Frozen is the new Black 1

Fanfiction af videoen. Følger ikke de udvalgte fandoms præcist. – Elsa skal i prinsessefængsel efter at have frosset sit kongerige, Arendelle, ned. Samtidig med at hun må bitchfighte, lyve og gøre alt det, som hun aldrig havde forudset at skulle gøre, møder hun den brave Mulan, som hun uden videre får følelser for. Men hvor kaotisk vil det blive, når en kendt, charmerende figur vikler sig ind i både Elsas og Annas liv? FANDOMS: Disney, Orange is the new Black, The Hunger Games, Twilight, 50 Shades, Harry Potter, dramatisk nok The Fault In Our Stars og mange, mange flere! // ADVARSEL: Historien indeholder stødende, voldeligt og seksuelt materiale.

105Likes
328Kommentarer
14833Visninger
AA

20. Kapitel 19 - Tre Mordere, Én Finale (Sidste Kapitel)

Elsa, lille Elsa.

  Ved du, hvem der taler til dig?

 Tillykke. Det er mig. Mathilde. Og ved du, hvad der undrer mig meget…?

  Der lød høje klang af fodtrin i det kulsorte lokale.

  ”At du spekulerede på, hvorfra jeg havde mine evner. Men du, som den eneste anden med egentlige evner, aldrig indså, at hvad vi to har tilfælles, er den største spor til vores relation. Søskenderelation.”

  Et skarpt, gulligt lys blev tændt, og pludseligt blev alt klart. Men hvad jeg først og fremmest lå mærke til, var Mathildes ansigt halvt skjult i den natsorte dragt. Hun smilede overdramatiseret og bøjede sig ned over mig. Dog, hvad der virkeligt fangede min opmærksomhed, var den blodige, lange metalrør i hendes hånd.

  ”Slap af. Indtil videre er det kun dit blod.” Hun gik et par skridt tilbage, hvorefter der blev tændt for mere lys.

  Min øjne blev spærret op i den pureste rædsel.

  Nej, Mathilde! Please!

  ”Hvad er der, søster? Bange, meget?” Hun grinte hånligt og rev derefter tapet væk fra min mund.

  Det sved, så jeg ville give hende en lussing, men mine hænder var bundet fast til den stol, som jeg sad på.

  ”Hvad er det her? Hvorfor slog du mig ned?” råbte jeg febrilsk. Jeg havde stadig ikke forstået noget af det, der hændte.

  ”Åh, gud. Du har stadig ikke fanget det?” Hun blev både anspændt og aggressiv. ”Jeg er din halvsøster, Elsa. Det alt kommer tilbage til vores forældre. De alle forlod mig, og Jack. Åh, lad mig gætte. Du har vel stadig ikke fundet ud af, hvem Jack er?”
  ”Jack Frost?” Min stemme var skrøbelig.

  ”Nej, fjols? Jo!” Hun råbte.

  ”Han er min halvbror… I to er virkelig søskende, ikke?”

  ”Jo, du forstår det ikke! Jack er Mørkegrå, Elsa! Begriber du intet?”

  Mit blik faldt.

  ”Hvad?” hviskede jeg. ”Hvordan?” Jeg så mig bekymret omkring. Hvad ville hun gøre med dem? Dem alle?

  ”Hvordan hvad, søs?”

  ”De havde sex, havde de ikke? Var de ikke sammen? Men, hvis de er halvsøskende… Hvis vi er.”

  ”Vi er halvsøskende, og jo, Elsa. De var sammen.” Hun fnøs spydigt. ”Har du et problem med det? Så kan du jo fortælle det til ham i egen person. Kom, Jack.”

  Frem fra skyggerne kom Mr. Mørkegrå, men det var slet ikke som forventet. Han lignede ikke sig selv. Hans hvide hår, hans unge udseende, måden han mindede mig om mig selv… Men, han var slet ikke bange for hans søster. Han var ikke bange for Mathilde. De to, de måtte være sammen om det her. Hvorfor?

  ”Du gættede det,” hviskede Mathilde i mit øre, før hun trådte et skridt bagud og lod Jack om mig.

  ”Anna var uimodståelig,” fnes han.

