Latch | A Letter for One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jul. 2014
  • Status: Færdig
Til mine fem solstråler (og de smertefulde skoldninger, I efterlader).

39Likes
30Kommentarer
907Visninger

1. Four years

Det føles som en livstid siden, jeg så de fem solstråler, der ændrede alt, men jeg husker det nu alligevel lige så tydeligt, som var det i går: den måde, skyerne på himlen dækkede næsten al den sol, der ellers havde fulgt mig gennem hele mit liv, trods der havde været en del mangel på det de seneste par måneder. Ja, på det seneste havde alt været gråt og trist. Kedeligt og intetsigende.

  Det var, som om nogen greb mig, da jeg langt om længe lod mig selv falde. Dengang vidste jeg ikke engang selv, jeg var på vej ned mod bunden; jeg var i det stadie, hvor vinden var i mit hår, og adrenalinen pumpede i min krop så hurtigt, at det hele føltes som én stor rutsjebane, der aldrig ville ende. Jeg husker endda at spørge mig selv, hvorfor jeg greb fat om håndleddet på drengen med det lyse hår og skæve tænder, når det netop ville stoppe den kilden i maven, jeg havde oplevet på vejen ned.

  Før jeg kendte til jer, vidste jeg ikke, hvordan der kunne være forskel på den følelse: om det var, som om mine indvolde tog et dyk ned i iskoldt vand, eller om det nærmere føltes som tusinde, farverige sommerfugle, der blidt blafrede med deres mønstrede vinger.

  Jeg husker dagene, hvor jeg fortalte mig selv, at jeg kun følte denne mærkelige forbindelse, fordi jeg gerne ville være med på moden. Hvor jeg ikke havde lyst til at indrømme over for mig selv, at det her var livsforandrende; at jeg fra nu af aldrig ville komme til at leve på samme måde igen. Men da jeg lod jer tage mit hjerte, anede jeg heller ikke rigtig, hvad jeg gik ind til – det lod til, at så længe det var jer, var mit hjerte i god behold, ikke?

  Jeg husker begejstringen og de strålende øjne, når jeg mødte folk som mig. Hvordan jeg følte, jeg var en del af et fællesskab, hvilket jeg ellers aldrig på samme måde havde haft det som. Det var så skønt for en gangs skyld at have noget tilfælles med folk, når jeg tidligere havde været så … så låst ude i kulden. Det så ud til, at snefnuggene på mine skuldre endelig var ved at smelte, og jeg var klar til at lukke varmen ind igen.

  I byggede det bål, jeg nu desperat prøver at varme hænderne på.

  Jeg husker dedikationen. Jeg husker min evne til at lære flere tusinde ord udenad på få timer, eller hvordan jeg ville memorere en hel dans, selvom jeg altid har været for anspændt i kroppen til nogensinde at kunne lave sådan noget. Dengang var det selvfølgelig ikke noget problem, for jeg elskede jer, og det var alt, der nogensinde betød noget for mig. Det er stadig alt, der egentlig betyder noget, men jeg er begyndt at få ondt i hjertet igen.

  I farede ned fra himlen og samlede mig op i jeres hvide, bløde vinger sammen med så mange andre. Det føltes trygt og rart, og vi fløj så højt oppe, at det igen var blevet muligt at se solen efter al denne tid i absolut mørke. Jeg var ikke den eneste, der havde oplevet dette fantastiske syn – det havde alle de andre også. Og for en gangs skyld følte jeg ikke, jeg var ved at miste besindelsen.

  Jeg tror nu, I har tabt et par af de mennesker, der engang sad lige ved siden af mig. Nogle holdt ikke godt nok fast – de faldt skrigende ned, indtil de blev grebet af et andet sæt vinger, der var mindre, men ikke desto mindre lige så fine og kærtegnende. Jeg savner dog at have de personer ved min side, for nu, hvor de er væk, ved jeg, jeg er den næste, der mister balancen, og med mig vil der ikke være nogen til at stå klar og gribe.

  Mine tanker hviler altid på jer. De hviler på jer så ofte, at det ser ud til at gøre ondt nu. Det er begyndt at gøre så fandens ondt, fordi jeg ved, det aldrig vil være mere end det. En drøm, der alligevel aldrig går i opfyldelse; en smag på det, der aldrig nogensinde bliver mit. De dyre nydelser i livet.

