Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2547Visninger
AA

3. En gamle flamme

Jeg fik min stil tilbage. Enlig havde jeg forventet at få en højere karakter, end det sædvanlige 02. Men der var ingen særbehandling fra sin bedste ven. Ikke det mindste.

Da timen var slut gik jeg ned til hans skrivebord og lagde stilen på hans bord. Han så på mig med et forvirret, men alligevel ventet ansigtsudtryk.

"Jeg troede vi var venner." sagde jeg drillende.

"Det er vi også, men du er ikke just den bedste til engelskgrammatik, plus så har du ikke beskrevet dig selv ordenligt." forklarede han. "Enlig ville du havde fået 4, men fordi jeg kender dig så godt som jeg gør, passede 02 bedre."

Jeg så måbende på ham. Han sad bare og smilede charmerende og skævt til mig. Kunne han virkelig tillade sig det.

"Du har trukket min karakter ned, fordi du kender mig." sagde jeg opgivende og målløst.

"Ja det, også fordi du ikke er særlig god til at beskrive dig selv." sagde han og hans blev bredere.

"Er det ikke ulovligt?" spurgte jeg.

Jeg manglede ord, og det var det eneste jeg lige kunne få sagt.

"Det ville være mere ulovligt at give dig 10." sagde han.

Jeg tog stilen igen og pakkede den ned i min taske. Jeg så surt på ham, ikke fordi jeg var sur.

"Ville det gøre dig mere glad, hvis du fik et lift hjem?" spurgte han.

"Lad mig se. Du har lige fornærmet mig, og trykket min karakter ned bare fordi du kender mig bedre. Hvorfor ik'." sagde jeg.

"Fint." sagde han. "Så kan du også ser, hvor jeg bor."

"Er du ikke længere hos Malene og Thomas?" spurgte jeg overrasket.

Malene og Thomas var hans forældre, men han omtalte dem næsten aldrig mor og far. Så de enlig bare Malene og Thomas.

"Jeg flyttede for omkring et år siden nu." forklarede han.

Jeg ville spørge ham om mere, men pludselig ringede klokken.

"Vi ses efter skole." sagde jeg og gik ud af klasselokalet.

Jeg kom faktisk for sent til dansk timen. Men jeg dog heldig med at dansklæreren ikke var kommet endnu.

 

Resten af dagen kunne jeg ikke helt lade være med, at tænke på Gabriel. Jesus Christ! Nej det måtte bare ikke komme igen. Jeg måtte ikke blive forelsket i ham. Men det var så svært, især fordi Gabriel og jeg havde et meget stærkt forhold til hinanden, dengang før han skulle til Florida.

Min mor havde sikkert forudset det, men alligevel kunne jeg ikke lade være, med at være urolig. Det ville slet ikke gøre det bedre, hvis han stadig havde de samme følelser for mig. Gad vide om han enlig havde det? Kunne han mon stadig li' mig?

Nej slå det ud af hoved, men ... ud af hoved, ud af hoved. Men ligemeget hvor meget jeg forsøgte, at koncentrere mig om undervisningen eller bare noget helt andet. Så hjælp det ikke.

Jeg mærkede, hvor nervøs jeg var i den sidste time. Nervøs, det lignede ikke mig at blive nervøs. Og da slet ikke på grund af Gabriel. Åh nej, hvad nu hvis jeg også blev nervøs sammen med ham. Så ville det blive lige så let som en leg, for ham at finde ud af det. 

Ligesom i alle de andre timer, forsøgte jeg at tænke på noget andet. Men lige meget hvad, så hjælp det lige så lidt som før.

Klokken ringede ud og mit hjerte begyndte at banke vildt af sted. Så var det sket, jeg var blevet forelsket igen. Noget af det værste jeg vidste. Forelsket ... forelsket i Gabriel min allerbedste barndomsven, men nu også min nye engelsklærer.

Det sjove var, at selvom Gabriel var min engelsklærer og det hele bare blev mere forbudt, fik jeg mere og mere lyst til det. Normalt var jeg dog hende den forsigtige pige, men ... det var helt anderledes når det var noget med kærlighed at gøre. Kærlighed... åh nej gå dog væk!

 

Jeg måtte vente til folk var gået, før jeg kunne gå over til den skinnende røde Mercedes. Ingen skulle jo se os sammen. Enlig forgik der ikke noget, endnu. Men alligevel ville folk få en mistanke. Og det var nok til at koste Gabriels job, og hans fremtid.