  ”Dit svin!”

  ”Pas på, hvad du siger.”

  ”Hvorfor har I fanget hende? Hvorfor har I fanget os alle?” Jeg begyndte at hulke, da jeg indså, hvilken retning dette gik i.

  ”Fordi du fik alt!” hvæsede han. ”Da vores forældre døde, besluttede dine at sende os væk! Hvorfor? Fordi vi med vores kræfter var for farlige, nu de allerede havde dig! Dumbledore tog imod os som en ny familie, men et år senere bliver jeg alene sendt hjem på besøg. Hvad sker der? Din far, Elsa, indser, at da jeg er førstefødte, får jeg retten til tronen efter ham. Men han lader det ikke være mig! Han bildte dig ind, at vores forældre stadig levede! Han fortalte dig intet om min kære søster! Han cuttede alt kontakt mellem vores familier, og derfor tog jeg min hævn, og jeg sørgede for uheldet med hans båd!”

  Oh my god! Hvordan? Det var ham! Han stod bag det! Han havde slået dem ihjel! Mine forældre! Det monster!

  ”Da jeg havde skaffet mig af med dem begge, troede jeg, at jeg kunne vende tilbage til Arendelle med Mathilde. Jeg ville kræve tronen, og jeg ville fortælle dig sandheden.” Hans mørke blik så ned i jorden, og i et øjeblik lignede det, at han følte sorg. ”De og Deres søster kan ikke komme i kontakt med prinsessen, Mr.” Han sagde det sukkende. ”Du spærrede dig væk fra os alle! Du tog min trone, og du tog min eneste chance for at slippe væk fra Dumbledores dødssyge skole! Mathilde kunne have været prinsesse, men straks… Da du træder frem fra mørket, tager du kronen, og du fryser dit kongerige ihjel! Mit kongerige, som jeg ville have delt med Mathilde! Du tog alt fra os og indså det aldrig! Du trådte bare på os, på jorden, på kongeriget og alt, der betød noget!”

  ”Det passer ikke!” råbte jeg angst. ”Jeg har aldrig ville gøre nogen ondt! Jeg gemte mig, fordi jeg var bange for at skade andre!”

  ”Løgner!” skreg Jack. ”Vi begge ved, at det ikke er sandheden! Du gjorde det, fordi du blev mindet om min eksistens. Du vidste, jeg kunne tage dine forældres trone, hvis jeg blot kom. Så søster… Du blackmailede mig, ikke sandt? Eller, du forsøgte. Hvad du aldrig nåede at indse var, at ingen kan tage min skæbne fra mig. Jeg var ment for tronen. Men du destruerede den! Og nu, søster, vil Mathilde hjælpe mig med at tage din fra dig. Jeg vil have, at du skal se hver en person, som du nogensinde har holdt af, dø for øjnene af dig. Og derefter, bitch… Bliver du den næste.”

  ”Nej!” hylede jeg og forsøgte at rive mine hænder fri fra rebet. ”Please! Jeg beder jer! Ikke gør det her! Jeg vil ofre hvad som helst!”

  Mathilde trådte frem igen. ”Kælling, tro mig. Det vil du komme til.”

  Grædende så jeg over på Anna, der sad bundet ligesom jeg på en stol, men op ad væggen et par meter væk. Hendes øjne var røde, og  mascara havde gjort hendes kinder sorte i angstfulde tårer. Lige ved hendes side var Mulan bundet. Ved siden af Mulan var Kristoff, derefter Olaf og så Aladdin.

  ”Hvorfor Aladdin?” spurgte jeg med rystende stemme.

  ”Vi ved alt om jeres affærer.”

  Pis.

  ”Undskyld,” hviskede jeg til de andre, men jeg tvivlede på, at de hørte det. Jeg var overbevist om, at lige nu levede de i deres egne kupler af frygt. ”Kan jeg gøre noget for at stoppe det her?” spurgte jeg bedende Jack, da Mathilde tog sit metalrør frem. Men da kom jeg i tanke om noget. Mine evner! Jeg kunne fryse rebet op og…

  ”Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig,” mumlede Mathilde overbevisende, mens hun vendte sig om mod Anna, vis øjne skreg efter hjælp, og hun forsøgte at råbe mit navn, hvis ikke det var for det blokerende tape. ”Rebet er forhekset. Sort magi. Det vil reflektere ind i dine knogler og brække dem højest sandsynligt. Lidt lærte man da af Dumbledore, før du myrdede den eneste tilbage, der betød noget for mig. For os.” Hun græd falskt.

