The Black Luck | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 13 aug. 2014
  • Status: Igang
Noa har svært ved, ikke at kunne kalde sig den lykkeligste pige i verden. For kan man være mere heldig, end at komme sammen med selveste Harry Styles? Nej vel? Men da Harry en dag murer sig fuldstændigt inde på sit værelse -uden nogen form for forklaring, bliver Noa nødt til at holde hovedet højt. For prisen for at være sammen med den kendte Harry Styles er høj. Højere, end hun kunne forestille sig. Men er Noa stærk nok til at betale den pris?

38Likes
29Kommentarer
1012Visninger
AA

6. Sooo close

 

Jeg vågnede næste morgen liggende i vores dejlige seng. Harry sov stadig, så jeg lå bare studerede ham. 

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg tænkte tilbage på i går. Smilet kom op på mine læber helt automatisk, og nåede helt op til mine øjne og kinder. Kender du ikke godt de der smil, som man ikke selv kan styre? De kommer bare, og når man prøver at fjerne det, kan man næsten ikke.

Han så bare så sød ud, når han lå der og sov. Virkelig nuttet. Han var også lige min type, ham den kærlige, omsorgsfulde, uskyldige person der aldrig bander, og som er bange for høje lyde.. Det er da så sødt. Drengen der bl.a. Andet har mottoet: Giv dig selv fuldt ud, og vær sød overfor andre. Han tænkte altid på alle andre mennesker, sjældent sig selv. Han prøver altid at være så venlig og imødekommende overfor alle.

Men jeg kunne alligevel have lidt svært ved ikke at blive lidt misundelig på alle hans søde fans, der hver dag spørger ham om de skal giftes, eller siger at de elsker ham, eller vil føde hans børn.. (Jeg vil føde hans børn!) Men han kan jo ikke lade være med at smile når han ser det...

Meeen så ved jeg jo, at det er mig der har ham og ingen andre. Jeg blev glad ved tanken, og følte mig som den mest heldige pige på hele jorden. 

Harry begyndte at røre på sig. Hans øjenlåg sitrede, og han slog øjnene op. Han smilede da han gik øje på mig.

"Godmorgen, smukke," sagde med sin dybe og lidt hæse morgenstemme.

"Har du været vågen længe?" 

"Neeej.. Ikke rigtig," svarede jeg, mens jeg kørte mine fingre ned langs hans arm.

"Jeg har en overraskelse til dig," sagde han blidt, og lukkede øjnene, nød min berøring. 

En overraskelse? Jeg både elskede og hadede overraskelser. Men når de var fra Harry, kunne jeg vel ikke andet end at elske dem?

Jeg løftede brynene. Harry smilede, og åbnede øjnene igen. 

"Vi kunne jo tage en tur i Tivoli?" Foreslog han.

Det synes jeg lød som en god idé, så vi stod op og gjorde os klar. 

       
                                                                     ◾️
  

Vi stod ude foran indgangen til Tivoli hånd i hånd. Idag var vi ligeglade med både medier og skrigene fans. Eller.. De skrigende fans kunne jeg godt forstå, jeg havde jo selv været en del af dem engang.. Men selvom jeg vidste det gjorde ondt inden i ham, lovede han mig, at han ikke ville skrive hverken autografer eller tage billeder med nogen i dag.

I dag var min dag, eller, vores dag.

Vi gik derinde, stadig hånd i hånd, og småsnakkede om allemulige ligegyldige ting.

Pludselig pegede Harry hen imod et tårn.

"Skal vi ikke prøve den der?" Spurgte han, og smile lumsk.

Det gyldne tårn.

Shit nej!

Jeg rystede allerede i bukserne. Frit fald og vilde rutsjebaner var ikke lige min kop te. Men af en eller anden grund nikkede jeg alligevel. Ville du måske ikke også gå med til de sygeste ting, hvis det var i selvskab med Harry Styles? Det tror jeg du ville.

Men omg, hvorfor gjorde jeg det!?

Harry trak mig med sig.

"Okay, nu er der ingen vej tilbage!" sagde han drillende.

Da vi havde stået i kø, og jeg rigtig kunne se hvor ubehagelig forlystelsen så ud, blev det vores tur. 

Vi satte os på vores pladser, og vi steg til vejrs. Det gav et sug inden i mig.

Udsigten var smuk, men den havde jeg bestemt ikke tid til at koncentrere mig om. Tværtimod.

Jeg tog Harry i hånden, og havde fast i den, i et stramt greb. Meget stramt.

"Er du bange?" Spurgte han med sin rolige stemme, og smilede sødt. 

"Næ mig? Bange? Nej da, jeg er da ikke bange," svarede jeg med en lidt for skinger stemme, og grinede sarkastisk..

Men jeg havde da talt sandt. Jeg var ikke bange, nej. 
Jeg var rædselslagen. 

Vi hang deroppe i luften i lang tid, længere end vi havde set de andre gøre, og jeg forstod ikke hvorfor. Harry rynkede også brynene. 

"Man plejer da ikke og hænge her i så lang tid?" spurgte han, men stadig rolig.

Jeg rystede på hovedet og trak på skuldrene. Jeg kiggede ned, og sank en klump. Der var langt ned. Meget langt ned.

