That moment.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Det er svært for Therese at starte på California High efter at have været kidnappet i et halvt år. Det er ikke nemt at finde nye venner eftersom hun er stemplet som "Den kidnappet pige", og at ingen gider eller tør at snakke til hende. Men Therese er en stærk og selvsikker pige og har ikke tænkt sig at knække over bare fordi, at folk siger noget lort om hende. Men ændre Therese sig når hun møder Justin som vender op og med på Therese's liv? Fortidens historie bliver taget op og Therese har ingen idé om hvad hun skal gøre. Kan hun nu stole på hvem som helst? Og er Justin den dreng hun troede han var?

6Likes
6Kommentarer
545Visninger
AA

8. Kapitel 7

Therese's synsvinkel:

En kedelig engelsk time ventede mig. Jeg lukkede skabet med min bøger i, stadig chokeret over det der lige skete for få minutter siden.

Jeg prøvede frustreret at glemme det, men desværre sad det godt fast i hjernen på mig. Bare den måde han kyssede hende på, den måde smilte til mig, imens. Jeg gøs ved tanken om ham. En kæmpe narrøv var det han var.

Jeg fandt en tom plads i klasseværelset, og besluttede mig for at placere mig der, eftersom at alle pladser var taget.

Jeg lagde min bøger tungt på bordet, samt mit penalhus og mobil.

En herlig duft af mandeparfume fyldte mine næsebor. Jeg drejede mit hovede 90 grader og fik øjenkontakt med de flotteste krystalblå øjne. Han smilte skævt til mig. Jeg smilede det bedste jeg kunne tilbage. Shit han var lækker.

Han havde lyst hår, næsten samme frisure som Justin.

Uden at jeg selv opdagede det, sad jeg og stirrede på ham. Han begyndte at grine sit søde grin. "Ej undskyld", sagde jeg og tog min hånd på panden. "Det er helt iorden. Hvad hedder sådan en smuk pige som dig så?", spurgte han og smilte sit charmerende smil. Uff, man kunne slet ikke tage øjnene fra ham. Men desværre kunne han ikke måle sig med Justin. "Jeg hedder Thes", svarede jeg, og kunne mærke en anelse rødmen i kinderne. "Mit navn er Dave", sagde han og rakte sin arm ud, for at give mig hånden. Jeg tog kærligt fat om hans hånd.

"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en eller anden følelse om at du er nødt til at tage med mig ud at spise i aften", sagde han og grinte atter sit fantastiske grin. Omg! Inviterede han mig lige ud!? "Det vil jeg super gerne", svarede jeg overglad. "Super, jeg henter dig kl 7".

Jeg sad på min seng og stalkede utallige mennesker på facebook. Jeg havde ikke en dyt at lave. Kl var kun 16:34, og Dave hentede mig kl 19:00.

Et højlydt bang lød pludselig fra mit vindue af. Jeg gik hen til vinduet og så at Justin stod nede i indkørslen på vej til at kaste en ekstra sten på vinduet. Jeg åbnede hurtigt vinduet. "Hvad fanden har du gang i?", spurgte jeg ophidset. "Jeg kan ikke komme ind", sagde han og løftede ligeglad på skuldrene. "Og så tror du at det hjælpe at kaste sten på et vindue?", spurgte jeg ham olmt. Han sukkede så tungt at jeg kunne høre det helt oppe hvor jeg stod. "Hvad vil du?", spurgte jeg ham. "Kommer du ikke herned?". Nej tak du. "Jeg bliver her, ellers tak", svarede jeg og smilte falskt. "Arh, don't be mad at me babygirl", sagde han og bed sig let i læben. "Det er ligesom lidt for sent at sige nu ikke?", svarede jeg irriteret over at han ikke bare ville gå sin vej.

"Okay hvad så med det her. Vi tager ud og spiser i aften, og så tager vi hjem til mig, hygger os lidt og så er alt glemt. Hvad siger du til det?", spurgte han i håb om at jeg vil sige ja. Men så let er jeg ikke. "Nej tak, jeg har en aftale med Dave i aften", svarede jeg og smilte stolt. "Hvem fanden er Dave?", spurgte han oprevet. "Bare en jeg har mødt". Og med de ord smækkede jeg vinduet i, og lagde mig på sengen. Jeg følte mig vildt stolt over at jeg turde og sige fra over for ham. Det føltes som en kæmpe befrielse der boblede i maven på mig.

Min telefon brummede pludselig.

'Åbn vinduet' stod der. Det var helt sikkert fra Justin.

'Næh'

'Kom nu for helvede'.

'Nej Justin, du kan godt vende om'. Skrev jeg tilbage til ham, i håb om at han vil gå hjem.

Han svarede ikke på den sidste besked hvilket sikkert betød at han overgav sig, og vendte røven hjemad.

Jeg bevægede mig langsomt og stille over til vinduet. Jep! Han stod der ikke mere. Jeg åndede lettet ud.

Jeg så på klokken. Den var 17:13. Måske skulle jeg til at gøre mig klar.

Justin's synsvinkel:

"Sagde hun ja?", spurgte Ryan nysgerrigt, men holdte stadig blikket på videospillet som ham og Chaz var i fuld gang med at spille. "Nej", svarede jeg koldt og sukkede let.

Ryan lagde kontrolleren fra sig, og kiggede hårdt på mig. "Hvad fanden mener du med nej?", spurgte han frustreret. "Hun skulle på date end en eller anden Dave", svarede jeg mindst lige så frustreret. "For helvede Justin. Det var dit ansvar at få hende til at falde for dig. Du sagde at det hele gik som planlagt, og nu står du kraftedme og siger at hun skal på date med en eller anden taber der hedder Dave. Planen er ødelagt Justin. Ødelagt!", råbte Ryan lige i fjæset på mig. Jeg stod og kiggede vredt på Ryan. Han skulle ihvertfald ikke bestemme over mig, det var helt sikkert.

Han satte pegefingeren på mit bryst. "Nu letter du røven, og kommer afsted, og så for du aflyst den date, er du med?", spurgte han alvorligt.

Jeg blev ildrød i hovedet. Jeg skubbede ham hårdt væk og åbnede derefter døren, og smækkede den hårdt i, efter at jeg var ude af huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...