The Diary About Her

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
I denne movella kommer du til at følge teenage-milliardæren Savannah Haroldsen, som var det hendes egen dagbog du læser. Savannahs familie er rig, men har det gjort livet nemmere? Tværtimod. Men som en befriende tradition, drager Savannah hvert år til Frankrig, for at slippe for paparazzierne og al det der fører med, når man lever i hjertet af New York. Og hvordan går det, når man udgiver sig for at være en anden?

17Likes
16Kommentarer
568Visninger
AA

8. MARKEDSPLADSEN MED ET INTERESSANT INDHOLD

"Morgenmad!" skreg vores bedstemor inde fra køkkenet. Dirch og jeg sad i pinlig tavshed, og læste i hver vores læsestof. Jeg foretrak ynkelige teen blade fra De Forenede Stater - fordi det ligesom var letlæseligt og det eneste som faldt mig en smule interessant - imens Dirch - læsehesten - sad med en helt ny roman, på lige så mange sider som den sidste.

Vi sad i spisestuen, med glasdørene på hvidt gab, og spiste vores lækre morgenmad. Den dag fik bedstemor fremstillet endnu et læs vafler, men denne gang mine favoritter, nemlig belgiske vafler. De smagte så fortryllende, og endnu bedre end dem vores egen kok i New York laver. "Det her, er virkelig lækkert," sagde jeg, og pegede med gaflen ned mod vaflerne. "Ja, bedste. Hvornår lægger du handskerne på bordet, og lader mig få fingrene i opskriften?" spurgte Dirch muntert. "Det kunne I lide," sagde hun med en gemytlig latter. "Helt sikkert," svarede jeg. "Er I sikre på at I så ville stå med morgenmadstjansen?" spurgte hun. Dirch og jeg så på hinanden med udvidet øjne. "Jeg springer fra." Min hånd fløj i vejret, som et tegn på overgivelse. "Pis," sagde Dirch. "Bare rolig, min ven, du får ikke mig, ud af mit køkken," svarede bedstemor, og Dirch så mere end lettet ud.

Stemningen havde været en smule sorgmodig, efter hele episoden i går. Dirch havde uden tvivl forvildet sig ind i mine tanker, og fundet ud af hvad mit problem var. Og bedstemor, ja, hun havde det bare stadig dårligt med det, selvom hun ikke kunne gøre noget som helst. Men efter morgenmaden var stemningen tøet op, og hændelsen var lagt helt bag os.

"Dirch!" råbte bedstemor, da han var på vej ud til poolen. "Hvad?" spurgte han. "Skulle du ikke spille tennis med Olive?" spurgte hun. "Shit." Han satte farten op, og styrtede op ad trappen til sit værelse. Igennem den halvt åbne dør, kunne jeg se hans ivrige forsøg på at proppe nogle sportsdimser, ned i sin taske. Min egen sportssans var mildes talt rædsom. Jeg havde - til ære for min far, som skulle bruge lidt ekstra omtale - taget med til baseballkampe og da også nogle tenniskampe, hvor jeg faktisk var blevet helt bidt af det. Men da jeg så selv prøvede at slå til den her stenhårde bold, med enten et bat eller en ketsjer, mistede jeg al mulig interesse for sporten. Dirch kom kort tid efter næsten væltende ned ad trappen, vinkede hurtigt farvel og gav bedstemor et beskedent kys på kinden, inden han for ud af døren. Vi lo af ham, imens vi sank det sidste mad på vores tallerkener.

"Har du nogle planer for i dag?" spurgte hun.

"Nej," svarede jeg. 

"Jeg tænkte nemlig om vi skulle tage en tur ned til havnen. Min søster er nemlig i byen i dag, og hun vil gerne møde dig," forklarede bedste, "Eller er det for meget?"

"Nej, nej, jeg vil gerne møde hende."

"Det bliver hun glad for at høre." Bedstemor kyssede mig på kinden, og gjorde bordet fri for morgenmadsrester.

 

Vi kørte i bedstemors lille bil ned til havnen, hvor vi var heldige at finde en parkeringsplads, trods de mange mennesker og turister. "Var det her, dig og Dirch var i går?" spurgte hun, samtidig med at hun forsigtigt smækkede bildøren i. "Sådan cirka. Vi gik langs promenaden, og ned til molen," forklarede jeg. "Det er også en hyggelig tur."

Vi gik arm i arm, ned ad selv samme promenade som i går, og hilste på en masse lokale, som min bedstemor så ud til at kende. Lige inden vi kom hen til molen, og før stranden sluttede, gik vi ned til en lille strandcafé, som mindede en anelse om den Dirch og jeg købte drinks hos dagen før. Bedstemor slog ud med armene, da hun fik øje på en lille dame på hendes egen størrelse. "Theresa!" skreg damen, og omfavnede bedstemor. Jeg havde nær glemt at det var bedstemors navn, før hendes søster mindede mig om det. "Hola, Natalia," svarede bedstemor. Det var det spanske ord for hej, og eftersom min bedstemor er opvokset og født i Spanien, kom det mig ikke som nogen overraskelse, at de med stor sandsynlighed ville snakke spansk til hinanden. Natalia fik hurtigt øje på mig, og småløb hen til mig. Hun var på højde med min bedstemor, men hendes hår var knap så gråt, så jeg gik ud fra at hun var yngre. "Hola." Hun var venlig og omsorgsfuld som min bedstemor. "Natalia, det her er mit barnebarn, Savannah," fortalte bedstemor. "Hej Natalia, rart at møde dig." "I lige måde, Savannah. Og hvor er du da bare vokset." Natalia var åbenbart endnu en person jeg kunne føje til min liste, over folk-jeg-er-blevet-holdt-skjult-for listen. Men udover det snakkede Natalie flydende og forstående engelsk, men med en smule accent, ligesom bedstemor. Ved bedstemor var man bare i tvivl om det var fransk eller spansk, som var den mest dominerende anden part af hendes sprog.

