The Black Luck | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 13 aug. 2014
  • Status: Igang
Noa har svært ved, ikke at kunne kalde sig den lykkeligste pige i verden. For kan man være mere heldig, end at komme sammen med selveste Harry Styles? Nej vel? Men da Harry en dag murer sig fuldstændigt inde på sit værelse -uden nogen form for forklaring, bliver Noa nødt til at holde hovedet højt. For prisen for at være sammen med den kendte Harry Styles er høj. Højere, end hun kunne forestille sig. Men er Noa stærk nok til at betale den pris?

38Likes
29Kommentarer
1006Visninger
AA

7. The first time we met

 

".. at jeg elsker dig."

KLASK!

Det var som at få et kæmpe slag i ansigtet. Jeg kunne ikke lade være med at blive skuffet. 

Skuffet? 

Vent, hvad havde jeg gang i? Hvordan kunne jeg, pigen som har elsket ham siden hun så ham til hans første X-faktor audition, og som har fulgt (stalket) ham siden da, blive skuffet over at få hans kærlighederklæring..? Det kunne jo ikke passe. Det var måske liiige lidt for utaknemmeligt. Men jeg ville have hemmeligheden! Eller, jeg ville også have hemmeligheden. 

Nej, jeg måtte simpelthen blive lidt mere taknemmelig, og tage én ting ad gangen. Hvor mange piger drømte mon ikke om at få det sagt af ham? Måske tusind, titusind.. Eller en hel million!?

Men det var mig ordene var henvendt direkte til, og jeg sugede skuffelsen i mig, ligeså hurtigt som jeg sugede (med sugerør selvfølgelig) min jordbærsmoothie i mig i morges.

Min skuffelse ændrede sig kortere sagt til glæde og anerkendelse.

"Nåårh, var det bare det?" sagde jeg, mens jeg spillede lidt dum og smigret. "Jeg elsker også dig min skat!"

Jeg stillede mig på tær, lagde armene rundt om hans nakke, hovedet let på skrå og kyssede ham. Han gengældte helt sikkert kysset, og vi stoppede ikke før jeg blev nødt til at slippe for at trække vejret. 

"Du er jo så dejlig," sagde han, og kiggede blidt på mig. 

"DU er dejlig,"svarede jeg grinende. 

Måske synes du det her lyder som den overdrevent urealistiske lille love story, cliché agtigt. Vi manglede bare den store lyserøde candyfloss, og en kærlighedstunnel (sådan en har de desværre ikke i Tivoli,) og sådan var det måske også lige i dét øjeblik. Men ikke hele tiden. For Harry skjulte stadig noget for mig, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle finde ud af havd det var. 

Vi spiste inde i Tivoli. Hele tiden havde vi forventningsfulde piger hængende i nakken, men vi ignorere dem. 

"Jeg kan ikke," sagde Harry trist. "De er mine fans, og det er måske deres første og eneste gang de får en lille bitte mulighed for at få kontakt med mig, og så ignorere jeg dem bare.."

Han så ned. 

"Ved du hvad?" spurgte han. 

Jeg rystede på hovedet, "hvad?" 

"Før jeg mødte dig, lå jeg nogen gange og græd mig selv i søvn," sagde han stille.

Gjorde han virkelig!? Jeg blev chokeret. 

"Hvorfor, Harry?" spurgte jeg bekymret. 

"Fordi jeg ikke kunne holde tanken ud om, at jeg ikke ville komme til at møde alle mine fans," svarede han, og rødmede. 

"Hvor er det bare  sødt," svarede jeg, og blev helt varm indeni. "Gå nu over til de piger, ikke." sagde jeg medlidende, og klappede ham på skulderen. 

"Er du sikker?" spurgte han. 

Jeg nikkede. 

"Det tager ikke lang tid, det lover jeg." Han kyssede mig blidt, og gik hen til en flok piger der var ved at gå i koma over ham. 

Jeg så på dem, jeg så mig selv i dem. Creepy.

Sådan havde jeg også været, og jeg kom igen i tanke om hvor heldig jeg var. Jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på dengang vi mødtes... Det hele startede sådan...


                                                                 ◾️


Jeg skulle til One Direction koncert med min bedsteveninde Louise. Hun var Louis-girl, mens jeg var Harry-girl! Vores store hobby var at stalke drengene, og vi elskede dem over alt på jorden - uanset hvad! Vi havde sparet op til vores tur længe, og havde siddet vågen hele natten, for at komme ind på billetnet som nogen af de første. Vi fik fat i to ståpladser i afsnit W, samt early entry billetter.
Vi ventede i 286 dage, og det var næsten totur! Vi kunne ikke vente, til vi skulle se vores drenge!

