Frozen is the new Black 1

Fanfiction af videoen. Følger ikke de udvalgte fandoms præcist. – Elsa skal i prinsessefængsel efter at have frosset sit kongerige, Arendelle, ned. Samtidig med at hun må bitchfighte, lyve og gøre alt det, som hun aldrig havde forudset at skulle gøre, møder hun den brave Mulan, som hun uden videre får følelser for. Men hvor kaotisk vil det blive, når en kendt, charmerende figur vikler sig ind i både Elsas og Annas liv? FANDOMS: Disney, Orange is the new Black, The Hunger Games, Twilight, 50 Shades, Harry Potter, dramatisk nok The Fault In Our Stars og mange, mange flere! // ADVARSEL: Historien indeholder stødende, voldeligt og seksuelt materiale.

105Likes
328Kommentarer
14842Visninger
AA

19. Kapitel 18 - Flugten Fra Prinsessefængslet (Andensidste Kapitel)

Mine øjne gjorde ondt, da jeg vågnede. Jeg lå på det iskolde gulv i festsalen, og jeg kunne høre musikken spille klangfuldt omringet af en ren, dyster stilhed. Hvad skete der? Jeg åbnede mine øjne forsigtigt op, og et gisp slap ud mellem mine læber.

  ”Nej!” skreg jeg smertefuldt og kæmpede mig op at sidde. ”Åh gud, det kan ikke være sandt!” Men på det tidspunkt burde der ikke være nogen tilbage til at høre mig. Jeg var alene igen. Jeg var tilbage i Mørkets Celle.

  Svagt begyndte jeg at erindre, hvor smadret jeg havde været, da Sandhedsdagen var overstået, og uren havde larmet. Ingen havde rigtigt været vågne på tidspunktet, og i korte blikke så jeg mig selv blive slæbt fra gulvet i festsalen og tilbage her til. Det sidste jeg huskede, var da de smed min dødtrætte krop ind til rotterne, og så lød elevatorens ”bling!” Hvad kunne jeg nu gøre? Intet? Der måtte være noget! Jeg kunne ikke bare rådne op hernede og ikke engang vide, hvornår jeg ville se solen igen. Om jeg ville blive hernede for evigt!

  ”Mulan!” Mine øjne sved, som jeg forsøgte at spærre dem op for at trænge igennem mørket. De var blodsprængte, jeg kunne bare fornemme det. ”Please hjælp mig!” Men jeg selvfølgelig klar over, at der ikke ville komme nogen hjælp. Jeg ville bare blive her, til… Hvornår end det her måtte stoppe. ”Mathilde?” Jeg hviskede hendes navn skingert.

  Der er ikke tid. Det er nu.

  ”Hvad?” Jeg rynkede min pande med frustration, og jeg satte mig op på den hårde seng.

  Belle. Den bitch har gjort noget forfærdeligt. Hun slipper afsted med det! Vi må ikke tillade det!

  ”For god’s sake lad være med at tale til mig på den måde, fortæl mig hvad det er!” vrissede jeg irriteret.

  Mulan er væk. Elsa.. Hun er forsvundet! Jeg ved, at Belle har noget at gøre med det. Men politiet gør ikke noget ved det. De vil ikke engang sætte en eftersøgning i gang efter Mulan! Hvad hvis Belle har…? Hendes stemme knækkede. – dræbt hende?

  Pludseligt mærkede jeg mit hjerte synke ned i min mave og mase sig sammen til en knude. Det faldt ned i en uendelighed, og mine tanker med. Jeg forstod ikke. Det gav ikke mening. Hvorfor ville Belle skade Mulan? Hvorfor ville politiet ikke gøre noget? Men på samme tid, det var politiet, der havde anbragt mig her, og hvis nogen ville skade Mulan, kunne jeg ikke se andre end Belle gøre det.

  ”Er jeg sindssyg, Mathilde?” hulkede jeg, og min underlæbe kæmpede sig ned.

  Du er den eneste, der forstår.

  ”Så hvorfor bliver jeg ved med at høre din stemme? I mine tanker? I mit hoved?” Det føltes som havde mørket skåret min maven åben, og nu kæmpede mine arme rystende for at holde hver en blødende, dunkende organ tilbage. ”Eksisterer du?”

  Selvfølgelig gør jeg det. Har du ikke set nok beviser?

  ”Er jeg skizofren?” De sidste bogstaver halvvejs slugte jeg i tårer. ”Jeg er alene.”

  Hold da fast på dine deller, Elsa, selvfølgelig er du ikke skizofren. Selvfølgelig er du ikke sindssyg. Hør, har jeg sagt noget dårligt til dig, kælling?

  ”Du kaldte mig lige kælling,” hulkede jeg.

  Okay, ellers?

  ”Det kan jeg ikke huske.” Jeg snøftede og så ud i rummet. Men jeg var så godt som blind, og alting snurrede rundt i sorte bevægelser.

  Som jeg sagde, er der ikke tid. Jeg skal nok få dig ud af den celle, Else, men du skal huske, at du bliver nødt til at gøre alt, hvad jeg siger efterfølgende, forstår du?

  ”Jeg hedder Elsa ikke Else, men ja… Ja.” Jeg slap min mave, som såret begyndte at hele.

