Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2544Visninger
AA

5. Had og kærlighed

"Hvorfor er du så vred på mig?" spurgte Gabriel irriteret over at jeg ikke gad høre efter.

Jeg havde fri nu. Men mine forældre havde sagt ja til ekstra timer i engelsk. Dog ikke noget skolen kendte til. For de gav ikke rigtig ekstra timer. Men fordi Gabriel var høflig og kendte os, så havde de tænkt at det var en god idé. Gabriel kom hjem til mig efter skole hver tirsdag og torsdag, og hjælp mig med mit engelsk. Mine forældre havde bare lige glemt, at spørge mig om det var en god idé.

Enlig var det også pinligt. Man går på sit sidste år i gymnasiet, også stinker man stadig til engelsk. Ingen kendte dog til det, men ... det var stadig væk pinligt.

"Jeg ville nu ikke sige at jeg er vred på dig," sagde jeg meget sarkastisk "jeg ville mere sige at jeg hader dig."

Jeg sendte ham mit særlige dræberblik. Han så en blanding af opgivende og trist på mig.

"Irina." begyndte han "Jeg ignorer dig ikke for at såre dig. Jeg gør det ..."

Jeg afbrød ham "Nå men det gør og er det ikke dejligt!"

Jeg mærkede tårerne, men jeg holdt dem tilbage. Viste jeg det mindste tegn på følelse, ødelagde det bare mit vredesudbrud. Hvorfor fik jeg altid tårer i øjnene, når jeg blev vred? Det gav jo ingen mening.

"Irina prøv nu at høre hvad jeg siger!" sagde han irriteret.

Nå nu var han også træt af denne her samtale, dejligt! Skulle vi ikke gå ud i køkkenet, så vi kunne kaste knive efter hinanden, i stedet for ord. Det kunne da bare være så fucking dejligt!

"Jeg gør det altså kun for at beskytte dig. Vi kunne ..."

Igen afbrød jeg ham. Tror ligeså godt at han kunne opgive at afslutte sine sætninger.

"For at beskytte mig!" råbte jeg vredt.

Jeg mærkede hvordan mit blod langsomt begyndte at koge. Mit hjerte begyndte også at slå hurtigere, som ville det springe ud og angribe ham.

"Ja den er god med dig, den eneste her du beskytter, er dig selv!" forsatte jeg.

"Irina lad nu være med at blive sådan." sagde han mere trist "Hvis du nu lader mig forklare."

Nu var jeg rigtig vred. Han fattede det ikke. Han fattede ingenting! Jeg rejste mig op så jeg stod overfor ham. Mine øjne skød med lyn af vrede.

"Forklarer hvad?! At du er fuldstændig ligeglad med hvad du gør! Hvad med at snakke med personen ordenligt om tingene, før du gør noget du tror er rigtig!" råbte jeg.

Min stemme knækkede lidt over. Jeg fatter ikke helt, at jeg faktisk stod og skilte ham ud. Han var både lærer og ældre end mig, men jeg skilte ham ud...

"Men nej nej! Knus bare en piges hjerte, ved fuldstændig at ignorer hende! Dejligt, så fucking dejligt! Især når pigen faktisk har gået og savnet dig i flere år! Men ikke har hørt fra dig, fordi hun troede at personen var fuldstændig ligeglad med hende!"

Jeg stoppede. Gabriel så helt chokret og overrasket ud. Men på samme tid, var hans øjne fyldt med smerte og det var først nu det gik op for mig, at jeg stod og græd. Nej måske græd jeg ikke rigtig, men jeg havde glemt at holde tårerne tilbage. De løb ned af kinderne på mig.

"Er du færdig?" spurgte han forsigtigt.

Jeg nikkede og holdt den vrede facade. Han rejste sig op og stille sig overfor mig. Jeg var nød til at se opad for at se ham i øjnene. Mine øjne skød stadig med lyn, ind i hans. Men det var nærmest som om, at han var immun.

"Det var aldrig min mening at gøre dig så ked af det. Og du ved hvordan jeg er, jeg tænker ikke altid over hvad jeg gør. Jeg gør det bare og senere finder jeg ud af at det var forkert."

"Men det gjorde du." sagde jeg med lidt mere ro i stemmen.

"Ja, ja det gjorde jeg. Og jeg fortryder det. Jeg vil bare ikke miste mit arbejde, eller mit gode ry." forklarede han.

"Kunne du så ikke havde sagt det?"

Min stemme lød usikker. Min vrede var langsomt ved at dampe væk. Jeg var mere ked af det nu, end vred. Også ville jeg have ham ud, ud af mit hjem.

"Jeg gik i panik, da det gik op for mig." sagde han "Det var først da jeg kyssede dig, jeg opdagede hvilken farer jeg befandt mig i."

Vi stod meget tæt på hinanden. Kiggede på hinanden, men uden af vide hvad vi skulle sige ... hvad vi skulle gøre.

Vi stod sådan længe, bare kiggede hinanden i øjnene. Uden at være klar over tid og sted. Verden bevægede sig stadig udenfor, men for os, stod tiden stille. Som var vi begge froset fast, i en anden tid.

Ja end til min alarm på min mobil ringede. Jeg havde sat den til at ringe hver dag, når der var gået en time. Når timen var gået, skulle Gabriel gå. Og det var ikke til diskussion. Han måtte kun blive, hvis jeg ville have det. Hvilket aldrig skete.

Jeg fik løsrevet mig fra hans blik. Alt hadet til ham, kom tilbage med det samme alarmen ringede. Men jeg var ikke kun vred, jeg var mere ... såret.

"Ud." sagde jeg.

Han reagerede ikke. Han forsøgte at tage min hånd, men idet jeg mærkede hans fingerspids, træk jeg min hånd til mig.

"UD!" råbte jeg og så vredt på ham.

Han så forskrækket ud. Han havde sikkert regnet med at han var tilgivet. Men så let slap han ikke. Det bedste ved det var nok, at han ikke kunne bebrejde mig. Den eneste han kunne bebrejde, var den som var skyld i det hele, ham selv.

Han pakkede sine ting sammen, og gik uden så meget som at sige et ord. Jeg så ham køre ud af indkørselen. Og det var først, da han var uden af syne, tårerne kom.

Fra vrede til gråd, på ingen tid. Jeg forstod det ikke helt, det var forvirret. For når han var her eller jeg så ham i skolen, så hadede jeg ham. Men når han var væk ... var jeg helt tom og trist. Jeg savnede ham. Hvordan kan man hade nogen så meget, men alligevel savne dem?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...