The Black Luck | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 13 aug. 2014
  • Status: Igang
Noa har svært ved, ikke at kunne kalde sig den lykkeligste pige i verden. For kan man være mere heldig, end at komme sammen med selveste Harry Styles? Nej vel? Men da Harry en dag murer sig fuldstændigt inde på sit værelse -uden nogen form for forklaring, bliver Noa nødt til at holde hovedet højt. For prisen for at være sammen med den kendte Harry Styles er høj. Højere, end hun kunne forestille sig. Men er Noa stærk nok til at betale den pris?

38Likes
29Kommentarer
1009Visninger
AA

3. Big mistakes

 

"Harry!?" Spurgte jeg begejstret. 

Mit hjerte begyndte af hamre hurtigere, og  jeg fik det med et varmt. Harry.. Jeg kunne ikke vente med at få ham i røret! Jeg rakte ud efter telefonen.

Louis trak telefonen til sig, og ansigt skiftede fra glæde til bekymring.

 "Åh, nej.. Det var ikke lige ham.. Men altså, det var tæt på. Det var Gemma." 

Harry's søster? Hvorfor ville hun have fat i mig? Skuffelsen rasede igennem min krop, og jeg havde lyst til at skrige af længsel og frustration.

 "Hun har hørt det der er sket med Harry, og hun vil se om hun kan hjælpe jer. Hun har jo trods alt kendt drengen siden han blev født."

 "Nåårrh.. Klart. Hvornår ville hun mødes?" Spurgte jeg, fuldstændig uinteresseret. 

"Hun ville gerne mødes med dig på Starbucks kl. 13:00,"svarede Louis.

"Starbucks? Hvorfor sådan en kendt café? Vi vil jo blive genkendt med det samme!" Kunne jeg blive mere irriteret? Jeg var helt oppe i det røde felt.

 "Det tænkte jeg også," forklarede Louis, "men ser du, Gemma er faktisk ret smart! Når i tager ind på sådan en fyldt café, er der næppe nogen der vil ligge mærke til jer, eller høre jeres samtale. For i vil jo bare være en del af mængden. 
Hvis I istedet havde valgt en knap så attraktiv café, ville I helt sikkert blive lagt mærke til, fordi der næsten ikke er nogen derinde, og jeres samtale ville måske endda blive overhørt. Vi vil jo ikke have, at medierne skal finde ud af hvad der er sket med Harry!" 

Jeg forstod Louis pointe, og efter morgenmaden gjorde jeg mig klar til at tale med Gemma.

 

                                                                           ▪️

 

Klokken var 12:57 og jeg stod udenfor Starbucks med en hættetrøje over hovedet. Jeg ville 
helst ikke genkendes, for jeg havde virkelig ikke overskud til en flok journalister eller paparazzier løbende i hælene. Jeg stod ude foran cafeen, og tøvede lidt med at gå ind. Jeg stod og studerede mærket, du ved, den der dame der er tegnet op med grøn. Hvorfor..?

Pludselig var der en der skubbede til mig.

"Skal du ind eller hvad? Du står og fylder hele indgangen!"

Med hastige skridt gik jeg ind på cafeen. Gemma så ikke ud til at være kommet endnu, så jeg valgte et bord henne ved hjørnet. Jeg sad bare og studerede en syning jeg opdagede var gået op i min trøje. Selvfølgelig begyndte jeg at pille i den, og det blev værre. Det var en dårlig vane jeg havde.

Jeg ventede, luften var varm og indelukket og jeg havde mest lyst til at styrte ud af cafeen igen. Der var snak og larm over det hele, og jeg følte mig omringet

Jeg forstod ikke hvorfor Gemma ikke var kommet endnu. Jeg blev irriteret. Det var jo spild af tid! Jeg tjekkede min iPhone. Klokken var 13:16. Var det mon den forkerte Starbucks jeg var gået ind på? Havde vi talt forbi hinanden?

En ekspedient kom hen til mig, og jeg fik et chok. 

"Skal du ikke købe noget?" spurgte hun.

Nårh jo, det var jo også rigtigt.. Jeg kunne jo ikke bare sidde på en café, uden at købe noget. 

Jeg gik hen og bestilte mig en Chocolate cream, og satte mig tilbage igen. Jeg havde enlig ikke lyst til noget, så jeg sad bare og tyggede lidt på det sorte sugerør. 

Klokken 13:19 prøvede jeg at ringe til hende, men efter fem lange bip, gik den på telefonsvaren.

Klokken blev 13:25 og Gemma var stadig ikke kommet.

Jeg havde mistet den sidste rest af tålmodighed, og gik ud af cafeen for at ringe efter Louis, så han kunne komme og hente mig. Jeg havde lige tastet hans nummer, og skulle til at trykke på "ring op" da en pige kom løbene hen imod mig. Hun havde også taget en hættetrøje på.

