Nu er jeg zombie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Katastrofen er sket. De kommer hver måned, og de er stærkere hver gang. Nu er Maya bidt, men alligevel er hun ikke helt som dem. Hvorfor? Der er en logisk forklaring. Kan hun finde den? Og kan hun mere vigtigt finde vejen til at stoppe udviklingen af og angrebene fra zombierne? Kan du? Oprettet som bidrag til zombie-konkurrencen. Mulighed 2. Var først ment som et one-shot, men så fik jeg en idé, og den udvikler jeg nu.

2Likes
1Kommentarer
305Visninger
AA

3. Tre.

Jeg vågner langsomt, og alt, der har med mit syn at gøre, er sløret. Jeg brokker mig ved hjælp af nogle lyde og forsøger at sætte mig op. Mit hoved er klarere, end da jeg lagde mig. I en langtrukken bevægelse fører jeg min hånd op til det og mærker på det. Det føles, som har jeg hovedpine, men så alligevel ikke. Jeg sukker og rejser mig. Rummet, jeg er i, er kedeligt og gråt og uden noget som helst i sig. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom herind, men jeg kan huske andre ting fra i går aftes. Der var springvandet og parken, og så var der manden, der åbenbart er min far. Jeg kan egentlig ikke lige huske, hvad en "far" er, men det er det, han er. Så var der noget snak om at blive bidt og forgiftet, og at jeg var fin førhen. Hvornår er førhen? Det er nok der, jeg kan huske min far fra. Glimtene af mine knæer og far må stamme fra førhen. Nå ja, og så var der en mand med en lang frakke, der sagde alle disse ting. Jeg kan huske, at han var pæn, men også lidt underlig. Meget glad for at grine, hvilket vel også er en god egenskab.

Udenfor står en masse grønlinger og spiser. Jeg kan ikke se, hvad det er, de spiser, men så støder jeg foden på noget og opdager, at det er en død kanin. Jeg samler den op og begynder uden at tænke meget over det at spise den. Den smager ikke særlig godt, men jeg er sulten, og alle andre spiser jo også. Vi gør meget de samme ting, synes jeg. Det er ikke alle, der spiser kaniner, nogle gumler også rotter eller endda en hund i sig. 

Senere opdager jeg, at jeg sidder og stirrer ud i luften uden at tænke eller foretage mig noget. Det skræmmer mig lidt, for pludselig er solen ved at gå ned, og sidst jeg så på den, var den først lige stået op. Jeg forsøger at rejse mig og spejder så rundt i parken. Jeg er i parken, fordi jeg synes, det var meget behageligt i går, og det er et meget pænere sted end det grå rum, det tror jeg da i hvert fald. Der er andre, der sidder og stirrer med tomme øjne, og så er der nogen, der river noget af deres overflødige tøj i stykker eller samler en død fugl op, hvorefter de så smider den på jorden igen. Jeg vender mig, og på den anden side af springvandet, for det var åbenbart på det, jeg sad, sidder min far. Jeg smiler, for det får en dejlig varm følelse til at brede sig indeni mig. Jeg går hen imod ham, og mens jeg gør det, opdager jeg, hvor langsomt jeg egentlig går. Alligevel når jeg dog derhen, og jeg krammer min far, for det føles helt rigtigt. Han reagerer ikke, så jeg puffer ham på skulderen, men han løfter end ikke blikket.
"H... hal.. hallår," fremstammer jeg og puffer ham igen på skulderen, nu den anden. Nu løfter han blikket, og jeg bliver lidt begejstret. Han har stadig sin hvide skjorte og blå bukser på, men slipset har han smidt væk. Jeg kigger efter det, for jeg kan egentlig godt lide det slips, men det er der ikke. I stedet ser jeg et hul i den højre side af hans skjorte, der hvor hans skulder er, den samme skulder, jeg puffede. Der er mange huller i hans tøj, ligesom i alle andres, men det her hul er rundt og enkelt og ikke stort og et følge af hans kropstilstand. Jeg bukker mig ned og kigger nærmere på hullet. Der er også et hul bag ved hullet, altså i skulderen. Med ét rejser jeg mig og bakker et par skridt, mens endnu et glimt dukker op for mine øjne. Foran mig kan jeg se et par arme og et par hænder. De er mine, og de holder på noget. Jeg løfter blikket og ser en mand på fire ben, hvis hud er rynket, men ikke grøn. En finger, min finger, bøjer sig, og en høj lyd høres. Ikke en af de lyde, som jeg er begyndt at udstøde, men en lyd, der kommer fra pistolen, for en pistol er det. Jeg skyder igen og igen, og så er det mandens tur til at udstøde en lyd. Der er noget, der har ramt ham i skulderen. Pistolen smider jeg og løber hen til en dør, og så er glimtet slut. Jeg trækker vejret hurtigt og så dybt, før jeg igen lader mit blik falde på min far.

Jeg lukker hurtigt døren i bag mig, da jeg er kommet ind i det grå rum. Kedeligt er det, men jeg er ligeglad, for lige nu er jeg i en tilstand af forbløffelse. Glimtet med pistolen fik mig til at huske noget og se noget på samme tid. Det var min far, jeg skød på, men han lignede mere sig selv, end han gør nu. Jeg sætter mig på hug og presser mine forstørrede fingre mod mine tindinger.
"H... husk.." siger jeg til mig selv, og så kommer det hele pludselig på én gang. Youghurt, træplader, Wiviann, et ur, der viser 23:53, og så pistolen og et tandsæt i min hals. Jeg falder om på siden med hånden mod min hals og prøver at få det til at passe. Det er erindringer, erindringer fra min sidste tid som det, jeg var, inden jeg blev, som jeg er nu, og det var også sådan, min far var, inden jeg skød ham i skulderen. Det går op for mig, at jeg må have været modstander af det, jeg er nu, for hvorfor skulle jeg ellers skyde på det?

Og så lægger jeg en plan. Jeg skal finde ud af, hvem jeg var, og hvad det hele handler om, og det kan jeg kun, hvis jeg bliver mig selv igen. Præcis som manden med frakken snakkede om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...