  Så var håbet altså ude. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at flytte mit ansigt væk fra Anna. Jeg var som forstenet af rædsel.

  ”Jack, kom,” smilede Mathilde hen til ham. ”Lad os gøre det sammen.” Han kom ivrigt hen til hende og greb om den ene side af metalrøret og stillede sig, så jeg stadig havde udsigt til Anna. Han rev tapet af hendes mund og lod hende skrige, og lyden af hendes skingre stemme tigge om nåde fik mig til at tabe forstanden, og pludselig befandt jeg mig ikke længere i mit sted. Jeg kunne intet gøre. Jeg var låst til stedet, og alt omkring Anna og metalrøret, der blev løftet over hendes unge krop, mørknede. Jeg kunne ikke engang skrige.

  ”I det almægtige mørke, Gud støtter vores gerninger, Gud støtter vores tro, vi begår vores handlinger, og syndernes frelser vil rense vores tavler, vi magtfulde…” Så kom hugget. Jeg så det ikke rigtigt. Mit blik var ude af fokus, men jeg kunne fornemme det. Høre det. Høre det på Annas skrig, og svagt og sløret se blodet pumpe ud af hende, og hendes indre med, da det savtakkede metalrør blev løftet.

  Derefter besvimede jeg.

 

”Vågn op, vågn op!” råbte Mathilde. ”Det er vores andensidste forestilling.”

  Der gik noget tid, før jeg fattede, at jeg stadig var fanget, men jeg opfattede hurtigt, at nogen var døde. Stanken havde allerede spredt sig, og det samme havde blodet. Det var strakt ind under stolen, og mine tær var nu svøbt i det. Jeg så desperat efter, hvem der var tilbage.

  Anna var død. Aladdin var død. Olaf var smeltet, og gennemhugget.

  Hvordan? Og hvorfor? Jeg indrømmede, at jeg blackmailede! Men hvis jeg havde vidst, hvor meget det betød for Jack og Mathilde, havde jeg ladet dem komme til med det samme! På det tidspunkt havde jeg kun i tankerne, at jeg ikke kunne lade min families ejendomme blive taget af nogen, der knap nok havde set Arendelle. Det var anderledes nu! Jeg tænkte anderledes! Jeg skulle bare have ladet det hele…

  ”Stop,” beordrede Mathilde. ”Dine tanker giver mig kvalme.”

  Jeg ville hulke, men alt føltes forkert. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville bare dø! Jeg ville væk herfra! Jeg ville se Anna! Og Mulan! Nej, vent, Mulan var stadig i live! Og Kristoff! Åh gud, nej!

  ”Finaleshow,” smilede Jack. ”Vi har i planerne, at én skal dø, og én får lov at leve. Hvad siger du, søs?”

  Åh, hvad? Var det godt eller dårligt? Det behøvede at være godt, men hvorfor havde jeg så den her dårlige fornemmelse? Hvordan kunne jeg overhovedet vælge?! Jeg holdt af dem begge!

  ”Vælg nu, eller det bliver dem begge.”

  Blodet i hele den gamle lokale gav mig kvalme, og stanken. Stanken var næsten værre.

  ”Jeg vælger Mulan,” sagde jeg bestemt, men sikker, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, at både Jack og Mathilde blev chokerede. ”Dræb hende.”

  ”Sikker?” spurgte Mathilde med rynket bryn, og Mulan forsøgte at råbe og skrige.

  ”Ja, lad det ske, lad det ske.” Jeg smilede blidt. ”Men… Det er da ikke sjovt, hvis de begge slipper afsted. I øvrigt, I burde slå dem ihjel mere kreativt og originalt. Det der er kedeligt.” Jeg fnes hånligt.

  ”Hold mund, eller jeg taper dig igen,” hvæsede Mathilde.

