Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
En ung mand lider af sygdommen skizofreni. Men selvom diagnosen blive anset for at være en sygdom, er det for ham en befrielse. Timerne ved tusmørketid når de mørke skygger toner frem er fantastiske, på trods af, at skyggerne nogle gange overtaler ham til at gøre frygtelige ting. For disse skyggemennesker forstår ham. Men en dag er alle de mørke skygger væk, og en mere virkelig person toner frem i tusmørket. Det er en pige på hans egen alder. Alt ved hende virker perfekt i hans øjne, og han forelsker sig straks i hende. Kærligheden til denne pige vækker ham fra en ellers mørk tid, og de næste 5 dage er de bedste i hans liv.

8Likes
8Kommentarer
370Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Dag 1.

Vinden blæste mit halvlange, mørkebrune hår, der egentligt trængte til at blive klippet bagud og fik mine øjne til at løbe i vand. Rundt omkring mig luftede folk deres hunde, løb prustende en tur eller gloede på deres børn som var stærkt optaget af at holde en drage i luften eller at lege en leg. Men på trods af folkene omkring mig følte jeg mig alene. Mig og min bænk, som var en gammel træbænk der engang havde været flaskegrøn, men nu bare var en stor klump ridset træ og afskallet maling, var i vores egen lille verden uden for alle andres rækkevidde.
Jeg lænede mig tilbage og mærkede en lille flage af malingen kradse mig i nakken. Flagen af afskallet maling gjorde mig opmærksom på hvor hærget og gammel bænken var. Jeg var sikker på at den engang havde været flot, men nu var den overskrevet med graffiti og overalt var der skåret små hjerter med forbogstaver inden i. De fik mig til at spekulerer på historien bag disse forhold, hvor var disse mennesker nu? Mit hoved brusede frem med ideer og jeg kom frem til, at en af disse menneskers historie nok stemte overens med en af mine.
Mit blik gled videre, fulgte de mange mennesker og betragtede dem. Jeg holdt meget af at sidde sådan, alene et sted, usynlig, for ingen lagde mærke til mig. Ingen kastede et blik på den mørkehårede fyr i sin forvaskede t-shirt med et påtrykt billede af et band alle for længst havde glemt alt om, der sad og betragte menneskerne der strømmede forbi ham travlt i gang med deres daglige gøremål.

Strømmen af mennesker formindskedes langsomt, børnene og deres forældre begav sig hjemad og efterhånden som tusmørketimerne nærmede sig faldt antallet af mennesker i parken. Men jeg blev siddende på min bænk. Tankerne flød rundt i mit hoved som et glas der var ved at flyde over. Jeg elskede at samle mig om mine tanker, at kunne begrave mig i fantasier uden at blive afbrudt af mine forældre, skolen eller spisetider. Jeg lukkede mig inde i en lille boble og for en tid var der ingen andre end mig og min fantasi.
Jeg forestillede mig hvordan livet kunne have været uden min sygdom, hvad alle lægerne kaldte mine besøg af Skyggerne. Det var ved en fejltagelse at mine forældre opdagede Skyggernes regelmæssige besøg. Midt i en fængslende samtale med dem brasede min far ind på mit værelse. Han tog mig i at tale med det, der i hans øjne var det rene ingenting. Først forsøgte jeg at overbevise mig om at jeg bare havde talt i telefon, derefter at de skam var virkelige, var han sikker på at han ikke havde set Adam sidde foran mig? Men ingen af mine undskyldninger var gode nok og få dage senere slæbte han mig med til en psykolog. Jeg blev stadig hver eneste uge slæbt med til den midaldrende kvinde der havde hørt på mig det sidste års tid hver tirsdag eftermiddag. De tre kvarter jeg skulle sidde over for hende på hendes helt sort og hvide kontor, der kun udstrålede kulde og ingen form for personlighed, og høre på hendes monolog om hvordan Skyggerne ikke var virkelige og at jeg da bare kunne lukke dem ude. Hun slæbte mig igennem samtaler om ingenting og altting. Nogle gange var det som om hun ikke kunne finde på flere latterlige spørgsmål om Skyggerne og hun begyndte at gentage sig selv.
Det meste jeg fortalte Mrs. Johnson, dette var psykologens navn, var påfund, for jeg ville ikke dele mine værdifulde samtaler med Skyggerne med andre. Især de gange de overtalte mig til at skære mig i armen holdt jeg ude af samtalen. Jeg bar også altid en bluse med langeærmer om tirsdagen, da jeg ikke ville have spørgsmål om min cutting. Jeg vidste, at hvis andre fandt ud af det ville jeg nok blive slæbt med til flere læger der ville bombardere mig med endnu flere spørgsmål.

