En kærlighedserklæring fra Dean Thomas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Dean Thomas dater Ginny, og hun er skøn. Hun er alt, hvad han vil have. Bare ikke i en pige.

11Likes
12Kommentarer
824Visninger
AA

4. "Så du løj altså for mig,"

Næste morgen vågner jeg og kan til at starte med ikke lige huske, hvad der skete i går. Men så husker jeg, og samtidig synker mit hjerte. Sådan foregår det i de næste mange uger. Jeg følger ikke så meget med i tiden og synes egentlig også, den er ligegyldig. Jeg er stadig en kujon, der holder Ginny for nar. For ikke at tale om mig selv. 

Jeg ved ikke, om Hermione har fortalt Harry, hvad hun fortalte mig, og at det var derfor, jeg fløj ud af Storsalen. Det kan være, Harry er ligeglad og slet ikke gider bekymre sig om at tænke på mig. Tanken er som et slag i maven. Mens jeg går ned af gangene på anden sal, føler jeg mig mere uduelig end nogensinde. Jeg er svækket.

Der sker intet interessant i mit liv. Jeg burde måske bekymre mig mere om Mørkets Herre, Du Ved Hvem, men han er bare ikke den, der fylder mest for mig lige nu. Det er alligevel ham, jeg går og funderer lidt over, da jeg lister ind i Gryffindors opholdsstue. Ginny og en af hendes veninder, hende med det kortklippede brune hår, sidder dér, i sofaen, med ryggen til mig, og jeg lister, fordi jeg egentlig helst bare vil smutte uset forbi dem. Jeg har undgået Ginny på det seneste.
"Der er bare sket noget med ham. Det er helt anderledes at være sammen med ham nu," hører jeg Ginnys stemme meddele. Jeg stopper op, lydløst.
"Har du spurgt ham, hvad der er galt? Måske foregår der noget med hans familie?" siger veninden. Harriet, det er vist det, hun hedder. Ginny ryster på hovedet.
"Det er, som om han undgår mig. Det er lige siden, han fik den idé, at Harry er vild med mig," svarer hun. Harriets øjne spiler op, og hun placerer sin hånd på Ginnys skulder.
"Harry Potter? Åh, han er da også sød," siger hun og sukker. "Er du også vild med ham?" spørger hun så og lægger hovedet let på skrå. Jeg bliver endnu mere opmærksom nu. Ginny svarer ikke, men kigger bare ned. Det får Harriet til at rette sig op i sofaen, mens hun kigger afventende på sin veninde. Så kigger Ginny op.
"Jeg ved det ikke... Der var engang, da vi var yngre. Det var vel kærlighed ved første blik fra min side. Men han virkede aldrig interesseret. Man kan vel sige, at der stadig er en lille del af mig, der længes efter ham," indrømmer hun stille, og jeg kommer til at vælte noget ved siden af mig. På én gang drejer Ginny og Harriet hovederne, og Ginnys ansigt forvandles fra en mild rødmen til store øjne og en mund på gab. Jeg ved hverken, hvad jeg skal gøre eller sige. Jeg føler mig forrådt. Forrådt, fordi hun flere gange har påstået, at det er mig, hun vil have, mens hun i virkeligheden har gået og været lun på Harry. Jeg føler mig ked af det. Ked af det, fordi det nu lader til, at jeg virkelig skal miste Ginny én gang for alle. Jeg føler mig forvirret. Forvirret, fordi det ikke er det, at Ginny kan lide en anden, der gør mig oprørt, men at den, hun kan lide, er Harry. Men mest af alt føler jeg mig lettet. Lettet, fordi jeg nu ikke længere behøver tvinge mig selv til at smile og opføre mig normalt, hvilket åbenbart alligevel ikke var gået så godt, i hendes selskab. Jeg kan dog ikke sætte en finger på lettelsen, jeg indser ikke, at det er det, jeg føler, så i stedet koncentrerer jeg mig om de andre tre.
"Dean..." siger Ginny, mens hun langsomt rejser sig fra sofaen og går hen imod mig. Jeg kigger hende ikke i øjnene, men jeg kan se hendes uro. "Dean, hør, hvad jeg har at sige," Jeg ser stadig ikke på hende. "Dean? Se på mig," beordrer hun, og nu løfter jeg blikket.
"Så du løj altså for mig," konstaterer jeg frem for at spørge, og Ginny tager sig til panden.
"Dean, nej, jeg har aldrig løjet. Jeg er sammen med dig, fordi jeg VIL være sammen med dig," forsøger hun, men jeg opfatter ikke meget af det, for Harriet sidder bagved og kigger uden nogen form for respekt. Det gør mig vred.
"Gider du godt gå, Harriet?!" spørger jeg, man kan vel sige, jeg råber, og hun springer op fra sofaen og løber hen mod trapperne til pigernes sovesale. Så vender hun sig og siger: "Det er faktisk Harriot," og forsvinder så ud af syne. Jeg kigger igen på Ginny.
"Dean, undskyld," siger hun stille. Jeg er vred, men alligevel er der noget i Ginnys blik, der gør, at jeg ikke kan råbe ad hende. Faktisk har jeg svært ved bare at få én lyd ud. Tanken om, at vi begge er efter Harry, giver mig kvalme. Sikke et håbløst par. Jeg ryster på hovedet. Jeg har lyst til at række ud efter hendes hånd, men lader være. I stedet forvandles Ginnys blik nu fra bekymret til noget, jeg har set så mange gange før. Hun er irriteret. "Det er dig, der har gået og opført dig underligt i ugevis! Det er dig, der undgår mig, ikke omvendt, Dean Thomas!" udbryder hun, som er hun en vulkan, der uden varsel går i udbrud. Nu er det min tur til at spile øjnene op. "Prøv du lige at forklare mig hvorfor, og så kan vi snakke!" fortsætter hun. Hendes ansigt er ved at blive samme farve som hendes hår.
"Husk lige på, at det er dig, der har siddet og indrømmet, at du er vild med en anden!" giver jeg igen, og det får noget til at gå i stå indeni mig. Hun er ikke den eneste, der er vild med en anden.
"Det ved jeg, Dean, men..." starter hun, men sukker så, opgivende. Jeg ryster på hovedet.
"Det er ligemeget," siger jeg og drejer om på hælen, før jeg kravler ud af opholdsstuen og læner mig op ad væggen. Nu er alt forandret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...