Nu er jeg zombie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Katastrofen er sket. De kommer hver måned, og de er stærkere hver gang. Nu er Maya bidt, men alligevel er hun ikke helt som dem. Hvorfor? Der er en logisk forklaring. Kan hun finde den? Og kan hun mere vigtigt finde vejen til at stoppe udviklingen af og angrebene fra zombierne? Kan du? Oprettet som bidrag til zombie-konkurrencen. Mulighed 2. Var først ment som et one-shot, men så fik jeg en idé, og den udvikler jeg nu.

2Likes
1Kommentarer
298Visninger
AA

4. Fire.

Jeg går og går og går og bruger det meste af dagen på at gå. I går besluttede jeg mig for at vente til i dag med at iværksætte min plan. Hold da op. 'Iværksætte'. Det var dog et besynderligt og langt ord, og jeg ved ikke en gang, hvad det betyder. Min plan går ud på at overtale frakkemanden til at lade mig blive mig selv igen, hvem end det så er. Jeg har ingen idé om, hvordan jeg vil bære mig af med at få det til at lykkes, men jeg vil prøve, for at prøve er den eneste mulighed, jeg har - medmindre jeg da vil bruge resten af mine dage på at sidde tankeløst og stirre og gumle på rå, døde kaniner. Jeg stopper op ved den tanke, for egentlig er den slet ikke så rar, og når jeg tænker tilbage på kødet, var det på ingen måde så godt, som jeg på det tidspunkt lod til at synes. Så fortsætter jeg med at gå. Jeg leder efter manden med frakken, men jeg ved ikke, hvor jeg skal lede. Jeg har ledt i alle parkens kroge og i forskellige skure rundt omkring, men han var ingen af de steder. Med et suk drejer jeg og leder videre.

Da solen igen er ved at gå på hæld, er jeg tæt på at give op. Jeg har ledt i samtlige bygninger, men ingen steder har frakkemanden været at se. Jeg kigger rundt en sidste gang, mens jeg står på en gade omringet af forladte huse og bygninger. Der er én bygning, der skiller sig bare en lille smule ud fra de andre. Foran den står der et par støvler, og det får mig til at tro på, at der må være nogen derinde. Med et frydende hjerte går jeg derhen og ind i forhallen. Men inden jeg når så langt, rammer jeg noget hårdt og falder til jorden. Der er åbenbart en glasdør, og selvom det er lidt svært at komme op igen, har jeg ikke ondt. Nu åbner jeg døren og træder inden for den. Der er ikke nogen herinde, så jeg går hen til den skrank, der står over for mig og ringer på klokken. Det virker som det logiske at gøre. Indenfor er væggene en lysgrøn, og rundt omkring hænger der malerier. De forestiller ikke noget, det er bare en masse maling i rammer. Ved skranken står der en computer, men jeg når ikke at kigge nærmere, for nu lyder en stemme ved siden af mig.
"Jamen for syv søren! Det er jo den snakkende zombie!" siger han, mens han går nærmere. "Jeg har tænkt på dig. Var du meget snakkesagelig, da du var dig selv?" spørger han så, og jeg vender mig mod ham.
"S... snak.. snaksalig?" spørger jeg, for jeg ved ikke, hvad ordet betyder, selvom det er meget muligt, at jeg engang gjorde. Han vifter med sin hånd for at signalere, at det er ligegyldigt. Han har ikke sin frakke på, men det er måske også forståeligt, når han befinder sig indenfor.
"Hvordan fandt du mig?" spørger han forundret og lader sine øjne hvile i mine uden at blinke. Det er svært nok at få sagt noget, så i stedet løfter jeg blot min arm og lader min finger pege mod de støvler, der står udenfor. Han følger min arm og nikker så forstående.
"Ja, jeg er ikke så glad for sko indenfor," Han nikker og folder sine hænder, som skal han til at bede. Jeg kigger ned på mine egne fødder og opdager, at jeg ikke har nogen sko på, kun et par forrevne sokker. "Kom da med, så!" siger han og fører mig op ad en trappe og så en mere. 

Det går ufatteligt langsomt, og jeg forstår ikke, hvorfor vi behøver gå helt derop. Jeg kan mærke, at jeg er ved at blive lidt vred, og jeg kan kende følelsen. Den stammer fra førhen, ligesom alle erindringerne. Det når jeg ikke at tænke mere på, for op, op, op går vi, og så er vi fremme ved det, jeg regner mig frem til, er anden sal. Her ser alt anderledes ud. Gulvet er sort og skinnende, og på det ligger et tæppe af skind, der vist stammer fra en zebra, siger noget mig. Til venstre for mig er der et køleskab, der matcher gulvet, og en bar, mens der til højre står en stor seng. Gardinerne er trukket for, men et par lamper lyser salen op.
"P.. pæ.. pænt," siger jeg, mens jeg kigger rundt, og jeg kan høre manden udstøde en latter bag mig.
"Ja, og alt sammen mit design. Hvis jeg ikke skabte zombier, ville jeg skabe rum," siger han og stiller sig på zebraskindet. Så kigger han tænkende ned på det. "Hm, ja, måske jeg burde indrette et kollegie til jer alle sammen - på højde med jorden, selvfølgelig," fortsætter han og griner. "I går så nervepirrende langsomt. Det er noget, jeg må gøre noget ved," 
"Gø.. gør.. nog.. noged ve?" spørger jeg. Han kan altså mere end at lade os blive os selv igen, han kan også gøre noget ved os, udvikle på os vel.
"Ja da! Nogle af de andre må da have fortalt dig, at de tit og ofte får nogle indsprøjtninger," siger han med rynkede bryn. Så bryder han atter ud i latter. "Nå nej! For de kan jo ikke fortælle dig noget som helst!" Jeg synes lidt, han er en idiot. Det er jo ikke deres skyld, at de ikke kan snakke, og det er ikke deres skyld, at de er, som de er. Men jeg må ikke lade min utilfredshed stoppe mig fra at følge min plan. Derfor træder jeg lidt tættere på ham.
"Du.. sna.. snak.. snakked om at lad.. lade mig.. blive mig se.. selv igen," prøver jeg og føler mig helt forpustet. Det er den længste sætning, jeg har sagt indtil videre. Han nikker med hænderne på ryggen.
"Ja, ja, det er korrekt. Det snakkede jeg om. Og jeg har det stadig i mente. Men hvis det bliver, bliver det ikke før efter næste fuldmåne," svarer han, og nu går også han tættere på. "Men det er meget sandsynligt, at jeg lader en smuk en som dig komme til sig selv. For smuk tror jeg, du var," siger han, da han er helt tæt på mig, mens han med sensuelle øjne kigger ind i mine. Hans ene pegefinger strejfer min hage. Jeg smiler, men jeg kan ikke finde ud af, om det er et oprigtigt smil eller bare en del af planen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...