The Black Luck | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 13 aug. 2014
  • Status: Igang
Noa har svært ved, ikke at kunne kalde sig den lykkeligste pige i verden. For kan man være mere heldig, end at komme sammen med selveste Harry Styles? Nej vel? Men da Harry en dag murer sig fuldstændigt inde på sit værelse -uden nogen form for forklaring, bliver Noa nødt til at holde hovedet højt. For prisen for at være sammen med den kendte Harry Styles er høj. Højere, end hun kunne forestille sig. Men er Noa stærk nok til at betale den pris?

38Likes
29Kommentarer
1014Visninger
AA

1. Behind the door

 

Jeg stod ude foran hans dør. Igen.

Han ville under ingen omstændigheder lukke mig ind, og jeg havde ikke rigtig set ham i flere dage. Vi var lige flyttet sammen, og alt så ud til at være mere end perfekt, vi elskede hinanden og havde det fantastisk sammen. Lige indtil den dag. Harry murede sig inde på værelset, og gik kun ud for at gå på toilettet eller for at få lidt at drikke. Han spiste næsten ikke. Når han et par sjældne gange om dagen forlod sit aflåste rum, kunne jeg aldrig nå at få fat i ham. 

"Lad mig være!" Råbte han. 

Der var noget i hans blik, jeg ikke genkendte og jeg blev så forskrækket, at jeg måtte træde et skridt væk fra ham. Jeg kunne slet ikke kende ham. 

Han stormede ind på værelset, og mumlede et stille "undskyld" inden han smækkede døren i. 

Siden havde jeg aldrig rigtig set noget til ham. Han sad bare derinde, og jeg blev mere og mere bekymret for ham. Hvad var der galt med ham? Hvad var der sket? Jeg stod håbløs som jeg var, foran hans dør, igen. 

Selvom han meget sjældent snakkede til mig, var denne dag åbenbart en undtagelse, for pludselig sagde han noget.

 "Der.. Der er sket noget.. Noget.." mumlede han. 

Det var næsten utydeligt, og hans stemme var meget hæs. Men han havde sagt noget! En lille gnist af håb kom tilbage i mig! Han havde virkelig talt til mig, for første gang i flere dage! Mine øjne blev fyldt med tårer. 

"Hvad er det Harry, hvad er det der er sket!" 

Jeg blev panisk, det var en af de få gange siden han begyndte at isolere sig, at han næsten færdiggjorde en sætning. Der var stille på den anden side, stille som i helt stille. Jeg hadede den stilhed. Det var sådan en af slagsen der ikke var beroligende, men isende kold, og med skarpe kanter som skærer sig igennem marv og ben. Det var som om han aldrig havde sagt noget, at det bare var mig der hørte syner.. Men det vidste jeg, at jeg ikke havde gjort.. Han havde sagt noget!

Jeg begyndte at hamre panisk på døren, igen. 

"Harry! Jeg beder dig, luk mig nu ind. Fortæl mig hvad der er sket. Harry please, det skal nok blive godt igen alt sammen, det lover jeg!" 

Jeg sad udenfor døren og tiggede ham om at sige noget, men ligemeget hjalp det. Der var kun stille på den anden side. Som om han slet ikke havde hørt mig, som om der slet ikke var nogen derinde. Som om hele huset bare var tomt. Men det var det ikke.

Også den dag sad jeg foran hans dør i flere timer, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at gøre noget, noget andet end bare at sidde og vente. Men jeg vidste ikke havd jeg kunne gøre. Kun en' ting var sikkert. Jeg var træt af at sidde grædende foran hans dør, for det havde stået på i flere dage nu. Derfor besluttede jeg mig for at gribe min telefon, og ringe til Louis...
Der gik ikke mange sekunder før han tog den. 

"Hej, det er Louis!" Han lød glad og overskudsagtig. 

"Hej, det er bare mig, Noa." 

Min stemme lød en smule grådkvalt og hæs efter at have skreget og grædt så meget. 

"Hvad så? Går det godt mig dig og Harry? Det er ikke meget jeg har hørt fra jer to på det seneste!" 

