Forms Of Love | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Berømmelse kan ændre en, ødelægge en psykisk, dette er nu sket for Harry Styles, fra verdens største boyband One Direction. Han ser ikke længere nogen mening med livet. For hvor hårdt er det ikke, at alle bare kender ham som Harry Styles, ham fra One Direction? Hans ex- kæreste og venner har brugt ham for berømmelse, og han er ved og opgive håbet om og finde en, der kan elske ham for netop den hán er. Derfor vælger han og tage i en lukket gruppe for mennesker med problemer i deres liv, dem som egentlig bare gerne vil have nogle rigtige venner og støtte. Her finder han en pige, der senere vil tage en helt speciel plads i hans liv, men nemt bliver det ikke.

94Likes
77Kommentarer
20258Visninger
AA

12. 9| Too close

Harrys synsvinkel

Aldrig havde jeg brugt så lang tid på og finde et center, men vi fandt det og her var vi. Inde i en random butik som solgte alverdens mærkelige ting, noget af det, vidste jeg knap nok hvad var. Men det var sjovt og være herinde, trods jeg godt kunne mærke på Elena at hun ikke var glad for og være iblandt mennesker.

Men jeg var mere end glad for, at hun ville ses med mig offentligt. For der var jo den risiko nu, at vi ville blive set sammen og hun ville komme i et sladder blad med mig. Eller der ville komme en masse fans, men lige meget hvad så skulle jeg nok beskytte hende så godt jeg nu kunne.

”Hvad er dette?” Lo jeg muntert og holdte en metal ting op, hun løftede hurtigt blikket og så mod det jeg holdte ved. Et smil tegnede sig hen over hendes læber, efterfulgt at et grin der slap ud ved hende. ”Det er noget man putter te i, og så sætter man den ned i det varme vand i koppen. Det er faktisk meget smart” grinede hun og jeg nikkede tænkende, lidt lærte jeg da af og være herinde.

Langsomt lagde jeg tingen på plads og bevægede mig hen til hende, hun stod og kiggede på nogle forskellige notes bøger og blokke der lå i bunker.

”Hvad med denne her?” Spurgte hun og vendte forsiden på en notes bog mod mig, så jeg kunne se hvad der stod og hvordan den så ud.

Den var mellem stor, mørkeblå og med hvid kursiv skrift af et positivt citat.

Hold fast to dreams,

For if dreams die

Life is a broken-winged bird,

That cannot fly.

Efter og have nærstuderet notes bogen I et stykke tid, nikkede jeg og sendte hende et skævt smil. ”Lad os tage den, men så skal du også lave noget på bagsiden for mig. Den er dæleme kedelig” grinede jeg lettere hæst, hun nikkede og fulgte med mig videre rundt i butikken der heldigvis ikke var så mange mennesker i.

”Du skal bare sige til når du gerne vil hjem til hytten igen, ikke?” Mumlede jeg langsomt og tog diskret fat omkring hendes hånd, jeg nussede forsigtigt hendes håndryg mens vi gik igennem den lille gang med små nips ting.

”Det går nok, jeg trænger også til og komme ud blandt folk. Træne mig selv lidt i og være social en gang imellem, men jeg skal nok sige til.” Hendes blik lå på vores hænder, men hun tog ikke hånden til sig.

Efter og have kigget hele butikken igennem, betalte jeg for notes bogen og sammen gik vi ud af butikken og videre hen mod en anden. ”Du havde snart fødselsdag, ikke? Eller er det mig der tager fejl af det der stod inde på facebook?” Mumlede jeg spørgerne og vendte blikket mod hendes ansigt, hendes lange brune hår dækkede for en gangs skyld ikke hendes ansigt. Jeg havde fået hende lokket til og sætte det op i en hestehale, hvilket klædte hende forfærdeligt meget. Det fremhævede hendes kindben og hendes øjne en del, det var jo også ærgerligt og gemme det kønne ansigt væk med hendes hår hele tiden.

