Lygtepælen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 20 jul. 2014
  • Status: Færdig
6-årige Magnus er blevet tvunget til at holde weekend hos sine forældres venner Lizzie, Jørgen og deres datter, Nicoline. Hans forældre vil nemlig gerne have, at han skal blive venner med Nicoline, idet han ikke har nogen venner overhovedet. Magnus selv savner dog ikke venner og keder sig bare rigtig meget den weekend hos dem. Første nat, hvor han i al sin kedsomhed er gået udenfor, møder han den noget ældre pige, Anne, ved en lygtepæl, og hun har præcis det modsatte problem i forhold til Magnus. Det får Magnus til at blive meget fascineret af hende, og det får ham også til at overveje, om græsset nu også altid er så meget grønnere på den anden side, som man nogle gange tror. Magnus vil rigtig gerne ud på vejen og møde Anne næste nat igen, men idet Lizzie og Jørgen har fundet ud af, at han var ude på vejen første nat, bliver den mission noget sværere anden nat. Da han både fysisk og psykisk kommer til at flyve rigtig højt, er han lige ved at opgive missionen.

0Likes
0Kommentarer
111Visninger

1. Lygtepælen

Fredag 4. april 1997

 

Men af og til er seks med dig som Ølstykke i november. Sådan lød omkvædet af sangen, som spillede inde fra stuen. Jeg sad lidt sammenkrympet med fødderne oppe på havebænken, mens jeg drak af min grønne sodavand med et sugerør. "Vil du ikke have den spegepølsemad?", spurgte Lizzie mig, men det ville jeg ikke. Der var for meget "sved" på, idet den havde ligget i solen i et pænt stykke tid. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at være her. Det var mine forældre, der gerne ville have, at jeg skulle have en eller eller anden ven, og så syntes de åbenbart, at deres venner Lizzie og Jørgens datter, Nicoline, var den rette. Det var derfor, at jeg skulle tilbringe hele weekenden hos dem. Jeg var ret asocial dengang og havde det for det meste bedst med bare at være for mig selv. Jeg var seks år på det tidspunkt. Efter vi havde siddet en times tid på terrassen og spist og snakket, sagde Lizzie, at hun syntes, at vi skulle gå ind. Da vi var kommet ind, sagde Lizzie til Nicoline: "Nå, vil du ikke vise Magnus dit nye biltæppe?". "Jo, det kan jeg da godt", svarede hun. Vi gik ind på hendes værelse, og hun rullede biltæppet ud og tog en lille spand med legetøjsbiler frem. Vi tog bare hver især en legetøjsbil og legede lidt for os selv. Det var tydeligt, at legen ikke var vores egen idé.

 

Vi skulle snart til at spise, og der var lidt kaos. Jørgen prøvede at trøste Nicolines lillesøster, Simone, der græd og græd. "Vandet koger, kom nu Jørgen", råbte Lizzie. Jørgen rejste sig og gik ud i køkkenet. TV Avisen kørte på noget, der nærmede sig lydstyrke 40, men alligevel kunne jeg høre, hvordan frikadellerne stegede meget højt ude i køkkenet. 10-15 minutter efter var der aftensmad, og Nicoline og jeg satte os ved siden af hinanden. "Nå, har I hygget jer i dag?", spurgte Lizzie os. Nicoline og jeg kiggede på hinanden. "Ja, det har da været fint nok", svarede Nicoline. "Hvad har I lavet?", spurgte Lizzie. "Ikke ret meget", svarede Nicoline. Derefter fik vi begge to at vide, at vi var nødt til at lave noget sammen. for vi var jo venner, og så kom Lizzie med en række forslag til, hvad vi kunne lave. Både Nicoline og jeg sad og kiggede lidt ned i bordet. Jeg ville bare allerhelst hjem. Hvad skulle jeg lave her? Hverken Nicoline eller jeg gad at lave særlig meget med hinanden. Da vi havde spist færdig, og Lizzie og Jørgen havde vasket op, gik Lizzie med Nicoline og mig ind på Nicolines værelse og satte sig ned og begyndte at lege med os begge to.

