Spådom - #1 den uovervindelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jul. 2014
  • Status: Igang
Hope er nu en teenagepige på 17 år, der lever et helt normalt liv, i en helt normal skole, med sine helt normale venner. På hendes fødselsdag, har hendes mor bestilt en spåkone, der kan spå hende og hendes venners fremtid. Men i det spåkonen ser i kuglen, for at se Nellies fremtid an, får hun det største chok, og alt sortner omkring dem, så der kun er de to tilbage. Hun er måske alligevel ikke helt så normal, som hun hele tiden gik og troede. Hun har måske en meget stor skæbne foran sig, og et kæmpe ansvar vil lægge sig på hendes skuldre...

0Likes
0Kommentarer
162Visninger

2. et

I dag er det min 17 års fødselsdag, og fuck hvor har jeg glædet mig! Kun et år til jeg får kørekort, og kun et år til jeg kan skride ud af det her hul.

Jeg kan høre et par små puslende lyde fra gangen, ude fra mit værelse. De står helt sikkert klar til at synge for mig. Min lillesøster, min mor og min papfar. Og ganske rigtigt, få sekunder efter jeg har tænkt tanken til endnu, går de ind på mit værelse, mens de synger "I dag er det Ho-opes fødselsdag, hurra hurra hurra!" jeg smiler og nikker, kan ikke vente med at flå papiret af gaverne.

Først får jeg en fin lille halskæde, med et "H" i midten af en rund klump sølv. "Tak Lilo!" siger jeg, og giver min lillesøster et kram. Bagefter bliver mine såkaldte forældres gave lukket op. Jeg hopper med det samme op og ned, i det jeg ser at jeg har fået et spejlrefleks kamera. "Hvad?! Er i seriøse? Tak!" Jeg kan ikke huske noget andet tidspunkt, hvor jeg har været så glad! Ja i hvert fald ikke siden jeg fik min kæreste. Som.. som slog op i går...

Jeg bryder sammen, og begynder ar fælde en masse tårer, mens jeg kaster mig ind i endnu et kram, til hver og en af dem, og takker endnu en gang.

"Hope!! Glæder du dig ikke til i aften, det bliver så sjovt, og alle dine venner kommer, og-" begynder min lillesøster, indtil min mor hurtigt får hende stoppet.

"Lilo! Shh, det er en overraskelse."

Vil det her seriøst betyde, at min familie har planlagt et surprise-party til mig?! What! "Altså, altså, altså det er okay hvis i siger det nu, det har jeg ikke noget imod, slet ikke!" råber jeg op, alt for ivrig til at vente på svar, så jeg skynder mig samtidig hen til mit makeup bord, og ordner mit hår. Men lige med et, er jeg ved at bryde sammen igen. Alle mine veninder har kæreste på for tiden. Jeg er den eneste alene... Siden Brad forlod mig. Og jeg savner ham, forfærdeligt meget! Jeg fatter det ikke ...

"Hope, skat, så ville det jo ikke være en overraskelse, vel?" siger min mor, og giver min skulder et kærligt klem.

"Men vi har inviteret alle du kender! Og Sia, Madilyn og Brad kommer!" råber min søster op, mindst lige så spændt som jeg var, før hun nævnte hans navn. Af alle navne. For helvede Lilo ... Men jeg vælger ikke at sige noget til det, da det går op for mig, at jeg slet ikke har sagt det til dem endnu. Sagt af han slog op, og at jeg nu er alene, uden nogen soulmate, dømt til at dø alene. Sådan er det jo, sådan er mit liv...

 

Jeg har taget en stram rød kjole på, samt et par matchende stiletter, og så snart min makeup er færdig, er jeg klar til fest! Min mor har accepteret, at jeg kunne klare mig uden overraskelser, så hun har fortalt hvem alle gæsterne er. Og det er rigtigt nok, Brad er en af dem, men jeg er sikker på han ikke kommer. Han gider ikke. Han er en nar...

Jeg er kun på vej ud af mit værelse, da jeg hører det banker på døren. Jeg skynder mig, for syvogtyvende gang, hen til mit spejl, for at tjekke at alt sidder som det skal. Og det gør det i den grad, jeg har aldrig brugt så lang tid på at gøre mig så pæn som muligt før. Inden jeg går mod døren, tager jeg den gemte tequila under min pude, og tager en stor slurk af den.

"Hope, fuck du er lækker i dag, hold da op!" råber Madilyn op, og giver mig det største kram, efterfulgt af et kys på kinden. Bag hende står Sia, og giver mig præcis samme rutine.

Kort tid efter, dukker alle op. Men der er ikke noget Brad til syne. Egentligt ikke noget jeg tænker så meget over. Han kan passe sig selv. Jeg er da ligeglad.