Han grinede fjoget. Jeg var tavs, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. 

"Er der noget galt?" 

Louis stemme skiftede fra overskud til bekymring. 

"Det, det er Ha, ha, Harry..." 

Min stemme knækkede over, og jeg kunne ikke længere holde tårene tilbage. 
Jeg sad bare og græd i telefonen, jeg kunne ikke andet. Mine skuldre rystede, og jeg sad i en krampeagtig stilling på gulvet. Jeg have ondt i hele kroppen af at have siddet så længe på flisegulvet. Pludselig hørte jeg Louis stemme i telefonen igen. 

"Ved du hvad? Jeg kommer lige over! Vi ses om lidt ik?" 

"Ja, vi ses.." Fik jeg fremstammet, og så skyndte jeg mig at lægge på. 

"Harry..?" Hviskede jeg stille ind i døren. Jeg kunne ligefrem smage det egetræ den var lavet af.  Jeg følte mig dum, når der ikke var nogen der svarede. Som om jeg sad som en anden idiot og talte til en dør.. Alligevel fortsatte jeg. Han skulle høre det. 

"Det skal nok gå. Jeg elsker dig." 

Det gjorde jeg virkelig. Jeg elskede ham af hele mit hjerte, og jeg længdes virkelig efter at smage et af hans ubeskrivelige kys, og at dufte til hans perfekte duft. Alt det var så langt væk, men alligevel ikke længere væk, end på den anden side af døren.

 "Jeg elsker også dig," 

kunne jeg næsten lige høre komme fra den anden side af døren. Eller var det bare min fantasi der spillede mig et pus? Jeg lagde øret helt hen til døren for at høre mere. Men der kom ikke mere. Jeg sukkede dybt, og sank sammen på gulvet.

Så bankede det på døren, og Louis trådte ind. Jeg havde ikke engang overskud til at gå ud og åbne for ham. Men da jeg så så ham komme gående, kunne jeg alligevel mærke lettelsen brede sig i min krop.

 Et menneske! Det var flere dage siden jeg havde set et menneske... 

"Åh, hvor er det godt at se dig!" 

Jeg løb hen til ham, og gav ham et kæmpe kram. Vi var selvfølgelig ikke andet end rigtig gode venner, ligesom jeg var med resten af bandet. 

Louis omfavnede mig, tog begge sine hænder og holdt om mine kinder, og kiggede mig dybt ind i øjnene. 

"Hvad er der sket, Noa?" Spurgte han. 

Jeg kom i tanke om hvor forfærdelig jeg måtte se ud. Hævede røde øjne, meget filtret og fedtet hår samt mascara i hele ansigtet... Pinligt. Men jeg tog mig ikke af det. Det var var Harry det handlede om, ikke mig. 

"Det er Harry.." Fik jeg fremstammet.

 Jeg så ned i gulvet. Jeg følte det var min skyld det hele. Jeg havde jo ikke fået ham til at komme ud. Jeg havde nok ikke gjort det godt nok.. Jeg havde jo bare siddet på gulvet ude foran hans dør, grædt og haft ondt af mig selv..

 "Hvad er der med Harry?" Spurgte Louis i en tålmodig tone.

 "Han sidder bare derinde. Han vil ikke snakke, han vil ikke ud, han vil ingenting! Det hele skete bare ligepludselig, en aften da han kom hjem, og han har ikke sagt hvorfor! Men der er sket et eller andet."

 Mine øjne fyldtes med tårer igen, men det var noget af en lettelse at få det sagt til nogen. Det var som et kæmpe stykke bly, der forsvandt fra min krop. Puh..

 "Hvor er han?" Spurgte Louis.

 Jeg pegede hen imod døren, og Louis gik hen og bankede på. 

"Harry?" Sagde han i et roligt tonefald. "Harry, er du derinde?" 

Han ventede, men der skete ikke noget. Han skulle til at træde tilbage igen.  

"Louis? Er det dig?" Kom det pludselig derinde fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...