Min barndomsven, gymnasielæreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Irina på 19 er ved sit sidste år i gymnasium. Hun glæder sig til at blive færdig med skolen og komme ud i verden. Irina er som den slags piger, som ikke tror på kærlighed. Specielt fordi hun aldrig har mødt den sande kærlighed, endnu. Men tingene ændre sig, da hun får en gamle barndomsven på 24, som sin nye engelsklærer. Venskabet er det sammen, men langsomt opstår der sød musik mellem dem. En forbudt musik. Mit bidrag til 'What if?' konkurrencen.

40Likes
29Kommentarer
2543Visninger
AA

2. Den nye engelsklærer

Jeg sad indeni klasselokalet og ventede, som alle de andre i klassen, på at skolen rektor skulle komme ind. Vi havde nu engelsk, men vi skulle havde ny engelsklærer efter juleferien. Folk sad lige og ville bare gerne hjem. Det samme var det for mig.

Jeg ville mest af alt hjem, fordi jeg var træt af at se på Mathilde og hendes kæreste, som sad og kissemisset. Jeg fik det dårligt af det. Ikke fordi jeg selv savnede en kæreste, men fordi kærlighed bare var noget lort.

Kærlighed gav ikke andet end problemer og knuste hjerter. Hvorfor overhoved prøve at finde den eneste ene, når man skulle kæmpe sig gennem smerte og gråd, for hvad? En falsk kærlighed som sikkert ikke hold så længe. I mit hoved fandtes rigtig kærlighed ikke, da jeg var yngre jo. Men rigtig kærlighed, var kun noget der fandtes i bøger og film, og ikke nogen andre steder.

 

Rektoren kom ind i klasselokalet. Ved siden af ham gik en ung mand, mindst omkring de 22. Han var flot, høj og en lille smule muskuløs. Han havde mørkeblå øjne og mørkebrunt hår. Han så meget godt ud, til at være vores nye engelsklærer.

"Godmorgen kære elever." sagde rektor Johnson "Som I nok ved skal I jo have en ny engelsklærer, hr. Robertson."

Hr. Robertson nikkede bare høfligt ud mod folk. Jeg så hen på nogle af pigerne, tydeligvis dybt forelsket i den flotte lærer. Men ja, hvad er udseende værd, uden en god personlighed. Det kunne lige så godt være, at personen var et egoistisk svin.

Jeg indrømmer uden tvivl, at den lærer havde styr på hvad skulle sige og gøre, for at få selv de trætte elever til at lytte indteresseret efter. Selv jeg var interesseret. Han gjorde sjov undervisning muligt. Engelsk var pludseligt ikke så kedeligt mere. Plus så var han fuld af liv, ikke en kedelig lærer der kun skriver på tavlen og uddeler et kedeligt papir med opgaver, som vi skulle læse eller lave.

Men alligevel var der noget meget bekendt ved den lærer. Den måde han talte på, den måde han gik på, faktisk også den måde han så ud på. Jeg havde set ham før, men hvor vidste jeg ikke.

Da timen var slut skulle vi aflevere en stil som beskrev os selv, fru. Jonasson havde givet os. Så den nye lærer kunne lærer os lidt bedre at kende. Beskrive sig selv, nok noget af det jeg var mest elendig til. Men dog havde jeg givet det et forsøg.

Som sædvanlig var jeg den sidste, der afleverede min opgave. Den sidste er normalt den person som er dårlig til faget, men jeg er ikke bare dårlig, jeg stinker til engelsk. Specielt grammatik. Jeg gav min stil og skulle lige til at gå ud af døren til friheden.

"Det er da lang tid siden jeg har set dig, Irina." sagde hr. Robertson og et lidt skævt smil.

Stemmen var så bekendt, at jeg nu tydeligt viste hvem han var. Gabriel Robertson, min tidligere barndomsven som jeg ikke havde set siden, han tog på highschool i Florida. Det kunne næsten ikke passe.

