The Diary About Her

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
I denne movella kommer du til at følge teenage-milliardæren Savannah Haroldsen, som var det hendes egen dagbog du læser. Savannahs familie er rig, men har det gjort livet nemmere? Tværtimod. Men som en befriende tradition, drager Savannah hvert år til Frankrig, for at slippe for paparazzierne og al det der fører med, når man lever i hjertet af New York. Og hvordan går det, når man udgiver sig for at være en anden?

17Likes
16Kommentarer
569Visninger
AA

5. DIRCHS GRUNDE

Jeg spiste mig mæt og fed i smadre lækre hjemmelavede vafler, som var svøbt i sukker og sirup, til morgenmad. Min bedstemor tøffede rundt i en stor morgenkåbe og nuttede små tøffer, og ordnede nogle småting hist og pist. Dirch var åbenbart det man kaldte et A-menneske. Så han var stået tidligt op for at svømme og lave nogle specielle øvelser - som så fjollet ud - for at sig sund og rask - mente han da. Så jeg sad i køkkenet og lyttede til nogle franske lokalehits, imens min bedstemor nynnede med og lavede endnu flere vafler. Som en hver anden bedsteforældre lavede hun lige rigeligt, taget i betrækning at jeg var den eneste, som skulle spise dem.

"Hey, Savannah, er du klar til en tur i byen?" Dirch kom syngende ind ad døren, med nogle stramme stump bukser på og en ny stribet poloshirt. "Øh, hvorfor ikke?" Lo jeg, med munden fuld af mad. "Cool, femten minutter?" spurgte han. Jeg spyttede vafler ud på tallerkenen: "Er du syg? Har du ikke bidt mærke i, at jeg er et hunkøn?" spurgte jeg drilsk. "Sjovt. Okay, men få fingeren ud, butikkerne åbner om treogtyveminutter," mindede han mig om, imens han begejstret slog sine håndflader mod hinanden. Han var tydeligvis meget præcis - og måske endda en shoppe narkoman?  "Okay, okay. Tredive minutter?" spurgte jeg bedende. "Top!" Han spadserede ud af spisestuen, hvor jeg sad, og fortsatte op ad en snoet trappe, som førte op til førstesal, hvor han havde fået tildelt sig et værelse. Jeg skovlede hastigt maden i mig - hvilket måtte have set skræmmende ud - men min bedstemor derimod, synes det var meget morsomt. "Dejligt at se du slapper sådan af, min skat," sagde hun. "Jeg nyder det virkeligt," understregede jeg med et smil. Hun nikkede, og foldede et viskestyk sammen.

"Tak for mad, det smagte vidunderligt." Jeg svor mig omkring køkkenøens spidsehjørner, og gav hende et kæmpe kys på kinden. "Selv tak, søde. Skynd dig, hvis du skal nå at blive klar." Jeg skyndte mig igennem rummene, og ned til mit værelse. I farten fik jeg vasket mit ansigt, børstet tænder og tilført noget makeup i mit slidte ansigt, som lige for tiden lagde inde med gigantiske mørkerander. Jeg rev et par jeans ud at mit skab - som var hvide og slidte - og for at være med på Dirchs tøjstil tog jeg en grå poloshirt på. Hans sans for god tøj smag, gjorde det ligesom klart, at han var en Haroldsen. Jeg fandt en af de mange skuldertasker frem, som jeg havde slæbt med, og proppet den med nogle vigtige ting, som ikke var til at undvære. Som det allersidste satte jeg mine flueøjne-solbriller i håret på vejen ud.

"Helt præcis," sagde Dirch, så det rungede i den store hall. "Altid." Bedstemor kyssede os begge på kinden, og vinkede os ud af døren, da vi gik. Vi greb en taxi på vejen ned til havnen, i stedet for en af bedstes store fragtbiler, som ville lægge lidt for meget opsigt. "Jeg må indrømme at dit outfit er en smule kopieret, Savannah Haroldsen," sagde muntert. "Og jeg må indrømme at du har ret, omkring din konklusion. Sættet er fuldt ud kopieret," svarede jeg på højtidelige facon. Det var svært at genfortælle vores samtaler, for der var aldrig noget specielt taleemne. Han gjorde bare hele situationen afslappet ved at være som han var.

