlig personlighed. Han blev aldrig rigtig voksen.

"Men synes nu at det er lidt sjovt, at Gabriel er blevet din lærer." begyndte Malene "Giver han dig så gode karakterer, også selvom han godt ved han ikke må?"

"Nej faktisk har jeg fået dårligere karakterer siden han kom." sagde jeg stille.

Min stemme fik det hele til at lyde akavet, hvilket det også var. Thomas lo.

"Det skulle ikke undre mig, men bare rolig. Siden det er Gabriel, kan du være sikker på at få højere karakterer. Han skal nok hjælpe, siden det jo er dig." sagde Thomas hjælpsomt.

Gabriel ville kanp nok tale med mig, efter skole. Så hvorfor hjælpe mig, når man ikke ville tale med mig. Jeg nikkede genert. Jeg vidste ikke hvad ellers jeg skulle sige, og et nik virkede som det mest realistiske.

Hen ad aften blev jeg mere rolig og mig selv. Jeg var ikke så genert mere, som da de lige var kommet. Og det hjælp også en del på det, at Gabriel ikke var kommet endnu. Jeg håbede sådan på at han ikke kom, for det ville ødelægge aftenen, for mig.

 

Men der ønskede jeg for tidligt. For efter kort tid, hvor maden lige var blevet færdig, ringede det på døren. Gabriel, uden tvivl. Min afslappet jeg fordampede og erstattet af sorg og vrede. Jeg skjulte det selvfølgelig med mit specielle pokerface, men hvis de begyndte at tale til mig ... ja kun guderne kunne vide, hvad der røg ud af min mund.

"Hej Gabriel, godt at se dig igen." sagde min mor.

Jeg rejste mig op, tog mit glas og gik ud i køkkenet efter noget koldt vand. Koldt vand ville nok hjælpe med at køle min vrede lidt af.

"Undskyld at jeg først kommer nu Helene, men jeg var ude med en kollega." forklarede Gabriel.

Der var det at alt slå klip for mig. Jeg tabte mit glas på gulvet, helt uden at opfatte det. Glasset gik i tusindvis af små stykker. Jeg så overrasket ned på gulvet. Stirrede bare på de små glasskår. Jeg kunne ikke rører mig, ikke engang sige noget.

Først da min far kom hen og hjælp med at samle det knuste glas op, fattede jeg hvad det var der var sket.

"Undskyld." sagde jeg stille.

"Det okay, det var jo kun et uheld." sagde han venligt.

Uheld, jeg ville nu ikke lige kalde det for et uheld. Mere en kniv i hjertet, som nær kunne have dræbt mig. Men gjorde det ikke, fordi kniven ikke fantes.

 

Da glasskårene var samlet sammen, sagde jeg til min far at jeg ikke havde det så godt. Og gik derefter op mit værelse. Det var sandt nok, at jeg ikke havde det så godt. Men det på grund af Gabriel.

Jeg gav mig til at spille Candy Crush saga på Facebook, eftersom jeg ikke rigtig havde noget at give mig til. Mine lektier var lavet og endda også tjekket igennem en ekstra gang. Minus engelsk, jeg gad ikke gøre så meget ud af det. Jeg ville alligevel bare få en dårlig karakter.

Jeg blev forskrækket, da min dør pludseligt gik op. Normalt hørte jeg når folk kom op af trappen, men fordi jeg havde musik i ørerne, havde jeg intet hørt. Gabriel så forsigtigt på mig i døren.

"Forskrækkede jeg dig?" lo han.

Han smilede stort til mig. Hvad fanden var der galt med ham? Hvordan kunne den idiot kommer her, og lade som om intet var galt, intet gjort eller sket. Når vi begge to umærket godt vidste at det ikke passede.

Jeg så vredt på ham i et kort øjeblik. Jeg havde lyst til kvæle ham, men så fik jeg en idé. Han måtte smage sin egen medicin. Jeg så ned på min computer igen, og lod som han ikke var der.

Det var svære end jeg havde troet. Især når enlig vidste at personen var der, men man ville ikke give dem ens opmærksomhed.

"Hvad laver du?" spurgte han eftersom jeg ikke svarede.

Han kom hen og satte sig ved siden af mig. Ignorer ham. Ignorer ham! Koncentrere dig om spillet, du er ved at tabe! Ud af øjenkrogen kunne jeg se at han så meget forvirret på mig.

"Irina, er der noget galt?" spurgte han bekymret.

Jeg svarede ikke. Selvom svaret var indlysende og meget lidt. Dig det er dig der er noget galt med. Jeg mærkede, hvordan mine tårekanaler fyldte mine øjne med vand. Men jeg holde dem tilbage.

"I-ri-na." sagde han.

Han lagde en hånd på min ryg og idet han rørte mig, kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Uden at give lyd fra mig, løb det ned af kinderne på mig. Min vejrtrækning blev hurtigere og uregelmæssig. Han lagde trøstende sine arme om mig. Og jeg ... begyndte at hulke.

"Gå din vej." hulkede jeg stille.

Han så meget forvirret på mig. Det var helt uventet for ham. Jeg fik skubbet mig lidt væk fra ham, så jeg kunne se alvorligt, som man nu kunne med tårer løbende ned af kinderne, ind i hans øjne.

"Forsvind." sagde jeg mere vredt.

"Irina hør nu..."

Jeg afbrød ham "Skrid med dig!" råbte jeg.

Jeg stod oppe på min seng nu. Gråden var på ingen tid erstattet af vrede, ren kold og nådesløs vrede. Han åbnede sin mund for at sige noget, men lukkede den så igen. Han vidste godt hvad der var galt, men hvorfor opdagede han det så først nu.

Han rejste sig op og så på mig. Han var næsten på højde med mig, også selvom jeg stod på en seng. Men okay han var også næsten tyve centimeter højere end mig.

"Undskyld." sagde han.

Han stemme lød trist. Og ordet lød meget tungt, da han sagde det. Undskyld, ja den var god med ham. Ikke nok med at ignorerede mig, men så var han også på date med Johanna. Kunne han ikke bare rejse til Florida ... og blive der, denne gang.

Eftersom jeg ikke svarede han, kunne han godt selv regne ud at han ikke var tilgivet. Han rejste sig op og gik hen mod min værelsedør. Idet sekund han var ude, løb jeg hen og smækkede den efter ham.

Derefter lagde jeg mig i min seng, og lød mine tårer løbe ned i min hovedpude. Min krop var fyldt med smerter. Smerter som ingen pille kunne fjerne. Smerter, som sad i mit hjerte.

Den nat græd jeg mig selv i søvn. Normalt ville jeg gå til Gabriel, når jeg havde det sådan. Knust hjerte, stadig forelsket, kroppen helt fyldt med smerte ... problemet var bare, at det hele var på grund af Gabriel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...