Hendes blik mødte mit, og jeg skabte hurtigt øjenkontakt uden tøven. ”Jo, om præcis en uge fra i dag. Er du på tour igen der, eller er du hjemme?” Spurgte hun og lagde hendes hoved svagt på skrå, hendes ene mundvige trak op i et forsigtigt smil.

Et suk lod jeg slippe ud, da jeg huskede jeg muligvis ikke havde fri den dag. ”Det ved jeg faktisk ikke helt, men jeg vil gøre alt for og kunne bare være nogen timer sammen med dig den dag. Jeg skal nok være der den dag, ikke?”

Hun nikkede og så en smule væk, måske var hun skuffet over at jeg muligvis ikke kunne være sammen med hende den dag. Men allerede nu, havde jeg lovet mig selv at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for og komme hjem til London den dag.

“Harry skal vi ikke gå derind?”

Mit blik fulgte hurtigt hendes og jeg kiggede i hendes retning, godt nok var det ikke en butik for mig men hvis hun ville derind gik jeg glædeligt med hende.

Butikken var stor, den havde en masse hjemmelige ting og også lidt tøj. Faktisk var den nu meget hyggelig, men til gengæld var der også mange mennesker. Og her ville jeg helt sikkert blive opdaget, derfor gik jeg lidt bag hende og kløede mig en anelse nervøst i nakken.

”Hvad nu? Kan du ikke lide og være herinde?” Spurgte hun forvirret, men kort efter gik det op for hende hvorfor jeg var sådan og nikkede svagt ”Oh.. Skal vi gå ud?” Hviskede hun og strøg sin hånd op langs min arm, beroligende og det hjalp gevaldigt.

”Nej nej, det fint, bare ikke sig mit navn” hviskede jeg tilbage med et skævt smil i mundvigen, det typiske Harry smil.

Hun tog forsigtigt fat om mit ærme og trak mig med videre, hen til det sted i butikken hvor der var mindst mennesker. Først der begyndte jeg og slappe en smule mere af i kroppen, jeg ville nødig gøre sådan så en masse fans kommer og skræmmer hende. For jeg vidste jo udmærket godt, at hun ikke havde det så godt med og være i blandt mange mennesker.

Og ærligt, så forstod jeg hende godt.

Et grin forlod mine læber, da hun tog nok den mest kiksede hat på som jeg nogensinde havde set. Den var rigtig en bedstemor hat og lignede noget man brugte langt tilbage i fortiden, men morsomt var det og se hende med den på. ”Vent lige 2 sekunder, jeg skal lige have et billede” lo jeg og fiskede mobilen op af baglommen, jeg fik taget et billede af hende og gemte det. Hun rystede grinene på hovedet da hun selv så billedet ”Ej, hold da op jeg ser forfærdelig ud med den på” grinede hun og tog den hurtigt af, hvorefter hun forsigtigt lagde den på plads på hylden.

”Jeg ville nu sige at den klædte dig, hvis man skulle til et eller andet kostume bal kunne du sagtens bære den” drillede jeg hende lidt og prikkede til hendes ene side med pegefingeren, hvilket fik hende til og vride sig svagt og lukke en klokkeklar latter ud. En latter som fik smilet til og vokse på mine læber, jeg elskede hendes latter.

”Harry Styles? Må jeg ikke godt få et billede med dig? Jeg er din største fan” lød en lille skrøbelig stemme, jeg vendte mig om og mødte en lille piges blik. Hun smilede forsigtigt og jeg spredte armene ud, kort efter krammede hun sig ind til mig og jeg gengældte krammet.

Det her var noget af det jeg elskede ved og være kendt, de søde trofaste fans. De var der altid for en, og specielt så elskede jeg de fans som ikke skreg op så jeg blev opdaget når jeg var ude.

”Elena, kunne du ikke tage billedet?” Spurgte jeg hende om og rakte hende pigens telefon, Elena nikkede med et smil og stillede sig til rette med mobilen i hendes små hænder.

”Smil” grinede hun lavmælt og jeg smilede hurtigt, mens jeg havde armen om pigens liv. Efter hun havde fået taget billedet, krammede jeg pigen en ekstra gang og så forsvandt hun ellers hen til det jeg tror var hendes forældre. De smilede taknemmeligt mod mig, og jeg gengældte deres smil og vinkede en gang.

