Clotted Blood * A Harry Styles Fanfiction

**SE TRAILER** Solen var gået ned og mørket var kommet frem. Lyden af musikken der triumferede fra de beskidte værtshuse besatte hvert et gadehjørne. Mørket får den skjulte side frem i selv de smukkeste gader, ikke kun gader men også personer. Den 19 årige Carabell bor i den beskidte del af London. Carabell mistede sine forældre i et bil uheld da hun var 3 år gammel og siden der har det været hendes bror, Kevin der har passede på hende. Carabell havde et godt liv med en masse venner, men en dag vendte tingene med vrangen udad da Carabell kom ind i et miljø hvor man ville gøre selv de beskidteste ting for at få penge til at kunne overleve, og ved at overleve mener jeg at få sit rush i form af stoffer. Er der overhovedet nogle udvej tilbage for Carabell? Er der overhovedet nogle der kan hjælpe hende? Måske.. Måske den dag hvor hun støder ind i Harry Styles på den nøgne gade midt om natten. Et eventyr opstår da de mødes og sammen udforsker hinandens liv.

36Likes
17Kommentarer
1739Visninger
AA

4. Harry Styles - The bastard who gets girls for fame


Harry Styles

 

Det kolde vand ramte min krop en efter en, ikke en dråbe ramte ved siden af. Jeg havde haft så meget at stresse over de sidste par uger, at jeg ikke har kunne slappe af uden at mærke en psykisk smerte i hjertet, Liam sagde det var stress, og jeg tvivler ikke et sekund på ham. 


Et bad får altid min krop til at slappe fuldstændigt af, det er som om at vandet er en væg for alt det som gør ondt, det er som om at jeg ikke selv kan barikere det onde ude. Den anden dag kom min søster Gemma grædende ind af min hoveddør, hendes øjne var røde, hendes kinder var våde men det der gjorde mest ondt var at se hende helt stille, hun krammede mig bare, som om at jeg skulle dø indenfor 24 timer. Jeg blev ved med at spørge hende om hvad der var galt, jeg prøvede at være hendes bror, jeg har altid prøvede. Da hun havde grædt ud kiggede hun på mig og sagde at hun var bange for at dø.. Nogle af vores fans havde truet hende på livet midt ude på den åbne sidegade. Jeg var rystet, jeg var sur og jeg følte på ingen måde at det retfærdigt at min søster skulle behandles sådan bare fordi at hun har mig som bror, det er jo sygt. Det gjorde ondt at se hende i den stand, uden virkelig at kunne stille noget op. 


Touren sluttede i forgårs, hvilket betyder at vi har en pause på 4 uger hvor vi kan gøre præcis som vi vil, og ikke som vores manager vil, jeg kan drikke mig så lam at jeg ikke kan mærke mine ben uden at han kan sige noget, jeg kan spise så meget fastfood uden at skulle træne, det bliver de bedste 4 uger i mit liv. Jeg kan allerede mærke hvordan den stressbobbel der svæver over mit hoved kommer til at forsvinde inden længe. 


Jeg træk en hvid t-shirt nedover min våde overkrop, jeg tog et par sorte skinnyjeans på og et par brune boots, jeg tog min lange jakke udenover og tog fat i mine bilnøgler, men jeg smed dem hurtigt igen, jeg trangte til at gå en tur, jeg trangte ikke til at stresse over den langsomme gearkasse. Hvor jeg gik hen? Det aner jeg ikke engang selv, jeg gik bare, jeg havde brug for at mærke mig selv uden at skulle stresse, min pation for musik lyder hårdt, det er det også, det er hårdt at spille koncert hver eneste dag, det er hårdt at rejse, det er hårdt at undvære sin familie og det er hårdt at blive udsat for hate, jeg plejer aldrig at sige noget til det men inderst inde gør det så ondt at få at vide at man er bøsse, klam, grim og dårlig til at synge, det er ligegyldige ting men når man f.eks. får af vide at man er dårlig til at synge bliver man helt ødelagt, især fordi at når man synger er det fordi man elsker det, og jeg elsker det, det er hele mit liv. 


