En kærlighedserklæring fra Dean Thomas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Dean Thomas dater Ginny, og hun er skøn. Hun er alt, hvad han vil have. Bare ikke i en pige.

11Likes
12Kommentarer
813Visninger
AA

5. "Tak,"

Jeg holder mig mest for mig selv i løbet af det næste stykke tid. Indimellem hænger jeg ud med Seamus, som konstant forsøger at muntre mig op med hans platte jokes. Jeg er taknemmelig, men hans opmuntring er kun til meget lidt nytte, da det er det forkerte, han opmuntrer mig for. Det kan jeg selvfølgelig ikke bebrejde ham, for hvorfra skulle han vide, at det er pga. Harry og ikke Ginny, jeg har hjertesorger? 

Ginny. Ginny får jeg af og til øjenkontakt med, når vi passerer hinanden på gangene eller tilfældigt møder hinandens blikke under måltiderne. Jeg har ikke snakket med hende, selvom jeg ved, at jeg burde. Hun tror med stor sikkerhed, at jeg er vred på hende, men det er løgn. Ligesom så meget andet. Der er efterhånden så mange løgne at finde i det væsen, der er mig, og jeg har opgivet at holde styr på dem alle.

Jeg bliver vækket af en højlydt klirren. Med trætte øjne og en endnu trættere krop smider jeg tæppet til side, træder ned på gulvet og ud af sengen. Seamus er også vågnet. I opholdsstuen har flere elever samlet sig, alle i deres nattøj og alle med et skræmt udtryk i ansigterne. Jeg skynder mig hen mod opholdsstuens dør, og Seamus følger efter. Min mund åbner sig på vid gab, da vi kommer ud på den anden side; vinduer er smadret, og stumperne ligger rundt omkring. Vi træder over dem og ser ud dét sted, hvor et af vinduerne ville have været, og hvor det var for blot kort tid siden. Ild dominerer derude, og mørke kapper dukker op, styrtende mod porten.

Mens lyset fra ilden reflekterer sig i mine øjne, tændes et lille lys også i mig. Jeg kommer til at tænke på Dumbledores Armé og det arbejde, vi lavede, da jeg gik på femte årgang. Det er i en sådan situation, vi skulle i aktion og forsvare os selv. Det går op for mig, og jeg tænker tilbage på noget, Harry inspirerende sagde til os alle. "At arbejde hårdt er vigtigt. Men der er noget, der er mere vigtigt, og det er at tro på sig selv." Hans ord giver genlyd i mit sind, og jeg begynder straks at løbe ned ad gangen med Seamus i hælene. Et godt tidspunkt er det, for vi når kun lige at undslippe professor McGonagall, der netop drejer om hjørnet.

Salene under os står meget værre til. Murbrokker flyder overalt omkring os, og ligeså gør flere smadrede vinduer. Da vi drejer om et af hjørnerne, flyder det pludselig også med mennesker. Mørke kapper, Dødsgardisterne, kæmper mod elever, og jeg når knap nok at forsvare mig selv, da en Dødsgardist sender en forbandelse i min retning. Længere nede af gangen danser en rød manke, og det tager mig ikke mange øjeblikke at indse, at det er Ginny. Jeg gisper og begynder igen at løbe. Tættere på kan jeg se, at hun som en ballerina undviger enhver besværgelse, en Dødsgardist sender imod hende. Et øjeblik står jeg forundret og kigger til, og det opdager hun, for hun ser op på mig, men fortsætter ballerinadansen.
"Dean! Du skal ikke bekymre dig! Jeg er på flydende held!" råber hun. "Men jeg ved ikke, hvor længe det holder, så lidt hjælp ville være rart!" tilføjer hun, mens endnu en forbandelse flyver lige forbi hende. Uden tøven vender jeg mig mod hendes angriber med løftet tryllestav og råber: "Expelliarmus!", hvorefter Seamus bag mig skriger: "Lammer!" Så falder Dødsgardisten om uden nogen jordisk chance for at gøre til eller fra, og Ginny sætter forpustet sine hænder mod sine knæer.
"Tak," puster hun, og vi nikker begge. Jeg holder mit blik på hende, og efter et øjeblik kigger hun op og møder det. Jeg prøver med mine øjne at spørge hende, om alt er okay, ikke kun med hende, men med os, hvor latterligt det end virker, men hun lader til at forstå det, for let kniber hun sine øjne sammen og nikker. Jeg vil stadig gerne være hendes ven. Jeg vil gerne fortælle hende, at jeg er til drenge. Men lige nu er tidspunktet dårligt. Flere mørke kapper kommer imod os.

Udenfor er tumulten meget værre. Der er uoverskueligt mange Dødsgardister, men heldigvis dukker også flere og flere elever op, klar til at forsvare deres skole. Jeg kan ikke holde styr på, hvor mange Dødsgardister, jeg slår til jorden, men det er nogle stykker, og det får adrenalinet til at pumpe rundt i mig. Mens jeg kæmper side om side med mine klassekammerater og så mange andre, glemmer jeg alt om mit eget liv, mine egne problemer. Jeg føler mig bedre tilpas, end jeg har gjort i månedsvis, på trods af at jeg meget vel kan være døden nær. Det skræmmer mig ikke. Det skræmmer mig ikke, for jeg tænker ikke på det.

Jeg tænker ikke på det før bagefter, da jeg står med min stav løftet i vejret med et lys skinnende ud fra dens ende. Jeg er ikke den eneste. Alle andre gør det samme. Det er en hyldest. En hyldest til den faldne. En hyldest til Dumbledore.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...