  Når Mr. Mørkegrå kommer ned med elevatoren, skal du stole på ham. Han låse cellen op, og du skal gå med ham tilbage ind i elevatoren. Når dørene trækkes til siderne, skal du løbe alt, hvad du kan, mod hovedudgangen. Jeg har stukket vagten ned der, så bare ignorer hende. Løb ud på græsplænen, find det hul jeg har klippet op i hegnet. Jeg vil stå på den anden side. Det skal nok gå, Elsa. Løb som det gjaldt livet, og ingen vagter vil kunne nå at stoppe dig. Når planen er fuldført, vil jeg fortælle dig, hvorfor det her er nødvendigt. Det gælder måske Mulans liv.

  ”Hvad med Mr. Mørkegrå, skal han med?” Jeg håbede ikke.

  Nej, han vil blive i fængslet og straffe. Men du kan stole på ham. Ligesom du kan stole på mig. Du behøver bare at lytte.

  Det gav en lyd fra elevatoren, og det gav et sæt i mig.

  ”Er det ham?” spurgte jeg nervøst. ”Nåh ja, hvorfra skulle du vide det…”

  Jeg kunne høre det, Elsa. Jeg kan ikke bare bryde ind i dine tanker, jeg kan bryde ind i din krop. Vi er tættere end du tror.

  ”Hvad mener du? Hvordan kan du bryde ind i min krop?”

  Tys! Vi når der til. Men først… Vent.

  Med det samme gik døren op, og en skikkelse af Mr. Mørkegrå kunne tydes. Han trådte frem, hurtigt, og med en nøgle låste han min celle op, slynge døren til siden og gjorde tegn til, at jeg skulle skynde mig ud. Så jeg rejste mig tvivlsomt fra sengen, forvirret over det hele, og jeg løb ind i elevatoren, hvorefter Mr. Mørkegrå trådte ind ved min side og trykkede knappen ind til stueetagen.

  Skælvende kørte elevatoren op, og mit hjerte forsøgte febrilsk at galoppere ud af mit bryst, men jeg holdt det først med hæse vejrtrækninger. Snart ville jeg komme fri. Snart ville jeg bryde fri, og det havde ikke noget med Ariana Grande at gøre!

  Som klikket fra elevatoren lød, skød dørene atter til side, og jeg så den smalle vej foran mig, hvor lysene blinkede gulligt, gulvet var snavset og forenden kunne hoveddøren spottes, og det samme kunne… Et lig.

  Det var som om, at i øjeblikket glemte jeg, hvad Mathilde havde fortalt mig, men på samme tid ville jeg bare løbe afsted så hurtigt som jeg kunne, som jeg havde fået at vide, at jeg skulle, men mine fødder var ætset fast og var urokkelige som tunge klippesten.

  Derefter stod vejen klar for mig. Jeg tænkte ikke mere, jeg satte bare det ene ben foran det andet, som om jorden under mig stod i et flammehav, og som var væggene enorme, brede ildsøjler, og som gjaldt det kun sekunder, før det hele ville eksplodere ud i et gyldent, dræbende bad af lava. Der var ingen tid i mine omgivelser, kun vejen at følge og Mathildes ord. Det eneste jeg virkelig satte fokus på var at slippe væk. Det var det eneste, som jeg virkelig havde sat fokus på, siden jeg kom ind. Og idet Mathilde direkte havde tilbudt mig det, eller, nej, ikke bare tilbudt, men beordret mig til det, fik hele min verden til at sætte alt i perspektiv som var det liv eller død, hvilket det med Mulans forsvinding nemt kunne gælde. Åh gud, hvis Mulan var død, vidste jeg ikke, hvad jeg ville gøre.

  Henåndende nåede jeg til det gennemborede lig af vagtens, og jeg genkendte hende hurtigt som Yzma. På samme tid turde jeg ikke tænke over det. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, om nogle andre vagter havde set mig passere forbi de mange gange.

  Hurtigt fortsatte jeg videre. Jeg vidste ikke mit mål, men mit blik gled hen over hegnet for at se, hvor Mathilde havde planlagt hullet, og samtidig strøg mine ben over græsset i en lynende fart. Det måtte være der, men i nattemørket, som det lod til at være, var det næsten umuligt at tyde noget.

  Dog fandt jeg frem til et stykke, hvor det lignede, at hegnet var revet op, og hullet var lige præcist bredt nok til, at jeg ville kunne presse mig igennem. I samme øjeblik som jeg skubbede den bagerste del af min krop ind gennem hullet, blev flere skikkelser til syne henne ved døråbningen, men for dem var det for sent. Jeg var allerede ude.

  ”Mathilde,” henåndede jeg og så mig nervøst, men lettet omkring, da jeg var kommet igennem hullet og nu stod på den anden side af hegnet, hvor græsset var koldt, som var det vinter her og sommer ved fængslet.

  Idet jeg vendte mig om, kunne jeg under månelysets askegrå skær lige nå at få øje på en spinkel silhuet, der stod i en natsort dragt, før jeg forfærdet blev slået omkuld af et savtakket metalrør.

 

•○•○•○•

 

Andensidste kapitel!

I know, det er tough shit!

Men..

Lad os nu se om Elsa vil leve lykkeligt til sine dages ende i denne slutning, eller om hun vil ende med et kæmpe styrt...

- Lukas. I. C.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...