Jeg betragtede solens sidste stråler forsvinde ned bag horisontlinjen og tusmørke indtog landet. Jeg lukkede øjnene og forventede at mærke den velkendte fornemmelse af at blive betragtet af tre blikke. Men den kom ikke og jeg åbnede med et øjnene. Ved siden af mig sad en pige. Hun havde det samme skær omkring sig som Skyggerne, men hendes var lyst, næsten gyldent, og ikke mørkt som Skyggernes.
Jeg betragtede hende indgående. Hun sad og kiggede ud over legepladsen. I mine øjne lignede hun en engel. Lysebrunt, skulderlangt hår der krøllede en smule. Hendes hud var lys,og så blød ud. Mine fingre sitrede af lyst til at stryge hånden over hendes kind, men jeg beherskede mig. Hele hendes ansigt bestod af fine træk og toppen på værket var hendes smaragdgrønne øjne der var omkranset af lange, mørkebrune vipper. Et par fregner dansede på hendes næse og hun var eventyrligt smuk.

Hun drejede sit ansigt imod mig med et lille smil omkring læberne. Jeg lagde mærke til, at når hun smilede kom der en lille hulning under underlæben.

”Det er egentlig underligt, sådan som parken så hurtig tømmes, ikke?” spurgte hun sagte. Hendes stemme var en smule hæs, men ellers blød og behagelig at lytte på. Mine øjne mødte hendes og det gik op for mig at hendes øjne ikke blot var grønne. Små gyldne klumper var placeret rundt omkring i det grønne. Hendes blik var intelligent, men udstrålede også så meget sjov og ballade.
Det gik pludseligt op for mig at jeg havde fortabt mig i hendes øjne og fuldkommen havde glemt at svare. Jeg kunne mærke rødmen stige til mine kindben, noget der ellers aldrig skete. Jeg skyndte mig at svare, men på trods af at jeg forsøgte at lyde rolig skælvede min stemme en smule da jeg sagde: ”Tjoo, jeg forstår dem vel godt. Det er ikke alle der holder af mørke, især ikke de børn. Af en eller anden grund har man det også med at tro at overgreb, tyveri og sådan ting foregår i mørke, hvilket jo også er rigtigt. Jeg vil tro at de fleste går hjem fordi at de ikke finder mørket behageligt, eller måske ligefrem frygter det. Men frygten for mørket er jo ikke frygten for mørket, men frygten for det ukendte.” 

Hun nikkede enig og smilede så et strålende smil. Jeg måtte indrømme at jeg var nær forhekset af hende. Jeg var sikker på at jeg kunne sidde og betragte hende i time vis, men jeg forsøgte at holde mit blik fra hende. Jeg følte mig kejtet og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre, så jeg lod stilheden sive ind over os.

Nogle minutter senere indledte hun en samtale. Jeg var tryllebundet og vi talte ud og ind, mest om mig, indtil mørket faldt på og hun forsvandt ligesom Skyggerne.
Jeg sukkede tung for så at rejse mig fra den gamle bænk. Jeg håbede inderligt at hun ville komme igen i morgen, for jeg savnede hende allerede. Jeg savnede hendes latter der var som perlende regndråber, jeg savnede hendes øjne der søgte mine og især savnede jeg hendes ord.

Jeg traskede hjemad igennem den forladte park og følte mig for første gang i lange tider lykkelig.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...