Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2542Visninger
AA

9. Fødslen

"Jeg har det fint." forsøgte jeg at overbevise Gabriel.

Jeg var højgravid, meget højgravid. Faktisk var jeg snart gået en uge over. Og i takt med at mit hoved var fyldt med hormoner, blev Gabriel mere og mere urolig for mig. Så meget, at det drev mig til vanvid. Nej faktisk skulle man mere sige, at han blev overurolig og overbeskyttende.

Jeg elskede Gabriel, virkelig. Men lige nu ville jeg bare gerne havde ham til at gå. Han var frygtelig. Han blev ved med 'lad mig gøre dit, lad mig gøre da.' og 'skal jeg ikke hjælpe dig og lad os ikke glemme 'er du sikker på at du er i stand til det?'.

"Men er du nu sikker? Skal jeg ikke ..."

Jeg afbrød ham, meget irriteret.

"Jeg. Har. Det. Fint." sagde jeg sammenbidt.

Mine øjne viste tydelig irritation. Og Gabriel kunne se, at det bedste lige nu, var at holde sin kæft. Han træk sig lidt væk fra mig og tog hænderne forsvarligt op i luften.

"Jeg prøver bare på at hjælpe." sagde han.

"Det ved jeg godt, men der er forskel på at hjælpe og overdrivelse." forklarede jeg.

Min stemme var stadig meget irriteret i det. De fandens hormoners skyld.

"Jeg overdriver ik'." sagde han fornærmet "Lægen sagde, at du kunne føde når som helst."

Jeg rullede med øjnene. Det var så fristende at drille ham med, nu kommer babyen. Men hverken Gabriel eller jeg var i humør til den slags. Også ville han blive sur, hvilket jeg så godt kunne forstå. For det ville ikke være nogen god joke, når jeg var gået over tid.

Havde jeg fået idéen en måned før, kunne den have været meget sjov. Blandt andet fordi Gabriel ikke rigtig holdt øje med tiden der. Han både stresset pga. arbejde og ja den gravid mig. Han troede faktisk at sidste måned, var den niende.

 

Jeg gik rundt med hårde mavesmerter. Men vandet var ikke gået endnu. Det var først når vandet gik, at der var åbent så barnet kunne komme ud. Men alligevel var smerterne så store, at jeg skulle føde nu. En læge skulle prikke hul, så vandet gik.

"Irina sæt dig nu ned, lægen og jordmoderen kommer lige om lidt." sagde min mor for at berolige mig.

Jeg bukkede mig sammen af smerte og skreg. Dog var vandet stadig ikke gået. Og smerten blev kun værre og værre.

"Michael, find ud af hvor lægen bliver af!" råbte min mor.

Hun skyndte sig hen til mig og hjælp mig op på sengen. Og få sekunder efter jeg var kommet op og ligge, kom to læger og en jordmor. Dog var der ikke tid til at præsentere sig, som de gerne ville have gjort. Men da jeg begyndte at skrige voldsomt af smerte, var vi nød til at komme igang.

 

Smerten var helt ulidelig. Og jeg kunne næsten ikke få vejret. Tårerne løb ned af kinderne på mig, mens jeg pressede til. Mine skrig gav genklang i rummet, jeg gjorde ikke noget for at holde dem tilbage. Min koncentration var rette mod et andet sted.

Jeg kunne svagt høre min mor og jordmoderen som blev ved med at sige pres. De fortjente en lussing begge to, når det her var overstået. Som om jeg ikke pressede nok i forvejen! Jeg klemte min mor hårdt i hånden, da jeg pressede til igen. Svedet løb ned ad mig og jeg var næsten helt gemmen blødt af sved.

Den stærke lugt af fostervand skar i næsen. Ader! Men jeg tænker ikke over det, tanken om at få født fyldte mit hoved. Jeg skulle have det barn ud. Og det skulle være nu!

"Vi mangler kun benene!" råbte jordmoderen.

Allmost done. Jeg tog en dyb indånding og pressede til igen. Dog skulle jeg ikke presse så længe, før jeg mærkede ren lettelse. Barnet var født, og jeg sad tilbage og var godt øm efter at havde presset så meget.

"Det blev en dreng." sagde jordmoderen.

 

Jeg lå afslappet og træt inde på fødestuen. Det var som om alt smerten var forsvundet, i det Morgan var blevet født. Selve fødslen havde taget omkring 45-47 minutter. Min mor aede mig stille på kinden.

"Prøv at få sovet lidt." sagde hun beroligende.

Hendes øjne var helt fyldt med tårer og en lille smule stolthed. Hun kunne se sig selv i mig. Det var ikke mere end næsten 19 år siden, hun selv havde lægget i disse senge. Den eneste forskel på hende og mig var bare, at hun var 17 og jeg var 19.

Min far kom ind med et stort smil på læberne.

"Har du set ham?" spurgte han begejstret.

Han strålede af stolthed. Hvilket lidt var en stor overraskelse. Han havde været meget stille og eftertænktsom her på det sidste. Det også virkede han til at være meget vred på ham. Jeg håbede så inderligt på, at det at han var morfar, ville gøre en forskel.

"Jeg så ham, da han lige var blevet født." forklarede min mor.

Jeg kiggede hen på klokken, den var snart fem. Hvor var Gabriel? Han lovede han ville være her, og hvis han var på arbejde, kom han lige bag efter.

"Mor, har du snakket med Gabriel?" spurgte jeg bekymret.

"Nej," svarede hun "Skulle jeg det?"

"Skrev du ikke til ham, jeg fik mavesmerterne?"

Nej. Det var det min mors ansigt strålede af. Da hun lavede sit klassiske 'Ubs'-ansigt.

"Jeg tror min telefon ringer, jeg må heller lige tage den." sagde hun og gik ud.

Jeg rystede på hoved og tog glasset med vand, som stod på bordet ved siden af sengen. Mine læber og hals var helt tørre. Jeg mærkede det kolde vand, der gav fugt til mine læber og min hals.

 

Jeg var lige ved at falde i søvn, da det bakkede på døren. Jeg vende mit hoved, for at give personen et drabeligt blik. Men mit drabelige blik forsvandt hurtigt, da jeg så at det var Gabriel. Han stod med en buket roser i hånden.

Jeg kom til at smile ved synet af ham. Jeg havde ikke set ham i over to dage nu. Og det var sikkert også det bedste. For hvis Gabriel havde fået besked om, at jeg skulle føde, mens han var på arbejde. Ja, så ville han sikkert bare være gået, uden at sige hvorfor.

"Undskyld at jeg siger det, men du ligner lort." lo han.

Jeg rystede på hoved. Ja hvad havde han regnet med. Jeg havde lige født og var helt klam og fugtig efter sved. Han gik hen til mig og lagde roserne på bordet.

"Til dig." sagde han.

Han satte sig ned ved sengekanten og tog min hånd. Han var ked af at han ikke havde været her, det kunne jeg se på ham.

"Morgan." sagde jeg.

Han kiggede meget forvirret på mig.

"Morgan?"

"Ja. Det er hans navn." forklarede jeg.

Et stort smil kom frem på hans læber, og glæden strålede ud af øjnene på ham.

"Blev det en dreng?"

Spørgsmålet var retorisk, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at svare på det.

"Ja," sagde jeg "men min butik er lukket."

Han rystede på hoved. Tog fat i min næse, kørte den drillende fra side til side og gav så slip igen. Jeg kunne ikke lide, når han gjorde det. Og årsagen til at han gjorde det, var fordi han synes at jeg var næsvis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...