Gabriel sad allerede i bilen, han ventede kun på mig. Jeg skynde mig over til bilen og satte mig ind. Jeg tog selen på og han startede bilen. Han kørte ud af parkeringpladsen uden nogen så os.

Det overraskede mig lidt, at der var helt stille i hans bil. Han talte overhoved ikke. Det lignede ham slet ikke, her havde han gået og snakket så meget og nu.

"Kunne du ikke bare ændre det til et 4 tal?" spurgte jeg lidt genert.

Fedt, så fedt! Nu var jeg også genert overfor ham. Ja jeg kunne lige så godt gå rundt med et skilt, hvorpå der stod "Jeg elsker dig Gabriel Robertson!".

Overraskende nok, lo han.

"Nej så let slipper du ikke." sagde han og smilede stort.

"Du sagde jo, at den eneste grund til at du giver mig 02, er fordi du kender mig bedre end de andre. Kan du ikke bare lade som om?" tiggede jeg.

Jeg ville så gerne have 4 i engelsk. Mest fordi jeg var vant til 4, og 02 ... ja det ville min mor blive mindre glad for at se.

"Hvis jeg ændrede din karakter nu, hvilken lærer ville jeg så være?"

Klogt sagt. Men ikke noget nyt, Gabriel havde altid været klog. Han vidste næsten altid hvad han skulle sige.

 

Han kørte ind på en parkeringsplads, som tilhørte nogle lejeligheder. Vi steg ud på samme tid. Jeg kiggede rundt, man kunne slet ikke høre larmen fra byen. Han gik hen mod en rød byggen, en af de nye boligblokke. Jeg gik med forsigtige skridt efter ham.

Vi gik op af trapperne. End til vi kom til femte etage. Han boede i lejelighed 21. Han låste op og gik ind. Jeg gik en smule tøvende bag ham. Hans lejelighed var stor, store end forventet. Faktisk kunne man bor her, som et hjem. Jeg tog skoene af og lagde dem ved hans sko. 

Når man kom ind i lejeligheden, var der den klassiske indgang. Hvorpå der stod et skab i væggen. Indgangen hang sammen med en gang, som førte til både badeværelse, soveværelse og stue.

Badeværelset var på højre side af gangen, et pænt badeværelse. Nyt og rent. Også med nogle stenmåtter, både til pynt og til når var færdig i badet. Håndklæderne var sandfarvet, som skulle hele badeværelse symbolisere en strand.

Overfor badeværelset, lå stuen. Stuen var slået sammen med køkkenet. Der var kun en lille halv væg som delte det op.

Køkkenet var havde en pæn lys træbrun farve, ellers var resten hvidt. Køleskab, kaffemaskine og det lille bord med to stole, alt sammen hvidt.

Stuen var derimod mere farverig. Der lå både blå og grønne sofapuder, der var nogle billeder af både familie og venner på en lille komode, tæt ved døren. Sofaen var faktisk det eneste sorte jeg havde set end til videre. Det var en stor hjørne sofa, med fodlæn og lækkert læder.

Der var også et skrivebord i stuen, det stod op af halv væggen. Det var flydt med ting fra arbejdet. Også var det, end til videre, det eneste sted fyldt med rod.

Helt for enden af gangen var hans soveværelse. Sengen var stor dobbeltseng med sort sengtøj, også var den redt. Ved siden af døren lå en komode med hans tøj i. Ellers var der ikke andet end nogle få billeder af kunst, også to natborder på hver side af sengen. Der var en rigtig flot lampe på hver af bordene, men der var kun et vække ur på det til ventre.

"Har du nu også forelsket dig i mit soveværelse?" drillede han ude på gangen.

"Kun din seng." svarede jeg med noget helt andet i tankerne.

Jeg rystede på hoved og skylde mig ind og satte mig i sofaen i hans stue. Det var først nu jeg lagde mærke til altanen. Der var en altan tæt ved halv væggen. Dog var altanen tom, ikke noget særligt derude.

"Hvorfor lige min seng?" spurgte han en blanding af nysgerrig og forvirret.

"Den er større og ... så ser den mere behagelig ud en min derhjemme." løj jeg.

Man hvor var det pinligt. Kunne jeg da ikke bare havde tænkt mig om, før jeg åbnede min mund. Han lo. Han stod i døråbningen til stuen.

"Det er den også, meget endda." sagde han.

