Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
En ung mand lider af sygdommen skizofreni. Men selvom diagnosen blive anset for at være en sygdom, er det for ham en befrielse. Timerne ved tusmørketid når de mørke skygger toner frem er fantastiske, på trods af, at skyggerne nogle gange overtaler ham til at gøre frygtelige ting. For disse skyggemennesker forstår ham. Men en dag er alle de mørke skygger væk, og en mere virkelig person toner frem i tusmørket. Det er en pige på hans egen alder. Alt ved hende virker perfekt i hans øjne, og han forelsker sig straks i hende. Kærligheden til denne pige vækker ham fra en ellers mørk tid, og de næste 5 dage er de bedste i hans liv.

8Likes
8Kommentarer
370Visninger
AA

1. Prolog

"If you think this Universe is bad, you should se some of the others"

 

Lige meget hvor jeg gik hen i tusmørke timerne fulgte skyggerne mig. Altid. I de sidste to år havde der ikke været en eneste dag uden Skyggernes selvskab, selv hvis jeg gav mig hen til søvnens frihed ville de opsøge mig. Personerne der tonede frem og forsvandt så snart mørket for alvor gjorde byen sort, gik i min verden under navnet Skyggerne.
Jeg vendte hovedet imod mit vindue, det eneste på værelset, og kiggede ud over storbyen. Tusmørket sank som en tåge ned over byen og med et tændtes lys i alle vinduerne omkring mig. Det var en symfoni af farver, nogle fra de blinkende neonskilte, nogle fra bilernes lygter og andre fra boligblokkenes mange vinduer.
Der gik ikke mange minutter før jeg mærkede den velkendte fornemmelse af at blive betragtet. Jeg satte af med fødderne og lod den gamle kontorstol jeg sad på dreje en halv omgang. Foran mig sad Skyggerne, de sad på rad og række på min gamle og let nussede seng. En følelse af glæde blandet med en gnist af frygt strejfede igennem min krop og fik gåsehud til at brede sig fra lænden og op til nakken.
Vi sad sådan i et par minutter. Jeg betragtede de tre Skyggers velkendte miner og deres tomme ansigter kiggede tilbage på mig. Men deres øjne var levende. Levende som havet i storm eller flammer der snor og vrider sig i dans rundt om en brændeknude.


Den lammende stilhed blev brudt da jeg gjorde et kejtet forsøg på at starte en samtale. Vi snakkede ud og ind om alt og ingenting. Når jeg var sammen med Skyggerne glemte jeg tiden og vi kunne tale lige i hundrede år, for sammen med dem følte jeg mig ikke anderledes. Men så brød en af Skyggerne, ham til venstre med flammeøjnene, den trygge samtale. Han sagde: ”Har du skåret dig i dag?” Jeg kiggede ned på min venstre underarm, der var dækket af tynde og hvide ar der smøg sig op ad armen indtil de nåede albuen. Jeg trak en ordentlig portion luft ind ad næsen. ”Nej, ikke i dag” Skyggen gjorde et bestemt kast med hovedet hen imod skuffen i mit skrivebord. Jeg bed mig nervøst i læben og følte et stik af fortrydelse. Men jeg vidste at Skyggerne havde ret. Jeg burde rejse mig op for at hende den lille kniv jeg havde stjålet fra vores køkken. Så det gjorde jeg.
Knivsbladet lagde jeg på mit lår, hvorefter jeg smurte mit ærme en smule længere op. Tøvende kiggede jeg op på de tre Skygger. ”Kom nu, du ved at det hjælper dig” sagde skyggen i midten, hende med de stormfulde øjne. Jeg nikkede langsomt, hvorefter jeg førte bladet ned til underarmen. Smerten kom, men jeg havde efterhånden vænnet mig til den. I et lille og fantastisk øjeblik forløste den mig fra alle tankerne der hvirvlede rundt i mit hoved i en forvirret strøm og var langt mere smertefuld end fysisk smerte..
Jeg lod bladet runde en halvcirkel, hvorefter jeg løftede det fra armen og placerede den på bordet ved min side. En dråbe blod piplede ud. Dråben gled ned langs armen, for derefter langsomt at falde imod gulvet. Den landede på det lakerede trægulv. To andre fulgte efter, men så stoppede jeg blødningen med et lommetørklæde. De tre Skygger nikkede annerkendende. Skyggen til højre, ham med øjne som det stormfulde hav, åbnede munden. Men pludseligt var de væk, som ved magi var de forsvundet, ordløse, og mørket lagde sig som en sort tæppe omkring mig sammen med en lammende stilhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...