"Gabriel?" sagde jeg overrasket og vendte om. "Er det virkelig dig?"

"I kød og blod." sagde han sarkastisk.

Overrasket og glad for at se ham igen, gav jeg han uden af tøve et stort knus. Han tog fint imod det. Det var næsten ikke til at fatte, Gabriel her, på min skole. Og jeg havde ikke engang genkendt ham.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg.

"Hvad ser det ud til? Jeg arbejder her." forklarede han som kun en rigtig ven kunne gøre.

"Jeg troede du sagde noget med, at du ville gifte dig med en rig kvinder og aldrig vende hjem." sagde jeg og lagde armene overkors.

"Det ville jeg også, men fik hjemve."

"For kolde triste Danmark?"

"Der er nu noget pænt ved Danmark." sagde han.

Ja gode gamle Gabriel, mente næsten altid det modsatte af mig.

"Når jeg får chancen rejser jeg til Californien." sagde jeg for at modsige hans svar.

Han rystede bare på hoved. Han havde hørt den alt for mange gange. Kun fordi jeg havde sagt det, siden jeg var syv.

"Har du enligt ikke fri nu?" spurgte han.

"Jo, men jeg har altid tid til at sige hej til en gammel ven." sagde jeg smilende.

"Skal jeg give dig et lift hjem?" tilbød han "Det ville være rart at hilse på dine forældre igen."

"Tjo hvorfor ik'. Men er det overhoved lovligt?" spurgte jeg usikkert.

"Hvis man gør det uden at blive set."

 

Vi gik til parkeringspladsen. Der holde kun nogle få biler nu. Den ene af dem var en rød Mercedes. Selvfølgelig hans røde Mercedes.

"Hvordan har du fået råd til den?" spurgte jeg målløs.

Han smilede bare, mens jeg så målløst på ham. Jeg satte mig ind på forsædet ved siden af ham. Mand den bil var lækker. Jeg havde altid selv ønsket mig en Mercedes. Det var også den bil jeg havde sat mig for, at skulle købe så snart jeg havde råd selvfølgelig.

Gabriel satte sig ind på forsædet. Startede bilen så snart han havde fået sikkerhedselen på. Han kørte ud. Jeg sad bare og havde øjnene på bilen og dens indre, at jeg helt glemte at der var andre tilstede, udover mig.

"Hva´ vil du gifter dig med min bil eller hvad?" drillede han.

"Må jeg?" spurgte jeg og kørte videre i det.

Han lo. Latteren var den samme som da vi var helt små. Ikke at der var den store forskel på den. Jo den var dog dybere og mere maskulin, men ellers var den samme. Jeg havde altid elsket den latter, når han lo kunne jeg ikke selv lade være med at le. Hans latter var meget smittende.

 

Gabriel kørte ind i mine forældres grund. Mine forældre havde ikke fri endnu. Jeg steg ud af bilen og gik hen mod hoveddøren. Jeg hørte døren smække bag mig. Gabriel gik ud af bilen, han låste døren uden.

"Mine forældre er først hjemme om en eller en halv time." forklarede jeg da vi kom ind af døren.

Jeg gav mig til at pakke mine ting ud. Gabriel gik undersøgende rundt i huset. Der var bygget meget om, siden sidst han havde været her.

"Arbejder din far stadig på hospitalet?" spurgte han.

"Ja han er blevet forfremmet igen." svarede jeg kort.

"Hvad med din mor, er hun stadig tandlæge?"

"Jo hun klare sig bedre, nu hvor hun har fået opereret hoften." forklarede jeg.

Jeg gik hen til køleskabet for at tage en cola. Jeg var tørstig, og lysten til cola havde jeg haft siden første time.

"Skal du ha' noget?" spurgte jeg "Cola, vand, juice?"

Indersinde kendte jeg allerede svaret, cola.

"Cola." svarede han og kom i køkkenet.

I knew it!