"Du bor pænt." sagde jeg for at skifte emne.

"Tak." sagde han "Jeg fik også lige gjort rent igår."

Han satte sig ned ved siden af mig. Hans nærvær fik mit hjerte til at banke. Oh Gud! Hvorfor lige mig?

"Hvordan var Florida?" spurgte jeg.

Jeg ved godt at jeg havde stillet det spørgsmål før, men jeg ville have et bedre svar.

"Som jeg sagde igår, jeg fik hjemve." forklarede han.

"Hjemve. Hvad savnede du siden du fik hjemve?" spurgte jeg en smule overfladisk.

"Jeg ... jeg savnede dig." sagde han stille.

Jeg så ud af vinduet, han skulle ikke se at jeg rødmede. Pis os! Min mor havde forudset. Åh jeg skulle bare havde forblevet elev, i stedet for at tage med ham hjem.

"Men hvorfor møder jeg dig først nu?" spurgte jeg.

Jeg mærkede at han tog fat i min ene hånd, som lå mit lår. Mit hjerte bankede hurtigere end før.

"Da jeg kom hjem ville jeg tage hjem til dig, men min familie overfaldt mig. Så jeg nåede ikke rigtig afsted." forklarede han "Efter noget tid havde jeg helt glemt det. Også gik jeg igang med min uddannelse som gymnasielærer."

Jeg mærkede hans anden hånd der stille kørte over min ryg. Jeg så på ham igen. Lidt mere kontrolleret i mit ansigt. Hans hånd stoppede ved min talje. Hans blik fangede mit. Jeg kunne ikke slippe væk, også selvom jeg ville.

"Tro mig når jeg siger at jeg ikke havde forventet at møde dig, som en af mine elever." sagde han.

Jeg hørte næsten ikke efter, hvad han sagde. Jeg sad med kamp mod at kysse ham. Hans ansigt var så tæt på, og det passede helt perfekt. Nej! Don't do it. Don't do it!

Men jeg kunne ikke styre det, og da slet ikke når hans ansigt kom tættere på mit. Så jeg gik ham i møde. Kysset var dybt og længselsfuldt. Som havde vi ventet for længe på hinanden, alt for længe.

Men så afbrød han kysset, så pludseligt. Han rejste sig endda op og gik nogle få meter væk fra mig. Jeg kiggede forvirret på ham. Det var ham der startede det, hvorfor stoppede han det så så pludseligt.

"Nej det går ik'." mumlede han.

"Hvad går ik'?" spurgte jeg forvirret.

"Du er en elev." sagde han som var det en forbandelse.

Hans øjne var pludseligt fyldt med smerte. Jeg kunne godt se, at han først havde set problemet nu. Det kunne også godt værre at havde vidst det, før. Men det var først nu han så faren. Jeg rejste mig op og gik hen til ham.

"Jeg sladre ikke."

"Det ved jeg godt at du ikke gør, men jeg er stadig bekymret." sagde han og trak sig lidt væk fra.

Som om jeg var forbandet, så alle jeg fik fysik kontakt med døde.

"Jeg kan miste mit job på bare at køre dig hjem!" nærmest råbte han.

Jeg så nærmest helt skræmt på ham. Han råbte aldrig af mig, hans forældre nogle gange ja. Jeg havde også set ham råbe af en ven, men aldrig af mig. Ikke en eneste gang.

"Men ingen har set os. Og kan du ikke bare sende, en ny ansøgning et andet sted, hvis de opdager det?" spurgte jeg i et forsøg på at gøre ham rolig.

"Jo det kunne jeg godt, men der kommer til at stå hvad jeg har gjort på den. Så ingen vil ansætte mig alligevel!" råbte han.

"Du skal ikke råbe af mig!" råbte jeg vredt.

Han skulle ikke råbe af mig, ikke på den her måde. Og da slet ikke når det ikke var min skyld. Han så målløst på mig. Tror først at det gik op for ham nu, at han havde råbt.

"Ned i bilen." kommanderede han "Jeg kører dig hjem."

 

Jeg var ikke sur på ham, nærmere såret. Han talte ikke til mig under hele turen hjem. Og da jeg kun lige havde smækket døren, til hans bil, kørte han igen. Ikke engang et farvel.

Min mor fandt mig senere grædende på værelset. Det lignede mig ikke at græde, men jeg vidste jo selv umærket godt, at dette kun kunne betyde slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...