Vi sad kort tid på den lille strandcafé, inden den blev bombaderet med turister, ved middagstid.

"Nu når vi alligevel er nede ved molen, burde vi så ikke besøge markedet, på den anden side af vejen?" spurgte Natalia håbefuldt. "Åh, Natalia, du bliver aldrig træt af de markeder." De lo i munden på hinanden. "Hvad siger du, Savannah?" spurgte bedstemor. "Det lyder da hyggeligt," svarede jeg, mest for at tilfredsstille Natalia, men også for bedstemors skyld, så hun fik muligheden for at tilbringe mere tid med sin søster. Natalia gav mig et uventet kys på kinden, og tog mig under sin vinge.

Vi spænede i fællesskab over den trafikerede vej, da den lille mand lyste grøn i stedet for rød. Natalia var en rap lille kvinde, som var hurtigere end forventet, så hun slæb mig nærmest hen over vejen, eftersom det kneb mine ben at følge med.

"Se hvor fint her er," udbrød Natalia begejstret. Hun havde fuldstændig ret. Det var en fryd for øjnene, at se de mange harmonerende farver flette sig sammen, og skabe en smuk kædereaktion op igennem markedspladsen. Synet fik mig til at tænke på en lignende markedsplads i det centrale Dubai, få minutters kørsel fra min mors hjem. Jeg slog hurtigt tanken ud af hovedet, så jeg slap for den pessimistiske bølge, der overtog mine tanker.  

De to søskende stod ved en lille bod, og rev alle mulige slags silkestoffer op og nærstuderede dem nøje, imens jeg fik øje på et par fine hatte, som ville være rare at have på en varm dag. Jeg prøvede dem én efter én. Den ene for stor og den anden for lille. Bag alt det ragelse som lå øverst, og var mest i øjenfaldende, fik jeg øje på en endnu kønnere hat, som var flettet med nogle hvide strå. Jeg prøvede den på, og poserede foran et spejl, som var gemt væk i mængden. "Le chapeau qui vous convient!" En charmerende fyr med bronzefarvet hår og brune øjne, stod ved siden af mig og snakkede højst sandsynlig fransk - siden jeg ikke forstod hvad han lige sagde. "Jeg forstår ikke fransk," svarede jeg. "Engelsk?" spurgte han med et bredt smil, som ikke var til at stå for. "Ja."

"Hatten klæder dig." Han pegede på hatten, og jeg fik den hurtigt af mit hoved. "Jeg ved ikke rigtig." "Jo, køb den!" beordrede han muntert. "Nu er du vel ikke sælgeren?" spurgte jeg. Han kiggede udspekuleret på mig, med sine dybe brune øjne. "Nej," svarede han. Jeg så undrende på ham. "Okay, jo," indrømmede han, og tilføjede: "Du kan endda få den til halvpris hvis du vil?" Jeg blev helt i tvivl om han flirtede med mig, eller om det blot var en sælgertaktik. Jeg fandt en håndfuld penge frem fra min taske, og fandt de tilsvarende penge, hatten kostede fra starten af. Uden at tælle dem helt korrekt, smed jeg dem på hans lille disk. "Behold resten," sagde jeg, og tog hatten på hovedet, idet jeg svingede en omgang om mig selv.

Natalia og bedstemor havde fuldt strømmen, og var endt længere nede ad markedspladsen. Jeg gik målrettet hen i mod dem, da sælgeren tog fat om armen på mig. "Jeg hedder Pierre. Bare så du ved det," sagde han med et glimt i øjet. Fik jeg nævnt hvor smuk han var. Han var ikke ligesom de bøvede kasketglade fyre jeg kendte fra New York, han var mere den klassiske og afslappende type. "Jeg hedder Johanna... Johanna Carlson." Jeg gik i panik, og løj ham lige op i fjæset. Han måtte bare ikke kende Savannah - den rige pige - som jeg jo forsøgte at undgå. "Rart at møde dig, Johanna," sagde han med sin sukkersøde franskeaccent, der gjorde mig helt blød i knæene. "Beklager, Pierre, men jeg må hellere gå." Han protesterede ikke, men lod mig bare gå videre. Jeg kunne svagt ane hans søgende blikke, som stadig var klistret til mig. Med lidt held blandede jeg mig med mængden, og nåede op til min bedstemor, uden han så noget.

Jeg var godt klar over at min bedstemor var en meget kendt kvinde - og elsket, ligesom min bedstefar var - i byen, og det var også grunden til, at jeg prøvede at ryste Pierres fastholdte blikke væk, så han ikke fandt ud af at jeg praktisk talt, lige havde løjet ham direkte op i fjæset. Det skreg inde i mig, efter at fortælle Dirch om ham.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...