  I er som stjernerne foroven; dem, jeg stille betragter, inden jeg går i seng. Som en livret, man er allergisk over for. Som farver for en blind person. For jeg ved, jeg aldrig kommer til at nå jer. Jeg kommer aldrig til at kende jer - jeg ved sikkert mere om jeres liv, end I selv gør, men jeg kender jer alligevel ikke. Jeg ved ikke, om I er morgensure, eller om I kommer sukker på jeres cornflakes, og jeg ved ikke, hvilke drømme og ambitioner I inderst inde går inde med.

  For et par år siden gik jeg altid og tænkte: "De har opnået alt det, de har ønsket. De må være helt ufattelig lykkelige." Men da jeg blandt flere tusinde andre ivrige piger iagttog det ansigt, der var indrammet i brunt, pjusket hår, når du troede, opmærksomheden var rettet mod en anden, fandt jeg intet andet tomhed. Måske et strejf af sørgmodighed, en ubeskrivelig melankoli, og den her følelse af magtesløshed ved hvert lille, skæve smil. Men det føltes så intetsigende. Det var ikke den dreng, jeg plejede at se videoer af hver eneste dag - ham genkendte jeg ikke, da jeg kastede et blik op mod scenen.

  Og til dig med de længste øjenvipper og et smil, der er flere millioner kroner værd, du har altid været "den mystiske" i gruppen, trods du engang var enormt imødekommende. Men på det seneste har du været så fraværende - og ikke bare på Twitter, for det er ikke nyt - og jeg savner sådan den person, der var så forfængelig, og som folk forbandt med spejle. Du er nok et af de smukkeste mennesker, jeg nogensinde har set, og et træk i mundvigene fra din side er som at kigge direkte ind i solen - trods alt er lyst og godt, gør det lidt ondt, fordi det hele er så direkte og overvældende.

  Jeg indser, at det ikke er det samme som før. Og jeg ved, alle bliver ældre og ændrer sig, men ændrer man sig ikke for det bedre? Er det ikke hele meningen med livet, at man skal søge efter lykken og komme tættere og tættere på denne uopnåelige drøm? Eller mister man virkelig bare livsglæden med tiden, så der til sidst ikke længere er noget at se frem til? Jeg ved det ikke.

  Jeg tror ikke, I indser jeres magt over os. Hvor meget I rent faktisk betyder. Og tja, det kan jeg egentlig heller ikke bebrejde jer, for ligesom man ikke kan genkende en følelse af forelskelse, før man er under kærlighedens fortryllelse, forstod jeg ikke, hvorfor man kaldte berømtheder for stjerner, inden det var for sent, og jeg fandt mig selv til en koncert, som jeg havde brugt 1400 kr. på. Men I var som kviksand; jo mere jeg flygtede, desto hurtigere blev jeg trukket ned mod dybet. Jeg kunne ikke løbe væk fra den følelse, I og jeres smukke ansigter førte med jer.

  Dengang var det jo heller ikke en forbandelse.

  Jeg har lært over årene, at I er som solstråler. I er noget, der symboliserer håb, og som man kan nyde at være i nærheden af, men hvis man udsætter sig for jer alt for længe, bliver man skoldet. Hvert øjekast er en UV-stråle, og jeg tror efterhånden, jeg er enormt tæt på at få permanente skader af jer. Jeg kan ikke længere forstå mig på mig selv og den følelse af skuffelse, jeg får, når jeg indser, jeg aldrig kommer til at se jer. Og det værste er, at selv hvis jeg gør, ved jeg, I vil have glemt det den næste dag. Jeg vil for evigt gemme på det her minde og se tilbage på det som et skud af lykke, trods I er ligeglade. For det her sker jo hver dag for jer, så hvad er pointen i at bevare sådan nogle her oplevelser i hukommelsen, når der er plads til så meget andet? Hvad betyder sætninger som "I har reddet mit liv" og "I er hele min verden," når det bare er ubetydelig fansnak? Lidt pladder fra vores side, som sikkert ikke er noget, vi har ligget vågne om natten og udtænkt til den dag, det måske ville ske. Hvad er sådan en lille ting, når I alligevel lever det liv, I gør?

