The Diary About Her

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
I denne movella kommer du til at følge teenage-milliardæren Savannah Haroldsen, som var det hendes egen dagbog du læser. Savannahs familie er rig, men har det gjort livet nemmere? Tværtimod. Men som en befriende tradition, drager Savannah hvert år til Frankrig, for at slippe for paparazzierne og al det der fører med, når man lever i hjertet af New York. Og hvordan går det, når man udgiver sig for at være en anden?

17Likes
16Kommentarer
562Visninger
AA

9. DEN LANGE HJEMVANDRING

Jeg havde nær gået på knæ foran bedstemor og Natalia - i al offentlighed - eftersom en mærkværdig trang, om at snakke med Dirch, fyldte min krop op. Og min bedstemor - med et hjerte af guld - lod mig tage en taxi hjem, men hun og Natalia ville alligevel blive og studerer de øvrige boder.

Så jeg gik ned ad markedspladsen, med henblik på at slippe for at rende ind i Pierre, og med et kæmpe ønske om at komme hjem til Dirch i en hvis fart. I mine små sandaler, med en diskret hæl og nogle små nitters der matchede den gule farve, gik jeg rask til - og jeg måtte da indrømme, at det ikke lige faldt i hak, med det hurtige tempo og min elendige konditionen.

Med røde kinder og svedperler på panden, kunne jeg se stranden og promenaden, samt det lille indhug, hvor taxierne holdte, når de skulle hente deres kunder, lige for næsen af mig. "Johanna!" En bekendt stemme skreg efter en Johanna i baggrunden - inden det gik op for mig, at det jo var mig. Den-ikke-rige-pige Johanna.

Jeg prøvede at undgå ham, men jeg kunne høre hans tunge skridt, nærme sig mig. Han greb ud efter mig, men han fik ikke ordentlig fat. "Hej, Pierre!" sagde jeg forskrækket, som om jeg slet ikke havde opfattet ham før. "Prøver du at slippe væk fra mig?" spurgte han, og lagde sine kulørte arme over kors. "Nej, nej. Det var bare larmen, du ved," løj jeg, men han hoppede tydeligvis på den, eller også var han bare hurtig til at tilgive. Han smilede skævt, og gik efter mig, ned mod promenaden.

Pokkers, tænkte jeg bittert, og smilede sødt, som om der intet var i vejen. "Nå, Johanna. Ud fra dit hastige tempo blandt mange mennesker, forventer jeg at du har meget travlt?" Jeg rystede på hovedet. "Altså, jeg har ikke decideret travlt..." svarede jeg. "Fantastisk," afbrød han, med sine hænder, plantet dybt nede i sine bukselommer, inden jeg fik snakket færdigt.

"Nå, Johanna, hvor kommer du fra? Altså, du kommer tydeligvis ikke fra Frankrig, med dine blege sprogevner," sagde han. Hans ansigt var et stort bredt smil.

"Der gættede du rigtig... Jeg kommer fra Amerika," svarede jeg.

Han så på mig, med interessante øjne og spurgte: "Hvordan er det derovre?"

"Mmmh, lad mig se, hvis du kan lide storbyen, tonsvis af biler og deres rådne stank af benzin, og de dobbelt så mange stressede mennesker, ville du elske det," svarede jeg ærligt.

"Ved du hvad, Nice er helt perfekt," understregede han med nogle spøjse ansigtsudtryk, som fik os begge til at bryde ud i latter.

 

"Nå, Johanna Carlson, jeg vil ikke holde dig hen længere," sagde han, og nejede fjollet. Jeg smilede og lod ham kysse min hånd, som en hvis gentleman. Uden at sige noget, gik jeg over vejen og stoppede en taxi, med mine enorme newyorkerrutine-evner, mine roterende arme og min høje råben.

"Theresa Haroldsens hjem, tak." Taxichaufføren nikkede forstående, og kørte væk fra stranden. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...