Abduction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 2 aug. 2014
  • Status: Færdig
To brødre på flugt fra politiet, havde ikke regnet med at få en tredje passagerer med. For da den 19 årige Jade kommer til at sænke dem, tager de hende med for at hun ikke afsløre deres flugtplan. Men på vejen løber de ind i farligere problemer, hvor de alle tre er nød til at arbejde sammen for at overleve.

15Likes
10Kommentarer
2477Visninger
AA

6. 5

Jeg havde ikke flyttet mig fra sengen siden vi var ankommet. Jeg havde ligget her i 3 timer tror jeg. Mike og Nathan havde ikke snakket til mig, men de havde sendt mig forvirrede blikke.

"Jeg kører hen til den nærmeste tank og køber lidt mad", sagde Mike og jeg kiggede hen på ham, inden han pegede skiftevis på Nathan og jeg, inden han sagde: "når jeg kommer hjem forventer jeg at i begge er i live". "Jeg kan ikke love noget", tænkte jeg og sukkede, mens jeg satte mig op. Mike forlod værelset og efterlod os i stilhed, inden vi begge kiggede på hinanden. Nathan's ansigt var ikke til at tyde. Jeg havde ingen ide om han havde tænkt sig at gøre mig noget, nu hvor vi endelig var alene.

Jeg rejste mig og han gjorde det samme, hvilket skræmte mig og jeg bevægede mig hen mod badeværelset. Der var bare et enkelt problem: døren til badeværelset var ved siden af døren ud til. 

Jeg nærmede mig døren ud til og Nathan styrtede hen til mig, inden han smækkede mig op mod væggen og jeg gispede efter vejret. Jeg mistede pusten og jeg var ved at besvime. "Din idiot", mumlede jeg og han flyttede sig. Jeg bevægede mig hen mod badeværelset, men væltede. Nathan greb ud efter mig og jeg hulkede over at jeg ikke kunne få luft, hvilket gjorde det sværere for mig at trække vejret. Panisk gispede jeg efter vejret og Nathan holdte om mig, inden han tog mit ansigt i hans hænder og kiggede på mig: "træk vejret Jade". Hans øjne udstrålede bekymring og jeg gjorde som han sagde. 

"Undskyld jeg troede du ville stikke af", sagde han og guidede mig hen til sengen, hvor jeg satte mig og han satte sig på hug foran mig. Den her side af ham havde jeg ikke set komme. Han havde lige undskyldt og gjorde alt hvad han kunne for at berolige mig. "Hvorfor skulle jeg det?", spurgte jeg sammenbidt og han sank en klump, inden han sagde: "det prøver de fleste gidsler". "Jeg er godt klar over at jeg ikke skal stikke af. Det har i tydeligt forklaret mig", hvæsede jeg og han slog blikket ned. En del af mig vidste at han ikke fortjente det jeg læssede af på ham, men den anden del fortalte mig at han gjorde. 

"Jeg har sagt undskyld okay", råbte han og rejste sig, inden han gik væk. Han kiggede på mig og hans øjne lynede, inden han åbnede døren og forsvandt udenfor. Døren smækkede i og der blev stille i rummet. Jeg kom langsomt på benene og gik med vaklende skridt hen mod døren, som jeg åbnede. Nathan stod udenfor og røg, mens han forskrækket kiggede tilbage og jeg trådte ud. Han vendte rundt og stoppede mig ved at lægge en hånd på min skulder. "Jeg har brug for luft, du var skyld i at jeg mistede det", snerrede jeg og han nikkede, inden han fjernede sin hånd fra min skulder. 

Min mave gjorde stadig ondt og jeg bed tænderne sammen for at fokusere på noget andet. "Hvorfor?", spurgte jeg og han kiggede forvirret på mig. "Hvorfor hvad?", mumlede han og jeg sukkede, inden jeg drejede mig om mod ham og spurgte: "hvorfor angreb du mig sådan?". "Det har jeg sagt, jeg troede du ville stikke af", sagde han og jeg fnøs, mens jeg rullede øjne og sagde: "vi ved begge to at du er hurtigere og stærkere end mig". Han bed tænderne sammen og sank en klump. "Du gjorde det fordi du endelig havde chancen for at skade mig. Mike var ikke i nærheden til at stoppe dig", fortsatte jeg og trådte tættere på ham, hvilket gav et sæt i ham. 

"Du hadede tanken om at nogen måske endelig svarede dig igen", sagde jeg vredt og skubbede til ham, hvilket fik ham til at tage fat i min arm og stramme til. "Du er ussel, Nathan", hvæsede jeg og han smilede skævt, inden han lænede sig frem mod mig og hviskede: "jeg er kriminel, Jade. Jeg er ikke en engel". "Nej det er du godt nok ikke", sagde jeg og rykkede armen til mig, men forgæves da han havde godt fat i mig. "Slip mig", kommanderede jeg og han grinede, inden han spurgte: "ellers hvad?". Jeg kiggede rundt og lagde mærke til en familie der sad og spiste på nogle bænke. 

Jeg lod mit blik glide hen på Nathan igen, der så afventende på mig. "Ellers så skriger jeg", sagde jeg og han sank en klump, mens jeg fortsatte: "og vi ved begge to at jeg har størst chancer for at vinde den kamp!". Han nikkede og slap min hånd, som jeg hurtigt rykkede til mig. Jeg sendte ham et smil og gik ind på værelset igen, inden jeg smækkede døren i bag mig.

