The Diary About Her

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
I denne movella kommer du til at følge teenage-milliardæren Savannah Haroldsen, som var det hendes egen dagbog du læser. Savannahs familie er rig, men har det gjort livet nemmere? Tværtimod. Men som en befriende tradition, drager Savannah hvert år til Frankrig, for at slippe for paparazzierne og al det der fører med, når man lever i hjertet af New York. Og hvordan går det, når man udgiver sig for at være en anden?

17Likes
16Kommentarer
565Visninger
AA

6. ÅBENHUS

Dirch og jeg tog en taxi om eftermiddagen, og et uventet syn mødte os, da vi kom hjem.

Bedstemors baghave var dekoreret med lysguirlander i overdådige farver. Hun kom sprudlende hen til os, da hun fik øje på hos og klemte os ind til sig, i et stort fælleskram.  "Dejligt at I kom, børn," sagde hun, og smuttede hen til nogle af de mange fremmødte. "Hvad sker der lige her?" hviskede Dirch. "Jeg har ingen anelse."

Som en moralsk opbagning til bedstemors arrangement, besluttede Dirch og jeg at gå rundt og præsentere os. De fleste snakkede fransk - og eftersom mine sprogevner var helt i bund - blev det ikke til så meget snakken, mere end slags kikset tegnesprog, som heller ikke fungerede så godt. Dirch var tværtimod god til at kommunikere på fransk, så jeg tøffede bare efter ham resten af aftenen. "Hvad kan det være, at du er så god til fransk?" hviskede jeg. "Kære kusine, jeg møder blot frem til timerne," svarede han. "Hey, hvad!? Hvordan kunne du vide at jeg..." "Det kan godt være at du ikke kendte mig, men jeg kendte faktisk godt dig," afbrød han.

"Miss Haroldsen, ikke?" En lille buttet mand med sort overskæg og små briller, tog fat i mig. "Jo, Mr.?" "Mr. Clark," svarede han, med et lille forfængeligt smil. "Mig en ære at træffe Dem. Ser du, din far og jeg var arbejdskollegaer for nogle år tilbage. Vil du ikke gøre mig den tjeneste, at hilse ham mange gange, fra Mr. Clark?" spurgte han. "Jo, så snart jeg kommer i tale med ham, skal jeg nok fortælle at du sagde hej." Han nejede, og trippede hen til køkkenet for at tage en ny drink. "Mr. Clark, ja så," drillede Dirch. "Stop." Dirch grinede lavt, da jeg slog en knytnæve mod hans tynde skulder, så han nærmest fløj bagover.

Vi satte os hen under en lille diskret pavillon, som var skjult under nogle træer. Pavillonen var belyst med små gule, røde og blå lyskugler, som hang på kryds og tværs af hinanden. Vi satte os i de bløde lounge sofaer, som var blevet sat ind under den i dagens anledning. Dirch havde snuppet en filurfarvet drink fra baren, som han hurtigt fik bundet.

"Hey, Savannah, kan du genkende hende der?" Dirch pegede diskret hen på en dame, med et ungt udseende, som var pænt klædt.

"Nej, beklager." Han missede med øjnene af mig.

"Helt ærligt? Det er vores faster," forklarede han.

"Tror du virkelig jeg kan holde styr på alle de fem, fastre og onkler vi har?" spurgte jeg.

"Øh, ja."

Dirch rejste sig og gik hen til damen. Han hejste en hånd i vejret og råbte hendes navn. Hun vendte sig straks om og knugede ham ind til sig. De vekslede nogle få ord, og pludselig sad de nærmest på skødet af mig.

"Savannah, mød Rosa Louisa, vores faster. Faster, mød Dexters datter, Savannah." Dirch præsenterede os for hinanden, og han var tydeligvis god til det. Han kunne også bare hele familie stamtræet uden besvær. Jeg gav Rosa Louisa hånden, og sagde hej. Hun var yderst snakkesalig, og det var som om Dirch kendte hende ud og ind, for de snakkede som et vandfald, imens jeg sad i mine egne tanker og sukkede over endnu en ensom aften. Men Rosa Louisa lod mig ikke være. Hun lagde en lille spinkel hånd på mit lår, og kiggede på mig, med interessante øjne.

"Savannah, hvordan går du har det?" spurgte hun.

"Fint, tak," svarede jeg. Jeg følte mig som pesten, efter at have svaret hende så koldt, men hvad skulle jeg sige: Jo, tak faster, jeg lever lige nu i ren lykkerus? Det ville jo være en kæmpe løgn. Men jeg nød godt nok at være i Frankrig igen, så princippet ville det måske alligevel ikke være en løgn.

"Skønt. Det er godt nok også længe siden vi så hinanden sidst," mindede hun mig om. Hun havde fuldstændig ret, for jeg kunne knap nok huske hende.

Samtalen var ved at køre af sporet, men Dirch redede lige situationen. "Hvordan går det med Nora?" spurgte han. Jeg lystrede med det samme.

"Hun har det skønt." Rosa Louisa smilede stort.

"Nora?" spurgte jeg.

"Ja, det er min datter. Hun er lige fyldt fire år," fortalte hun storslået. Dirch storsmilede.

Lysten til at smadre min fars fornøjet milliardær fjæs var enorm. Han havde holdt mig væk og skjult for min familie i flere år - bortset fra min bedstemor - og aldrig i mit liv, havde jeg fået en forklaring. Men hvorfor skulle jeg, for jeg vidste ikke engang at jeg havde en familie, som den jeg havde: en fætter i Holland, en afdød kræftsyg kusine, en fire årig kusine og det ville ikke undre mig, hvis der følger mere med.

"Jeg hedder Nora til mellemnavn," fortalte jeg.

Rosa Louisas mund bredte sig, så man kunne se hendes blanke skinnende smil. "Det ved jeg, søde."

Jeg satte mig chokeret tilbage i loungesofaen, og tog bundslatten af Dirchs drik ud af hånden på ham, og slugte det. 

"Det var rart at se jer. Men jeg skal nå et fly tilbage til Paris." 

"Du må hilse omkring dig, Rosa," sagde Dirch.

"Det må du endelig også." Rosa Louisa kindkyssede både Dirch og mig farvel, inden hun spadserede over til bedstemor, for at tage afsked. Hun vrikkede med sine smalle hofter, idet hun forlod festen.

"Jeg må hellere gå i seng," sagde jeg, selvom klokken kun var atten. "Hvad!? Allerede?" spurgte Dirch undrende. "Ja, jeg er stadig træt efter flyveturen," løj jeg, "God nat, Dirch," tilføjede jeg. Han stod med et rastløst blik, og fulgte mine tunge skridt hele vejen op til huset. Jeg undgik de mange gæster, da jeg diskret smuttede ned ad gangen til mit værelse.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...