Nu er jeg zombie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Katastrofen er sket. De kommer hver måned, og de er stærkere hver gang. Nu er Maya bidt, men alligevel er hun ikke helt som dem. Hvorfor? Der er en logisk forklaring. Kan hun finde den? Og kan hun mere vigtigt finde vejen til at stoppe udviklingen af og angrebene fra zombierne? Kan du? Oprettet som bidrag til zombie-konkurrencen. Mulighed 2. Var først ment som et one-shot, men så fik jeg en idé, og den udvikler jeg nu.

2Likes
1Kommentarer
301Visninger
AA

2. To.

Jeg skal rejse mig. Så det gør jeg, og så går jeg. Jeg ved ikke helt hvorhen, og hov, det er faktisk slet ikke så let at gå mere. Jeg kigger ned og kan se mine iturevne bukser. Jeg rører huden, der nu er bar, men den føles ikke anderledes. Bare grøn. Hvis hud altså kan føles grøn. Jeg griner let over tanken, men det kommer ud som lyden af en forpustet hvalp. Ved siden af mig kan jeg høre lyde, der lyder som noget, jeg har hørt før for længe siden, og når jeg kigger op, er der andre skikkelser. De er grønne, helt ligesom mig, og så hænger deres hud meget i ansigterne, og hos nogle af dem er øjnene forsvundet, så jeg kun kan se det hvide i dem. Jeg undrer mig over, om jeg også ser sådan ud og fører langsomt en hånd op til mit ansigt. Jeg kan tage fat om noget hud og lege lidt med det. Det får jeg lidt tid til at gå med. Flere forpustede hvalpe løber ud af munden på mig. Det bliver dog kedeligt, så i stedet kigger jeg til siden. Der er grønne skikkelser overalt omkring mig, men der er også et skrig, og jeg får pludselig en ubeskrivelig trang til at dæmpe det skrig. Men jeg når det ikke, for en gør det for mig.

Lidt senere går jeg fremad sammen med en masse grønlinger. Hvorfor ved jeg ikke, men det føles rigtigt, og alle andre gør det jo, så jeg følger bare med. Mens vi går, tænker jeg på, om vi mon har en destination, og om der måske er noget at spise. Kød, helst. Jeg har meget lyst til kød, men ikke grønt kød. Jeg er jo en af dem, så det ville gøre mig til en kannibal, hvis jeg spiste af dem, tror jeg. Det ser ud til, at vi går meget langsomt, men alligevel føles det ikke som så længe, før vi kan se bygninger foran os. Det ser en smule bekendt ud, men jeg har vist aldrig været her. Jeg ved godt, at vi skal hen i den der park, men jeg ved ikke, hvad vi skal der, eller hvorfor jeg ved det. Men det er da også ligemeget, tror jeg. 

Jeg sætter mig på jorden ligesom alle andre og venter. Igen ved jeg ikke, hvad jeg venter på, men jeg har ikke noget imod at vente. Travlt har vi jo ikke. Jeg lader mine grønne fingre snurre sig om det grønne græs og fokuserer på det. Så smider en anden grønling sig ved siden af mig med et plomp!, og jeg kigger på ham. For en ham er det. Han har en hvid skjorte og blå bukser på og et ødelagt rødt slips om nakken. Han ser lidt bekendt ud, men det gør de nok alle sammen. Jeg vil gerne spørge ham, hvorfor han har ødelagt sit slips, men det når jeg ikke, for nu sker der noget foran os. En mand med en lang frakke træder frem og stiller sig op på kanten af et springvand, og han smiler. Det får mig til at smile. Jeg kigger igen på manden med slipset, men han smiler ikke. Jeg tror ikke en gang, han kigger på manden. Jeg holder op med at smile og vender igen blikket mod den flotte mand. Jeg har besluttet mig for, at han er flot. Lyse krøller og pæne tænder, og så har han den der frakke. Jeg kan høre en lyd undslippe min mund.

"Velkommen tilbage, alle gamle og alle nye!" siger han og løfter armene i vejret. "I har gjort en fremragende fangst i nat, og det vil blive belønnet!" siger han nu, og jeg bliver begejstret. Det er altid godt at få en belønning, hvis man har fortjent det. Nu træder han ned fra springvandets kant og kommer tættere. "Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stolt jeg er over at have skabt jer og sat alt det her i værk," siger han og holder sine hænder for hjertet, mens han lader som om, han er rørt. "Det startede med en, og så blev det to, og nu er I så mange. Hvad skal jeg dog bruge jer alle til!" fortsætter han højt og griner. Sat alt det her i værk... det minder mig om en tanke, jeg tænkte tidligere, eller er det længere siden? Jeg får et glimt at et par knæer og en hage, der hviler på dem. Min hage. Men hvorfor er jeg ikke grøn i det glimt? Har jeg ikke hele min eksistens været grøn? Manden begynder nu at gå hen ad den forreste række, og det er den, jeg sidder på. Da han når mig og kigger på mig, kan jeg ikke lade være med at sige noget. Men det er sværere, end jeg troede.
"H.. harr.. harj," siger jeg, og hans øjebryn løfter sig, mens hans mund falder. Så griner han.
"Du snakker!" siger han begejstret og slår hænderne sammen, før han med hovedet vendt mod himlen slår endnu en latter op. Jeg kigger forvirret på ham. Hvorfor skulle jeg ikke kunne snakke? "Det er åbenbart muligt, at nogle af jer er klogere end andre. Du var nok også en fin lille ting, da du ikke var blevet bidt eller forgiftet, eller hvad der nu var dit tilfælde. Måske jeg skulle overveje at lade dig blive dig selv igen. Du skulle nok kunne gøre noget gavn," siger han og smiler smørret. "Nå, det vil jeg overveje," siger han og går videre. Bidt, tænker jeg. Jeg er da ikke blevet bidt. Jeg kigger på manden ved siden af mig igen, men ham kan jeg ikke få kontakt med. Jeg lader min hånd strejfe hans slips, og så ser jeg endnu et glimt. Det er vist også mig, og jeg strejfer et rødt slips med mine fingre, inden jeg binder det om halsen på en mand. Han har en hvid skjorte på og en velkendt frisure. Så går det op for mig, at det er den frisure, der sidder ved siden af mig. Jeg kender manden. "Far..." siger en grinende stemme indeni mig, og så går det op for mig, at det er min far, der sidder der med tomme øjne. Endnu mere forvirret er jeg nu, og det bliver jeg ved med at være, til jeg lægger mig på jorden i et rum på tom mave og lader mine øjne klappe i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...