 

Efter jeg var gået i seng og havde sovet i omkring fem timer, vågnede jeg op. Jeg kunne mærke, at jeg skulle tisse, så det gik og ud og gjorde, og derefter drak jeg et glas vand i køkkenet. Jeg satte glasset ved siden af vasken og kiggede lidt rundt. Jeg tænkte, at jeg jo måtte ind at sove videre, men lige bagefter tænkte jeg, at jeg jo også kunne lade vær. Jeg var lidt rastløs i dette hus og lidt ligeglad med det hele - også med at gå ind at sove videre. Jeg besluttede mig for at blive oppe lidt. Jeg gik ind i stuen og kiggede på deres store bornholmerur. På grund af den fuldstændige stilhed i huset, kunne man tydeligt høre, når sekundviseren bevægede sig. Klokken var lidt i tre. Jeg fik øje på Jørgens store, slidte træsko, der stod ved siden af havedøren. Jeg kunne se, at der var helt stjerneklart udenfor, så jeg besluttede mig for at gå udenfor. Hvad skulle jeg ellers gøre? Gå ind at sove videre? Nej, det gad jeg heller ikke. Jeg tog træskoene på og åbnede forsigtigt havedøren. Jeg lukkede den igen forsigtigt og satte en potteplante foran, så den ikke skulle stå at klapre. Jeg stod i et minuts tid og kiggede op på stjernerne. Jeg gik nu til venstre hen mod deres drivhus. Jeg kiggede ind på alle agurkerne og tomaterne. Pludselig fik jeg en meget mærkelig fornemmelse. Jeg havde en følelse af, at der var nogen, der stod og ventede på mig. Jeg kiggede ud på den opbelyste villavej. Jeg gik hen imod hækken for at kunne se ned til enden og vejen. Og ganske rigtigt. Ved en af lygtepælene stod en ung pige med en colliehund i snor. Jeg følte en stor tiltrækning til hende, og jeg måtte ud til hende med det samme. Jeg gik derfor hurtigt hen til havelågen og ud på vejen. Da jeg kom lidt tættere på hende, fik hun øje på mig. Jeg kunne se, at hun græd, men hun lavede et tungt smil, da hun fik øje på mig. Jeg blev lidt chokeret, da jeg så, at hun græd. Jeg havde næsten aldrig set et barn over otte år græde, men det gjorde hun altså. Jeg fik pludselig en enorm lyst til at prøve at hjælpe hende. Vi stod i et par sekunder og prøvede begge to at tilpasse sig den enes mine, men det var lidt svært, når begge vores miner skiftede hele tiden. "Hvad er der galt?", spurgte jeg. Hun lavede en hurtig udånding med næsen og kiggede ned i vejen. Hun kiggede tilbage på mig, tørrede øjnene og sagde: "Nej, ikke noget". "Jo, sig nu hvad det er. Jeg vil hjælpe dig", sagde jeg ivrigt. Hun smilede og grinede ultrakort gennem næsen. "Jamen altså", startede hun og fortsatte så: "Det er mine forældre, der næsten aldrig vil lade mig være sammen med mine venner, fordi de tror, at jeg ikke kan klare det, men det kan jeg altså godt", sagde hun. Jeg var helt paf. Det var jo præcis det modsatte problem i forhold til mit. "Men altså det kan du jo ikke gøre så meget ved, lille dreng, vel?", sagde hun. Jeg forklarede hende, hvad mit problem var, og at det jo var præcis det modsatte af hendes. Det virkede ikke rigtig som om, at hun troede på det. "Ja, ja, det er fint. Tror du ikke, du hellere skulle gå ind at sove videre", spurgte hun. "Hvad laver du i øvrigt herude midt om natten?", spurgte hun. Jeg forklarede hende, hvorfor jeg var stået op. Jeg var meget betaget af hende, og vi snakkede videre i et par minutter om vores hverdag og sådan. Jeg følte, at vi havde vores egen lille verden lige dér, men den verden blev afbrudt, da jeg hørte Lizzies stemme råbe: "Magnuuus". Jeg kiggede tilbage og kunne se, at hun kiggede på mig over hækken. "Kan du så komme ind med det samme. Det er midt om natten", sagde hun. "Jeg bliver nok nødt til at gå ind", sagde jeg til pigen med hunden og løb hen til havelågen. Da jeg kom ind i haven, satte Lizzie sig på hug, tog fat i min venstre arm og forklarede mig på en meget pædagogisk måde, at jeg under ingen omstændigheder måtte forlade husets grund uden at have fået lov. Hun sagde, at jeg skulle gå ind i seng med det samme igen, og jeg turde ikke andet end at lytte til hende, så jeg gik lige på hovedet i seng igen. Lige inden jeg gik ind af havedøren, havde jeg dog set, at Lizzie selv var på vej ud på vejen, nok for at tale med pigen med hunden. Jeg lå igen i den knirkende, hårde seng. Jeg havde også fundet ud af, hvad pigen med hunden hed, og hvor gammel hun var. Hun hed Anne og var 17 år gammel.

