Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
En ung mand lider af sygdommen skizofreni. Men selvom diagnosen blive anset for at være en sygdom, er det for ham en befrielse. Timerne ved tusmørketid når de mørke skygger toner frem er fantastiske, på trods af, at skyggerne nogle gange overtaler ham til at gøre frygtelige ting. For disse skyggemennesker forstår ham. Men en dag er alle de mørke skygger væk, og en mere virkelig person toner frem i tusmørket. Det er en pige på hans egen alder. Alt ved hende virker perfekt i hans øjne, og han forelsker sig straks i hende. Kærligheden til denne pige vækker ham fra en ellers mørk tid, og de næste 5 dage er de bedste i hans liv.

8Likes
8Kommentarer
375Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Dag 2.


Jeg måtte indrømme at jeg savnede hende, min engel altså, pigen der var dukket op dagen for inden. Selvom jeg normalt nød timerne på gymnasiet, hvor jeg kunne samle mig om timerne og lade verden sive væk omkring mig imens jeg koncentrerede mig om et matematikstykke, en novelle eller en historisk persons liv. Men den normale ro jeg forbandt med skolearbejdet var væk. Den var erstattet af en følelse af at være syg af frygt og tanker. Jeg var bange for at hun ikke ville komme igen, min engel altså.

Men nu nærmede tusmørket sig med hastig fart, kun en time var der tilbage at vente i. Ville hun mon komme?

”Hun kommer ikke, knægt, din pige er blot en fantasi” Lød det fra min side. Jeg drejede hovedet, men der sad ikke en ældre herrer med en ånde af smøger ved min side. Jeg rynkede brynene. Hvor kom den stemme fra, og lugten?

"Pigen er ikke virkelig. Jeg ved at det er hårdt min dreng, men du må se det i øjnene”

Jeg kneb øjnene sammen. Hvor kom stemmen fra?

”Det passer ikke!! DU HAR IKKE RET.” Min stemme var steget til et halvråbende hysterisk tonefald.

Et par sæder foran mig drejede en midaldrende kvinde sit hoved og sendte mig et mærkeligt blik. Jeg kneb øjnene sammen. Da jeg åbnede dem igen sad der en ældre herrer ved min side. Alt ved ham så gammelt ud. Lige fra hans grå hår der krøllede i nakken, til de mange fine rynker der sad overalt på hans lidt indsunkne ansigt. Men hans øjne var klare, helt lyseblå, og lyste af intelligens.

”Så siger vi det. Men du ved inderst inde, i hjertet du ved, at jeg har ret” Hans øjne borede sig ind i mine i et forsøg på at få mig til at forstå.

”Det passer ikke, det passer ikke, du er en løgner!” Skreg jeg lige ind i hovedet på den gamle.
Nu kiggede damen for alvor. Hun gloede på mig som om jeg ikke var rigtig klog. Hun kunne vel heller ikke forstå. Kunne hun ikke se at denne mand var en løgner?

Så gik det op for mig at hun ikke kunne se ham. Jeg kiggede fortabt ned på mine hænder og mærkede for anden gang en brændende rød farve ramme mine kindben.

Den ældre herrer ved min side gnækkede. ”Ja, knægt, du er nu lidt underlig. Du ved det godt selv, ikke? Sådan nogle som dig burde ikke være her. Det er forkert, helt forkert!” Han sendte mig et sigende blik, for så, lige som Skyggerne, at forsvinde ud i den blå luft.
Jeg lukkede øjnene sammen, hev hætten op over hovedet og forsøgte at få styr på mine tanker. Havde han ret? Var jeg… forkert?

Jeg strøg hånden igennem håret og blev enig med mig selv om at den gamle mand ikke havde ret. Alt hvad han havde sagt var sludder, han eksisterede ikke engang.

 

På vej hjem fra togstationen var jeg begravet i tanker. Bogstaveligt talt. Jeg følte at jeg blev presset ned af alt det der flød omkring i mit hoved. Jeg følte mig dækket af tankerne. Det var umuligt at slippe fri og jo mere jeg prøvede des værre blev det, ligesom med kviksand, jeg blev hevet ned i tankestrømmen og kunne ikke komme fri.