  ”Gør det.” Jeg så selvsikkert og udfordrende på hende, og jeg kunne se, at det irriterede hende. Så gik hun lidt væk for at hente noget på et bord, og dér var det. Tapen. Hun rullede et stykke ud, gik hen til mig, bøjede sig over mig, og så kylede jeg min pande ind i hendes hoved så hårdt, som jeg overhovedet kunne. Jeg ignorerede al smerten. Jeg kæmpede bare for at gøre det én gang til, hvorefter hun faldt på gulvet, og jeg sørgede for at vippe stolen forover for desperat at overfalde hende. Jeg gik efter hendes strube, da jeg med mit iskolde bid forsøgte at flå den op.

  Mathilde skreg efter Jack, der forskrækket kom med metalrøret, som han kylede i hovedet på mig.

  Stolen, som jeg stadig var spændt fast til, blokerede for det meste at slaget, men var kunne ikke undgå et hårdt stød, der fik blodet til at pible ud af mit baghoved. Men jeg gav ikke op. Jeg lagde alt vægt på Mathilde, så hun ikke kunne slippe væk, og jeg gjorde klar til angreb.

  ”Hvis ikke du binder mig fri fra stolen, flår jeg hendes hals åben!” skreg jeg rædselsslagen og gjorde klar til biddet.

  Jack tøvede åbenlyst, men Mathildes desperate blik fik ham til at overgive sig, og han satte sig på hug for at binde mig fri.

  Dog skete det, at øjeblikket efter jeg kunne rive mine hænder fri, greb han igen metalrøret, og hamrede den imod min ryg, før jeg nåede at gøre mere. Jeg væltede væk fra Mathilde og hen i lokalets hjørne, hvor jeg krøllede mig sammen. Jeg følte en ubeskrivelig smerte, men at se Jack stå der, parat til at dræbe mig, det var som om det fyldte mig med en usædvanlig adrenalin.

  Forpustet satte jeg mig op, så op på ham, og da han løftede metalrøret for at hugge den i mig, og jeg løftede min hånd for at skubbe ham væk, forsvandt hans hud og udtryk bag is. Jeg kunne ikke engang forstå det. Jeg havde aldrig gjort lignende. Aldrig haft kræfterne til at kunne fryse et menneske på den måde. Slet ikke et menneske, hvis evne var lig med min! Hvordan kunne det gå til?

  Jack Frost, nu ironisk nok frosset til is! Hvordan?

  Men jeg nåede ikke at fejre det, før Mathilde afbrød mig med et skrig. Hun lå i chok på det nu islagte gulv, og jeg vidste, at hun umuligt kunne gøre flere til skade. Ikke i nat. I nats mord var ovre. Jeg forstod stadig intet, men jeg vidste, at jeg ville komme til det, og hvis jeg dræbte hende nu på grund af mine nuværende følelser, ville jeg fortryde en anden dag, at jeg havde begået mord. Selvom hun… Jeg kunne ikke engang få mig selv til at sige det.

  Der var ikke gået mere end et par minutter, hvor alle sad i chok, før døren blev sparket op af betjente fra Prinsessefængslet. Åh gud. Hvad nu? Hvad ville der ske?

  Ja. Det måtte jo forblive en gåde.

 

•○•○•○•

 

Guys...

Det var så det komplet sidste kapitel af Frozen Is The New Black.

Indtil videre ser det ikke ud til, at der kommer en 2'er.

Jeg vil nok mumble om det, hvis det kommer til at ske, så hold dig/jer/whatever opdateret!

Jeg håber også, at du/I/whatever nød finalen, trods der var en del mindre humor end i de sædvanlige kapitler. xD

Hvad siger du/I/whatever til Annas død? Og Olafs, og Aladdins?

Nu bliver der nok aldrig mere bygget snemænd i Arendelle.

Ubeskrivelig mange tak for, at du/I/whatever har læst med til slutningen! Det betyder meget :)

Og tak til Mathilde for, at jeg måtte gøre hende til en psykopat i ledtog med sin bror, Jack Frost. ^^

Nu...

Lad Elsa leve (u)lykkeligt til hendes dages ende!

- Lukas. I. C.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...