 

Jeg vågnede igen klokken lidt over syv, og det første, jeg fik øje på, var en revne i væggen. Hold da kæft, hvor var det dog kedeligt at være her. Jeg ville bare gerne tilbage til Anne. Jeg gik ud og tissede og tog lidt vand i hovedet, og derefter gik jeg ind i stuen og så morgentegnefilm i fjernsynet. Kort tid efter kom Nicoline også ind og satte sig i sofaen. Vi sad begge to fortsat i vores nattøj, og vi sagde stort set ikke et ord til hinanden. Efter en halv times tid, kom Lizzie og Jørgen også op. Jeg gik kort efter ind og skiftede til almindeligt tøj og ud til dem igen. Efter vi havde siddet i et kort stykke tid ved morgenbordet, sagde Lizzie til Jørgen, at hun havde været oppe at hente mig i nat. "Hvorfor skal han nu også vide det?", tænkte jeg. De lærte mig begge igen, at jeg under ingen omstændigheder måtte forlade husets grund uden at have fået lov. Jeg kiggede bare ned i bordet og talte dem efter munden. Da vi havde spist færdigt, begyndte Lizzie og Jørgen at snakke om, hvad vi kunne lave i løbet af dagen. Til sidst besluttede de, at vi alle sammen skulle køre ud til en lille skov, hvori der var en lille sø, som man kunne fiske i. Nicoline virkede glad nok for idéen. Jeg var endnu engang ligeglad, men det kunne vi vel godt, hvis det skulle være.

 

Vi sad nu og fiskede på bredden af søen i skoven. Det var ikke særlig interessant. Jeg sad og holdte om min fiskestang, men jeg tænkte kun på Anne. Jeg var blevet så fascineret af den figur. Jeg måtte møde hende igen, men hvordan? Hun ville måske igen i nat stå ude på vejen med hunden. Mens jeg sad dér, besluttede jeg mig for, at jeg igen i nat ville gå ud til hende, når jeg vågnede i løbet af natten, og det gjorde jeg næsten hver nat. Efter vi havde siddet og fisket i en times tid, gav vi op. Jørgen havde dog fået fanget én fisk, men måtte smide den ud igen, fordi den så syg ud. Resten af eftermiddagen og aftenen forløb næsten som dagen i forvejen. Lizzie prøvede mange gange at få Nicoline og mig til at lege sammen. Det gjorde vi så også, men det var ret tydeligt, at der ikke rigtig var nogen af os, der gad.

 