  Nogle gange kigger jeg op på himlen eller loftet, eller hvad der ellers er, og så tænker jeg på alle de drømme og ambitioner, jeg plejede at have. Hvor meget jeg så frem til i livet. Og så tænker jeg, hvad der blev af dem – om de blot blev vasket bort med tidevandet. For efterhånden som tiden gik, blev et hele erstattet med én eneste ting: At møde jer. Det betød så meget, at når jeg var i mine mørkeste tider, var det det eneste, der holdt mig fra afsatsen. Så meget, at jeg husker at græde en hel dag, efter jeg indså, chancerne ikke var så store, som mine forhåbninger og drømme gav udtryk for.

  Skuffelsen har det med at besøge mig en hel del disse dage.

  Jeg ved, at hvis jeg møder jer nu, vil det være i mængder med så mange mennesker, at mine fingre bliver helt blå, og hovedet bliver ørt. I kommer ikke til at høre mig, når jeg desperat rækker hånden ud efter jer med tårer i øjnene og stille hvisker: ”Hvis bare I kunne se på mig.” I har for travlt med at komme ind i den sorte bil, der straks er kørt, og måske bliver der udvekslet nogle smil, men så er det også det.

  Hvad blev der af de glade miner, jeg plejede at kende til?

  Jeg bebrejder berømmelsens grumme ansigt. Den har tømt jer for personlighed og livsglæde. Alt det, der plejede at få mit humør op, er ved at være væk, og når jeg ser billeder af jer, føler jeg næsten kun et stik af sørgmodighed og medlidenhed, fordi det bare ikke længere føles oprigtigt. I er ikke alle så aflukkede. I er jo stadig hver jeres person og har hver jeres personlighed, men jeg kan fornemme trætheden og irritationen, når I beder fans om fred til at sove - og det er ikke bare en midlertidig irritation. Det er sådan en, der altid ligger og lurer i overfladen; venter på at gøre sit udfald. Sådan en, der følger jer, når I på gaden bliver jaget rundt af besatte fans.

  Uopnåelige. Det er, hvad I er. For jeg kommer aldrig til at nå jer på samme måde, som jeres tætteste venner vil, og det er noget, der får mit hjerte til at briste. Det burde det ikke, for jeg ved, jeg er en ud af flere millioner, der har det på samme måde, men man kan ikke lukke af for smerte – selv hvis man hellere vil være følelsesløs. Det har jeg desværre erfaret med årene.

  Fire år er det siden, I blev ført sammen. Fire år er det siden, jeres liv ændrede sig fra den ene dag til den anden. Fire års forandring er det at skulle følge med i – og jeg tror, de fleste er faret lidt vild på vejen. Billeder fra for et år siden virker i hvert fald stadig lige så nye som dem fra i går – jeg kan se forskellen, men for mig er de ikke gamle.

  Men det ved jeg, de er.

  Det har været 1460 dages op- og nedture, for med tid følger også erfaring. Der følger tanker og klogskab, og med årene har jeg slået øjnene op for den ulykke, der gnaver i jeres hjerte dybt inde. Vi har alle den del af os, der lever under en mørk sky, og selv hvis den er så lille som en myre, kan jeg ikke lade være med at føle mig tættere på jer gennem den. Gang på gang forestiller jeg mig den blomstrende sørgmodighed, og gang på gang får jeg det bedre. Ikke fordi jeg vil have, at I er ulykkelige, men fordi jeg så stadig vil kunne identificere mig med jer bare en lille smule, ligesom jeg kunne dengang.

  Dengang var jeg glad og smilende, og alt virkede godt. Dengang syntes dagene ikke at være så lange og hårde, og jeg plejede ikke at være oppe til sent om natten for at opdage, at alt, jeg fordrev min tid med, var spild og atter spild. Dengang var I ligeså så glade og imødekommende, at jeg syntes at kunne se lidt af mig selv i jer. Der var den samme livsånd, det samme håb om noget bedre. For hvis I startede så langt nede, kunne jeg vel også komme op, ikke?

  Men nu? Nu ved jeg det ikke længere.

  Det føles som en livstid siden, jeg så de fem solstråler, der ændrede alt. Det er også en livstid siden. For det liv dengang og mit liv nu er ikke de samme, trods forskellen på ydersiden er så lille som en enkelt ridse på bunden af en splinterny bil. Der er intet at se, men mellem linjerne står det hele; de sene nætter med tårer i øjnene, tomheden og savnet på at føle noget, frustrationen over ikke længere at kende sig selv eller dem omkring sig.

  Lige meget hvad der sker, kan jeg dog altid regne med én ting: Om jeg så gennemlever flere tusinde liv, vil jeg fortsat elske jer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...