Clotted Blood * A Harry Styles Fanfiction

**SE TRAILER** Solen var gået ned og mørket var kommet frem. Lyden af musikken der triumferede fra de beskidte værtshuse besatte hvert et gadehjørne. Mørket får den skjulte side frem i selv de smukkeste gader, ikke kun gader men også personer. Den 19 årige Carabell bor i den beskidte del af London. Carabell mistede sine forældre i et bil uheld da hun var 3 år gammel og siden der har det været hendes bror, Kevin der har passede på hende. Carabell havde et godt liv med en masse venner, men en dag vendte tingene med vrangen udad da Carabell kom ind i et miljø hvor man ville gøre selv de beskidteste ting for at få penge til at kunne overleve, og ved at overleve mener jeg at få sit rush i form af stoffer. Er der overhovedet nogle udvej tilbage for Carabell? Er der overhovedet nogle der kan hjælpe hende? Måske.. Måske den dag hvor hun støder ind i Harry Styles på den nøgne gade midt om natten. Et eventyr opstår da de mødes og sammen udforsker hinandens liv.

36Likes
17Kommentarer
1742Visninger
AA

3. Carabell Looney - I bumbed into him, Harry Styles

 


Carabell Looney

 

Solen stirrede lige igennem den nøgne himmel og ned mod mig. Jeg kiggede mod Luke som lå og talte de penge op som jeg havde tjent på en måned, han så ikke vitterligt imponerede ud. ”500 Cara.. 500.” Han rejste sig op. Man kunne tydeligt se hvordan hans vrede blussede sig op. ”Det er ikke godt nok. Forstår du det?” Han råbte så højt at nabolaget ville kunne hører hvert et ord. ”Undskyld.” Jeg rejste mig op og stirrede direkte på ham. ”Undskyld forhelvede.” Jeg begyndte at gå ud af lejligheden men jeg nået ikke længere end et par meter før Luke fik sit stærke greb rundt om min talje. ”Du skal ikke gå væk fra mig når jeg snakker til dig Carabell.” Han vendte mig om så vores læber næsten konkurreret mod hinandens. Jeg kiggede mod jorden i frygt for at han ville slå mig. ”Svar mig.” Han tog en hånd op til min hage og rykkede med mit hoved en smule så jeg lige akkurat så ind i hans grønne øjne. Luke var flot. Flot men farlig. Jeg var hans undertegnede, jeg var hans hund. Intet mindre end en hund. Han elskede mig ikke som jeg elskede ham, han var ligeglad med mig, alt han tænkte på var at tjene penge til adskillige stoffer. Han ville mig ikke som de andre mænd ville. Han ønskede ikke at udforske min krop som jeg ønskede at udforske hans. Han så på mig som en beskidt pige, som den luder jeg var. Bare at sige ordet gjorde ondt, det ord som jeg aldrig havde troet jeg skulle bruge på mig selv. "Undskyld." Jeg førte mit blik hen mod hans. Jeg bed mig selv i læben. "Carabell det her det går bare ikke, forstår du hvad jeg mener?" Han skubbede min krop op mod væggen, et støn forlod mine læber af smerte. Jeg havde ondt i hele min krop, efter en af de længste nætter i mit liv. "du får den sidste chance til at tjene over 2000 på en nat, og hvis ikke, så pakker du dine ting og skrider ud af min lejlighed." Han lagde sin hånd på min kind og nussede den. Jeg kiggede ned mod jorden uden at svarer. Han rev hårdt fat i min kind. "Svar mig Carabell." Jeg kiggede på ham med et udtryk der skreg af skræk for hans næste træk, Luke kunne finde på alt. "Ja." Hans hånd fandt vej til mine læber, i momentet havde jeg følelsen af at være hans, men jeg var godt klar over at han ikke så mig som andet end en beskidt pige uden nogle som helst chance for at officielt være hans, uden noglesinde at få en mulighed for at gå en tur i parken med ham, hånd i hånd som alle andre helt normale par, jeg ville aldrig blive elsket. han fjernede sin hånd og sin krop fra mig og forlod lokalet, et suk forlod mine læber. 