Glemte jeg at sige, at jeg har højdeskræk? Nå, men hvis I ikke kunne regne det ud, så ved I det ihvertfald nu.

En let brise kom ind over os, og mine tænder begyndte at klapre, og jeg begyndte at ryste. Mine svedige håndlavet holdt stadig stramt om Harry's.

Pludselig hørte vi en stemme fra en højtaler lidt længere nede.

"Forlystelsen er desværre gået i stå. Vi vil venligst bede jer blive siddende og forholde jer i ro, indtil vi har fået styr på det. Tak."

Det gjorde mig ikke ligefrem mere tryg, og mine ben begyndte at ryste voldsomt.

Harry gav min hånd et klem. 

"Tag det roligt. Ikk." Hans dybe stemme beroligende mig, og jeg tog en dyb indånding. 

Der gik flere minutter, og vi hang der stadig.. Det var et helvede for mig.

Pludselig vendte Harry hovedet ind mod mig og kiggede mig direkte ind i øjnene, han så meget alvorlig ud, og han fik igen det der mærkelige, ubehagelige og uigenkendelige blik, jeg bestemt ikke brød mig om.

"Jeg bliver nødt til at fortælle dig det," sagde han stille.

Det gibbede i mig, og han havde min fulde opmærksomhed. Ville han sige det nu!? Jeg forstod straks hvad det drejede sig om!

Harry tog en dyb indånding, og fortsatte. "Hvorfor jeg låste mig inde. Hvorfor jeg svigtede dig." Han så ned. "Du skal jo have det af vide... Lover du at tilgive mig?" Spurgte han.

Jeg nikkede. "Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, Harry. Du er allerede tilgivet!" 

Han sank en klump og fortsatte. "Det er fordi.. Det er fordi jeg.. Eller, der skete noget, noget der.." 

Pludselig hørte jeg et klik, og vi faldt med lynets hast ned mod jorden. 


                                                                   ◾️


Jeg skreg. 

Det føltes som om min mave faldt, mens alle mine organer sad fast oppe i halsen. 

Mine ben var  følelsesløse, og hang bare og slaskede. Jeg troede helt seriøst jeg skulle dø. Vi styrtede jo direkte mod jorden! Jeg havde stadig hårdt fat om Harrys hånd, men jeg kunne ikke længere skrige. Det var som om min stemme var forsvundet. Jeg lukkede øjnene, gjorde mig klar til at dø.

Jeg sendte en sidste tanke til min familie og venner, inden jeg om et øjeblik ville ligge, splattet ud nede på jorden.

Iv nej, det ville jeg ikke tænke på! Stakkels ham der skulle fjerne det..

Men da vi var få meter fra jorden blev vi hejst op igen, kun halvt så højt, og så kørte vi ellers bare op og ned. Der gik det op for mig, at vi ikke havde været i fare på noget tidspunkt. 

Forlystelsen var begyndt at virke normalt igen, da vi "faldt" ned... 

Nøj hvor pinligt.

Da turen endelig var færdig kunne jeg konkludere én ting. 

Jeg ville ALDRIG prøve den igen, heller ikke selvom det var med selveste Harry Styles ved siden af. Eller.. Ved nærmere eftertanke, måske.. 

"Var det så slemt?" Spurgte han drillende.. 

Øhm ja!

 Jeg troede jeg skulle dø, kan det måske blive slemmerne end det!? 

Men istedet svarede jeg, "thjaa.. Det var en smule ubehageligt, må jeg nok indrømme.."

Jeg blev rød i hovedet, og Harry kyssede mig på kinden. "Det okay at være ærlig," sagde han, og sendte mig et skævt smil, det smil jeg virkelig elsker! Pludselig slog en tanke mig! Harry var jo ved at fortælle mig hvad der var sket, før vi faldt ned! Men jeg nåede jo aldrig at høre det! "Harry..?" Begyndte jeg forsigtigt. "Uhm," svarede han, og kiggede kært på mig. 

"Apropos det der med at være ærlig. Du var ved at fortælle noget," begyndte jeg, men Harry rynkede bare brynene. "Jeg mener, oppe i forlystelsen, lige før vi faldt. Du var ved at sige noget, og det lød til at være vigtigt."

 Harry kiggede uforstående på mig, og noget af det ubehagelige blik var tilbage.

"Søde skat, jeg ved ikke hvad du snakker om." 

Jeg blev irriteret indeni, han vidste udemærket godt hvad jeg snakkede om! Han prøvede bare at tale udenom. Men jeg ville ikke presse ham, det turde jeg ikke. Alligevel gav jeg det en sidste chance. 

"Harry, jeg ved godt du var ved at sige noget," jeg kiggede bedene på ham. 

"Jeg tror din nærdødsoplevelse har fået dig til at høre syner," han smilede, blikket var væk, og erstattet står et sær perfekte smilehuller.

Men det var ikke nok. Jeg fastholdt mit bedene blik. 

Han sukkede. "Vil du virkelig gerne vide det?" 

Jeg nikkede. 

Yes! Jeg havde vundet den her!

"Okay.." Sagde han. "Det jeg var ved at sige deroppe var, at.."

 

Heiiii mennesker!

Nåååå... Hvad synes I? 
Smid et like og/eller en kommentar, så bliver jeg så glaaad<333

Stine xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...