Jeg gik ind på en bar der lå lige i nærheden af min lejlighed, der var altid så roligt. Når man satte sin fod i den lille bar kom der en duft af værtshus mod en, hvilket gjorde stedet helt specielt. Jeg satte mig på den nærmeste barstol og bestilte en øl. Jeg kiggede rundt i lokalet, der sad to piger og stirrede på mig, jeg sendte dem et lille smil og vendte mig om. "Harry Styles?" Lyden af en stemme gav et sæt i mig. "Ja?" Jeg vendte mig om og kiggede ind i en mands grålige øjne. "Du burde slet ikke sidde i min bar, på MIN stol." Han skubbede til min skulder og vrissede af mig. Jeg havde lyst til at sige ham igen, jeg havde lyst til at skubbe til ham præcis som han skubbede til mig, men gjorde jeg det ville jeg få ballade i pressen og sikkert også med politiet, så jeg valgte at rejse mig op og gå mod udgangen, det var svagt gjort af mig, det ved jeg udemærket godt men hellere det end at blive kendt for vold, det er jo ikke lige akkurat det billede jeg vil sende ud til vores fans, med vores mener jeg One Directions fans. 


Jeg gik ned af Londons mørke gader, jeg havde gået i en time nu, i en time uden overhovedet at stoppe. Jeg var endt i det fattige London, det var virkelig sjældent at jeg gik der, man var altid i fare på en eller anden måde, man hørte altid knivstikkerier, eller lignende, men det virkede nu fredeligt denne aften, der var stille og der var ikke et øje på gågaden. Jeg drejet rundt om et hjørne, jeg kiggede ned i jorden og jeg lagde ikke mærke til tingene foran mig, og det resulterede i at jeg slog en pige omkuld. Jeg plantede mine øjne på hende, hun havde en kort lukkede jakke på og et par tårnhøjehæle. Hendes hår var langt, langt og brunt, hun var smuk. Jeg rakte min hånd ned til hende. "Det er jeg virkelig ked af." Vi blev ved med at holde i hånden, jeg vidste det godt men jeg havde ikke lyst til at ødelægge dette øjeblik. "Jeg er okay, det gør ikke noget." Hun smilte mod mig, et smil der kunne få selv den sureste citron til at være sød. Vi kiggede på hinanden og hun slap min hånd i det at vi begge begyndte at grine, wow, mere akavet bliver det ikke. "Jeg hedder Harry, hvad hedder du?" "Carabell, men bare kald mig Bell." Jeg havde lyst til at invitere Bell ud på en drink, men hun lignede en der havde travlt, og jeg havde ikke lyst til at masse mig underligt på, hvor mystisk ville det ikke også være hvis jeg inviterede hende på en drink, vi har ikke kendt hinanden i mere en 5 minutter. "Så men.." "Jeg ville.." Vi snakkede i munden på hinanden. Hun kiggede på mig og så lidt fortabt ud. "Jeg ville bare spørge om du måske ville drikke en kop kaffe med mig en dag?" Jeg smilte og smurte charmen på, det var det jeg var bedst til. Hendes blå øjne var rettede direkte mod mig, hun smilte og rykkede lidt med hovedet. "Jo hvorfor ikke?" Hvilken lettelse, jeg forventede at hun ville sige "Nej, du er jo ham der fra One Direction der kun tænker på at score damer så du kan tjene endnu flere berømthedspoint, du er et svin, flyt dig." Det sagde hun ikke, hun var ikke dømmende, det var første gang i langtid at jeg ikke blev dømt for min person udadtil, folk kender ikke min personlighed men alligevel dømmer de mig, det har jeg aldrig følt var fair, men verden bliver ikke anderledes og det bliver den nok heller aldrig. "Her er mit nummer, skriv til mig." Jeg smilte mod hende. "Det skal jeg nok." 

______________________________________________________________________________________________________________________

Jeg kan slet ikke fatte at allerede efter 2 dage har jeg 16 læsere, det er helt vildt fråderen, tusind tak fordi at i læser med, det betyder alverden for mig! Så tusind mange gange tak! Håber i nød kapitlet! I må meget gerne dele min fanfiction hvis i kan lide den, og, og! Skriv også gerne en kommentar hvis der er noget du vil ud med eller ikke helt fatter! :D KISSES xx

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...