Jeg lå nu i sengen og skulle til at sove igen. Jeg prøvede at indstille mit indre ur til at skulle vække mig omkring klokken tre. Jeg havde jo ikke nogen mobiltelefon eller ur, der kunne vække mig dengang. Jeg lå i sengen og var ret spændt. I nat var det måske sidste chance for at møde Anne. I morgen skulle jeg jo hjem. Efter ca. en times tid faldt jeg endelig i søvn. Jeg vågnede som planlagt efter nogle timer. Jeg havde en fornemmelse af, at klokken var omkring tre, så jeg listede ind i stuen for at se, hvad klokken var på deres bornholmerur. Den var kun lidt over to. Min hjerne havde vækket mig for tidligt, nok for at være sikker på at den ikke vækkede mig for sent. Jeg turde ikke rigtig gå ind at sove videre, for så var jeg bange for, at jeg bare ville sove, indtil det blev morgen. Jeg besluttede mig derfor for at blive oppe, indtil klokken blev lidt i tre, hvor jeg så ville gå ud på vejen. Jeg kiggede over mod min udgang - havedøren. Shit! De havde gudhjælpemig sat deres tunge barskab for døren, så jeg ikke kunne komme ud den vej. Jeg overvejede et øjeblik, om jeg så ville kunne hoppe ud af vinduet inde på Nicolines værelse, men det turde jeg ikke, for jeg var bange for, at det ville knirke så meget, at hun ville vågne. Jeg gik ud og tissede og satte mig derefter ind i køkkenet og overvejede, hvordan jeg så skulle komme ud. Jeg ville prøve at se, om jeg ikke kunne finde nøglen til hoveddøren og så komme ud den vej. Jeg begyndte at lede, men måtte ret hurtigt opgive, idet at gulvet knirkede, hver gang jeg tog et skridt. Eneste vindue, jeg ville kunne komme ud af uden at vække nogen, var vinduet ved siden af spisebordet inde i stuen, men det vindue var helt oppe under loftet, så jeg ville umuligt kunne komme helt derop. Mens jeg sad og stirrede tænksomt ud i luften, fik jeg gennem køkkendøren øje på en stige, som stod lænet op af de tre store reoler inde i stuen. Kunne jeg kravle op til vinduet på den? Det kunne jeg vel sådan set godt. Jeg så ikke rigtig andre muligheder, så jeg besluttede mig for at prøve på det, når klokken var ti minutter i tre. Jeg ville blive siddende i køkkenet, indtil jeg fornemmede, at klokken var ved at være ti minutter i tre. Så ville jeg gå ind i stuen og kigge på uret. Inden jeg gik ind i stuen, havde jeg nået at tælle, at vandhanen nu havde dryppet 11 gange. Jeg stod nu igen og kiggede på deres bornholmerur. Den stod på 02.44, men jeg besluttede mig for at tage stigen alligevel. Det ville jo nok tage lidt tid at komme hele vejen ud. Stigen var fyldt med gamle malerklatter og var noget rusten.Jeg tog fat i stigen, men var ikke stærk nok til at løfte den, så jeg måtte kure den langs med trægulvet, og det larmede selvfølgelig lidt. Jeg foldede stien ud, så der kom et lille ståsted øverst på stigen. Jeg kravlede forsigtigt op på den. Hver gang, jeg nåede et nyt trin, larmede det. "Hold nu kæft", tænkte jeg. Da jeg var kommet helt op, åbnede jeg vinduet og satte mig i vindueskarmen. Jeg blev lidt chokeret, da jeg så, hvor langt der var ned. Langs med husmuren var der et lille blomsterbed, der var indhegnet med en lille stenmur, og hverken stenmuren eller blomsterbedet skulle jeg nok helst ikke ramme, når jeg hoppede ned. Jeg overvejede et kort sekund, om jeg skulle kravle ned af stigen igen og give op - men nej! Jeg kunne nærmest mærke, at hun igen stod ude på vejen, og jeg ville møde hende, så der var kun én mulighed: At springe. Det ville dog være lidt svært at undgå at ramme blomsterbedet, for vinduet kunne ikke skubbes højt nok op til, at jeg bare kunne give den max gas, når jeg sprang. Jeg måtte prøve at springe så langt, jeg kunne uden at ramme vindueskanten. "Nu gør du det!", tænkte jeg til sidst, men lavede dog kun forspillet til at sætte af med mine hænder, der hvilede på det nederste bræt af vinduesindhegningen. Få sekunder efter gjorde jeg det dog alligevel - nærmest uden at tænke. Jeg snittede det nederste af vinduet, da jeg hoppede, så jeg faldt lidt skævt ned. Siden af mit knæ landede på den lille stenmur, så jeg fik et ordentligt blåt mærke. Jeg sad på fliserne og fældede en tåre, for det gjorde ret ondt. Efter kort tid blev disse tårer dog afløst af en lettelse. Det gik nemlig for alvor op for mig, at det rent faktisk var lykkedes mig at komme ud. Nu skulle jeg bare ud på vejen og se, om Anne var der. Jeg drejede om huset og kunne se, at hun sad ved den samme lygtepæl som i går. Min mission var lykkedes - yes! Da jeg havde gået et par skridt ude på vejen, fik hun øje på mig. Hun smilede både med mund og øjne og rejste sig op. Jeg satte nu det lange ben foran. "Hej