Vi satte os ind i stuen. Grådig som jeg kunne finde på at være, lagde jeg lagde jeg mig i den store ende af sofaen. Vi havde en stor hjørnesofa. Han satte sig på kanten af fodlænet.

"I har fået bygget meget om." sagde Gabriel efter jeg havde taget en stor tår af min cola.

"Du ved jo at mine forældre altid har ville bygge hele huset om, så snart de havde penge nok." forklarede jeg.

"Ja, men hvornår gjorde de det?" spurgte han.

Han var nysgerrig efter at vide, hvad han var gået glip af. Enlig shinerede det mig ikke, men jeg ville gerne spørge om noget andet. Som hvordan gik det i Florida? Hvornår kom du hjem igen? Hvad har du lavet siden? Hvorfor har du ikke taget kontakt til mig igen?

"Omkring i Juni måned i år 2012." forklarede jeg og tog en tår af min cola.

Sådan blev det ved i noget tid, ham som blev ved med at stille spørgsmål. Og hele tiden havde han et nyt. Da jeg endelig fik en chance for at stille et spørgmål. Syntes jeg ikke rigtig, at jeg fik en lang og ordenlig forklaring.

"Hvordan var Florida?" spurgte jeg.

"Meget varmt, men alligevel fedt. Man bliver i hvert fald rigtig god til engelsk, også selvom man ikke sige så meget." forklarede han.

Jeg ville nu gerne vide noget mere. Men okay, når man tænker på de spørgsmål han havde stillet mig, og hvilket kort svar jeg gav til ham. Så havde jeg nok fortjent det.

 

Efter noget tid snakken mellem to gode gamle venner, hørte vi en bil som kørte ind i indkørslen. Min mor. Jeg satte min cola på bordet. Gabriel havde allerede tømt sin. Vi gik ud til hoveddøren. Min mor stod udenfor og stirrede chokret på bilen. Jeg gik ud til hende. Gabriel var lige efter mig.

I starten så hun vred på mig, men da hun så Gabriel kunne hun lade værre med at smile. Hun havde genkendt ham.

"Lille Gabriel, ja lille er du i hvert fald ikke mere." sagde hun og smilede stort.

"Det også godt at se dig igen Sophie." sagde han og bukkede sig lidt ned, så min mor kunne give ham et knus.

"Det er vel nok længe siden vi har set dig." sagde min mor.

Hun så så stolt på ham, at man skulle tro at det var hendes lille dreng, som var kommet hjem som en voksen mand.

"Hvor har fundet ham henne?" spurgte hun mig.

"Jo altså ..."

Gabriel afbrød mig.

"Jeg er hendes nye engelsklærer på gymnasiet." forklarede han.

Min mors smil blegnede et kort øjneblik, men så smilede hun så igen, denne gang ikke ligeså mundret.

"Nå men så er vi da sikker på at hun blive bedre." sagde hun og hendes smil blev bedre.

Jeg derimod så mindre mundret på hende.

"Jeg ked af at afbryde den gode stemning, men jeg har nogle stile jeg skal have gennemgået, så vi ses jo igen." sagde han og vende sig om mod mig "Og vi ses jo i morgen."

"Ja det gør vi. Det var godt at se dig igen, Gabriel." sagde min mor. 

Gabriel nikkede igen pænt og høflig, og gik så ind i bilen. Han startede den og kørte ud af indkørslen. Det var enlig rart at se Gabriel igen, jeg havde helt glemt hvor meget jeg havde savnet ham.

Min mor vende sig om mod mig.

"Han er din lærer," begyndte hun meget alvorligt "og du er hans elev. Intet andet, er du med."

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg forvirret.

"Jeg husker godt, hvordan I begge to havde det da hen rejste til Florida." sagde hun alvorligt.

Når ja, det er rigtigt. Man kunne vist godt sige at Gabriel og jeg havde haft en slags romance. Enlig nåede den ikke at udvikle sig, men ... Shit!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...