En kærlighedserklæring fra Dean Thomas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Dean Thomas dater Ginny, og hun er skøn. Hun er alt, hvad han vil have. Bare ikke i en pige.

11Likes
12Kommentarer
826Visninger
AA

3. "Harry er vild med dig,"

Og jeg har fuldstændig ret. Jeg får kun lov at sidde fem minutter mere i mine egne tanker, før en svævende, rød manke drejer rundt om hjørnet og styrter imod mig.
"Dean! Hvad i alverden gik det ud på?!" udbryder Ginny og stiller sig foran mig med armene lagt over kors. Jeg svarer ikke, men kigger bare ned i gulvet.
"Dean!" siger hun igen og skubber til mig. Det får mig til at kigge op, og vores blikke mødes. Hun er vred, men også lidt bekymret, sådan ser hun i hvert fald ud.
"Jeg..." begynder jeg, mens jeg lader mine øjne fare vild i hendes. Mit hjerte længes efter, at jeg fortæller hende det, som det er, for det er en byrde, og mit hjerte vil gerne slippe af med den. Men jeg kan ikke få mig selv til det. Hun kigger afventende på mig.
"Harry..." siger jeg så. 'Han er den, jeg vil være sammen med, Ginny. Han er den, jeg har forelsket mig i,'
"Hvad er der med ham?" spørger hun, og selvom hendes tone stadig er hård, virker hun til at køle langsomt af.
"Harry er vild med dig," ryger det ud af mig, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke lyst til at miste Ginny. Vi har haft nogle af de bedste stunder sammen. Jeg skammer mig lidt over at fortælle hende en løgn, men egentlig er det en anden sandhed, lige så sand som min. Ginnys mund falder let på gab, og hendes arme falder nu ned langs siden. Sådan står hun i et øjeblik, før hun igen samler fatningen og ryster på hovedet.
"Vær nu ikke dum," siger hun bebrejdende. "Harry er da ikke vild med mig. Vi har været venner så langt tilbage, jeg kan huske," Jeg kigger igen ned i jorden. Jeg føler mig som et virvar bestående af intet andet end fortvivelse og ulykke. Jeg føler mig besejret, af kærligheden, af livet, af Hermione, af Harry. For en stund glemmer jeg, hvor jeg er, og hvem jeg er, og hvorfor. Så mærker jeg en hånd på min skulder. Ginny har sat sig ved siden af mig, og hun kører forsigtigt sin tommelfinger rundt i cirkler på min skulder. Så siger hun: "Og det er også ligegyldigt. Jeg har jo dig," og kysser mig på hovedet, lige under tindingen. Jeg fremtvinger et smil og tager hendes hånd i min. Egentlig burde jeg føle mig lettet, men i stedet er jeg mere ulykkelig end før. Her sidder Ginny og forsikrer mig om, at jeg ikke skal bekymre mig om Harry, men hun ved ikke, at det slet ikke er mig, men hende, der burde bekymre sig. Den tanke får det til at prikke lidt i mit hjerte. Kære, søde Ginny. Hun er for god til mig, og jeg for dårlig til hende. Jeg fortjener hende ikke.
"Hvad fik dig til at tro, at Harry kan lide mig? Lige pludselig stormede du bare væk," spørger hun forsigtigt. Jeg går et øjeblik i stå. Det vil føles forkert at stikke Hermione, det har jeg ikke lyst til.
"Det var såmen bare... den måde, han kiggede på dig. Hele tiden." svarer jeg. "Og så... da jeg spurgte ham, om alt var okay, kiggede han på mig, som var jeg noget, katten havde slæbt ind," tilføjer jeg, da det går op for mig, at det må have været grunden til hans langvarige stirren. Den brændende fornemmelse i mit bryst er nu helt forsvundet. Ginny griner ved siden af mig.
"Det gjorde han da ikke," griner hun og slår mig på armen. "Kom nu med op i Opholdsstuen. Der er siddemulighederne meget mere behagelige,"

Jeg har aldrig lagt mærke til, hvor bløde sengene i drengenes sovesal egentlig er. Mens jeg vender mig om på siden, tænker jeg tilbage på dengang, jeg sad i Opholdsstuen og arbejdede på en lektie til Magiens Historie. Forfærdelig uinteressant. Men så var det, ham og Ron kom løbende, men kun lige nåede at skimte os andre, før de løb op ad trapperne til pigernes sovesal. Trapperne forvandlede sig til en glidebane, og tilbage ned på gulvet faldt de. Dér må ingen drenge nærme sig. Jeg grinte af det dengang, men nu morer det mig ikke længere. I stedet tænker jeg på, om jeg mon ville få lov til at gå derop. Om trappen mon ved. Så vender jeg mig igen og kan se Harrys ene fod stikke ud under tæppet. Og så lukker jeg mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...