Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
En ung mand lider af sygdommen skizofreni. Men selvom diagnosen blive anset for at være en sygdom, er det for ham en befrielse. Timerne ved tusmørketid når de mørke skygger toner frem er fantastiske, på trods af, at skyggerne nogle gange overtaler ham til at gøre frygtelige ting. For disse skyggemennesker forstår ham. Men en dag er alle de mørke skygger væk, og en mere virkelig person toner frem i tusmørket. Det er en pige på hans egen alder. Alt ved hende virker perfekt i hans øjne, og han forelsker sig straks i hende. Kærligheden til denne pige vækker ham fra en ellers mørk tid, og de næste 5 dage er de bedste i hans liv.

8Likes
8Kommentarer
377Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Dag 3.


Udenfor var der skyet og gråt. Fra mit vindue lignede det at vi boede midt i en sky. Det var en grålig masse der omgav lejligheden og gjorde det umuligt at se mere end 5 meter frem for sig. Sådan havde det været hele dagen og det huede mig ikke, selvom jeg vidste, at jeg for 7 år siden ville have været fyr og flammer over det, for det at bo i en sky var vel noget særligt, ikke?
Jeg kunne mærke på mine forældre, at vejret påvirkede deres humør. Jeg syntes at det var lidt mærkeligt, sådan som vejret og ens omgivelser kunne have så stor affekt på menneskers handlinger, tanker og humør.

Solen var ikke at skimte og det gik med et op for mig, at jeg nu ikke med sikkerhed kunne vide hvornår det blev tusmørke. Det ærgrede mig, men der var vel ikke så meget at gøre ved det.
Trods skyen der havde sænket sig over lejligheden og nok også resten af byen besluttede jeg mig for at bevæge mig væk fra mit værelse og ud i skyen.

Da jeg kom ned til byen gik det op for mig at det var en af de dage, hvor hele byen festede. Overalt var der små boder hvori man kunne købe alskens ting og sager, et eller andet rock band jeg ikke kendte spillede utroligt høj musik så det kunne høres over hele byen, og trods tågen var alle her glade og i festhumør.

Jeg strejfede rundt i byen, alene, men så alligevel ikke. Stemmerne var vendt tilbage, dog svagere end dagen forinden. Blot en kommentar hist og her til mine meninger om tingene.
Jeg var efterhånden nået til udkanten af byen, alting var billigere og det var her hvor de rigtige guldkorn af butikker kunne findes. Jeg passerede min ynglings butik, en gammel antikvariat boghandler. Her kunne man finde alt mellem himmel og jord inden for bøger. Jeg elskede at gå rundt imellem hylderne, lade hånden glide hen over de gamle bøgers rygge, at sætte mig ned i et hjørne med en af dem og fordybe mig i bogens univers. Det var i denne butik at jeg brugte de fleste af mine penge.

”Sikke en fantastisk butik!” lød det pludseligt fra min side. Uden at vide det havde jeg fortabt mig i butikken vindue der udstillede en masse gamle bøger og nu stod hun der ved min side, min engel altså.
Hun var lavere end mig, cirka et hoveds højde, så jeg måtte kigge ned for at kunne betragte hende. Hun var lige så strålende smuk som altid.

”Faktisk den bedste i hele byen.” svarede jeg begejstret og smilede strålende ned til hende. Hun løftede hovedet og sendte et retur. Mit smil blev bredere.

Sådan startede vores smalltalk, selvom mine smalltalk evner var begrænsede. Jeg var ikke og havde heller aldrig været det mest sociale menneske. Faktisk foretrak jeg ensomhed frem for alt for mange menneskers selvskab. Mærkeligt, ja, men sandt.

Hun spurgte mig om der var andre butikker som den fantastiske antikvariat. Derfor besluttede jeg mig for at inviterer hende på en cookie på byens bedste cookie bageri og mit foretrukne læsested, cafeen Indianas. Den var lille og hyggelig, bestyret og ejet af Indiana der var en altid smilende mexicansk kvinde i tyverne. Selvom der i cafeen, der om aftenen blev ’forvandlet’ til en bar, altid hang en mindre dunst af røg, elskede jeg stedet som mit eget hjem. Jeg tog hendes hånd og førte hende hen til Indianas der lå blot tre gader væk fra boghandleren.

Vi satte os ved et vindues bord og alt jeg kunne gøre var at betragte hende. Hun var smuk, men alligevel var det ikke kun det der gjorde mig så besat, kom jeg frem til. Lige meget hvordan hun havde set ud ville jeg have elsket hende som jeg gjorde nu. Det var som om at det var en magnetisk kraft der trak mig imod hende.

Hun var travlt optaget af at betragte de mange bilers susen forbi vinduet. De gled ligesom i et med hinanden, bilerne altså, som de susede forbi. Og jeg kom i tanke om et digt jeg havde læst en gang for mange år siden.

To blå øjne
Kigger ud af bilens snuskede rude
Ser de andre bilers færden
Billygterne ses i et glimt
Lys som en engel, et kort sekunds indsigt
For så at forsvinde blandt alle de andre
Kun en enkelt skiller sig ud
Den springer ud af mængden
Et lille vidunder

Månen bryder frem mellem skyer
De blå øjne ser, forstår
Visdommens måne ses gennem bilens snuskede vindue
Men så glider skyerne frem igen
Skjuler den sølv-hvide kugle
Skyernes ansigter kan atter anes
Et skrig, råb, glæde,
Små vidundere

Jeg holdt utroligt meget af dette digt, for selvom jeg kendte til en masse digte der var langt bedre, ville jeg vælge dette hvis jeg skulle vælge en favorit. Selvom det nok aldrig ville ske. Der var ikke mange på min alder der for alvor interesserede sig for poesi. Min erfaring fortalte mig, at de fleste 17-årige holdt af at gå til fest, have en kæreste og være sammen med vennerne, som de sagde. Jeg havde aldrig rigtig forstået det selv. Til store fester følte jeg mig altid malplaceret og alene trods den store mængde.

Vi forlod cafeen efter at jeg først havde fortæret min cookie, for derefter at blive gjort opmærksom på at hun blot var en… fantasi. Cookien kunne hun jo selvfølgelig ikke spise, så jeg fik to. Smagsoplevelsen var fantastisk, men den følelse af tomhed der opstod i min mave efter det hun havde sagt, var slet ikke den cookie værd.

”Jeg er ked af det, Nor, men jeg kan ikke spise den. Det er ligesom når du undre dig over hvad mit navn er – jeg har intet. Jeg ville håbe at det ikke var sådan, men jeg er blot en fantasi”

Det var hvad hun havde sagt. Først kunne jeg ikke forstå det, men nu skar det sig igennem min mave som knive.

"Du kommer tilbage i morgen, ikke?" Spurgte jeg og kiggede op på hende med et bedende blik i øjnene. 

"Farvel"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...