Min angst for at at forlade lejligheden begyndte at presse sig på, jeg vidste at når jeg gik ud af den dør ville alt smerten falde ned over mig, så var der pludseligt ingen vej tilbage. Jeg trak den sorte stramme kjole på, jeg fandt de højehælede frem og fik den usynlige maske på, præcis som jeg gør hver eneste gang jeg skal ud og sælge mig selv, uden masken ville jeg være bange, bange for at miste min værdighed. Jeg stalte mig foran spejlet, jeg kiggede ned af mig selv, hvem var jeg overhovedet? Jeg vidste ikke engang hvem jeg var mere. Døren til lejligheden gik hårdt op i det jeg skulle til at gå ud af døren. "Hey søs." Min bror Kevin traskede ind af døren. "Hej." Jeg krammede hans kolde krop. "Har du nogle... Penge." Han kiggede på mig med hundeøjne. "Nej, jeg har ingen, Luke har dem." Kevin gik tæt på, han sendte mig et blik der fortalte mig at han ikke var tilfreds med svaret. "Har Luke dine penge? Hvordan kan du overhovedet give ham dine penge, du ved jo godt at han bruge dem på stoffer Carabell. Havde du regnet med at han gemte dem i en lille fucking lyserød sparegris?" Kevin snakkede hurtigt og koldt, jeg var ikke i tvivl om at han havde ret i det han sagde, jeg vidste jo godt at de penge gik til hans fordel og ikke min, selvom jeg ikke ville indse det. "Det ved jeg sgu da godt Kevin, slap nu af forhelvede." Jeg gik hen mod ham og lagde en hånd på hans kind. "Jeg har virkelig brug for noget hash Bell, jeg kan ikke tænke på andet." Han gik hen mod vinduet og kiggede ud af det. "Jeg ved det godt Kev, men jeg har ikke noget, Luke holder det hele og det ved du godt." Jeg gik hen mod hoveddøren. "Forhelvede Bell, få fat i ham og bed ham om at give dig noget." Jeg kiggede mod jorden og sukkede dybt. Hvor ville jeg ønske jeg kunne hjælpe min storebror, for jeg kendte udemærket følelsen af at være trængende efter den eneste ting her i verden der kunne få vores hverdag til at fungere nogenlunde normalt. "Undskyld Kev, men ring til ham selv jeg har ikke tid." Jeg gik mod døren og hørte lyden af glas der blev smadret bag mig, en tårer plantede sig på min kind, det gjorde ondt at se sin bror så dybt nede, det mindede en om en selv, vi har jo aldrig haft et normalt liv, vi har altid levet et liv i fattigdom, i et miljø som har gjort vores liv til helvede selvom vi vælger ikke at tro at vores liv er ødelagt, men det har det været lige siden at far og mor valgte at forlade os. 


Jeg befandt mig på et hjørne, det virket forladt uadtil men alle vidste at det var her vi stod og ventede på at blive samlet op af en fremmed mand der forventede at vi gav ham lige præcis det han ville have. To sæt lygter fandt vej til mine øjne, jeg hev håret frem og truttede lidt med læberne. Bilen stoppede foran mig og vinduet blev rullede ned. Jeg gik hen mod bilen. "Hvor meget?" Han smilede mod mig. "1000." Jeg sank en klump og ventede på hans svar. "Så har du også bare med at være det værd." Han grinte. Han virkede utroligt sød iforhold til de andre der plejer at råbe af en hvis man siger en alt for høj pris, men ham her var ligeglad. "Hvad hedder du så?" Han kiggede på mig og træk på smilebåndet. Det var første gang i meget, meget lang tid at jeg ikke følte at jeg blev kiggede på med et dømmende blik. "Bare kald mig Bell." Jeg flirtede lidt med øjnene og plantede en forsigtig hånd på hans lår. Han var flot. Hans brune øjne. Hans sorte hår der sad perfekt. Han virkede perfekt. 


Han stoppede bilen midt ude i ingenting. Jeg pressede mine læber mod hans hals og kyssede videre op mod hans kind. Han hev mig op på hans skød. Hans øjne studerede mig, og før jeg så mig omkring rev han min kjole istykker. Han plantede en finger på mine læber, jeg bed stille i hans finger og trak hans bukser ned til hans knæ og rykkede mig frem og tilbage på hans lem. 


"Tak for hjælpen." Han smilte mod mig og kørte væk i en fart. Jeg kunne slet ikke fatte at jeg stod med 1000 dollars i hånden, nu var jeg kun 1000 dollars fra mit mål, eller det var ikke mit mål, det Lukes mål, men hvis jeg ville overleve blev jeg nødt til at fuldføre det. Jeg kiggede ned af mig selv, min kjole var fuldstændigt ødelagt, jeg havde aldrig noglesinde troet at jeg ville i en alder af 17 år stå udenfor i kulden om natten klokken lort i en kjole der var blevet revet op af en af de flinkeste mænd jeg noglesinde havde mødt. Jeg gik mod lejligheden. Jeg havde knappede min jakke så man ikke kunne se at min kjole var ødelagt, folk på gaden ville udentvivl syntes det var absurt hvis jeg gik halvnøgen rundt, selvom der ikke var et øje på gaden men det er nok mere princippet, måske ville folk tro at jeg var blevet voldtaget. Jeg drejede ned af den skumle gade, da jeg ud af det blå mærkede en skulder bumpe ind i min, og med et lå jeg på de hårde fliser. Jeg satte mig op og en hånd blev rækket ud efter mig. "Det er jeg virkelig ked af." hans krystalgrønne øjne mødtes med mine øjne og jeg tog fat i hans hånd, jeg var mundlam, han var flot, han var mystisk. Han var ham, ham i alle bladene, ham som alle pigerne skriger efter. Hvad lavede han her? "Jeg er okay, det gør ikke noget." Jeg smilte mod ham, af en eller anden mystisk grund holdte vi stadig i hånden. Jeg slap hans hånd og en følelse af akavethed ramte mig hurtigt. vi begyndte begge at grine. "Jeg hedder Harry, hvad hedder du?" Harry Styles, det var det han hed. "Carabell, men bare kald mig Bell." Jeg tog mig selv i at beglo hans smukke struktur. 

__________________________________________________________________________________________________________________________

Det var så første kapitel, jeg håber inderligt at i syntes det er tjotjalt fedest! Overvej ordet tjotjalt, det burde have en plads i den danske ordbog... Tusind tak for jeres støtte allerede, det er helt fantastisk! WOW klap jer selv på skulderen i er for seje OMG!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...