Tankerne blev blandet med stemmer i mit hoved. Nogle sagde, at det jeg så var forkert, jeg burde ende mit liv i denne verden. Andre fortalte mig at det var en gave, mens helt tredje sagde, at der skam ikke var noget i vejen med at have en livlig fantasi. Men, svarede jeg, er det normalt som 17-årig at se og høre ting andre ikke kan?

Så begyndte stemmerne at diskuterer hvem der havde ret, og så gik det helt galt. Midt i deres højlydte diskussion bumpede jeg udmattet, mentalt, ned på jorden. Jeg lænede mig op ad et træ og lukkede øjnene, klemte hænderne imod ørerne. Men stemmerne forsvandt ikke, de fortsatte, højere denne gang.

Der var kun en ting der ville hjælpe. Jeg skælvede let ved tanken, men fysisk smerte var langt mindre end dette, så jeg hev min lommekniv frem fra rygsækkens yderlomme. Jeg kiggede mig omkring, men skoven lå øde, jeg kunne gøre hvad jeg ville uden risiko for at forskrække nogen.
Jeg tog knivsbladet frem, foldede min sweaters ærme op til albuen, og skar så langsomt og forsigtigt en lille flænge i min underarm. Og ganske rigtigt, i samme sekund kniven delte huden op forsvandt stemmerne. Jeg sukkede lettet og sank så med et suk tilbage mod træstammen. Kniven tørrede jeg af i mit lommetørklæde, men jeg lod blodet løbe i en tynd stribe ned af armen, for så at plaske ned på skovbunden uden en lyd. Den mørkerøde væskeblandede sig med jord og blade og få sekunder efter kunne man ikke se det. Kniven lagde jeg tilbage i rygsækken, for så at presse lommetørklædet imod såret indtil det stoppede med at bløde. Så foldede jeg ærmet ned og det der lige var sket var glemt, sammen med stemmerne.
Foran mig var solen på vej ned. Bag den var nuancer af lyserød og orange blandet ind mellem himlens klare blå farve. Solens sidste stråler sendte et fantastisk lys på de mange trætoppe. Skoven omkring mig var som i en af de mange fantasybøger jeg holdt så meget af.
Da solen endelig forlod horisonten og dens lys formindskedes og blev til tusmørke sad hun der. Min engel sad ved min side, helt tæt op ad mig så det fik mit hjerte til at banke en smule hurtigere. Hendes hår blæste let i vinden og hun passede perfekt ind i den lille magiverden skoven udgjorde. Hun var min fantasy prinsesse, kronen på værket.

”Hvordan har du det, Nor?” Spurgte hun. Jeg undrede mig over hvor hun kendte mit navn fra – jeg havde aldrig fortalt hende hvad jeg hed. Men min undren stoppede brat da hun lagde sin hånd over min. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere og pludseligt kunne jeg kun fokuserer på vores hænder. Hendes oven på min, var det virkeligt?

”Jeg har det fint, i forhold til hvordan så mange mennesker har det lever jeg et luksusliv” Svarede jeg, stadig med blikket fastfrosset på vores hænder.

Hun sukkede tungt hvorefter hun svarede ”Mentalt mener jeg, har du det godt?”

Jeg bed mig hårdt i læben og smagte straks den metalliske smag af blod på tungen. Dette var det spørgsmål jeg var løbet fra i så lang tid. Havde jeg det godt eller var jeg ved at blive sindssyg?

”Det, det tror jeg” Stammede jeg, velvidende at det var en løgn.
Men det virkede som om hun forstod mig. Hun gav blot min hånd et klem og lod det så ligge.

 

Efter det faldt samtalen på noget andet og ligesom dagen for inden talte vi indtil solen gik ned. Jeg bemærkede ikke at tiden gik. Alt jeg lagde mærke til var hendes hånd over min, hendes ord og mine svar. Vi var os og ingen andre.

Og da hun med et forsvandt ud i mørket var jeg for lykkelig til at føle mig knust.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...