Vi møtte op foran Parken kl. 12:00 præcis, vi skulle jo ikke nyde noget af at komme for tidligt, og blive smidt ud. Vi var 'so excited' og intet kunne gå galt! Vi havde husket alt! 

Masser af drikke (selvom man enlig ikke måtte tage det med ind,) gode behagelige sko, fuldt opladet mobil, et godt kamera og ikke mindst vores skrigene stemmer. Det var vores første koncert, og vi kunne slet ikke stå stille. Vi skulle bare ind, og det kunne ikke gå for langsomt! Klokken halv et nåede vi hen til kontrollen. De tog vores tasker, åbnede dem, og tog alle vores drikkevarer... 

Vi havde ingen penge på os, så vi måtte klare os uden. Men det gik nok, vi skulle jo se vores drenge! Den tanke skulle nok holde os kørende. Da vi endelig blev lukket ind løb vi hen til vores pladser, og blev nogen af de aller forreste, lige foran scenen. Kunne det blive bedre? Nej, vel? Parken var så stor og overvældende, at jeg var lige ved at få tårer i øjnene af begejstring. 

Det føltes som lang tid at stå og vente helt til klokken 20:00 når drengene skulle gå på, men vi holdt os kørende ved tanken om at vi skulle se dem for real, og måske endda få øjenkontakt med dem! 

Jo længere tid der gik, desto mere fyldt blev Parken. Det var mega vildt! Louise og jeg holdt godt fast i vores plader, så vi ikke skulle miste dem. 

Da klokken endelig blev 6 gik Mc Busted på. Det var vildt så tæt på vi var, men det begyndte at blive varmt og meget trængt nede på gulvet, og jeg følte mig meget klemt... 

One Direction var en halv time forsinket, så presset nede på gulvet lettede en smule, men ikke meget. Min hals var tør, og jeg var begyndt at få en smule hovedpine... Jeg havde jo ikke fået noget at drikke hele dagen! Pigerne bagved var ophidsede og maste meget. Jeg havde det virkelig varmt, og jeg var faktisk begyndt at blive lidt træt. 

Louise puffede til mig, "der er ikke noget galt vel, Noa?" 

Hun kiggede lidt bekymret på mig, hun var højere end mig, og havde lettere ved at få luft. Jeg var knap så høj, og stod i mængden og indåndede den klamme, varme, svedige, fugtige luft. Adr. 

"Hvem mig? Nej, jeg har det helt fint!" Løj jeg. 

Vi stod og ventede, men jeg kunne bare ikke vente mere! Tanken om at se drengene var så syg! 

Pludselig begyndte introen! Jeg var ved at dø af spænding, og glemte alt om hovedpinen og mangel på væske. Jeg skreg sammen med Louise, om ikke så længe ville de komme! I levende live! Igen var jeg ved at begynde at græde, fordi introen var så perfekt!

Så begyndte Midnight Memories! Shiiiit!!!

Og BANG!

Folk begyndte at skubbe og mase som aldrig før, foran, foran, foran! Det var det eneste de havde i hovedet, og de tænkte kun på sig selv. Vi var som en kæmpe stime fisk, der pressede på. Jeg prøvede at ignorere det, men det var svært. Jeg kiggede op, og fik pludselig øjenkontakt med Harry. Han smilede til mig, og lavede 'Call me' tegnet! 

Oh my.. Det var min lykkedag.. Det var det bedste der overhovedet var sket! Jeg begyndte at skrige og fangirle for vildt! De stod jo luge dér! Få meter fra mig!

Drengene spillede videre, og jeg var helt oppe at køre, men det var alle andre tilsyneladende også, og jeg blev virkelig mast! Jeg var omringet af piger der alle var højere end mig, og de havde alle det fælles mål at komme op foran mig. 

Hovedpinen blev værre, og jeg begyndte at føle mig svimmel. Jeg ænsede ikke længere lydene omkring mig, jeg opfattede dem ikke rigtig. Jeg kunne ikke få luft, og jeg glemte helt at One Direction stod og spillede lige foran mig..

Noa! Sagde jeg til mig selv! One Direction står lige dér! Vågn nu OP! 

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke, uanset hvor meget jeg prøvede...

Jeg kiggede op, men mit syn var sløret, og jeg kunne ikke stille skarp. Jeg befandt mig i min egen døsige boble, og jeg havde mest lyst til at lukke øjnene, lige ligge ned i et par minutter...