Da vi kom ned til havnen, som gik i ét med stranden, steg vi ud af taxien og betalte chaufføren en smule ekstra. Vi gik langs strandpromenaden, og småkiggede i de små boder, som i hvert fald ikke havde noget tøj, som var værd at købe. Men Dirch fandt alligevel tøjet interessant, selvom det hverken hed Lacoste eller Burberry. Vi købte en drink ved en strandbar, og satte os ned til havet i bare fødder og lange bukser - som efterhånden var godt klistret til ens svendende ben. 

"Har du egentlig nogle søskende, Dirch?" spurgte jeg, imens jeg grådigt bundede drinken.

Han undgik mit blik, og sad med sammenbidte tænder. "Nej... Ikke længere."

Jeg blev helt chokeret. "Det må du undskylde. Det er jeg virkelig ked af at høre," sagde jeg, og lagde en trøstende hånd på hans skulder.

"Det er okay. Det er ved at være længe siden," svarede han med et halvkvalt smil.

"Nej, Dirch. Fortæl mig om det," beordrede jeg. Han rystede på hovedet, og tog nogle lange dybe slurke, af sin kolde drink.

Jeg satte mig længere ind foran ham, så vi sad overfor hinanden. "Du kan fortælle det til mig."

Han sundede sig lidt, inden han åbnede sig for mig: "Hun hed Eva-Neel, men vi kaldte hende bare Neel," smilede han. "Hun fik konstateret leukæmi for fire år siden, og lige fra den dag, gik det bare ned ad bakke. Lægerne troede at de kunne helbrede hende med kemoterapi, fordi hun blot var et barn, men der var ikke rigtig noget som virkede," fortalte han. "Hun blev kun elleve år, Savannah... I dag er det to år siden."

Jeg lænede mig ind over hans lange rær, og gav ham et kæmpe kram. "Er det derfor du tager herned?" spurgte jeg ærligt.

"Ja, det er for det meste hovedsagen. Og så er der mine forældre, de har det sgu ikke så nemt," forklarede han.

"Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kom til begravelsen."

"Det skal du ikke være. Du vidste jo ikke engang hvem jeg var," smilede han.

Ud fra de korte stunder jeg havde haft med Dirch, kunne jeg sagtens erklære ham til at være et positivt menneske, som ikke rendte rundt og ladet problemerne vokse. Hans savn af sin søster var enormt, man kunne fornemme det ud fra hans ansigtstræk, eftersom hans kindben blev tydeligere - på grund af hans sammenbidte smil - og hans ansigt blev skarpere. Men det var klart. Det måtte have været forfærdeligt, men på den anden side var han også taknemmelig for at Neel fik fred.

"Skal vi ikke smutte videre? Det er alt for deprimerende at sidde her," sagde han med et smil, imens han ivrigt børstede sandet af sin bagdel.

"Jo, lad os komme væk." Jeg tog ham under armen, imens vi slentrede langs promenaden endnu engang.

Vi kom hen til havnen, hvor en masse store og luksuriøse både lå til. Dirch var overbevidst om, at bedstemor havde et skib til at ligge der et sted, så han tvang mig med ned til molen. "Kom så, Savannah," han vinkede mig ned til sig, med sine arme roterende i vejret. "Jeg kommer." Jeg kæmpede mig ned ad den ujævne - gyngende - mole, som fik min morgenmad til at stå helt op til halsen. "Det her kan vist ikke være andre end bedstes båd." Han pegede ned mod en stor og flot båd, med en spids snude hvor der stod: Louis D. Haroldsen - vores hellige og savnede bedstefar, som var den mest elskede mand i dette område af Nice. Skibet var et eksemplarisk syn, med de fine detaljer og de store læder møbler, som man kunne fornemme gennem forruden. "Har du nogensinde været med ude at sejle?" spurgte jeg. "Jeg har set et billede fra da jeg var fire år gammel, hvor jeg sad på skødet af bedstefar med sømandstøj på, imens vi sejlede, så ja, det har jeg," sagde Dirch med et smil. "Men jeg kan knap nok huske det," tilføjede han. "Bare det havde været mig," sagde jeg. Han smilede og tog en arm rundt om mig, og slæb mig med sig.

 

 

 

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...