The Black Luck | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 13 aug. 2014
  • Status: Igang
Noa har svært ved, ikke at kunne kalde sig den lykkeligste pige i verden. For kan man være mere heldig, end at komme sammen med selveste Harry Styles? Nej vel? Men da Harry en dag murer sig fuldstændigt inde på sit værelse -uden nogen form for forklaring, bliver Noa nødt til at holde hovedet højt. For prisen for at være sammen med den kendte Harry Styles er høj. Højere, end hun kunne forestille sig. Men er Noa stærk nok til at betale den pris?

38Likes
29Kommentarer
1008Visninger
AA

2. Louis


"Ja Harry, det er mig! Hvad sker der?" Der var en lang tavshed. Louis ventede tålmodigt.

"Harry, hvad er der sket?" Prøvede han igen. "Ik noget." Lød det bare derinde fra.

Jeg var grædefærdig. Hvorfor ville han tale til Louis, når han ikke ville til mig? Det var seriøst ikke fair! Det var sikkert mig, der var noget galt med.. Hvad skulle det ellers være!? Jeg stod og blev irriteret på mig selv, mens jeg prøvede at finde alle mine utallige fejl frem:

1. Jeg var ikke kendt, eller, det var jeg jo så blevet, men jeg havde ikke ligefrem nogen talenter.

2. Jeg havde været kæmpe Directioner, du ved, sådan en der gør alt for at få bare et lille glimt af drengene. Jeg har f.eks. stået ude foran deres hotelværelse i adskillige lande! Men mine forældre ville dog have, at jeg holdte mig indenfor Europa's grænser.. Surt. Jeg ville jo have det hele med. Men den kæmpe Directioner ændrede sig brat, da jeg begyndte at komme sammen med Harry. Jeg kunne bare ikke være så stor en fan, når jeg tilbragte næsten al min tid sammen med drengen privat. Nu var de blevet normale mennesker for mig. Men inderst inde, elskede jeg dem stadig på den der girly fan måde.. Heh..

3. Mit udseende.. Hvem hader ikke sit udseende? Mit blonde spaltede tynde hår, der ofte ligner en kæmpe høstak.. Min næse som jeg synes er alt for spids. Min krop der er lidt for spinkel, mine øre der er lidt for små... Jeg kunne blive ved i evigheder. Men mine øjne, det var nok den ting jeg bedst kunne lide ved mig selv. Blå funklende øjne, som skabt til at kigge ind i Harry's skinnede grønne..

Jeg havde stået der med min indre alt-hvad-jeg-hader-ved-mig-selv-liste, og havde helt glemt den situation jeg stod i.

 "Harry.. Seriøst. Kom ud derfra. Du kan ikke bare blive derinde. Uanset hvad der er sket, så kom ud!" Louis gjorde hvad han kunne, men Harry var stædig. "Jeg kan ikke.." svarede han meget kort og stille. "Men det bliver du nødt til! Jeg tror ærlig talt ikke, at du har det værre en hun har."

Hun? Var det mig, han mente? Så måtte jeg altså virkelig se forfærdelig grim ud.. Akavet, at få sådan noget af vide af en dreng. Nedtur.

 "Det går også udover hende. Tænk helt ærligt på det Harry.." Der var fuldstændig stille på den anden side. Jeg tror han fik noget at tænke over.

 Louis gik tilbage til mig. "Jeg tror vi bliver nødt til at lade ham være lidt i fred. Han skal nok blive god igen. Du kunne jo tage med hjem til mig imens?"

Det var da et fristende tilbud, og selvom jeg ikke ville forlade Harry, blev jeg nødt til at sige ja, jeg havde virkelig brug for at komme lidt væk. Men jeg var alligevel i tvivl. Jeg kunne da ikke bare forlade Harry. Men på den anden side. Jeg kunne ikke bare blive siddende foran den dør!

 Jeg gik ud for at hente mine sko og min jakke, og stod i døren for at vente på Louis. Jeg måtte afsted. Nu! Inden jeg nåede at ombestemme mig. Efter et par minutter kom han endelig.