Jeg kunne svagt mærke nogen ruske i mig, det var vidst nok Louise. 

"Du er ikke okay, jeg kan se du ikke er okay! Vågn op! Omg, skat, Harry kigger på dig!" 

Jeg kiggede på Louise's skræmte ansigt, og kiggede så op imod scenen.

Jeg fik øjenkontakt med Harry igen. Han så bekymret ud, og fik den der lille rynke mellem øjnene. 

Mine ben begyndte at blive matte, og de kunne ikke holde mig. Jeg blev mere, og mere svimmel, og sorte pletter begyndte at danse for mit udsyn... Jeg var helt ør i hovedet, og kunne ikke længere tænke klart.. Jeg begyndte at svaje, jeg kunne ikke stå. Jeg faldt..

Det sidste jeg så fra koncerten var Harry der stoppede med at synge midt i sin solo, pege ned på mig, mens han råbte til redningsfolkene. Eller var det bare noget jeg drømte?

Jeg blev båret over hegnet, af samoritterne tror jeg nok. Eller gjorde jeg?

Jeg husker ikke meget af det, det står stadig lidt sløret i hukommelse.

Jeg åbnede forsigtigt øjnene. Hovedpinen var der endnu, men det var ikke på samme måde. Det var det vidst Best song ever der var igang med at blive spillet. 

Vent, havd? 

HAVD!?

Best song ever!? Hvor var jeg? 

Så gik det op for mig hvor jeg var, jeg var jo til One Direction koncert, og Best song ever var den sidste sang!! 

Den sidste sang!!

Jeg kunne mærke tårene presse på. Jeg var jo gået glip af hele koncerten! Mit liv var jo ødelagt! 

Eller, næsten, for så kom jeg i tanke om Harry! Han havde kigget på mig, og sørget for at jeg kom i 'sikkerhed' så jeg ikke faldt om midt på plænen! Eller var det bare noget jeg havde forestillet mig?

Jeg hørte sangen slutte og at de takkede os danskere.. 

Bum.

Det var slut. Koncerten var slut, og jeg fik dem nok aldrig nogensinde at se igen. 

Fuck mit liv! 

Jeg ville ønske det hele bare var en drøm, at jeg lige om lidt ville vågne i min normale seng, glad over at skulle til One Direction koncert i aften.

Sådan var virkeligheden bare ikke. For jeg var allerede vågen.

Jeg lå stadig inde i teltet, der var stillet op i hvert hjørne af plænen. Jeg opdagede en flaske vand på bordet, og at redningsfolkene var travlt optaget med en anden pige. Pludselig kom en af dem hen til mig, da hun opdagede jeg var vågen.

"Du er vågen. Er du ok?"

Jeg nikkede. 

"Jeg tror godt Harry ville tale med dig," sagde hun bare, og gik så tilbage til en anden pige. Jeg lyste op, og kunne slet ikke vente. Kunne det virkelig være rigtigt?

Der gik 20 minutter, men så kom han også, mit hjerte sprang et slag over. Var det virkelig ægte det her?!

Det var ikke kun ham, men også de fire andre drenge, samt Louise. Harry gik hen til mig. 

"Tak fordi du reddede mig," jeg smilede genert. Vildt nok, at jeg ikke flippede ud, når nu jeg tænker tilbage på det. 

"Det var da så lidt," han gav mig sit nuttede smil. "Du er okay, ikk?" 

Jeg nikkede, og rødmede. 

"Giv mig lige dit nummer, så kontakter jeg dig, ikk?" 

Jeg kiggede forbavset på ham. "Selvfølgelig!" 

Jeg skrev mit nummer til ham. Han gav mig et kys på kinden, inden de tog afsted. 

"Vi ses." Han vinkede, gav mig Call me tegnet igen, og jeg vinkede tilbage...


                                                                        ◾️


"Noa?" Harry kiggede på mig. 

Jeg glippede med øjnene. Jeg var tilbage på restauranten i Tivoli. "Når, undskyld, jeg sad bare i mine egne tanker." 

"Hvilke tanker?" Harry smilede skævt. 

Jeg grinte, "nå, skal vi tage hjem?" 

"Ja, lad os gøre det," svarede han. 

Nå, det blev så ikke den dag jeg fik hemmeligheden ud af ham, men den skulle nok komme. Men ligenu havde jeg ikke lyst til at tænke på den. Jeg ville bare nyde ham, og kun ham.


Det var så del 7<333 Hvad siger i til den?
Smid et like hvis i føler for det. Og tak for jeres likes, kommentare og favoritliste
(Dette kapitel er ikke rettet) 

Stine xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...