Magnus", sagde hun, da jeg var kommet hen til hende. "Hej", sagde jeg overvældet. Vi satte os lidt ned og snakkede om vores problemer. Vi misundede begge to den andens situation lidt, selvom hverken hun eller jeg havde det specielt godt. Lidt naivt havde jeg troet, at alle, der var asociale, havde det rigtig godt, men det havde alle altså ikke. Anne var jo tvunget til at være asocial imod hendes vilje, og hun havde det ikke specielt godt. Det var første gang, at jeg for alvor opdagede, at græsset ikke altid er så meget grønnere på den anden side, som man nogle gange tror. "Skal vi ikke gå ned i skoven?", spurgte jeg. Der lå et lille bitte skovområde et par minutters gang herfra. Det var ikke det skovområde, jeg havde været i med Lizzie og Jørgen tidligere. Hun kiggede overvejende frem og tilbage. "Tror du ikke de, du bor hos, bliver lidt nervøse, hvis de ikke kan finde dig?", spurgte hun. "Jo... men jeg er faktisk ret ligeglad med dem", svarede jeg med et efterfølgende let grin. Hun smilede. "Jo, ved du hvad - hvorfor ikke?", sagde hun og rejste sig. Vi gik i et raskt tempo ned mod skoven, og da vi kom derned, satte jeg mig op på en af gyngerne, der var placeret i et lille område uden træer. "Du skal gynge mig", sagde jeg. Hun spændte hunden fast til en bænk, der var et par meter fra gyngen, og derefter gik hun over og skubbede mig. Fuldmånen skinnede meget skarpt henover os, og jeg nødt synet af den oplyste skov. "Ved du ikke, hvordan man gynger selv?", spurgte hun. "Jo, altså de voksne siger, at jeg bare skal spjætte med benene, men der sker aldrig noget, når jeg gør det", svarede jeg. Hun stoppede med at gynge mig, så jeg kunne vise hende, hvordan jeg prøvede at gynge. Jeg spjættede benene lynhurtigt frem og tilbage, og der skete som sædvanligt ikke noget. Hun grinte venligt ad mig og forklarede mig, at jeg skulle gøre det meget langsommere. Det prøvede jeg så på, og jeg gyngede højere og højere. Jeg blev så glad. Nu kunne jeg også gynge selv takket være Anne. Jeg gyngede så højt, så gyngen lige faldt et sekund, hver gang jeg kom højest op. Efter jeg havde gynget selv i et par minutter, satte hun sig på den anden gynge, og vi begyndte igen at snakke, mens vi kun gyngede meget lidt. Hun sagde: "Du har lært mig, at det ikke altid er sjovt at være sammen med andre mennesker, hvis nu man ikke selv har lyst. Nu er jeg ikke ligeså ked af det, som jeg var før, men jeg vil stadigvæk kæmpe for, at jeg får lov til at være sammen med mine venner". Jeg forklarede hende, at jeg havde lært præcis det samme af hende. Hun smilede. Nu begyndte hendes hund at pibe. "Nå, jeg må nok hellere gå hjem med hunden", sagde hun. "Okay, jeg går med", sagde jeg. Da vi stod ved hendes hus, takkede vi begge to hinanden for vores korte, men rigtig gode bekendtskab. Hun gik ind på sin egen grund, og jeg gik også mod Lizzie og Jørgens hus. Mens jeg gik i mine egne tanker, gik jeg mod det vindue, jeg var hoppet ud af. Da jeg stod der, gik sandheden op for mig. Jeg kunne jo selvfølgelig ikke komme ind igen. Mit hjerte begyndte at banke. Hvad skulle jeg nu gøre? Efter et minuts tid gik det op for mig, at der jo faktisk kun var en mulighed: At banke på Nicolines vindue, så hun åbnede det, og jeg kunne kravle ind. Jeg gik derfor over mod det. Jeg bankede først tre gange meget forsigtigt. Hun lå stadig mussestille. Så bankede jeg lidt hårdede to gange. Der skete stadig ingenting. Først da jeg bankede tre gange endnu hårdere, kunne jeg se en reaktion fra Nicoline. Efter hun havde vendt sig lidt frem og tilbage i sengen, fik hun øje på mig. Jeg pegede ned på håndtaget for at indikere, at hun skulle åbne vinduet. Hun åbnede det ret hurtigt, så det larmede i mine øre. Jeg kravlede forsigtigt ind og satte mig på sengen. Hun spurgte selvfølgelig, hvad jeg dog lavede derude, men det ville jeg ikke fortælle. Jeg fik hende blot overtalt til ikke at fortælle Lizzie og Jørgen, at hun havde lukket mig ind gennem vinduet. Derefter gik jeg igen ind i stuen, kravlede op på stigen, lukkede vinduet og satte stigen på plads. Derefter gik jeg tilbage i min seng og sov.

 

Dagen efter blev jeg planmæssigt kørt hjem, efter vi havde spist morgenmad. Jeg forklarede endnu engang mine forældre, at jeg ikke ønskede at få nogen venner. Jeg havde det fint med bare at være for mig selv. De sagde bare endnu engang, at det var noget pjat. Problemet ophørte altså ikke dér for mig - og nok heller ikke for Anne. En ting havde jeg dog lært på den weekend: Græsset er ikke altid så grønt på den anden side, som man nogle gange tror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...