The Black Luck | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 13 aug. 2014
  • Status: Igang
Noa har svært ved, ikke at kunne kalde sig den lykkeligste pige i verden. For kan man være mere heldig, end at komme sammen med selveste Harry Styles? Nej vel? Men da Harry en dag murer sig fuldstændigt inde på sit værelse -uden nogen form for forklaring, bliver Noa nødt til at holde hovedet højt. For prisen for at være sammen med den kendte Harry Styles er høj. Højere, end hun kunne forestille sig. Men er Noa stærk nok til at betale den pris?

38Likes
29Kommentarer
1008Visninger
AA

5. Are you back?


Jeg hængte min jakke på knagen, og stillede mine sko på skoreolen. Jeg vidste ikke om jeg turde gå videre. Jeg turde ikke se sandheden i øjnene. På liste tær gik jeg videre gennem gangen, med en kæmpe knude i maven.

"Harry?" Kaldte jeg stille.

Der kom ikke noget svar. Big surprise..

Jeg var ikke overrasket. Jeg gik hen af gangen og stoppede op foran hans dør. Jeg vidste ikke om jeg turde sige noget. Jeg turde ikke høre, eller rettere, ikke høre sandheden.

"Noa!" sagde jeg til mig selv, "tag dig nu sammen!"

Jeg bed tænderne sammen, og tog en dyb indånding.

"Harry skat? Jeg er hjemme igen."

Der kom intet svar. Jeg var grædefærdig.

Jeg bankede ligeså stille på døren.

"Harry.. Vil du ikke nok åbne. Jeg har altså virkelig savnet dig! Please Harry...!"

Det gjorde ondt indeni. Længslen efter ham var så stor, at det føltes som om den skulle æde mig op indefra. Jeg var desperat, og knuden i maven var på så kort tid blevet så stor, at jeg måtte synke sammen på gulvet. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Du strømmede ustandseligt ud af mig, og den salte smag fyldte min mund.

"Harry.." hviskede jeg i min tårestrøm.

"Vil du ikke nok komme tilbage til mig? Jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg savner dig! Jeg har brug for dig!"

Det hjalp ikke noget. Han ville ikke komme ud, og jeg følte mig hjælpeløs og fortabt. Et
eneste lille bitte næsten usynligt håb havde jeg haft, inden jeg trådte ind, men det var forlængst bristet og ført langt bort med vinden.

I frustration begyndte jeg at rive i mit hår. Hårdt. Der røg totter af, men det var ikke nok. Jeg begyndte at kradse mig selv hårdt op af armene, men overvejede at finde et bedre middel i køkkenskuffen. Men jeg ville ikke rejse mig. Jeg kunne ikke.

Jeg kastede mig ned i gulvet, og lå bare og rystede. Han sad lige derinde! Lige derinde! Bagved den dør! Det var totur, og noget af det værste jeg nogensinde har prøvet!

"Jeg har også savnet dig," hørte jeg en fjern stemme bagved mig sige.

Ja, det har du sikkert, tænkte jeg dystert, midt i al min gråd.

Vent.. Hvad? HVAD?

Jeg måtte have hørt forkert. Alligevel kom det mikroskopiske håb tilbage. Jeg turde næsten ikke dreje mit hovede for at kigge, men jeg var forberedt på en skuffelse så stor, som et kæmpe slag i ansigtet. Alligevel drejede jeg med stor tøven forsigtigt mit hovede...

Jeg kunne næsten ikke se ham for alle tårerne i mine øjne. Det var helt sløret, men han stod der. Han stod lige dér i dørkarmen, og kiggede omsorgsfuldt og meget bekymret på mig. Der gik et kæmpe sus igennem kroppen på mig, og det føltes næsten som et helt adrenalin kick.

Jeg kunne ikke røre mig. Jeg sad som forstenet på gulvet, og håbede på, at jeg ikke så syner. Bare jeg ikke så syner!

I én hurtig bevægelse sprang han væk fra dørkarmen, og pludselig lå jeg i hans armes omfavnelse!

Åh Gud.

Tårerne strømmede ud af mine øjne non stop, voldsommere end før!

