Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2559Visninger
AA

7. Det lille hjerte

Mit vækkeur gjorde mig forskrækket. Jeg lå en sådan en dyb drøm, at jeg slet ikke havde registeret at det kun var en drøm. Klokken var seks om morgen. Hverdag, jeg trængte til ferie. Men der var også snart påskeferie, så kunne godt bide det i mig lidt endnu.

Jeg rejste mig op og gik ned i køkkenet for spise morgenmad. Fem toast, for at være helt præcis. Normalt spiste jeg kun en eller to, men aftensmaden igår havde heller ikke været det helt store.

Jeg gik ud på badeværelset og satte mit hår. Mit hår lignede en fuglerede, og det tog en hel del tid bare at børste kunderne ud. Især fordi det gjorde så ondt. Da det var børstet, overvejede jeg at sætte det op. Men lod til sidst være, fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle sætte det op.

Jeg gav mig til at børste mine tænder. Midt i at børste tænder mærkede jeg noget underligt i min mave, som var det en vaskemaskine der blev ved med at snore rundt. Jeg lagde hurtigt tandbørsten ved vasken og skyde mig hen til toilettet. Og ud kom min morgenmad. Nu ville det have været dejligt med håret sat op.

Jeg slap for skole den dag. Dog kastede jeg ikke mere end om morgen, så enlig kunne man godt sige, at det var en billigfridag.

Jeg brugte min tid på at skrive min engelske stil, som var til i morgen. Jeg var slet ikke begyndt på den endnu og jeg ville ikke gøre Gabriel skuffet. Her i de sidste seks uger, hvor Gabriel og jeg havde været sammen, var jeg blevet bedre til engelsk. Blandt andet fordi jeg gerne ville forbedre mig, men også fordi jeg nu havde en god kæreste/lærer til at hjælpe mig.

Alarmen på min mobil ringede, en påmindelse om "den røde tid". Jeg sukkede opgivende, tid til at være sur og irriteret. Aldrig noget kønt syn, når det var mig. Selv drengene på gymnasiet vidste, hvornår jeg havde det. Stort set alle vidste det, man kunne meget tydeligt se det på mit humør. 

Jeg rejste mig op og gik ud på badeværelset og tog et bind på, så var jeg da i det mindste klar til når det nu engang kom.

 

"Gabriel, jeg skal fortælle dig noget." sagde jeg usikkert.

Jeg var ikke rigtig sikker på det, men han var faren, det var jeg hundred procent sikker på. Så han fortjente at vide det.

"Hvad?" spurgte han bekymret over min usikkerhed.

"Altså ..."

Hvordan skulle jeg sige det? Jeg kunne ikke få mig selv til bare at sige "jeg er gravid", selvom det var tre lette ord, så sad de fast i halsen på mig. Jeg holde min ene hånd på min mave.

"Du ved godt at piger får deres menstruation, når..."

Han afbrød mig og satte sine hænder op i luften, som forsvar.

"Jeg har ikke lyst til høre om det." begyndte han "Jeg ved det jeg skal vide om det, kunne du ikke snakke med din mor om det? Jeg tror hun ville være til mere hjælp."

"Gabriel." sagde jeg opgivende "Prøv at høre efter, før du svarer mig, okay?"

Han nikkede. Han så ikke rigtig ud som om, at han havde lyst til at høre mere. Men det var jo ikke direkte om det ... jo lidt, men ikke i detaljer.

Jeg tog en dyb indånding og sagde så "Jeg skulle havde haft min for en uge siden."

Han stirrede på mig med åben mund, som om han var froset fast. Det var et kæmpe chok for ham, ingen tvivl om det.

"Hvordan kunne det ske?" mumlede han helt uforstående "Hvordan kunne det ske?"

"Altså det har jo noget med bierne og blomsterne at g..."

Han afbrød mig "Jeg ved altså godt hvordan det forgår, men jeg forstår bare ikke hvordan det kunne ske."

"Tro ikke du er den eneste som er chokeret." sagde jeg og så ned på mine hænder.

Indeni var jeg helt grædefærdig, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. 

"Hvis du kan får en tid ved lægen, så skal jeg nok kører dig og..."

Nu afbrød jeg ham "Jeg skal ikke have nogen abort!"

Nu så han forvirret på mig. Jeg ved godt hvad han tænkte, en abort ville løse vores problemer så let som ingen ting. Og ingen behøvede at få noget af vide.

"Men hvad vil du så gøre? For der er ikke så mange andre muligheder!" sagde han.

Han så lige så rædselsslagen ud som mig. For at være ærlig, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var ikke parat til at blive mor, men jeg ville ikke kunne få mig til at få en abort. Abort var ligmed død.

"Jeg kan ik'." hulkede jeg.

Jeg brød ud i tårer, barnligt ja. Men jeg vidste ikke hvad skulle gøre eller stille op. Jeg var så bange. Gabriel lagde armene om mig, for at trøste mig.

"Rolig nu, jeg skal nok være der. Og det er hurtigt overstået før du ved af." trøstede han.

Jeg så op på ham og skubbede mig lidt væk fra. Jeg prøvede at se alvorligt ind i hans øjne, men det gik ikke så godt, med tårer løbende ned af kinderne.

"Jeg kan ikke. Jeg vil ikke have en til at myrde barnet!" hulkede jeg og tørrede mine øjne.

"Irina, barnet er kun ved at blive dannet. Det lever slet ikke endnu."

Han forsøgte at overtale mig. Men kunne lige så godt give op, for jeg havde læst om graviditet (i 9. klasse for at være præcis). Så jeg vidste hvad der skete i hver uge der gik, når barnet blev dannet.

"Vi er snart i uge seks i graviditet." sagde jeg sammenbidt.

"Hov vent, hvor ved du det fra?" spurgte han forvirret.

"Fordi vi kun har haft sex en gang, den gang vi valgte at være sammen. Og jeg har ikke været sammen med nogen siden. Det er nu næsten seks uger siden."

"Ohv."

"Men jeg synes stadig at du skulle få en abort." sagde han.

Han var blevet usikker på det, det var tydeligt. Men han var ikke den eneste. Jeg ville så gerne forhindre det, men ... jeg var så bange. Plus så ville jeg hade mig selv, for at tage livet af den lille.

"I den femte uge af graviditeten, begynder barnets hjerte allerede at slå." forklarede jeg.

Han sad stille i et øjeblik, tænkte sig grundigt om, før han sagde noget. Han var blevet usikker på det hele nu.

"Er det derfor du ser det som mord?" spurgte han selvom han selv kendte svaret.

Jeg nikkede og så ned på vores hænder igen. Gabriel sad og træk vejret uroligt, i et øjeblik. Da han så pludseligt rejste sig op.

"Fint." sagde han til sidst "Men det bliver dig som fortæller dine forældre det."

"Det skal jeg nok, men tro ik' at jeg selv ønsker det."

Gabriel nikkede. Han vidste godt, at det var barnet jeg mente og ikke mine forældre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...