Nu er jeg zombie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Katastrofen er sket. De kommer hver måned, og de er stærkere hver gang. Nu er Maya bidt, men alligevel er hun ikke helt som dem. Hvorfor? Der er en logisk forklaring. Kan hun finde den? Og kan hun mere vigtigt finde vejen til at stoppe udviklingen af og angrebene fra zombierne? Kan du? Oprettet som bidrag til zombie-konkurrencen. Mulighed 2. Var først ment som et one-shot, men så fik jeg en idé, og den udvikler jeg nu.

2Likes
1Kommentarer
302Visninger
AA

1. Ét.

Jeg kigger op på fuldmånen og gyser. Det vil sige, den er endnu ikke hel fuld, men en dag mere, og så er det tid. Det er fuldstændig blæst, at regeringen ikke gør noget ved problemet. 
"Nej, men det er jo nytteløst overhovedet at prøve," - det er det, de siger. Selv har de jo intet at bekymre sig om med deres topsikrede huse og udviklede våben i tilfælde af, at sikkerheden svigter. Men det er helt anderledes for resten af os. For os, der lever i frygt hver eneste dag, hver eneste måned, ventende på, at dagen kommer. Den dag, der er blevet en fast helligdag, lidt ligesom påske eller endda fastelavn, bortset fra at den forekommer hver evig. eneste. måned. Jeg banker min næve i puden ved siden af mig; jeg er mere sur, end jeg er bange. Men det er ligemeget, for nu har jeg brug for at sove.

Jeg vågner med samme vrede, som jeg faldt i søvn med. Den forsvinder dog nok inden længe, for hvis jeg kender mig selv ret, går jeg i panik, når først katastrofen indtræffer. Jeg slår dynen væk og placerer lidt for hårdt mine fødder på gulvet. Jeg kan godt mærke, at jeg kom lidt for hurtigt op, for det sortner for mine øjne, og jeg må i et øjeblik stå, indtil jeg igen kan se. Så går jeg ud til køkkenet. Min lillebror sidder allerede og spiser. Youghurt, den, som jeg i går fortalte ham, var blevet for gammel. Angus har ikke forstået alvoren og konsekvenserne af katastrofen endnu. Han tror stadig, zombier er nogen, der bare skal pløkkes som i alle hans spil. Men han ved ikke, at det er lige præcis det, nogen forsøger sig med, når fuldmånen viser sit skær. Og ulig karaktererne i spillene kan de modige, der kæmper for at redde os alle, ikke blot starte forfra, når først de har fået en hånd gennem brystet. Eller værre, når først de er blevet bidt.

Det er ikke lykkedes for nogen at finde frem til, hvordan den første af dem opstod. Man kan jo ikke tage en zombie til fange og afhøre dem, dels fordi de bogstaveligt talt er for hjerneløse, og dels fordi de er for voldelige til, at mange tør prøve. Det er vel i grunden også ligegyldigt. De er her nu, de lever i blandt os, og det har fået mange til at gøre forfærdelige ting. Wiviann dræbte sin kæreste, da han en fuldmåneaften pludselig strammede sit greb om hende, mens de sad i sofaen, og langsomt begyndte at blive mere grøn, mens hans hud hang mere og mere, som smeltede det i solen, der for længst var gået ned. Heldigvis for Wiviann nåede hun at løsne grebet, inden han udviklede sig fuldstændigt, og hun vidste, at hun måtte tage den kniv, der lå i deres skuffe, i brug - den samme kniv, som de tidligere havde brugt til at snitte løg.

Jeg har intet at tage mig til, og alligevel går dagen hurtigere, end jeg kunne ønske mig. På den ene side er natten noget, der skal overståes, men med vores gennemsnitlige hus er det mere end muligt, at de på et tidspunkt bryder ind. Hvis dagen efter en fuldmåne er en hverdag, har alle fri, da man ved, at ingen rigtigt får sovet. Far lægger sin pistol frem, og mor låser vores dør, alle fem låse. Det burde ikke være nødvendigt. Det smarte ved vores dør er nemlig, at så snart man er ude, kan man ikke komme ind igen uden en nøgle. Så selv hvis den var ulåst kunne zombierne ikke komme ind den vej - de har prøvet - medmindre de altså tager til i styrke. Og det er derfor, frygten blandt befolkningen vokser. Da det startede, vågnede zombierne altid næste dag som de normale borgere, de var dagen før. Jeg kunne stå og kigge gennem en af sprækkerne i de trætildækkede vinduer og se dem falde i en dyb søvn, mens de langsomt atter antog deres sædvanlige skikkelse. Da det gik op for dem, hvilken skade de havde gjort, drev det mange af dem til at begå selvmord, og det var måske dét, zombie-genet ikke kunne klare. Når først man er blevet zombie nu, forbliver man det. Og gennem en eller anden kommunikation har de alle sammen aftalt at opholde sig et sted længere nede i byen. Et sted, der i dag er øde. De kan kun fungere under fuldmånen, altså, og for hver gang vokser de sig stærkere. Om det så er det eller noget helt andet, de tager sig til i deres fritid, ved jeg ikke. Måske forsvinder de ned i jorden og forbliver ingenting, mens de bare venter på, at fuldmånen igen skal skinne på dem, som om den fortæller dem, hvad de skal gøre. Som om den giver dem ordrer.

