En kærlighedserklæring fra Dean Thomas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Dean Thomas dater Ginny, og hun er skøn. Hun er alt, hvad han vil have. Bare ikke i en pige.

11Likes
12Kommentarer
819Visninger
AA

2. "Jeg har ikke styr på en skid,"

Jeg slår min fod mod væggen og sætter mig opgivende på en af de udhugninger, der er at finde rundt omkring på Hogwarts. Mit hoved gemmer jeg i min hånd, hvortil armen hviler på mit knæ. Jeg tænker på første gang, jeg så Harry Potter, og på, hvordan jeg drømte om ham samme nat. Vi var elleve år dengang, men allerede på det tidspunkt vidste jeg, at jeg skilte mig lidt ud fra andre drenge, og den viden styrkede Harry, da vi fik øjenkontakt dér, ved Gryffindors langbord, da Fordelingshatten besluttede sig for, at også jeg skulle på Gryffindor, præcis ligesom ham. 

Det var nok forkert af mig bare sådan at forlade Storsalen. Nu får jeg bunker af spørgsmål smidt over på mig af Ginny, og enten må jeg lyve eller fortælle hende sandheden. Og sandheden, har jeg ikke lyst til, kommer frem. Ikke mere.

Jeg kan huske, da mig og ham var makkere i Forvandling. Det var på 4. årgang, altså to år siden, og timen var egentlig den kedeligste, vi længe havde haft. Men den var også den bedste. McGonagall havde givet sig i kast med at forklare, hvordan forvandling tidligere var blevet brugt af magikere verden over, og hvilke besværgelser, der er mest behændige og fornuftige at bruge. Jeg fulgte ikke så meget med i, hvad hun sagde, dels fordi jeg foretrækker praktisk undervisning frem for teoretisk, og dels fordi det var første gang, Harry havde siddet ved siden af mig i meget lang tid. På det seneste var det begyndt at gå op for mig, at jeg foretrak nogle ting, som de andre drenge på min årgang ikke gjorde, og at jeg altså så på Harry på en helt anden måde. Det skræmte mig, og det skræmmer mig stadig, men på det tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at bukke under for den lykke, der fandt sig vej til mit hjerte, da vi sad der, side om side. Et stykke inde i timen opdagede jeg, at Harry også selv fulgte meget lidt med, og jeg antog, at det nok skyldtes hans daværende deltagelse i Trekampsturneringen. Han så bekymret ud, og derfor syntes jeg, det var på sin plads, at jeg prøvede at hjælpe ham eller i bedste fald muntre ham lidt op. Jeg lagde derfor min hånd tæt på hans, men fjernede den lige derefter igen, da jeg indså, at det nok ikke var den rigtige fremgangsmåde. I stedet lænede jeg mig lidt til siden og hviskede: "Har du styr på det hele?" Mentalt slog jeg mig selv i ansigtet, efter jeg havde sagt det, da jeg kunne have formuleret det på så mange andre - bedre - måder. Harry lod dog ikke til at finde det mærkeligt, men virkede i stedet taknemmelig.
"Jeg har ikke styr på en skid," sagde han. Hans grønne øjne, der bag glasset kiggede ud på mig, så trætte ud. "Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med den første udfordring," fortsatte han hviskende og sukkede. I et øjeblik kiggede jeg bare på ham.
"Ved du, hvad du skal?" hviskede jeg tilbage og prøvede at gøre det i en afslappet tone.
"Formelt set ikke," sagde han så og sendte mig et sigende blik. "Men jeg skal måske slås mod en drage," tilføjede han, og mine øjne spilede op. "Og jeg aner ikke, hvordan jeg skal klare det. De andre er ældre og mere erfarne, og jeg er ikke i nærheden af at kunne så meget som dem," Han virkede lettet over at få det hele ud, og jeg følte mig glad over, at det var mig, der fik alt dette at vide. De fleste blev vrede på Harry, da pokalen udtrak hans navn, og troede, at det var ham selv, der havde smidt det i, men jeg kunne ikke få mig selv til at se, hvorfor han skulle gøre det. Derfor havde jeg også et "HARRY" skrevet henover panden ved alle udfordringerne.
"En drage?" spurgte jeg vantro. Han nikkede. Jeg tænkte mig om efter noget fornuftigt og hjælpsomt at fortælle ham.
"Jamen du er da meget god på kosten," sagde jeg så til sidst og frydede mig lidt. Længere nåede vores samtale dog ikke, for i det næste øjeblik stod professor McGonagall ved vores bord med sit velkendte blik, der fortæller modtageren, at de er taget på fersk gerning.
"Er det noget, I vil dele, hr. Potter og hr. Thomas, siden det er mere vigtigt end Den Røde Barons forsøg på at forvandle sin nabos kat til en hest?" spurgte hun hårdt. Ingen af os svarede, men jeg kunne ud ad min øjenkrog se Harry smile stille, mens han gav mig et puf i siden som tak for mit gode råd. 

Det er blevet tørt på min kind dér, hvor tåren trillede før. Jeg vil ikke græde mere, i hvert fald ikke lige nu, for det er kun et spørgsmål om tid, før Ginny finder mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...