•••

Jeg farede sammen, da døren blev åbnet og lukket i igen. Jeg kiggede hen på døren hvor Mike trådte ind med Nathan bag sig. Deres blik landede på mig og det tog mig ikke langt tid for at regne ud at Nathan havde fortalt ham om det lille stunt tidligere. Men ud fra at dømme Mike's blik, kunne Nathan havde stukket ham en løgn. Jeg kunne ikke være sikker og jeg kunne ikke stole på dem.

"Hvorfor kigger i sådan på mig?", spurgte jeg spydigt og Mike grinede, inden han nærmede sig sengen og sagde: "min bror har fortalt om dit lille stunt". "Hvilken løgn har han stukket dig?", spurgte jeg og han stivnede, inden han kiggede på Nathan der slog blikket ned. "Så du prøvede ikke at stikke af?", han rynkede panden og jeg rystede på hovedet. "Det jeg derimod prøvede, var at gå på toilet", sagde jeg og rejste mig op, inden jeg pegede på Nathan og sagde: "men det ville din bror åbenbart ikke have". Hans mund blev til en tynd streg og han kiggede på Nathan, som rømmede sig og fugtede sine læber. Mike kiggede på mig med sammenknebne øjne og gik hen mod døren, mens han mumlede: "Nathan". De forlod værelset og jeg åndede ud, mens jeg gik ud på badeværelset og lukkede døren efter mig.

Jeg gled langsomt ned af væggen. Jeg havde afsløret Nathan og gjort at se sikkert nu var uvenner. Det ville Nathan tage hævn for. Jeg rejste mig op og gik hen til håndvasken, som jeg tog fat i og kiggede på mit spejlbillede.

Der lød et brag jeg farede sammen, men rettede mig hurtigt op igen og kiggede bagud. Få sekunder efter fløj døren op og jeg stivnede, mens Nathan stoppede forskrækket op. Jeg løftede afventende det ene øjenbryn og han sukkede, inden han pegede ind i det andet rum og sagde: "smut". "Jeg var her ude før dig", sagde jeg og han spurgte: "hvad du du gang i?". "Tænker", svarede jeg flabet og han grinede, mens han kørte en hånd gennem sit hår. "Du kan tænke derinde", sagde han og trådte tættere på, hvilket fik mig til at rykke mig lidt. 

"Du er bange for mig", sagde han og smilede stort. Stolhed strålede ud af hans øjne og den triumfende tone i hans stemme, gav mig lyst til at skrige af ham. "Måske fordi du flere gange har været skyld i at jeg kom til skade", mumlede jeg og han gik frem mod mig, inden han tog fat i mig og slyngede mig op over skulderen. 

Jeg skreg og han skyndte sig ind i det andet rum, hvilket fik mig til at skrige igen og han sagde: "hold så op med at skrig". Han smed mig i sengen og jeg sparkede ud efter ham, hvilket fik ham til at tage fat om mig og holde mig nede. Han stoppede op og lyttede, mens han kiggede hen på vinduet. Jeg sprællede og vred mig i hans greb. "Stop så", vrissede han og jeg skreg igen. Han pressede sine læber mod mine og jeg spærrede forskrækket øjnene op, imens ringede det på døren. Han fjernede sine læber fra mine og jeg gispede efter vejret, mens jeg kiggede forskrækket på ham. Han rejste sig og åbnede sine bukser, hvilket fik mig til at spærre øjnene op. "Tag din bluse af", hviskede han bestemmende og jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at sukke og sige: "gør det nu bare".

Jeg sukkede og gjorde som han sagde, mens han uglede sit hår og jeg gjorde det samme. Det bankede på døren igen og han gik hen til døren, inden han kiggede på mig og mimede: "sengen". Jeg rynkede panden og han lavede nogle armbevægelser. Jeg smed nogle puder på gulvet og hev dynerne halvt på jorden, inden jeg kiggede på ham og han nikkede. 

Han åbnede døren og en mand stak hovedet ind, inden han sagde: "jeg synes jeg hørte skrig". "Det var bare min kæreste og mig", sagde han og grinede fjoget, inden han nervøst kløede sig i håret. Jeg kiggede overrasket på ham. Hvem vidste at han var så god til at spille skuespil. Manden rømmede sig og kiggede hen på mig. Jeg trak tæppet op over mig og kunne mærke at jeg rødmede, mens jeg kiggede på Nathan der smilede skævt til mig. "Undskyld forstyrrelsen", sagde manden og forsvandt igen, så Nathan lukkede døren og vendte sig mod mig.

Smilet der før havde været på hans læber forsvandt og han kiggede på mig med et vredt udtryk. "Du var så tæt på at afsløre os", han holdte den ene hånd oppe og jeg greb ud efter min bluse, inden jeg tog den på og rejste mig op. Jeg gik forbi ham ud mod badeværelset og han stoppede mig, for at skubbe mig tilbage. "Fatter du det?", råbte han og jeg bed tænderne sammen. Han skræmte mig. Hans øjne lynede og jeg skulle være omhyggelig med hvad jeg sagde. 

"Jade", hvæsede han og puffede til mig igen, inden han tog fat om min arm. Jeg tog fat om hans hånd og det gav et sæt i ham, hvilket fik mig til at spørge: "hvorfor gør du det?". "Gør hvad?", spurgte han forvirret og rynkede panden. "Skubber alle fra dig", hviskede jeg svagt og han stivnede, mens jeg slap hans hånd og gik forbi ham. Han tog fat i min arm og vendte mig mod ham, inden han sagde: "ikke gør det igen". Han slap mig og jeg gik ud på badeværelset, hvor jeg lukkede døren og kiggede på mit spejlbillede. Jeg vidste ikke hvad han mente med "ikke gør det igen": snakkede han om skriget eller mit spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...