Jeg vender hovedet og kigger op på uret. 23:51. 9 minutter, og så går det løs. Jeg trækker benene op under mig og slår mine arme om dem. Jeg hviler min hage ved mine knæer og lukker øjnene. Jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan klare det. Jeg plejer at skubbe tanken om at skulle leve med det resten af mit liv væk, men nu tvinger jeg mig selv til at tænke den. Og den er alt andet end rar. Langt fra behagelig og lige til at få mig til at tude. Men jeg græder ikke. Selvom frygten stiger en grad for hvert sekund, der går, kan jeg også stadig mærke vreden dulme inden i mig. Hvis der er nogen, der har sat alt det her i værk, ønsker jeg intet andet end at vride halsen om på dem. Efter de har fået det stoppet, selvfølgelig. Det får endnu en klump til at vokse sig frem i min hals. Efter de har fået det stoppet. Der er intet grundlag for, at det kan stoppes. Og det får mit hjerte til at hamre.

Jeg ville ønske, at jeg kunne falde i søvn nu og ikke vågne, før det er morgen. Men det er umuligt. Hver eneste nerve i min krop arbejder på overtid, og det bliver ikke bedre, da jeg hører det. Lyde. Uvurdelige, usammenhængende lyde, der kun kan komme fra en zombie. Igen kigger jeg op på uret, og min mund falder åben. Forvirret rejser jeg mig med ben, der ryster, og går hen mod træpladerne, der er sat op for vinduerne. Klokken er kun 23:53. Viseren plejer at have passeret midnat, før de kommer. Men der er ingen zombier at se. Udenfor er alt stille og mørkt, kun oplyst af gadelamperne her og der. Jeg kan mærke, at min vejrtrækning bliver hurtig og uregelmæssig, og jeg står helt stille uden nogen som helst idé om, hvad der foregår, eller hvad jeg skal gøre. Min mor er ved at putte Angus, for i det mindste lader han ikke til at have noget problem med at sove, selvom det inden længe banker på væggene fra alle sider. Min hjerne er gået i stå, og jeg når ikke at tænke en eneste tanke, før min far træder frem. Mit hjerte hopper op i halsen, og jeg får en unægtelig trang til at kaste op. På fire ben er han kravlet ind i stuen med sin hvide skjorte og blå bukser og sit røde slips, som nu hænger iturrevet om hans hals. Langsomt løfter han hovedet og får øje på mig. Flere lyde undslipper hans mund. Jeg ryster på hovedet. Det må ikke ske. Det kan ikke ske. Vi passer altid på. Altid. Og så løber jeg hen til bordet og samler hans pistol op. Det piner mig at skulle gøre det, men det, der knæler foran mig, er ikke min far. Det er noget, der aldrig kan blive sig selv igen. Jeg skyder én gang og er overrasket over den måde, det føles som om, pistolen  styrer mine hænder. Jeg rammer ved siden af. Jeg skyder igen og en gang mere, og en af kuglerne rammer hans skulder. Det får noget, der må være et skrig, til at fare ud af ham, og langsomt begynder han at kravle frem. Nu løber jeg hen til døren og vrister nøglen ud fra min venstre lomme. Heldigvis er det den samme nøgle, der passer til alle låsene. Hvis jeg kan få ham derud, kan han ikke komme ind igen. Og de andre er jo alligevel ikke kommet endnu. Min hånd ryster, og jeg har problemer med at låse den nedereste lås op. Med et stramt greb lægger jeg min venstre hånd over mit højre håndled og forsøger at forholde den i ro. Med en smule besvær får jeg låst de tre første låse op, og mens min hånd kæmper med den fjerde, kaster jeg et blik over skulderen. Han er på benene nu, og hans hud hænger også, men den er stadig ikke blevet grøn. Jeg undertrykker et skrig og får den fjerde lås op og så den femte. Vildt griber jeg fat i håndtaget og smækker døren op. Jeg vender mig. Han er tættere på, end jeg havde regnet med. Der er kun en vej for mig at gå, og det er ud. Hurtigt træder jeg baglæns og håber, at jeg kan aflede hans opmærksomhed, så jeg selv kan smutte ind igen. Men inden jeg når så langt, smækker døren i, og lydene fra hans mund bliver bakket op af en masse enstemmige lyde bag mig. Jeg kvæler tanken om min overlevelse og fokuserer i stedet igen på vinduerne omkring døren. Måske kan jeg få min mor til at lukke mig ind. Men så langt når jeg ikke. Min far er endnu ikke grøn, men han er stærk, og et slag slår mig til jorden. Jeg stønner, og mit hoved falder til venstre. Dér, imod mig går ikke nogen zombie, men en mand, utydelig, men dog en mand med en lang frakke. Jeg ville råbe efter hjælp, men så er der noget, der sætter sig fast i min hals.

Og så

Gahr

Graah

Gaaarhhhh

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...