The Diary About Her

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
I denne movella kommer du til at følge teenage-milliardæren Savannah Haroldsen, som var det hendes egen dagbog du læser. Savannahs familie er rig, men har det gjort livet nemmere? Tværtimod. Men som en befriende tradition, drager Savannah hvert år til Frankrig, for at slippe for paparazzierne og al det der fører med, når man lever i hjertet af New York. Og hvordan går det, når man udgiver sig for at være en anden?

17Likes
16Kommentarer
569Visninger
AA

3. REJSEN

En typisk morgen i NYC, hvor trafikken oser af travle mennesker og jeg blot ligger i min seng, med en lilla silkedyne over min halvt påklædte krop.

Ind ad døren kom min koreanske stuepige og trak gardinerne fra hinanden, så et skarpt lys stod ind ad de formidable vinduer. "Der er morgenmad i spisestuen, Miss Savannah," sagde hun, med hænderne foldet artigt bag ryggen. Jeg nikkede, og hun dansede yndefuldt ud ad døren. Jeg smed mig udmattet tilbage i pudernes bløde favn.

Det gik op for mig, kort efter at jeg endnu engang havde overgivet mig til min seng, at jeg skulle til lufthavnen og nå et fly, som efter planen ville lette om eftermiddagen. Så jeg svor mig ud af sengen og åbnede mine skabslåger, så et nydeligt syn af tøj, smykker og sko mødte mit blik. Faktisk var det et walk-in-closet og ja, det var nok den bedste ting ved at være stinkende rig. Jeg ville nødigt indrømme det, men sådan var det. En hver piges drøm i alle aldersklasser. Da jeg var mindre og en kæmpe fan af Disneyland og dens mange tryllerier, var rummet fyldt til renden med bamser, souvenirs og de ting som jeg absolut ville være flov over den dag i dag. Walk-in-closet havde altid været mit ynglings sted, endda bedre end kaffeshoppen forenden af gaden, det var et faktum.

Jeg udpegede mig en nederdel, som en hver ikke-modeorienteret person ville kalde en kontornederdel, som var i en betagende diskret havblå farve. Men jeg måtte indrømme at jeg ikke vidste hvad man ellers skulle kalde den, udover blot en nederdel. Det var bare ordet kontornederdel i sig selv, som fik nederdelen til at se kikset ud. Men udover dét tilføjede jeg min nye halvlange blazer fra Dior, som min mor havde sendt mig sidste måned, fordi hun havde været til et modeshow og mødt en meget ivrig sælger. Mit hår havde naturlige og tæmmet krøller, som ikke behøvede den store behandling, udover en kur i ny og næ, så jeg lod det være som det var.

I den store luksuriøse spisestue nedenunder, var det lange bord svøbt med en grå dug og pyntet med mad og blomster i store mængder. Vores personlige koreanske stuepige havde selv valgt de grønlige hortensiaer, som var meget dekorative trods den blege farve. For enden af bordet var der dækket op til mig som sædvanlig, med de bedste lækkerier der byder sig. Jeg satte mig og fik øje på en diskret seddel, som stod bag tallerkenen.

Kære Savannah.

Beklager, at du må spise din morgenmad alene. Jeg har et vigtigt møde i Miami, så jeg måtte tage et tidligt fly. God tur til Frankrig, hils bedstemor.

Far    

Blot en lille tekst efterlod han mig. Det kom ikke som den store overraskelse, men det blev aldrig bedre af den grund. Så jeg tog et bittert greb om bestikket og skrabede maden til mig, som endnu en trøst. Der var alt fra fede belgiske vafler - som var mine ynglings - til frugt og tre forskellige shakes, fulde af vitaminer og sure frugter som ødelagde smagen. Men min far mente helt bestemt at jeg skulle starte dagen med noget fornuftigt, udover mit daglige trang til vafler og søde sager, så jeg bundede de tre glas og tørrede mig om munden med en stofserviet. Uden den mindste hentydning kom Lea, stuepigen, og ryddede op efter mig. "Tak, Lea," sagde jeg, og gav hende et klap på skulderen, inden jeg fumlede op ad trappen.

Jeg hastede ind ad døren til mit værelse og klappede kufferten i. Lettet satte jeg mine hænder i hofterne, og lod et tilfreds blik, skimte ned over den færdig pakkede kuffert. Som en hver anden frustreret ung pige - som havde nået en hvis pakkekrise - havde jeg pakket tonsvis af ubrugelige sager, som skulle fuldende min måned i paradis. Min bedstemor påpegede altid min proppede kuffert når jeg ankom, men jeg havde alligevel aldrig overvejet at tage mindre med, selvom jeg hverken fik brugt det eller havde glæde af det, på nogen måde, men mit ynkelige undskyldningsargument var altid; men hvad nu hvis, jeg fik brug for det, og det fik hende som regel til at droppe emnet.  