 "Kommer du eller hvad?" Spurgte jeg ham. "Jeg skulle bare lige sige noget mere til Harry, men jeg kommer nu."

Sige noget mere til Harry? Om hvad dog? Jeg måtte vide sådan nogen ting!

"Om hvad?" spurgte jeg så, da vi sad i bilen. Louis svarede ikke.

”Det er ligemeget,” sagde han. ”Det var ikke noget vigtigt.”

Vi fortsatte resten af turen hjem til ham, i tavshed.

Vi parkerede inde i Louis indkørsel. "Eleanor er ikke hjemme her i weekenden, hun er i byen med nogen veninder, så vi har huset for os selv." Louis sendte et drillende smil til mig, og vi gik indenfor.

Jeg havde været hjemme ved Louis mange gange, altså sammen med Harry. Når jeg tænkte over det, tror jeg faktisk det var første gang jeg var hjemme ved ham uden Harry.. Åh.. Harry..

Jeg havde bare forladt ham. Helt alene derhjemme.

Jeg fik det dårligt ved tanken, men på den anden side ville det heller ikke hjælpe, hvis jeg bare blev derhjemme, for at sidde og snakke ind i en dør. Og jeg ville selvfølgelig tage hjem igen, når weekenden var ovre. Louis afbrød mine tanker.

"Du kan jo bare gå ud og tage dig et bad hvis du vil. Jeg tror heller ikke Eleanor har noget imod, hvis du låner lidt af hendes ting til at friske dig lidt op med. Jeg laver lidt mad imens."

Endnu et lille ”hint” til, at jeg måtte ligne en omgang være lort. Men tilbuddet skulle han ikke sige to gange!

Jeg gik ud på badeværelset, klædte mig af og gik i bad. Det var rart at få skyllet sveden, skidtet og tårerne væk. Men knuden jeg havde indeni forsvandt ikke. Jeg stod længe under bruseren, lidt for længe måske. Især fordi det ikke var mit eget hjem. Jeg skyllede mig en sidste gang, og trådte ud på de fine hvide klinker.

 Da jeg var færdig havde jeg jo ikke andet tøj, end det jeg kom i. Jeg skulle  derfor til at trække i de samme bukser, da Louis råbte,

 "du kan bare låne noget af Eleanor's tøj. Jeg tror i bruger nogenlunde samme størrelse."

"Er du nu sikker?" Råbte jeg tilbage.

 "Selvfølgelig!" Råbte han, "havde du måske ikke gjort det samme for hende?"

Jo, det havde han faktisk ret i. Jeg ville have gjort det samme for hende.

 Jeg tog håndklædet omkring mig, og gik ind deres soveværelse. Jeg åbnede skabet og kiggede ind. Eleanor havde meget tøj, og jeg valgte en let og behagelig kjole med sort baggrund og blomsterprint. Den gik mig til lige over knæet, og den sad perfekt.

Jeg gik tilbage på badeværelset og lagde lidt makeup, ikke meget. Jeg tog en let blush på, en nudefarvet øjenskygge og en almindelig sort mascara. Jeg kørte en børste igennem mit hår, satte noget af pandehåret op med et par hårnåle, men lod det ellers bare hænge løst. Jeg orkede ikke at gøre meget ud af mig selv.

"Hvor ser du godt ud, skat!" Sagde Louis der stod klar med maden på bordet. "Nu kan jeg kende dig igen."

Han gik hen og kyssede mig blidt på kinden. "Ja, når Harry ikke kan være der for dig, så må jeg jo." Louis trak på skuldrende, med et drillende glimt i øjet.

 Jeg smilede lidt flovt til ham. Det var lidt pinligt.

 Vi spiste den kylling han havde stegt i tavshed, og jeg begyndte at længdes mere og mere efter Harry. Efter at holde om ham, efter at kysse ham.