 "Undskyld, jeg blev virkelig meget forsinket. Et par fotografer fangede mig, så jeg prøvede at ryste dem af mig, sådan så de ikke kunne finde os her. Men vi har nok ikke så meget tid.." 

Det Gemma der endelig var kommet. 

Hun kiggede sig over skulderen. "Nå, hvad er der sket? Hvad har Harry nu rodet sig ud i?" Spurgte hun med en rynke i panden, der mindede mig om Harry's.

Vi gik igen ind på cafeen, og satte os ved det samme bord jeg lige havde rejst mig fra.

 "Ja.. Jeg ved det ikke engang selv.. Han har bare siddet inde på værelset i jeg ved ikke hvor mange dage. Han vil næsten ikke snakke, og jeg må ikke komme ind til ham. Jeg er bange for, at det er min skyld, at jeg har gjort noget forkert.." 

Inderst inde var jeg bange for, at jeg ikke var god nok til ham. Jeg var jo bare en ganske almindelig (meget heldig) pige.. 

Gemma klappede mig på skulderen. "Noa, jeg tror ikke det er din skyld. Du skulle bare vide hvor meget han har snakket om dig! Han elsker dig, virkelig! Og jeg er glad for han har fundet sådan en fantastisk pige som dig!" Gemma så kærlig på mig, og det så ud til, at hun mente hvad hun sagde.

Mit ansigt blev varmt, og jeg vil vædde med, at mine kender blussede op, jeg blev forlegen.

Gemma kiggede forstående på mig. "Giv ham lidt mere tid, okay? Uanset hvad han har haft gang i, så vil han altid vende tilbage til den han elsker!"

Gemme kiggede på sit ur. "Jeg bliver nødt til at løbe, okay? Bare ring hvis det er!" 

Jeg nikkede, og Gemma havde allerede forladt cafeen. 

 

                                                                            ▪️


"Nå? Hvad så?" 

Jeg sad inde i Louis bil, på vej hjem til ham igen. 

"Faktisk ikke så meget." Svarede jeg. Jeg var lidt skuffet. Det var ikke længe vi nåede at snakke.

 "I var da ellers længe om det," sagde Louis undrende. 

"Thjaaa... Altså hun var også en halv time forsinket," svarede jeg tørt. Jeg gad ikke snakke om det.

Vi stod hjemme i hans flotte køkken igen. Der stod en skål gulerødder på bordet.

"Bare tag!" Sagde han, og pegede på skålen. "Jeg elsker bare når piger spiser gulerødder! Lige i det øjeblik hvor i tager en bid, og det siger kriilk..." 

Louis klappede sine flotte hvide tænder sammen, og lod som om han havde en gulerod i hånden. 

Jeg tog en gulerod fra skålen. De var sprøde og saftige, og ganske rigtigt sagde det 'kriilk' da jeg tog en bid. 

Louis smilede, gik hen og rodede mig i håret og kyssede mig på hagen. 

"Louis..!" 

"Noa..!" Han efterlignede min stemme på en åndssvag måde, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Eftermiddagen gik hurtigt i Louis selskab, vi fik bygget et helt specielt bånd op sammen jeg aldrig nogensinde havde haft med en person før. 

Vi lavede aftensmaden sammen, mens vi fjollede rundt i køkkenet. Han blev ved med at pille i mit hår.

"Lou! Stop Lou! Der kommer jo hår i maden!" Grinte jeg, og skubbede til ham. 

"Haha!" Sagde han, "dårlig undskyldning." 

Mens vi spiste kunne vi heller ikke lade hinanden være, og det endte i en mindre madkamp. 

Da vi havde ryddet op efter os gik vi ind i stuen, og Louis tændte for fjernsynet. Fodbold.. Igen. Han kiggede på mig. 

"Skal vi se noget andet, smukke?"

 "Hvis det er okay med dig," sagde jeg og smilede skævt. 

"Hvad meeed..?"

 Louis lod som om han skulle tænke sig længe om, og han kløede sig på hagen, og prøvede at ligne en filosof.

"Grease?" Forslog jeg grinene.

"Det er jo min yndlingsfilm!" Udbrød Louis, og vi satte 'Grease' på. 

Da filmen var færdig gik vi ind i soveværelset for at sove, klokken var halv 1. Vi lagde os, og jeg lagde mig helt ind til ham. Det var slet ikke på samme måde som igår, det 100 gange bedre. Det føltes meget mere afslappet og naturligt. Han lå og nussede mig i håret, og jeg gjorde det samme med hans.

"Godnat, Lou," hviskede jeg.

"Godnat Nou," hviskede han blidt, og kyssede mig på kinden.


                                                                            ▪️

 

Pludselig blev lyset tændt. 

Jeg satte mig brat op, og kiggede mig forvirret omkring. Louis lå ved siden af, stadig med armen rundt om mig. Jeg så med sammenknepne øjne på uret. Klokken var ikke mere end 5. søndag morgen. Hvad var meningen?

Så var det jeg fik øje på hende. Eleanor stod måbende i døråbningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...