Jeg rev besværligt kufferten ned fra min seng, så den landede med et ordentlig brav på det halvgamle sillebens gulv. Lea kom flyvende ind ad min dør, og så forbavset på mig, så hendes små koreanske øjne udvidede sig til cirkler på størrelse med en ølkapsel - hvilket var meget usædvanligt. "Miss Savannah, lad mig bære din kuffert." Hun rev tasken ud af min hånd, og trippede uproblematisk ned ad den runde spindeltrappe. Jeg så mig en sidste gang omkring i værelset, og fulgte lydigt trop. Lea var en meget lydig, men usædvanlig genert type, som blev helt chokeret over sin egne handlinger. Jeg havde kendt hende siden jeg startede i skole, så jeg var efterhånden kommet ret tæt på hende, selvom vi aldrig snakkede som vi måske burde gøre. Men hun var alligevel helt perfekt til jobbet, for hun var langt fra belastende og hun gjorde alt hvad man bedte hende om.

Vi gik samme hen til elevatoren, som var bag køkkenet og en smule gemt, bag de kolossale murer. Lea trykkede på knappen, så to store tunge døre spredte sig. "Tak," sagde jeg blidt, og tog min taske fra hende, og sleb den med mig ind i elevatoren. Hun vinkede forlegent, imens dørene lukkede sig omkring mig, og gjorde det hele lidt mere ensomt.

Det siges at jeg blev fragtet i store transportmidler som limousiner og den slags, men faktisk valgte jeg den simple facon; taxier. Måske burde jeg tage en limousine, men for mig var en limousine blot endnu et monstrum, som kunne fragte dig gennem New York og hen til ens destination. Så hvorfor ikke bare støtte de stakkels mennesker, som køre rundt i stinkende biler dagen lang, fordi de ikke kunne få et bedre arbejde og bare få køreturen overstået.

"Taxi!" skreg jeg, da jeg kom trippende ud af hoteldøren. En selvlysende gul bil stoppede brat op, og manden på førersædet kom hurtigt ud, og åbnede bagagerummet for mig. Jeg så måbende på ham, og han så ligeså forvirrende tilbage på mig. "Du ved godt, at det ikke er din pligt, at åbne bagagerummet for mig?" spurgte jeg. Hans forvirret blik mødte mit. "Sorry, Miss," sagde han forvildet. Ud fra hans accent, hans lidt store og bulede næse, og de mørke farver, gik jeg ud fra at han var udlændinge og højst sandsynlig fra et land i Asien. "Ny i jobbet?" spurgte jeg. "Ja, sorry, Miss," sagde han endnu engang, og nikkede, som var jeg hellig. Jeg lo, og han smilede forlegent, uden en mine.

Selvom jeg havde protesteret, hjalp den gavmilde mand mig alligevel af, med min bagage. Vi sad i slående stilhed hele vejen hen til lufthavnen, selvom jeg ærligtalt godt gad at have snakket med ham, var jeg ikke den spontane udgave af en såkaldt rich-kid, så jeg sad limede til min telefonskærm og undgik en samtale med den ellers så rare mand.

Som en indirekte undskyldning for min tavshed, gav jeg ham lidt ekstra penge, så han kunne komme hjem til den kone jeg fantaserede han havde, og stolt fremvise hende dagens indtjening. "Mange, mange, tak!" sagde han, og tog sine store arme omkring mig og krammede mig, foran alle som vandrede ind til lufthavnen. Jeg gav et lille chokeret spjæt fra mig, inden jeg gengalte hans kram og afsluttede det hurtigt igen med små forsigtige klap, over hans brede brystkasse. Jeg tog min kuffert, og trak den efter mig, imens han stod og vinkede. Hans store smil - som mindede mig lidt om en pizzamand - fyldte hele hans tykke ansigt, og fik mig til at smile lige så meget. Inden jeg så mig om, var jeg indenfor og godt omringet af andre mennesker; turister, arbejdsfolk og så sådan nogle som mig.

Min fars sekretær havde lavet en rejseplan til mig, som var nem at tyde og helt perfekt tilrettelagt for mine egne ønsker, som for eksempel at drikke tonsvis af kaffe, fordi den bare smager perfekt i netop dén lufthavn. Så der sad jeg og nød en lækker kaffe, med ekstra skum på toppen og et hjertemønster som var meget bedårende, samtidig med at folk løb forbi mig med deres betænksomme kufferter.

Og senere på den dag, sad jeg og ventede på at tjekke ind, mellem to vidt forskellige mænd. Den ene stank, men han var velklædt og maskulin, og så var der den anden, som åd tonsvis af chokoladetrøfler i det kvarter vi ventede i. Til min befrielse slap jeg for dem, efter vi tjekkede ind. Jeg fik - med min fars underskrift og blot ved at vise min billet - fri adgang til flyet. De tog godt i mod mig, og viste mig straks frem til min plads på første klasse. "Kan jeg hjælpe dem med andet, Miss Haroldsen?" spurgte den venlige stewardesse, efter hun havde taget sig af min håndbagage. "Nej, ellers tak," svarede jeg smilende. Hun smilede og tog imod de andre passagerer.

Selvom det skulle gå hurtigere med min fars flyselskab, så var turen til Frankrig stadig lang. Men jeg fik sovet det meste af turen, og da jeg ankom sent om aftenen i Nice, smuttede jeg ind på et hotel og sov der til dagen efter. Det havde min fars sekretær selvfølgelig også sørget for.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...