"Hope! Har du set! Kom nu for helvede, du skal prøve det her, jeg har en mega god fremtid, kom nu for helvede!" råber Madilyn op. Det overrasker mig meget, da jeg ser en lettere gråhåret damen, med et halstørklæde om hovedet, og et lang stykke klæde, der vist nok skulle forestille en kjole, som hænger ned på gulvet, så hendes fødder ikke kommer til syne.

Madilyn griber fat i min arm, og trækker mig hen til damen. Da jeg kommer nærmere, ser jeg et bord foran hende, hvorpå der står en kugle, som hun holder sine hænder på. Den glimter i et underligt uimodståeligt  mønster, som nærmest tiltrækker. Får mig til at gå tættere på. Får mig til at sætte mig overfor hende, på den meget klassiske lænestol med det grønne stof, der er stillet der.

"Nå. Hope. Skal vi så se hvad din fremtid bringer dig?" siger den sandsynligvis gamle dame. Hendes stemme er hæs, men blid. Egentligt undrer det mig ikke voldsomt meget, at hun kan mit navn. Dels fordi det er min fødselsdag, og hallo, alle kender mit navn her. Men også fordi tequilaen summer rundt i mit indre. Jeg nikker høfligt, og lægger mine håndflader på hendes, sådan som hun opfordrer mig til det.

Hendes øjne lukkes, og med et strammes hendes greb om mine hænder. Hun begynder lige så stille at ryste, indtil hun siger en stille, ja næsten umulig stille lyd. Lyden af en chok.

Hendes øjne spærres op. Hun slipper den ene af mine hænder, og lægger den på kuglen, og derefter gør hun det samme med den anden. Jeg ser ned i kuglen ved refleks, og giver et gisp fra mig, da det glimtende mønster i kuglen, har forvandlet sig til en perfekt kopi af mig. Et billede af mig. Præcis sådan, som jeg ser ud i dag. Mig, med mit lange, lyse og bølgede hår. Mine smaragd-grønne øjne. Min stramme kjole, med de fine folder for neden. Helt ned til stiletterne, og neglelakken på mine fødder og tæer.

Hendes blik fanger mit. Hendes øjne er så tomme og kolde, at jeg er nød til at se væk. Men jeg kan ikke. Jeg er som limet fast til hendes blik. Jeg suges ind i det, til jeg opdager ud af min øjenkrog, at alt utydeliggøres, og sortner omkring os. Lige indtil der kun er os to tilbage, i et uendeligt rum at tomhed og mørke.

Min puls stiger, og mit hjerte slår hurtigere end nogensinde før. Selv ikke det her, kan en tequila fjerne. Hendes blik holder stadig fast i mit, da hun endelig begynder at tale igen.

"Det har jeg ikke oplevet siden.. ja.. jeg tror faktisk det er mere end to hundrede år siden." starter hun, og ser på mig, som om jeg skulle forstå det hun lige havde sagt. Men det gør jeg bare slet ikke. Jeg fatter intet. Men hun fortsætter. "Ser du, Hope. Din fremtid ser meget.. interessant ud. Det viser sig, at du er en af de nye. En af de udvalgte. Din fremtid er bestemt til noget stort. Og hvad det er, vil du tids nok finde ud af. Men hvis du vil se hvad jeg mener, skal du bare finde et eller andet, du brændende ønsker dig, at vide mere om. Det kan være hvad som helst. Noget du tror dine venner skjuler. Noget du tror de gemmer på. Du kan finde hemmeligheder. Du kan finde en masse informationer om dem du omgås, men det behøves ikke kun være mennesker. Det kan også være dyr. Ja sågar også hvis du ikke forstår en mening i en bog eller en film. Alt hvad du nogensinde kan drømme om at vide, har du muligheden for at finde ud af. Det eneste du skal gøre, er, at ønske det. Mere end noget af det. Og så skal du lægge en hånd på den eller det, du vil vide mere om. En hånd på en skulder. Et dyr. En skærm med en film, hvis mening du ikke forstår. Men jeg må advare dig Hope, tag dig i agt. Der er mange der ønsker den evne du besidder. Og der er ikke mange der ejer den. Kun få. Der er omkring syv i alt, som har levet igennem de sidste par tusinder af år. Men husk. Hvis en person ved navn Jeremy komme hen til dig. Sort hår. Mørke øjne. Så løb. Løb så hurtigt du kan. Nyd din fremtid Hope."

Hun slutter af, fjerner hænderne fra kuglen, og pludseligt bliver alt lyst igen. For lyst, og det eneste jeg mærker, føles som en knytnæve lige i ansigtet, da alt igen bliver sort, og min bevisthed svigter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...