Jeg var tilbage i hans arme! Det kunne ikke passe! Det var næsten for godt til at være sandt! Hans velkendte og savnede duft overvældede mig, og den duftede så fantastisk godt, at jeg blev helt svimmel, og hans savnede kys sad nu overalt på mig. Han kunne slet ikke sidde stille, han blev ved med at kysse og røre. Sådan blev det ved, vi kunne ikke stoppe, og det var så dejligt! Længslen overtog.

Jeg var tilbage, han var tilbage, vi var tilbage!

 

                                                                      ◾️

 

Jeg tror vi sad der på gulvet sammen i over en time.

Mindst.

Ingen af os kunne slippe hinanden, ingen af os ville slippe hinanden. Så da han omsider gav slip, havde jeg lyst til at kaste mig over ham igen. Jeg var jo bange for at miste ham.

Igen.

"Undskyld Noa-skat! Undskyld, undskyld, undskyld!" sagde han, mens han blev ved med at køre sit hovede rundt i mit hår.

Jeg kunne se, at hans øjne blev blanke, og han måtte blinke hurtigt et par gange før han kunne sige mere.

"Jeg er så ked af det! For jeg elsker dig virkelig så højt!" Hans stemme blev grødet, og han måtte vende hovedet væk et øjeblik. Han tørrede en tåre væk fra øjenkrogen.

Det var bestemt ikke tit Harry græd, så jeg kunne heller ikke lade være med at begynde og græde igen, nu da han også begyndte.

Da vi endelig var færdige med alle tårerne, tog han mig i hånden og vi rejste os op.

Han trak mig med ud i køkkenet, og jeg kunne se, at han havde forberedt en lille fin middag til os. Bordet var fint dækket, og der stod gryder ovre ved køkkenbordet. Vi skulle have tacos, begge vores livret. Han vendte sig om, og kiggede kærligt på mig, mens hans grønne øjne funklende i lyset. Han så glad ud igen, ikke bare glad, men lykkelig. Han kunne slet ikke koncentrere sig om maden, men løb istedet hen til mig, og plantede en masse små kys i hele mit ansigt.

"Du må aldrig komme på afstand af mig igen, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig...!" Hans dybe, sexede, hviskende ord forsvandt ind i de mange kys.

"Aldrig," hviskede jeg, og overgav mig til hans kys.

Det var en vidunderlig aften, det var nok den bedste i hele mit liv. Harry var tilbage, og så helt frisk ud igen, som om intet var sket. Alligevel tog jeg ham i at få et underligt blik engang imellem. Et blik jeg ikke genkendte. Men jeg turde ikke spørge ham. Jeg var bange for at bringe emnet på bane. Han måtte selv fortælle det når han blev klar til det, hvis han blev klar til det.

Aftnen gik hurtigt, selvom vi ikke rigtig lavede andet end at ligge på sofaen sammen. Det var på tide at gå i seng..

Jeg fandt min korte sorte lidt udfordrende natkjole frem, og lagde mig ind ved siden af ham. Det var så lang tid siden vi begge havde ligget i vores seng på samme tid.

Jeg elskede det.

Han lagde sin arm rundt om mig, og begyndte at kysse mig. Jeg lagde mig ind til ham, og gengældte det.

Jeg begyndte at pille lidt i hans t-shirt, og det varede ikke længe før den røg af. Jeg lå og kærtegnede hans mange tatoveringer med mine fingerspidser. Han smilede så jeg kunne se hans smukke charmerende smilehuller.

Jeg kyssede ham midt på sommerfuglen han havde tatoveret på overkroppen. Jeg kørte mine fingre igennem hans fantastiske krøllede hår. Jeg brugte mine fingre som et gammeldags krøllejern, og snoede hans totter rundt om.

Pludselig begyndte han at køre sine hænder op ad min natkjole, og vi fik den af sammen. Vi lå og pillede lidt ved hinanden, og kyssede utallige gange... Han tog om mine hofter, og jeg kunne ikke lade være med at stønne af begær. Jeg følte mig klar til at gøre det, og det kunne jeg mærke på ham, at han også gjorde.. Vi gjorde det. Der var første gang i vores forhold, at vi havde gjort det, og det var nok den mest fantastiske følelse jeg nogensinde havde haft!

 


Så kom kapitel 5 også! Jeg håber I kan lide det!

Hvorfor tror i Harry havde låst sig inde, og hvorfor er han pludselig kommet ud igen?

I må meget gerne smide et like eller en kommentar<3333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...