Dream Of Freedom * One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Færdig
Leyla Carter får pludselig besked på at hun skal giftes med Luke Black som kommer fra en rig familie, som har et firma ved navn Sunshine. Hun prøver at komme uden om ved at sige til sine forældre at hun bare ikke vil giftes og slet ikke med Luke da hun syndets hun er for ung. På bryllupsdagen stikker Leyla af da hun står ved kirken, for hun vil næsten gøre alt for at hun ikke bliver gift med Luke. Hun ankommer til byen Valley som hun straks begynder at arbejde i. Mens alt går godt kommer Niall's bande pludselig og tar ting fra alle i byen, Leyla kan ikke lig det og får den ide at hun vil finde ud af hvordan Niall's bande i virkeligheden er. Hvordan vil det gå hende når først hun finder ud af hvordan banden er og vil hun nogen sinde komme levende der fra igen. 1D er ikke kendte.

5Likes
5Kommentarer
1267Visninger
AA

15. 12) "Det er os din skyld"

Niall's synsvinkel


Min samvittighed er virkelig blevet stor siden at jeg nu for tre dage siden havde sørget for at Leyla kom ud for en lille ulykke eller jeg syndets ikke den var lille, men stor så ja og det dummeste var nok at ingen af os havde hjelm på. Kan mærke at jeg bare ikke kan finde rundt i alt det som er sket for Zayn og Louis har os sagt at det var meget dumt af mig og det giver mig bare mere samvittighed. 

Lukker mine øjne kort før jeg åbner dem igen for har faktisk ikke sovet godt siden det skete, selv om jeg sover så drømmer jeg det igen og igen, der er ikke noget man kan gøre for at det stopper for det jeg så inderligt øsnker er bare at se hende igen, så jeg kan se hvordan hun har det, men jeg ved os at hun ikke er vågnet siden det skete. 

"Er du helt okay?" spørg Zayn om som sidder over for mig inde i mit eget hus. Ryster på hovedet for kan godt fortælle ham hvor dårligt jeg har det og tror heller ikke at han kan få tiden spolet tilbage for det er så inderligt det jeg ønsker. "Zayn hvis jeg kunne lave det om havde jeg gjort det" siger jeg trist, mit hjerte holder snart ikke mere og jeg vil så inderligt bare gerne gøre det om igen.

"Jeg kan godt forstå dig og det kan Louis os, men der er ingen af os der kan gøre det om igen." siger han trist til mig. Kan se på hans blik at han os er ked af det, men jeg er næsten helt ude af den inden i, men hvis ikke jeg lever videre så går det jo slet ikke for jeg skal leve videre og passe mit liv. "Skal vi ikke ta ud i byen?" spørg Zayn roligt om før han rejser sig. Nikker for det kunne være rart at gå stille gennem byen uden at skulle tænke for meget over andre ting. 

Vi går lige så stille ned af gaden uden at tænke over at politiet meget nemt kunne gøre os noget, for de har os været efter os og siden ulykken skete har de været meget opmærksomme på vores bande fordi de vidste det var mig som havde sørget for ulykken og de tror selvfølgelig jeg har gjort det med vilje, men den her gang gjorde jeg det ikke med vilje og de andre gange har heller ikke været med vilje. 

Ser at politi bilen holder længere nede af gaden da vi kommer gående, men da den begynder at køre ved jeg at det her er vores sidste chance for at flygte. Jeg tar straks en pistol frem som jeg havde i lommen af min jakke, ser at Zayn os har taget hans frem og han begynder os straks at løbe som jeg gør. Vi løber ned af gaden for at komme væk fra bilen men de begynder straks at skyde efter os og jeg ved især at det her handler om liv eller død, så jeg skynder mig ind i en gyde hvor jeg stiller mig imens jeg ser at bilen køre forbi.

Da bilen køre forbi skyder jeg alt hvad jeg kan og ser at en rude går i stykker, men det stopper mig ikke i at løbe ud til Zayn igen for at vi kan komme væk. Det kan godt være at jeg har brækket min arm, men lige nu kan jeg godt mærke at den gør rigtig ondt, men jeg lader ikke det gå ud over at jeg bare skal flygte alt hvad jeg kan. Ser at der er mange som skynder sig at løbe til siden da vi kommer ned af gaden for da de bare ser vi har pistoler i hånden bliver de selvfølgelig bange selv om vi faktisk ikke gør dem noget. 

Løber endnu hurtigere da jeg høre at der er flere politi folk som kommer løbende mod os og køre mod os, jeg skyder bag ud imens jeg løber videre for jeg lader mig ikke blive fanget så nemt. Løber ind i en blind gyde så da jeg står der kan jeg mærke at det er slut og nu vil mig og Zayn blive fanget. 