”Hvor var hun sød” mumlede Elena og så længe efter pigen, først da hun var ude af hendes synsfælt flyttede hun blikket over på mig.

Jeg nikkede og trak i den ene mundvige op i et skævt smil, ”de er altid søde” mumlede jeg og trak hende med videre, men da jeg hurtigt begyndte og opdage at nogen piger genkendte mig sank jeg en ekstra gang.

Hurtigt trak jeg Elena med ind i det nærmeste omklædnings rum og låste, hvorefter jeg satte hænderne mod væggen bag Elena. Da det hele skete lidt for hurtigt og jeg begyndte og blive en anelse svimmel, hun trak derimod vejret en smule hurtigt og så kun mod døren. Jeg kunne nærmest se hvor hurtigt hendes hjerte bankede, men jeg vidste godt hvorfor.

”De finder os ikke, bare rolig” hviskede jeg lavt, hæst og strøg forsigtigt en tot hår om bag hendes øre. Jeg lagde efterfølgende en pegefinger under hendes hage, og blidt løftede jeg hendes hoved så hendes blik mødte mit.

”Træk vejret, langsomt og helt ned i lungerne” forsøgte jeg mig med og sige, hun nikkede og gjorde som jeg sagde.

”Fokuser på mig Elena, ikke på at de er derude, de kan ikke komme ind og de finder os ikke. Snart er de gået og så tager vi hjem igen okay?”

Langsomt fandt smilet frem på hendes læber igen og hun mumlede et tak, men for min skyld behøvede hun ikke og takke.

”Han er her, de er her! Der er to i omklædningsrummet!” Hørte jeg en høj skinger pigestemme råbe, og der sukkede jeg dybt og rystede opgivende på hovedet. Hvorfor skulle dette ske?

”Jeg ringer til nogle af mine bodyguards” hviskede jeg lavmælt og hun nikkede ivrigt, nervøsiteten var tydelig i hendes øjne. Hun var bange.

Jeg var hurtig til og fiske mobilen op af lommen og jeg fik ringet nummeret op, forklaret vores situation lavt og fik at vide at de var i nærheden og ville være der snart. Til vores store held, kom de nogle minutter efter, butikken blev ryddet for unge piger kort efter.

Elena rystede dog stadig svagt og havde et fast greb om min jakke, hun snøftede lavt og jeg så trist på hende ”det var vidst en dårlig ide og tage herind hva? Skal vi ikke tage hjem, så henter vi mad fra en restaurant med hjem?” Forsøgte jeg mig med og hun nikkede svagt, langsomt slap hun grebet om min jakke og tørrede sine kinder med ærmet på sin jakke.

Jeg låste omklædningsrummet op, og sammen med mine bodyguards gik vi ud af bagindgangen og fandt vejen hen til min bil. Der blev vi efterladt af mine bodyguards igen, da jeg bedte om og være alene med Elena.

Jeg skulle nok klarer den herfra, hun skulle være alene med mig. Det havde hun det tydeligvis bedst med lige nu, ikke sammen med nogen hun ikke kendte.
”Hey.. Er du okay?” Spurgte jeg, da vi begge var kommet ind i bilen og sidde og jeg havde låst dørene. Bare for en sikkerhedsskyld.

Hun rystede lidt på hovedet og sukkede dybt, hendes blik lå som limet fast til hendes hænder. ”Undskyld, nu havde vi det jo lige så sjovt. Dine fans ville nok bare have taget billede med dig, og så skulle de blive skuffet på grund af mig” mumlede hun lavt og jeg rystede kort efter på hovedet.

”Det er ikke din skyld, jeg forstår godt hvorfor du ikke er vild med og være i blandt mange mennesker. Og ærligt, så var vi blevet omringet hvis jeg ikke havde gjort som jeg gjorde, så intet er din skyld okay?”
”Jeg er bare glad for at jeg havde dig ved min side, tak Harry.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...