Jeg hjalp Louis med at rydde af bordet, og da vi var færdige kyssede han mig let på panden. Den her gang var det rart, for det var længe siden jeg sidst havde fået et kys, og jeg savnede det virkelig meget.

"Du kan bare slå dig ned ik. Bare lad som om du er hjemme."

Louis satte sig i sofaen, og tændte for fjernsynet. Fodbold, selvfølgelig. Jeg satte mig ved siden af ham, og han lagde sin arm rundt om mig. Vi sad bare og så kampen i tavshed. Fodbold var ikke ligefrem min største interesse.

 "Skal vi ikke gå i seng?" Spurgte han da kampen var færdig. "Du må være virkelig træt."

Det var jeg virkelig også, og vi gik ind i soveværelset.

Jeg lånte en af Eleanor's silkebløde natkjoler, og lagde mig ved siden af Louis. Det var rigtig hyggeligt, men ikke som mere end venner. Det ville jeg aldrig gå med til. Han havde armen omkring mig, og jeg lå ind til hans brystkasse. Jeg følte mig ikke helt tilpas over at have ”taget” Eleanor´s plads, men jeg blev nødt til at slå den tanke ud af hovedet.

Jeg kunne mærke hans hjerterytme, den mindede meget om Harry's men den slog lidt hurtigere. Han lå og nussede mig i håret og kyssede mig engang imellem i hovedbunden. "Savner du ham?" Hviskede han blidt.

 "Uhm," mumlede jeg, jeg var virkelig træt og ville bare sove.

"Du skal bare sige til, hvis du har brug noget omsorg, når nu Harry ikke.."

 "Når nu Harry ikke kan. Nej, jeg ved det," afsluttede jeg hans sætning.

Louis trak mig længere ind til sig, og jeg havde virkelig savnet at ligge sammen med nogen igen, det havde jeg jo ikke gjort når Harry bare sad på værelset.

Han begyndte at pille i natkjolen, det samme gjorde jeg, og vi fik den af. Jeg lagde mig helt hen til Louis, mens vi kyssede. Længslen efter det var så stor, at jeg ikke kunne lade være. Vi blev ved med at ligge sådan.

Jeg var tæt på at give efter.. Jeg var så tæt på men, nej! Nej! Jeg kunne ikke! Jeg ville ikke! Det ville jeg ikke gøre imod Harry! Det kunne jeg ikke gøre imod Harry. Jeg blev flov over mig selv.

"Du har jo også Eleanor!" Sagde jeg, trak mig væk og vendte mig om på siden, væk fra ham.

Da jeg vågnede næste morgen havde jeg glemt hvor jeg var. Udover mig, var sengen tom, ligesom den havde været hjemme ved mig selv i den seneste periode. Men det lignede ikke sig selv, og jeg kom i tanke om hvor jeg var! Men Louis lå ikke i sengen.. Hvor var han? Så var det jeg kunne høre en knitrende lyd. Det duftede af æg og bacon. Jeg strakte mig, og stod op.

Ude i køkkenet stod Louis og vendte æggene på panden.

 "Har du sovet godt?" Spurgte han sammenbidt.

"Ja, jeg har sover rigtig godt," svarede jeg lidt søvndrukent. Stemningen var akavet.

"Undskyld for..." Sagde vi så på samme tid i munden på hinanden.

"Dig først," sagde jeg forlegent.

"Nej, dig først," sagde han.

"Jeg ville bare sige undskyld for igår. Det var ikke meningen det skulle blive sådan, for jeg er virkelig taknemmelig for det du har gjort for mig!"

 "Det er mig der undskylder!" Sagde han. "Det var jo helt forkert!"

"Det er helt okay!" Sagde vi så i begge i munden på hinanden.

"Nå, jeg er næsten færdig med maden, så sætter du ikke lige noget te over?"

"Jo, selvfølgelig," svarede jeg, og begyndte at hælde vand op i en kande. Den akavede stemning var forsvundet, og vi kunne være os selv igen.

 "Forresten," sagde Louis, "var der en der ringede i morges, en der gerne ville have fat i dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...