"Er det sådan her det skal slutte?" spørg Zayn vredt om. Trækker på skuldrene for jeg kan lige så godt blive taget nu da jeg ikke har noget at miste, så det eneste jeg kan se er at vi lige så godt bare kan stoppe med at gøre modstand. "Smid jeres pistoler" siger en af politi mændene, så vi smider begge to vores våben før vi begge to får håndjern på. 

Vi bliver kørt hen til politi stationen hvor vi med det samme bliver sat ind et sted hvor vi skal være før vi begge to kommer ud igen. Vi kommer det same, sted hen lidt lige som et værelset vi bliver ført ind i hvor vi har noget at lave, men jeg kan bare ikke lig at tænke på at jeg nok ikke kommer til at se Leyla igen. Min mobil ringer ligepludselig og jeg skynder mig med det samme at ta den. 

"Hej hvad sker der?" spørg jeg forvirret om.

"Hun kan snart ikke mere og vi kan faktisk ikke rigtig gøre noget" siger lægen meget nervøst.  Der bliver lagt på uden at jeg kan nå at sige eller gøre noget, for hun er en af de bedste piger som jeg har kendt. Kan mærke at jeg bare genre vil ud her fra for st komme der hen, men der skal nok mere til at få mig ud her fra end jeg tror for jeg ved ærligtalt ikke hvad jeg skal gøre. 

Skriver en kort besked til Louis hvor jeg forklare hvad der er ved at ske og han svare med det samme at han vil gøre alt hvad han kan for at se hvad han kan gøre for at få os begge to ud. Det kan godt være at han vil gøre alt for at få os ud især når jeg lige har fortalt ham hvordan det er med Leyla og at jeg så sidder her, for jeg kan bare mærke at jeg er færdig med at gøre ting som ikke er godt, jeg er færdig med min bande selv om at Zayn og Louis er de bedste venner jeg har, så syndets jeg at vi skal holde op med at gøre folk fortræd.

 

 

                                                                ****

 

 

Efter nogen dage får jeg en opringning fra hospitalet om at jeg hurtigt skal komme der op. Kan mærke at jeg er meget nervøs da jeg går hen af gangen til hospitalet! kan allerede mærke st jeg er rigtig nervøs men da jeg hurtigt får sagt at jeg blev kaldt her op! skynder en af lægerne sig at føre mig ned mod vente værelset hvor Leyla's far og vist os hendes mor sidder. Sætter mig hurtigt på en stol før jeg ser at lægen ser meget sørgeligt på os, ved med det samme hvad hun vil sige, men vil ikke tro mine egne tanker.

"I er alle blevet kaldt her op i dag fordi at Leyla, ikke kunne mere hun døde klokken 12:00 for tre dage siden." Lægen holder en kort pause før hun fortsætter. "Vi gjorde alt hvad vi kunne, men det var os en voldsom ulykke som hun var med i" siger lægen meget sørgeligt. 

Leyla's mor begynder at græde med det sammen og hendes far skynder sig bare at ta armene rundt om hende imens hun græder. Jeg kan slet ikke forstå at det skal ende sådan her så jeg ved næsten ikke hvad jeg skal gøre, det eneste jeg gør er at sidde her imens alle mine tanker køre rundt inde i mit hoved. Har det som om jeg har siddet her i langtid før Leyla's far rejser sig op og ser over på mig.

"Det er os din skyld, hvis ikke hun var stukket af eller havde mødt dig ville hun aldrig være kommet ud for den ulykke som du sørgede for!" råber hendes far vredt. Kan mærke at jeg bliver endnu mere sur over at han skal give mig skylden nu og på det her tidspunkt hvor jeg faktisk er ked af det i for vejen. "Det kan godt være at jeg ved et uheld sørgede for ulykken men jeg gjorde det ikke med vilje, for jeg havde aldrig nogen sinde ville gøre hende noget ondt. For da jeg lærte hende at kende så blev vi bare rigtig gode venner og jeg elskede hende inderst inde" siger jeg vredt. 

Ser væk fra ham af for har ikke lyst til at mindes hvad jeg gjorde bare fordi jeg ville sørge for at hun kom i sikkerhed og så skete ulykken. Rejser mig hurtigt så stolen vælter bag over med et lille brag, kan se at lægen ser meget nervøst på os, men jeg skynder mig bare ud af døren før jeg kan nå at blive stoppet. Er så ked af det samtidig med at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv for jeg vil så gerne se hende igen og høre hendes stemme igen, men nu kommer jeg aldrig til at høre eller se hende igen og det gør ondt inde i mig, så meget at jeg faktisk har det som om mit hjerte er blevet revet mit over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...